Følelser..

Jeg er et håbløst tilfælde. Jeg er blevet gjort til et håbløst tilfælde. Jeg er et produkt af det jeg har været igennem, MEN jeg er ikke et offer!
Jeg ved jeg kan føle, for jeg føler mig frem, jeg kender kærlighed, og jeg ved jeg føler den hver evigt eneste gang jeg hører eller ser mine børn. Jeg ved hvad jeg mærker når jeg føler glæde, og jeg ved at jeg er glad. Jeg kender de følelser, og jeg ved når noget føles godt. Jeg ved når der kommer et prik af lykke engang imellem, jeg føler!
Jeg ved også jeg er et fjols til at fortælle hvad jeg føler, jeg ved jeg ikke er den bedste til at forklare hvordan jeg har det. Jeg ved jeg passer på mig selv og de følelser jeg har.
Jeg er ikke længere en lille pige, det har jeg altid følt mig som. Jeg er ikke længere hende der kaster sig hovedkulds ud i dårlige ting. Ikke mindst er jeg ikke længere hende der bliver forelsket. Forelsket i hvad som helst.
Jeg gjorde det, én sidste gang, og det er ikke længe siden. Jeg har ingen kontrol haft over alle de følelser jeg besidder, for i skal aldrig nogensinde være i tvivl om at dem har jeg mange af.
Jeg er også et menneske, et menneske der ved hvad kærlighed er, et menneske der kan elske, elske så højt at det gør ondt!
Og jeg har elsket. Elsket nogen så højt som jeg elsker mine børn. Jeg har aldrig fået den kærlighed tilbage. Kun af dem.
Jeg er ikke kold, og jeg bliver aldrig kold. Min sikkerhed i mig selv, for mig selv, og også mine børn, ligger i at jeg passer på mig selv og på dem.
Jeg blev forelsket, en følelse jeg ikke kunne styre. Jeg gjorde det ikke kun 1 gang men flere. Det har gjort mig til den jeg er idag.
Jeg tror ikke man kan passe så meget på sig selv at man aldrig mere kan blive forelsket, men jeg tror at man lærer at læse signaler, måske intentioner, og kan jeg ikke føle om de er ægte, i forhold til mig, så forbliver jeg den jeg er.
Jeg skal aldrig tilbage hvor jeg endte, jeg vil aldrig forlade mine børn igen. Kald det sund fornuft, kald mig kold.
Jeg har så mange følelser, følelser jeg har lært at gemme væk. Jeg er usikker, det skal i aldrig være i tvivl om, men det bliver bedre og nemmere at skjule..

Forelskelse..

På et tidspunkt tror jeg man bliver kold. Så lukker man af for de følelser man engang troede var så vigtige.
Vigtigheden af tosomheden, den tosomhed vi alle tror er et af de mål vi bør sætte os i livet. Den tosomhed der allerede bliver talt om i barndommen, fordi normen er at man skal vokse op, få mand/kone og børn, lykken.
Vi bliver præget til at det er rigtigt. Vi mærker den første forelskelse. Noget der næsten altid er forbundet med sårede følelser. Der bliver slukket en lille gnist i os hver gang noget ikke lykkes, og i mig bliver der slukket en lidt større gnist når kærlighed ikke lykkes.
Jeg var sikker på, at hvis bare jeg kunne finde tosomheden, fordi jeg ved hvad kærlighed er, så ville alting blive bedre. Hvis nogen kan elske mig for den jeg er, 100% for den jeg er, så ville det være lykken, og livet ville blive lidt nemmere, fordi man så er to.
Jeg tror ikke længere jeg kan blive forelsket. Og jeg ser det ikke engang som noget negativt længere.
Jeg vil ikke længere sætte grænser for mig selv eller for andre. Alting bygger på ærlighed og tillid, ægte kærlighed, den skal være ubegrænset.
At stole på sig selv først, og gøre det 100%, at elske sig selv først, og gøre det 100%. Først der kan man elske en anden, ubetinget. Der findes så få mennesker der mestrer dette, og jeg er ikke en af dem, endnu.
Men jeg er nået så langt at jeg aldrig lader mig blive ramt af den psykotiske tilstand det er at blive forelsket, igen, jeg tror ikke jeg kan komme derned igen. Jeg stopper med at søge, jeg ved at ensomhed ikke er dårligt længere, jeg nyder mit eget selskab, min frihed, jeg kan alt.

klimaks!

Sidste dag i mit nye liv, mit nye liv der først starter i morgen. Jeg ved jeg skrev, for et par år siden, nogle datoer og tider jeg så frem til. Jeg kan huske jeg skrev jeg så frem til at blive 30. En ny start, ikke flere år i 20'erne, 20'erne var tågerne.
Jeg bliver 30 år i morgen. Det er ikke dagen jeg glæder mig til, det er livet. Jeg har mod på livet.
Der var en der fortalte mig at når man bliver 30 så bliver alting bedre. Jeg sagde det selv engang, jeg forstod det bare ikke.
Jeg har aldrig haft så få mennesker i mit liv som jeg har nu, jeg har til gengæld aldrig følt mig så rig på livet som jeg gør nu. Så rig på mennesker der faktisk kun vil mig det godt, og som jeg ønsker det samme for. Jeg har alt, jeg har mine tanker, og mine tanker flyver afsted, tanker om alt, tanker om livet. Tanker om hvad jeg skal, hvad jeg kan og hvad jeg bør.
Jeg kan sige fra, og jeg har gjort det verbalt, ikke på skrift, det har jeg aldrig gjort før. Jeg ønsker det bedste for alle, og jeg ved at verden er ved at ændre sig til noget bedre, idag er klimaks, jeg har nået toppen af 20'erne, toppen, der hvor det hele vender, og jeg er taknemmelig for jeg nåede hertil.
Jeg vil takke alle mennesker, alle dem der har gjort en forskel i mit liv, mindre som stor, god som dårlig, de har alle sammen gjort mig til den jeg er idag, LIGE i dag. Jeg er stærkere end nogensinde, jeg kan mærke en forskel. Jeg lever kun idag, kun lige nu, og fra imorgen ser jeg mig aldrig tilbage igen, ser på den jeg var. Den jeg var har gjort mig til den jeg er idag, og jeg er stolt af mig selv. Jeg ER rent faktisk stolt af mig selv.
Jeg er glad, og når jeg siger ordet føler jeg det lidt mere end hvis jeg tænker det, hvis jeg udstråler det, mærkes det af alle omkring mig. Jeg ER glad. Nu kom lykke, som forelskelse, jeg føler følelsen, det er den følelse vi skal mærke, forelskelsen, at elske, at elske livet! At være forelsket i livet! Vi kan alt, jeg kan alt, smag på det, tro på det, jeg tror på livet!

Det føles rigtigt..

Mit hoved kører på højtryk de her dage, på den fede måde, for første gang siden jeg ved ikke hvornår kan jeg slappe af, jeg føler slet ikke jeg skal leve op til noget. Følelsen af at kunne være der for mine børn, 110% er tilbage. Følelsen af aldrig at svigte dem igen er tilbage. Jeg føler, jeg ser, jeg mærker alting, fordi jeg giver mig selv lov til det, eller i det mindste prøver jeg at give mig selv lov til det.
Jeg er ikke længere nogen der prøver at gøre hvad der bliver fortalt og sagt, jeg mærker mig, det der interesserer mig, det at mærke at interesser er gensidige, jeg behøver ikke tage noget på mig som jeg ikke er.
Jeg har altid været en medløber, jeg gør hvad der forventes, for at få lidt af den følelse jeg selv kan give. Misforstået kærlighed. Jeg har brugt udseende for ikke at vise jeg gør hvad der forventes, for jeg vil ikke. Jeg vil være mig. Drømmen om ægte kærlighed er misforstået. I hvert fald min drøm.
Ægte kærlighed skal føles, den er ikke en følelse man kun skal give. Ægte kærlighed er betingelsesløs, ægte kærlighed er der uden forventninger. Fordi forventninger er overflødige når man føler.
Jeg kan ikke påtage mig andres interesser, ikke for at få kærlighed, ægte interesser skal også føles, fordi interessen er der, hvis alle interesser er gensidige så er der ikke noget der er påtaget.
Jeg er helt stoppet med min medicin, jeg nægter at påtage mig andre menneskers forventninger om at blive normal. Hvis der fandtes en pille for at blive normal, ville ingen alligevel tage den, for alle vil være unikke, også selvom de er medløbere, den lille drøm om at gøre en forskel, den har alle, de der udlever drømmen er dem der bliver kaldt sindsyge, der er noget helt galt på øverste etage, det mener normen, de bliver spærret inde, så er de ikke til fare for systemet.
Misforstået kærlighed, man skal ikke tro man er noget. Men vi er alt, DU er alt, du gør en forskel, jeg ved jeg gør en forskel, mærk efter, så føler du det også.
Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg er glad, jeg føler kærlighed, og jeg vil nyde det. Lige nu.

Udskrevet, jeg har lært..

Jeg er blevet udskrevet. Jeg tror den periode jeg lige har været igennem, har været en af de mest lærerige i mit liv. Jeg har kedet mig, og jeg tror det er en sund ting at lære at kede sig, at lære at være alene, at nyde at være alene. At få tiden til at gå.
Samtidig med kedsomhed har jeg kunnet vælge en helt masse mennesker fra, mennesker jeg har haft i mit liv men som ikke har haft en positiv indvirkning på det, overhovedet.
Til at starte på så jeg det som en kamp, noget der skulle overståes, og 4 uger har føltes som 4 år. Men nu hvor jeg er ude, så var det nok slet ikke så slemt som det var mens jeg var i det.
Jeg har lært at stille spørgsmål, endnu flere end før, og den sidste lægesamtale var da også bare en diskussion fra min side, en diskussion om hvorvidt det er godt at læse folk ud fra en journal på en computer, eller om læger i virkeligheden burde sætte sig ind i de enkelte menneskers situationer.
Som jeg ser det, så læser lægerne de enkelte mennesker symptomer og finder det medicinske præperat der passer til symptomerne og så er det det. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor de ikke er tvunget til at se på det enkelte menneskes livsstil og ydre påvirkninger:
Som jeg har sagt hele tiden er jeg slet ikke i tvivl om at det er ydre påvirkninger der har skabt min dårlige situation, og jeg giver ikke nogen skylden, ikke andre end jeg selv og min dårlige dømmekraft og evne til at sige fra. Men jeg ved at det er det der er hovedproblemet for mig. Dernæst ligner jeg ikke en der mangler noget, set om i at jeg sagtens kan klare at tabe flere kilo, og grunden til jeg ser ud som jeg gør er nok dårlig kost og for lidt motion. Det kan jeg simpelthen ikke forstå at lægerne ikke fortæller mig i stedet for at sætte mig på alt muligt medicin, det skubber bare problemerne i stedet for at hjælpe mig med at løse dem.
Men som sagt har jeg lært at mit ophold, lægerne og psykologen har hørt min holdning til systemet, og det sidste omkring livsstil har jeg også fået fortalt, så jeg føler jeg har fået lidt ud, og jeg er slet ikke færdig derude.
Jeg er begyndt med mig selv, er stoppet på lidt af medicinen, trapper stille ud, og fortsætter den gode stil med de gode mennesker, god, eller i det mindste bedre kost. Tager en dag af gangen, og har nyt mod på livet. Jeg ved hvad jeg kan give, og jeg ved hvad kærlighed er, dem der ikke vil være en del af det, er mennesker jeg ikke kan bruge, og nu kan jeg sige fra, det kunne jeg ikke før, nu er det mig, der er kun mig, jeg er mor, og mine børn er det vigtigste, alle andre KAN være eller blive en del af mit liv, vores liv, men jeg vælger selv til og fra.

Min udstråling

Igår fik jeg noget af vide, flere ting faktisk, der har fået mit hoved til at køre helt vildt. Jeg er ikke ked af det eller noget, det vækkede bare nogle ting i mig jeg aldrig har tænkt over. Jeg føler mig vågen, jeg ser og hører alting, jeg mærker og føler som aldrig før.
Jeg mødte alle tiders pige i gården hvor vi må ryge, vi talte sammen og har egentligt mange af de samme interesser, vi ER pige så det blev til en masse snak om sko og neglelak, lidt ligegyldige ting, men hvor var det skønt at tale om andet end sygdom. Så kom min kammerat ud og var med i samtalen og så sad vi lidt og talte om nogle andre ting, men pigen siger så at hun i starten ikke havde lyst til at henvende sig til mig fordi jeg godt kunne ligne sådan en "hard core bitch", det var noget der fik mig til at vågne, jeg blev ikke sur, tværtimod er det noget af det bedste jeg har fået af vide længe. Den var der lidt i sidste uge hvor en kammerat kom og fortalte at han syntes jeg burde ændre mit billede her på bloggen, jeg ville få flere læsere hvis jeg udstrålede mere kærlighed, som sagt så gjort.
Jeg har tænkt rigtigt meget på, efterfølgende, hvordan jeg virker på andre. Pigen igår sagde at når man kom tæt nok på og så mine øjne, udstråler jeg overhovedet ikke den hard core bitch.
Det er virkeligt svært at udstråle kærlighed hvis folks billede af mig, når de ikke kender mig, er at jeg er hidsig, fordi jeg har valgt at se ud som jeg gør.
Jeg har ikke fået mine piercinger eller mit hår for den salgs skyld fordi jeg vil udstråle noget jeg ikke er, noget jeg så langt fra er. Jeg har fået dem og det, jeg har valgt at se sådan ud fordi jeg synes det er smukt. Jeg ved godt det er en anderledes måde at udtrykke sig på, men jeg har aldrig gjort det for at udtrykke andet end Jeanett. Mig. Jeg ER kærlighed.
Jeg VED at dem der er tæt på mig slet ikke ser på mit udseende længere, og jeg skal derhen hvor jeg lærer at smile, smile til andre mennesker, fremmede. Jeg ved der er noget der hedder udstråling, og det man udstråler er det man får tilbage. Jeg vil udstråle det jeg er, så jeg skal lære mig selv at smile. Alle kan smule til dem de elsker, det er sværere at smile til dem man ikke kender. Ren frygt.
Jeg har gjort det før, og jeg følte en rus hver gang jeg fik et smil tilbage, så det skal jeg igen!
En anden ting jeg skal lære er at udtrykke kærlighed, så den ikke bliver misforstået, jeg vil så gerne være god, men jeg skal lære at nok er nok, at jeg kan være i min egen boble uden folk kommer for tæt på.. Men det bliver et andet indlæg!

Jeg savner dem!

Jeg ved der er fremgang nu, jeg kan mærke, jeg kan føle, jeg kan se og jeg kan høre alting, ligesom før men nu er det positivt. Jeg kan mærke mit hjerte, min kærlighed, og jeg føler det så det gør helt ondt. De eneste jeg tænker på idag er mine børn, jeg savner dem så meget at det nærmest er smerte jeg føler når jeg tænker på dem.
Jeg har ikke følt noget så dybt nogensinde. Jo måske efter min første fødsel. DET er kærlighed.
Jeg har brugt lang tid på at mærke efter, føle, se og høre. Det er først nu jeg virkeligt mærker. Jeg ved jeg har været syg, måske ikke syg som sådan, men presset. Jeg ved jeg ikke har ladet mig selv mærke efter, hvad jeg i virkeligheden har haft brug for, alting har gået alt for hurtigt. Jeg har vendt min kærlighed til vrede, jeg ved godt hvorfor.
Jeg har ikke mærket mig selv, og der var så meget andet end mig selv at tage hensyn og stilling til, fordi det var sjovt, fordi jeg kunne, og fordi jeg havde brug for bekræftelse. Det har alle. Frihed. Det har jeg kaldt at have børnefri. Det er ikke frihed længere, det er smerte, det er som at være fri for kærlighed. Den eneste kærlighed jeg overhovedet har brug for at føle, at mærke, at give videre.
Nu kan jeg mærke, idag er første gang jeg har grædt af smerte herinde, Ikke fordi jeg har nedtur, det har jeg ikke, jeg føler savn og kærlighed. Jeg har aldrig mærket så stort et savn nogensinde. Jeg græder nu, tårerne triller, jeg kan næsten ikke se. Det eneste jeg ønsker er at have dem hos mig. Bare være og føle.
Når jeg kommer ud herfra vil jeg se det som det største og mest lærerige i mit liv. Jeg har lært at føle.
Jeg har brugt så lang tid på at forklare og få mennesker til at forstå hvad kærlighed er og at der ikke er andet i livet. Det er der stadig ikke, men nu forstår jeg det selv, det er ikke længere op til mig at lære andre. Jeg skal kun give det til mine børn, og de skal aldrig undvære mig igen. Jeg savner dem! Jeg giver aldrig slip på mig selv igen, jeg lader aldrig nogen påvirke mig så jeg glemmer at føle igen, aldrig.
Vi er 4, mine sønner, min datter og mig.

Zombier

Jeg er vild med zombie film, de har altid fanget mig, og fordi jeg er som jeg er skal alting analyseres og forstås, tolkes.
Jeg har ikke tolket zombie film som sådan, men jeg har tolket ordet Zombie, forståelsen. I virkeligheden er jeg ret sikker på det ikke handler om zombier som vi ser og forstår dem, de zombier der på film. Jeg tolker ordet som uvidende mennesker, mennesker der er igang med at udrydde dem selv. Vi har så meget krig og had i denne verden, vi slår hinanden ihjel fordi vi tror vi er berettiget til at gøre det, Vi har guder vi tror på og guder vi er villige til at slå ihjel for, guder vi aldrig har set, guder vi tror på fordi vi har læst om dem, vi er overfladiske fordi vi ikke tolker. Vi vælger at tro i stedet for at undersøge og lære viden, Jeg har tolket ordet zombie, ikke at jeg siger min tolkning er rigtig, men min måde at forstå ordet på er i virkeligheden mennesker. Vi går i den samme gænge, vi gør hvad vi plejer, vi arbejder i vaner. Vaner kan tolkes på mange måder, der er gode og der er dårlige, der er dem vi gør for os selv og ved os selv og så er der de grupper og samfundslag, lande, foreninger og ikke mindst religioner vi arbejder ud fra. Vi tænker i vaner og har svært ved at nå ud over de grænser vi sætter for os selv. De vaner vi har. For vaner svære at arbejde sig ud af, når først vi har dem, hvad enten de er gode eller dårlige, er de svære at bryde. Sådan er mennesker.
Men vi kan alt, vi kan bryde alle de vaner vi har, fordi vi bare kan lade være. Så er vi tilbage i fristelser. Men vi er også ude i hvad der er nemmest for os selv. Det er nemmest at blive i det vi har. Frygt, frygten for det ukendte, og derfor bliver vi i de ting vi har lært, for sæt nu der skulle være noget der var anderledes end det vi kender. Det kan gå begge veje hvis vi ændrer vores måde at tænke på, og vi har det jo godt, har vi ikke?
Jeg tror vi kunne få det så meget bedre hvis vi lærte at tænke, tænke ud af boksen. Derfor sidder jeg her, jeg tænker for meget, og jeg tænkte for meget, i forhold til "almindelige mennesker" i hvert fald.
Det er meget svært at rumme alle de tanker, og når ikke man føler man bliver hørt bliver det endnu værre.
Jeg startede ubevist med at overbevise mennesker om at det ukendte faktisk er helt okay, at det ukendte KAN være ren kærlighed. Jeg vil gerne udstråle ren kærlighed, og jeg ved jeg kommer til det, folk skal mærke det, men det kræver kontakt, og til sidst opdager de at der er mere mellem himmel og jord end vi lige umiddelbart kan se.
Jeg ved jeg udtrykker mig anderledes, via udseende. Men jeg ved også at jeg indeholder kærlighed og det er det jeg vil udstråle, den dag jeg elsker mig selv og kan udstråle kærlighed 110%, den dag kan jeg videregive den viden jeg har 120%. Der er zombier og så er der dem der finder en måde at slippe væk.

Giv mig en chance

Solen skinner altid et eller andet sted, vi lever ikke uden sol, så vi ved den er der fordi vi lever. Jeg har det svært, fordi jeg har svært ved at mærke solen og dens varme energi indeni. Indeni mig er der koldt lige for tiden, jeg har svært ved at se det positive i noget som helst. Jeg har 3 positive ting der altid bringer solen fem i mig, jeg har 3 børn, verdens mest fantastiske unger. Jeg savner dem. Det gør ondt indeni, en følelse der gør det svært at se positivt på andet.
Jeg skulle have været udskrevet imorgen, det kommer ikke til at ske, de er bekymrede for mig, og måske er jeg også bekymret for mig selv.
Jeg vil ikke andet end hjem og have en hverdag til at fungere, hjem og være der for mine børn. Her til aften blev jeg bedt om at finde 3 positive ting, jeg har 3 positive ting, det er det eneste jeg synes jeg har. 3 børn.
Jeg synes jeg bliver sløvet herinde, jeg kan ikke rigtigt se en fremtid med noget af det her. Jeg kan få medicin til at nedsætte hastigheden af mine tanker, tanker der er dårlige. Når de gode tanker er der bliver hastigheden på disse også sænket.Så bliver det blandet og så bliver jeg frustreret.
Det eneste jeg ønsker er at komme hjem og kunne samle mig, gøre ting, sidde og nyde bare at være. Det kan jeg ikke finde ud af, alting kører for stærkt, jeg føler jeg skal nå 1000 ting og i virkeligheden skal jeg ikke nå andet end at være. Sidder jeg stille kører tankerne, de skal nå alt for mange ting alt for hurtigt, og de når ingen steder.
Jeg vil nyde, jeg vil elske, jeg vil være der 100%, det kan jeg ikke nu. Det er jeg ked ad, for jeg ved hvad jeg har. jeg har kærlighed. Jeg tror det er der det går galt, jeg har alt for meget kærlighed, jeg vil så gerne give den kærlighed til alle mennesker, hele verden, lade dem mærke og se hvordan det KUNNE være hvis vi prøvede at vågne lidt. Jeg bekymrer mig om folk og deres følelser, og derfor har jeg meget svært ved at sige nej og og kommer til at tage de forkerte folk til mig, de mennesker der er blevet svigtet, som måske aldrig har følt kærlighed, rigtig kærlighed.
Det er den der kærlighed man føler for sit barn, ubetinget,men ikke kærlighed med følelser som i en forelskelse. Dybfølt kærlighed, ubetinget kærlighed.Jeg vil så gerne udleve den kærlighed og vise hvordan det føles, for jeg ved hvordan den føles at få igen, via mine forældre og via min bedste veninde.
Jeg ved hvad ubetinget kærlighed er, det er det eneste jeg ønsker at føle. Herinde er jeg passificeret , på medicin, jeg kan ikke rigtigt mærke noget, det eneste der kommer til udtryk er min frustration, via vrede, vrede over ikke at føle det jeg vil føle.
"Hjælper medicinen?" jeg ved ikke hvad det er jeg skal mærke, jeg aner ikke hvad jeg skal føle, men hvis det er ingenting ud over vrede, så virker medicinen fint.
Jeg ved hvad der kan give mig ro, jeg ved hvad der virkede, jeg ved hvad der hjalp mig ifht. at føle præcis det jeg gerne vil føle, jeg ved hvilken pause der er fantastisk til tanker, og herinde tror de de har lavet noget der minder om, det har de IKKE. Jeg er medicin i pille form, der sikkert æder mig op indefra. Og så er der det naturen selv har skabt, jeg VED det hjælper hvis man gør det ordenligt ikke ikke bare er ligeglad med hvad man ryger, det skal vælges ud og kontrolleres, lige som lægen vælger den slags medicin de mener hjælper for mig. Giv mig nu en chance for at bevise at det virker..
Jeg vil godt vise jer vejen, jeg vil endda godt udvælge hvad der virker mod hvad, jeg vil bare godt have en chance for at mærke og føle igen.. Og ikke vrede.. Men dybfølt kærlighed.
Jeg kommer ikke hjem imorgen alligevel.

Begrænsninger

Vi er frie og vi er lykkelige, vi kan alt. Det er det de siger om Danmark. Mange mennesker rundt om i verden ville ønske de boede her, og hele vores barndom får vi af vide hvor heldige vi er at vi har det så godt som vi har det.
"Spis op, du skal være glad for du overhovedet får noget at spise, de små børn i Afrika får ingenting!" Hvor mange har hørt den som børn? Alle tror jeg!
Vi skal gøre som der bliver sagt, selvom vi kan gøre hvad vi har lyst til. Vi har ingen begrænsninger, men vi skal stadig ikke tro vi er noget.
Hvem ha nogensinde fundet på at vi ikke er undertrykte i vores lille lykkelige samfund? Hvem har egentligt fundet på at vi ikke må gøre lige præcis hvad der passer os og er godt for os?
Mennesket er skabt med fornuft, hvad skal vi så med regeringer, diktatorer og monarkier? Det er fuldstændigt overflødigt, og i virkeligheden er de ti bud så slet ikke så dumme, fordi de indeholder næstekærlighed, og det er det eneste vi har brug for. Det er ren sund fornuft, skrevet ned til folk der måske ikke føler helt så stor kærlighed som andre.
De fleste vil stejle over min tankegang, men det giver faktisk rigtig god mening at bruge sund fornuft i stedet for lov. Hvem skal diktere hvad jeg skal og ikke skal, vi bor jo i et demokratisk samfund, et lykkeligt et, hvem sætter så begrænsningerne? I virkeligheden er der ikke forskel på vores demokrati og så diktatur. Det hedder stadig "hvis ikke du gør som der bliver sagt, så får du en straf", og jeg ved godt at vi i Danmark har mildere straffe end så mange andre steder, men det er stadig straf. Og jeg ved godt at man ikke skal gå ud og slå folk ihjel, men jeg VED at hvis folk bruger deres sunde fornuft så er det enten de rigtige mennesker der bliver slået ihjel eller også gør de det ikke.
Jeg ved godt verden ikke er sort hvid, og jeg ved godt at tingene ikke kan laves om nu og her, og jeg ved også godt at der er mennesker der ikke har nogen sund fornuft, men jeg ville ønske at vi der kan føle kærlighed og give den videre kunne få lov at leve præcis som vi ha lyst, uden regeringens begrænsninger.
Jeg ved også godt at de fleste vil sidde og tænke at det lyder helt hen i vejret det jeg siger, men prøv tænk over det, hvem sætter den begrænsning?
Jeg tænker ud over de grænser der er sat for os alle sammen i Danmark, og se hvor jeg er endt, i et system der ikke kunne hjælpe mig, på et sindSYGE hospital, der er ikke noget sygt i mit sind, jeg har bare svært ved at styre alle de tanker og ideer jeg har, så mange ideer i forhold til så mange andre. Så bliver Danmark bange, og for hvad? At jeg kunne komme til at dele ud af min kærlighed og faktisk gøre min del for at vi også BLIVER lykkelige..
Tænk over det..

Janteloven

Det går op og ned her, jeg tager en dag af gangen og det vil jeg gøre resten af mit liv. At leve idag og lade være med at spekulere på imorgen, det er en af de ting jeg skal lære. En anden ting er at spekulere i hvad andre mennesker tænker om mig, i virkeligheden er jeg ligeglad, men så ikke helt. I forhold til mit indlæg igår, er tanken om at tabe mig også et råb om accept. Det er fuldstændigt åndsvagt at sidde og skrive om at man kun er sig selv og skal være ligeglad med hvad andre tænker, når jeg ikke engang kan tænke godt om mig selv. Hvorfor kan jeg ikke være glad for mig selv som jeg er, hvorfor skal jeg tabe mig? For mig handler det både om accept, om at udstråle at jeg er sund, og også om at kunne passe det tøj jeg godt vil have.
Det sidste giver ingen mening, for det er kun materielt, og hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds med det jeg har?
Jeg ved det ikke. Det er en blanding for mig. I virkeligheden giver det slet ingen mening. Jeg VIL virkeligt lære at være ligeglad, men hold kæft hvor er det ikke nemt.
Hvordan kan jeg få piercinger og se ud som jeg ønsker, være glad for det nye tøj jeg har købt, og have det godt med det, når jeg inderst inde slet ikke hviler i mig selv.
Jeg ved det ikke. Jeg har en kæmpe udfordring, jeg vil hvile i mig selv, og jeg øver mig i at være ligeglad med andres tanker. Jeg føler mig aldrig på lige fod med andre, aldrig helt accepteret. Og jeg burde virkeligt være død ligeglad, tag mig som jeg er, for jeg ved hvad jeg kan give.
Det er nok i virkeligheden et råb om bekræftelse. En bekræftelse jeg aldrig får hvis ikke jeg lærer at elske mig selv.
Og det er dumt, for uanset hvem man er bliver man aldrig accepteret alle steder og af alle mennesker.
Jeg bruger meget tid på at tænke over om hvor mange mennesker der føler sådan, om der er nogle mennesker som bare altid er på toppen og hviler helt i dem selv, eller om alle har en eller anden lille djævel på skulderen der sidder og fortæller en at man ikke er god nok.
Jeg ved at mine forældre altid har fortalt mig jeg er god nok, jeg er den bedste osv. Hvorfor er det ikke godt nok?
Accept af samfundet, normen. Det er det det handler om. I Danmark har vi janteloven og den bliver efterlevet 120%. DU SKAL IKKE TRO DU ER NOGET!
Jeg tror ikke jeg er bedre end andre, men jeg vil have lov at tro jeg er lige så god. Ligeså meget værd. Jeg er, i de der har magten i Danmarks øjne, en taber, jeg er også fattig, jeg er fraskilt, alenemor, kontanthjælpsmodtager, sygemeldt, psykisk syg, tyk. En social taber, lad os bare kalde det det.
Hvis man som barn, ofte nok, får af vide man er for tyk, så printer det sig fast et eller andet sted i hjernen, og så ER man tyk. Får man af vide nok steder fra at man er en taber, så ER man en taber.
Det er det samme med religion og tro i det hele taget, får man af vide nok gange at man kommer i helvede hvis ikke man opfører sig ordenligt, så begynder man at tro på det.
Et barns vaner bliver ikke sat fast før de er 7 år, der er de låst fast, de kan godt lære nye ting, men de vaner de lærte før de blev 7 sidder fast.
ALLE kan lære nye vaner og alle kan fralægge sig dårlige vaner.
Det jeg siger er, det er død vigtigt at præge børn, lære dem gode vaner, også efter de er 7, lær dem kærlighed for pokker, lær dem ikke at være fordomsfulde. Lad være med at lade dem se nyheder hvor de høre ordene der er så nedladende, der gør så ondt, der printer sig fast i hjernen og bliver siddende indtil vi lærer nye gode vaner og fralægger os de gamle dårlige.
JEG ER IKKE EN TABER! Jeg er psykisk syg, små tyk, på kontanthjælp, ikke særligt rig MEN JEG HAR ALDRIG MANGLET NOGET!!
Positivitet. Og først når jeg elsker mig selv, og lærer at være tilfreds med det jeg har, kan jeg overbevise andre om det. Også mine børn, og jeg har travlt, min ældste er 6 år!!

Selvkontrol!

Jeg stod i badet i morges og kom til at tænke på hvor meget jeg i virkeligheden søger efter forståelse, forståelse for hvem jeg er, søger efter kærlighed, ægte kærlighed, den kærlighed jeg ved jeg selv kan give. Og det er faktisk når jeg tænker over det, den helt forkerte måde at gøre det på. Har jeg overhovedet forståelse for mig selv, og kærlighed til mig selv, elsker jeg mig selv? Det har jeg ikke og det gør jeg ikke.
Hvis ikke jeg har forståelse og kærlighed for og til mig selv, hvordan skulle andre så kunne have det?
Så jeg starter med mig selv, det bliver jeg nødt til, jeg bliver nødt til at elske mig selv, mest så jeg ikke virker usikker i mine handlinger overfor mine børn.
Det handler om selvkontrol, dårlige vaner, der er ikke så meget mere i det. Jeg skal lære at sige nej, jeg skal lære ikke at tage valg der er dårlige for mig selv. Og så skal jeg lære at elske mig selv i forhold til mit udseende. Jeg skal lære at lade være med at søge bekræftelse hos alle mulige ligegyldige mennesker, og så kun tage de mennesker til mig, som jeg kan mærke har en forståelse og et gran af kærlighed til mig.
Når jeg taler kærlighed taler jeg ikke kærlighed som i forhold og kærester som sådan, også det, men det er den større følelse af at ville mennesker det godt. Og sådan er jeg, jeg vil alle mennesker det godt, og desværre er det ofte de forkerte mennesker jeg udøver min kærlighed på, min godhed. Når man er sådan, så bliver det udnyttet, og jeg er blevet udnyttet på flere måder. Jeg har selv valgt det fordi jeg ikke har kontrol over mig selv, jeg kan ikke sige nej.
Fristelser. Det er det det hele handler om, i virkeligheden kan vi tage "fader vor", det er simpelt, "led os ikke i fristelse", det har jeg gjort hele livet, levet af og med fristelser jeg ikke har kunnet sige nej til.
Jeg kan ikke redde mig selv på 14 dage, men jeg kan tage kontrollen over mit liv fra nu af. Så kan jeg leve, så kan jeg have det godt og lære at have det godt med mig selv.
Et eksempel. Jeg har tabt rigtigt mange kilo de sidste uger, i starten på den helt forkerte måde, jeg stoppede med at spise, det virkede i og med der røg 8 kg på 14 dage. Men det er ikke godt for mig og jeg ved det godt. så gik jeg til selverkendelse, og måske er det der fænomenet "at bekende sine synder" kommer fra, hvis vi fortæller nogen hvad vi har gjort galt, så får vi frelse ved at sige vi aldrig gør det igen, men vi gør det altid igen, og så bekender vi bare vores synder en gang til. Så kan vi leve et helt liv og undskylde vores egne fejl for en anden, uden i virkeligheden at gøre noget ved det.
Jeg bekender mine synder for mig selv nu, jeg vil ikke lade mig friste mere, jeg kan få alle de oplysninger jeg vil om hvad der er godt for mig, og så kan jeg leve efter det, jeg vil have kontrol over mig selv og mine dårlige vaner.
SÅ, jeg har et skab herude, det er fyldt med slik, og det er en kæmpe fristelse, men jeg ved, for det har jeg lært, at man kan lave dårlige vaner om til nye gode vaner, og selvfølgeligt kan man det, det kræver så lidt, det er bare at lade være og sige nej tak! Selvkontrol!!
Jeg vil tabe mig fordi jeg ved det er godt for mig at leve sundere, jeg ved jeg vil blive gladere for mig selv hvis jeg gør det, i virkeligheden er der ikke noget HVIS, for jeg gør det! Mad er ikke længere noget der kan friste, og sådan er det også med slik. Jeg skal leve, jeg skal ikke overleve, og jeg bor heldigvis i et land hvor jeg kan få alt det der er godt for mig. Lidt godt er der ved at bo i Danmark.
Så jeg har et helt skab fyldt med slik jeg ikke rører, fordi jeg kan, fordi jeg vil lære at elske mig selv, og det kan man kun hvis man ved hvad der er godt for en!
Det er at starte i det små, så skal jeg lære at sige nej, men det kommer alt sammen, ting tager tid og jeg er færdig med at søge, jeg starter her, i mig selv, med mig selv. Tænk at kunne udstråle kærlighed fordi man har det til sig selv, SÅ vil det  blive så meget mere at give af...

Alting giver mening..

Der er bedring i mit humør, hvad der ikke slår en ihjel gør en stærkere. Jeg var ved at slå mig selv ihjel, bunden. Nu er der kun én vej, vejen til toppen.
Der er en mening med alting, det ved jeg nu. Jeg troede det før, men jeg viste det ikke.
Jeg savner mine børn helt ufatteligt, og i skal ikke tro jeg er glad for hvad der er sket, men det bedste der kunne ske for os alle var at jeg kom herind.
Det er så mærkeligt, det føles som om at det er verden udenfor der er skruet forkert sammen, og alligevel er det os der sidder herinde der ikke har fanget den. Eller er det?
Måske er den fanget så godt at vi er bange for resten af verden. Det giver faktisk god mening.
Jeg tror der er en mening med at jeg endte her, som sagt er der kun en vej frem nu. Jeg ser alting tydeligere nu, jeg tror der er en mening med alt hvad der foregår, jeg ser, jeg hører og jeg mærker alt der sker omkring mig. Jeg ser solen som jeg ser kærlighed, liv. Jeg savner, men jeg ved de har det godt, mine børn og min familie.
Det hele giver mening, og jeg har det godt. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke længere tage mig af hvad folk mener og tænker, så længe de ikke kan mærke og se, så er det ikke for mig. Jeg ved at når det går godt, så vil folk spørge hvorfor, så vil jeg forklare, og en dag er de klar til selv at mærke.
Den dag vi alle sammen er klar til at mærke, den dag bliver verden anderledes, det tager tid, men jeg har tid, jeg har kun tid nu, et liv, og mit liv skal leves nu, på den rigtige måde, via kærlighed.
Jeg har idag fået blomster af et fantastisk menneske jeg endnu ikke har mødt, tænk engang at være så betænksom, så sød, over for en han aldrig har mødt. Han kan ikke mærke mine følelser det er klart, men min taknemmelighed og kærlighed er så overvældende, men denne gang på den gode måde, og ikke som før, uoverskuelig.
Jeg glæder mig til at komme ud igen og leve. Jeg kommer til at gøre de samme ting som før, men kun de gode ting, dem der SKAL gøres. Ikke flere dårlige vaner, jeg vil have kontrol over MIG! Kontrol over mit liv, og der er ingen der skal fortælle mig hvordan man lever, for det ved kun jeg.
Der var idag en der talte til mig, helt som jeg skriver, han fortalte mig alt det jeg godt ved og har skrevet om. Det er for vildt at møde andre der bare taler til mig, sådan som jeg vil tales til. Vi talte religion, han sagde det klogeste "Min religion er musik", og der er den, min religion er tekster, i musik og over alt. Tekster der giver mening. Kærlighed! Så hvis "gud" har skrevet, eller har fået nogen til at skrive bibelen. Eller skrevet meningen med livet. Så må Freddie Mercury være min gud. Det giver mening, prøv selv at lytte efter.. lyt til det her nummer..

Dont try so hard

At læse og forstå!

Humøret er bedre her på stuen. I hvert fald er håbet større.
Lægerne synes jeg skal socialisere med de andre "indsatte", det vil jeg også godt men jeg er virkeligt dårlig til det. Jeg kan sagtens på tomandshånd, men større forsamlinger, det er jeg bare ikke så god til.
Jeg har talt med nogen, det er klart, og som med alle andre steder er der mennesker man kan bedre med end andre.
Det der slår mig når jeg taler med 2 af de andre, er at de tænker som jeg. Ikke at der er noget underligt i det, vi er her jo for en grund. Men jeg undrer mig over at vi alle ved at tingene er så simple, Og vi tænker alle sammen over hvad meningen med livet er.
Jeg ved det godt, jeg kender meningen med livet, og der er sådan set ikke noget mere simpelt end det. Men hvordan man videreformidler meningen, det er DER det bliver en udfordring. Jeg ved jeg har sagt før at der ikke findes problemer, kun udfordringer, men det her ER et problem.
Det er et problem at vi bor i et land hvor de som søger ikke kan få andre svar, end at få en god uddannelse og tjene en masse penge.
Det er et problem at vi ikke selv har noget som helst at skulle have sagt, i Danmark, SKAL man deltage i at tjene penge til landet, staten. Hvis ikke man vil deltage så er man en taber. Hvis ikke man vil deltage så skal man tjene penge på måder som ikke nødvendigvis er måder normen værdsætter. Fordi så bliver der ikke betalt skat.
Hvis man ikke tjener penge kan man ikke have noget sted at bo, når ikke man har noget sted at bo har man kommunen eller staten rendende, for det ser ikke pænt ud i det her "velfærdssamfund".
Når man, som jeg, i så mange år har råbt om hjælp fordi jeg ikke kan styre mine tanker, mit humør, mig selv, må jeg sige at jeg føler mig trådt på. "De" har hele mit liv fortalt mig hvad der er vigtigt, det er vigtigt at socialisere sig, så startede jeg i skole. Jeg har aldrig gået i børnehave. Det var hårdt nok at starte i skolen fordi jeg aldrig har gået i børnehave, hvordan klarer man sig blandt så mange børn? Så mange forskelligheder. Og vi er der for det samme, vi skal lære det samme, og vi bliver vurderet, ikke som enkelte individer, men som en samlet flok. Det enkelte individ får en karakter, det er det ENESTE jeg forholdt mig til dengang, at jeg var dårligere i skolen end nogle af det andre! Jeg blev aldrig vurderet ud fra hvem jeg er!
Og sådan er Danmark, vi er grupper, vi er ikke mennesker, der er samfundslag, der er ikke mennesker! Den sociale arv, vi er dømt på forhånd!
Jeg er begyndt at forstå hvorfor nogle mennesker, lad os kalde dem svage, deriblandt jeg selv, søger mod religion og forskellige andre ting og meninger omkring livet.. Det nemmeste for mig ville være at søge efter gud. Men jeg er nået et skridt længere. Der findes ikke en gud. Men det nemmeste er at stoppe der, ved gud, den gud de siger der er, fordi så behøver man ikke søge længere. Jeg har været søgende hele livet, og jeg ved at min bedste, usynlige ven da jeg ikke var ret gammel, hed Jesus, noget mine forældre fortæller mange historier om. Jeg husker det kun selv svagt.
Jeg brugte meget tid engang på at læse med Jehovas vidner, og jeg har også stillet mange spørgsmål til den lokale folkekirke præst.
Det der slog mig ud af kurs i forhold til gud, var da et af mine børn skulle døbes. Præsten, en kvindelig, fortalte om at når børn døbes er det i virkeligheden for at sikre dem når de engang dør. HVAD?!?!
Tænk at mennesker der tror på gud i virkeligheden kun render og venter på at dø!! For så kommer man i himmelen. Det giver INGEN mening!
Jeg gav op, og jeg har stadigvæk ikke troen på livet. Jeg bor i det helt forkerte land, Vi er et lukket samfund og vi har nok i os selv. Vi har ikke mere kærlighed tilbage, selvom vi råber så højt til hele verden om hvor lykkelige vi er, jeg tror endda nogen har sagt vi er verdens lykkeligste folkefærd. Det er løgn. Det er den største løgn. Vi har ingenting når ikke vi har kærlighed, og vi har ikke engang kærlighed nok til vores egne børn. Havde vi det, var det vigtigste i verden ikke at sende dem ud for at tjene penge! Vores børn skal lære, men det vigtigste vi kan lære dem er hvad kærlighed er. Og en ting er at sige "Jeg elsker dig", det er blevet så kommercielt at vi ikke engang ved hvad det betyder længere.
Kan i mærke kærligheden fra dem der siger de elsker jer? Kærlighed er ikke gaver og penge. Kærlighed er kærlighed, kærlighed er det eneste vi har, det eneste vi burde have, næstekærlighed.
Og jeg ved godt jeg var hidsig og hadede alle, men jeg søgte og jeg fandt. Ikke gud. Og dog. Lad være med at læse, tolk i stedet, forstå. Hvis folk forstod ville de se at gud ikke er en mand der bestemmer, gud er kærlighed. Det er det eneste der står, skrevet som fantastiske eventyr, eventyr der skal tolkes. Ikke andet.
Kærlighed, forstå det nu!

Ærlighed..

At være ærlig.. Det kan jeg ligeså godt. Når man når bunden er der kun en vej tilbage, enten bliver man liggende, vælger den sidste udvej, den aller sidste udvej. Eller også kigger man op, ser hvad man har, rejser sig og tænker "hvad så nu?".
Jeg nåede bunden, og jeg ramte den hårdt, rigtigt hårdt.
For 5 dage siden havde jeg ikke rejst mig igen. Jeg ville ikke mere.
Forestil jer at bede om hjælp, for det har jeg gjort. Jeg bad om hjælp da alting væltede for 4½ år siden. Da så alting blev nok for et halvt år siden, bad jeg om hjælp igen.
Jeg er syg, syg i sindet, og jeg kan ikke styre det. Enten går det rigtigt godt eller også går det bare helt ad helvede til. For mig er der aldrig en middelvej, enten gør man det og så gør man det ordenligt, eller også lader man være, og så lader man helt være. Og sådan er mit humør også.
Jeg har været kastebold i det psykiatriske system. Enten fejlede jeg det ene eller også det andet, nogle gange var jeg depressiv og nogle gange var jeg ikke, men jeg blev sendt rundt i de forskellige afdelinger. Der var ingen der tog noget ansvar.
Jeg ved godt man kun er sig selv, og at man kun har sig selv at stå til ansvar for, at man styrer sit eget liv. At man selv har et ansvar for at få tingene til at gå, enten den ene eller den anden vej.
Men jeg har hørt, at vi i Danmark er så heldigt stillede, at man kan bede om hjælp, og så får man den.
Det gjorde jeg ikke.
Og jeg giver ikke nogen skylden. Jeg er stadigvæk kun mig, det er stadigvæk kun mit ansvar.
For 3 uger siden nu, stoppede jeg med at spise, hvorfor ved jeg ikke, jeg havde ondt i maven, stress. For 3 uger siden bad jeg min læge om hjælp, fordi psykiatrisk skadestue åbenbart ikke var en mulighed.
Jeg fik sovemedicin, for i Danmark hjælper det umiddelbart at sove problemerne væk, hvad der foregår når man er vågen og tankerne stadigvæk kører, det er ikke deres ansvar. I gamle dage blev man sikkert spændt fast, så kunne man ingenting.
Min læge lovede mig at hvis ikke de på psyk gav mig medicin for min ADD, så skulle hun nok sørge for det, men nu fik de en sidste chance. Jeg kom derud en uge senere, de mente igen jeg var depressiv, hvilket jo ikke var nogen hemmelighed. Jeg fortalte dem at hvis ikke de hjalp mig nu ville min læge gøre det. De sagde blot at så ville de afslutte mig derude fra. Enten eller, op eller ned.
Jeg gjorde en masse dumme ting i efterårsferien. Det er ligemeget.
I mandags var nok nok. Jeg kunne ikke mere. Så hårdt har jeg aldrig ramt bunden før. Bunden har aldrig været helt dernede før. Jeg har troet jeg har ramt bunden før, men der var længere ned end før.
Sort.
Jeg kunne ikke se nogen udvej længere. Alle mennesker fortalte mig hvor meget jeg har at leve for, og jeg forstår det godt. Jeg forstår godt jeg har 3 vidunderlige unger der har brug for mig, og jeg ved godt at de ville blive svigtet hvis ikke jeg var her mere. Jeg forstår godt det hele og jeg kan sagtens sætte mig ind i andres følelser. Men jeg ved også at er jeg her ikke mere, er det ikke længere ansvar og følelser jeg har at tage stilling til. Deres tab, deres følelser, deres savn. Det vil jeg ikke længere mærke. Jeg var ikke mere, jeg kunne ikke mere, og der var kun en udvej. Lad være med at give mig dårlig samvittighed inden jeg er væk. Det er en følelse jeg har i forvejen. Følelser og tanker er ikke noget der er når man er død. Jeg vil ikke længere føle, jeg vil ikke længere tænke. Jeg vil væk.
Lad være med at fortæl mig hvad jeg har at leve for, når jeg ikke længere vil tage stilling til de ting, så er der ikke mere.
De har alle sammen besluttet at det er mig der fejler noget, til trods for jeg ikke får den hjælp jeg har bedt om så længe. De har alle sammen bestemt at ungerne har det godt som de har det. Jeg ved de har det godt, og jeg ved jeg er verdens bedste mor. Jeg ved at det vil jeg blive husket som, til trods for det kæmpe svigt jeg udsætter dem for.
Jeg er endt på Psykiatrisk hospital.
Her tager de det alvorligt. Jeg har aldrig følt mig taget alvorligt før.
I løbet af 5 dage har de fundet ud af hvem jeg er.
I løbet af 5 dage har de lavet en plan for mit hoved. Det bliver mit liv. Jeg har igen en mulighed for at leve.
Beslutningen om ikke at leve længere VAR taget, og følelsen er stadigvæk den samme. De siger det bliver bedre, og jeg kan ikke andet end at ligge mit liv i deres hænder, og for første gang i mit liv bare stole på at de ved hvad de laver. For jeg gør ikke mere. Jeg er her. Jeg er deres ansvar. For første gang er der ikke kun mig længere. For første gang får jeg ikke lov at tage beslutninger der ikke er gode for mig. Nu er der kun dem. Kun en vej. Enten får de ret eller også er beslutningen taget.
Jeg er ikke kold, tværtimod. Hver en tanke om mine børn gør ondt. Jeg savner dem. Jeg elsker dem. Det er stadigvæk ren kærlighed. Jeg ved hvad kærlighed er, jeg består ikke af andet. Men følelsen er for stor lige nu.
Lige nu.. Der er kun lige nu. Og jeg kan kun tage en dag af gangen.
Jeg kan alligevel ikke andet. Jeg har heller ikke lyst til andet.
Lad være med at fortæl mig det nok skal gå. Lad være med at have ondt af mig. Jeg har ikke ondt af mig selv.
Tro på mig i stedet. Tro på at jeg elsker mine børn, min familie. Der er ikke mere end det. Og tro på at uanset hvad der sker, så er det stadig den eneste følelse jeg har tilbage.

God energi!

Når man beder om en udfordring, så er en ting sikkert, så får man den også. Hvis man påtager sig for meget arbejde, så ved man også at man bliver stresset. Hvis man ser alting som stress, så ER alting stress. Er man i stress, så er alle omkring en, en del af det.
Alt er energi, og alt hvad man udstråler er det man er.
Jeg elsker at sove, og jeg må indrømme at jeg ikke er specielt god til at stå op om morgenen.
Jeg ved godt at jeg bør smøre madpakker om aftenen, for så behøver jeg ikke at stå så tidligt op om morgenen. Jeg ved at hvis jeg beder om en udfordring så får jeg den også. Det er små som store ting.

Jeg ved at hvis jeg venter med at smøre madpakker, så fylder det i mit hoved. Alle udfordringer fylder i hovedet. Jeg ved, at får jeg løst de små udfordringer først, så har jeg overskud til de større.

Jeg ved at når jeg overvinder mig selv, så bliver jeg stærkere. Det er det samme. Får jeg løst en opgave, så bliver jeg gladere.
Jeg tror at man er hvad man udstråler, jeg ved at hvis jeg smiler, så får jeg en glad følelse. Jeg ved også at hvis jeg ser sur ud, så er det det jeg udstråler, og i virkeligheden tror jeg at et smil kan mindske andre folks stress. Jeg har set det virke, hvis jeg smiler hele vejen over til min store drengs skole, så ser de andre forældre mit smil, og et smil vil altid forbindes med en glad tanke.
Det er det jeg vil, jeg vil skabe glade tanker, god energi.

Jeg er bevidst om at jeg ikke kan smile hele tiden. Jeg er dog også bevidst om at andre menneskers udfordringer ikke behøver blive mine. Jeg er dog overbevist om at karma kommer tilbage, og god karma giver god energi. Kan jeg hjælpe andre med at løse deres udfordringer, så kommer karma måske tilbage en dag, måske på et tidspunkt hvor jeg søger en løsning på en udfordring og har svært ved at se den selv.

Jeg har et eksempel, her til morgen.

Jeg havde ikke smurt madpakker,fordi jeg faldt i søvn på sofaen i aftes. Jeg satte mit vækkeur da jeg endeligt kom i seng, og da det ringede til morgen, udsatte jeg alarmen længe, det endte med at jeg kun havde 10 minutter til at smøre alle 7 madpakker. Jeg viste jeg havde travlt, og at have travlt vil give stress, jeg gjorde det ved mig selv. Jeg kendte løsningen allerede igår, men jeg gjorde det ikke.

Det her var kun min udfordring, men når jeg udstråler travlhed eller stress, så smitter det af på mine børn.

Jeg er heldigvis blevet så bevidst, at jeg prøvede at undgå at udstråle stress, og det virkede.

Alting gik alligevel, jeg fik løst madpakkesituationen, og fandt tøj til ungerne imens de fik morgenmad. Jeg har to store dejlige unger som er så selv hjulpne at de klarer tøj situationen selv. Så kan jeg hjælpe den mindste, og når jeg er glad er han glad, og når jeg udstråler at vi nok skal nå det, så når vi det også.

Da vi skulle til at gå, havde jeg glemt at pakke madpakkerne, jeg var lige ved at blive stresset, da min datter kom med en bærepose, hun havde allerede pakket dem. Min store skoledreng havde også selv pakket hans madpakker i skoletasken, og selv fyldt drikkedunken, og pakket tasken. Jeg var så stolt, stolthed er god energi, når man er stolt af andre. Jeg er stolt af mine unger. Jeg er stolt af den forståelse de har for andre. De ved allerede nu at god karma spreder god energi, de ved at hvis de løser en udfordring så får de ros, og ros skaber glæde, glæde giver god energi.

Min mindstes sut var forsvundet, og jeg kunne ikke finde den, da kommer min datter, hun fortæller mig at hun allerede har givet sin lillebror hendes egen sut, "Jeg er så stor nu mor, at jeg godt kan undvære min sut, så nu får lillebror den". Hun havde løst min udfordring allerede inden hun viste jeg havde den.

Vi fik afleveret min store dreng i skolen, vi smilede og sagde godmorgen til de mennesker vi mødte, jeg kan mærke god energi hver gang jeg træder ind i lokalet, de andre kan se jeg ikke stresser, og at mine børn er rolige og glade, det spreder ro og glæde.

Der er ingen grænser for børns fantasi, og vi leger hver morgen, vi digter historier når vi går i børnehaven, jeg selv og mine to yngste. Der er nu både løver, slanger og edderkopper i en jungle vi skal igennem, for at nå den anden side, og videre over i børnehaven. Vi smiler, og vi griner, vi klarer udfordringen. Vi kan alt.

Da vi kommer ud af "junglen" begynder det at regne, det er en udfordring, min udfordring fordi jeg ikke havde set det komme, selvom jeg kunne have kigget op og set grå skyer. Der er en der råber mit navn, og en mor, en fantastisk kvinde, tilbyder at køre os over i børnehaven. Hun har løst min udfordring. Hun har gjort min og mine børns dag endnu bedre. Hun har spredt god energi.

De små blev afleveret efter kys og kram. Jeg gik hjem, i regnvejr, men jeg smilede hele vejen.

Jeg siger til mig selv hver dag, at jeg elsker mit liv, og jeg tror på det jeg siger, jeg lyver ikke længere for mig selv, jeg ved hvad jeg har, og jeg søger ikke længere efter ting jeg tror jeg kan få. Jeg ved hvem jeg er, og jeg ved hvad udstråling gør, med kærlighed kan man overvinde alt.

"Bare" min mening..

Jeg er blevet single igen, jeg tror bare ikke jeg duer til forhold, i hvert fald duer jeg ikke til at bo sammen med nogen.. Jeg har lært rigtigt meget om mig selv. Jo mere modgang jeg får jo mere vilje får jeg til at få tingene til at fungere.
Det fungerede ikke, men jeg er blevet meget rigere.
Jeg har ændret min holdning, undersøgt nogle ting, og egentligt har jeg fundet meningen for mig. Jeg har sagt det før, omkring meningen med livet. Jeg har hørt det før, men det er først nu det giver mening.
Det er kun mig, jeg kan kun gøre det for mig selv, men jeg er ikke længere i tvivl om at det er rigtigt, helt rigtigt.
Jeg kan ikke ændre verden, men jeg kan ændre mig selv, det handler kun om kærlighed, ikke kærlighed som vi forbinder med forelskelse, men ren kærlighed. Den kærlighed man har til sine børn, den kærlighed man kan opbygge til sine venner, den ubetingede kærlighed, den hvor der ingen gamle følelser er i, som jalousi, nærmest besættelses agtige følelse vi forbinder med at blive forelskede. Kærlighed.
Jeg har været meget hidsig, sur på muslimer, sur på mennesker i bussen, sur på andres holdninger, prøvet at forklare hvorfor jeg var som jeg var. Det kan jeg slet ikke. Jeg tror ikke man kan redde andre før man har reddet sig selv, og hvordan skulle jeg kunne redde nogen med hidsighed? Så kan jeg heller ikke redde mig selv.
Så jeg begyndte at smile, hver gang jeg kiggede på mig selv i spejlet, smilede jeg. Først er det underligt. At gå rundt og smile. Til sidst tænker man ikke over det, så gør man det bare.
Jeg har fået smilehuller igen.
Jeg har været bange. Bange for folks mening om mig. Nu får folk et smil med på vejen, og det er garanteret mærkeligt for de fleste. Men jeg tror at når folk ser et smil så tænker de glade tanker, glade tanker giver glade følelser, glade følelser giver god energi, god energi giver god udstråling, god udstråling skaber smil rundt omkring. Som en dråbe der spreder ringe i vandet. Så nu er jeg dråben der spreder ringe i vandet, ikke længere dråben der får bægre til at flyde over..
Jeg har gjort nogle underlige ting på det sidste, ting jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre, ting jeg egentligt måske ikke troede jeg kunne. Det har givet mig så meget forståelse for hvorfor mennesker gør som de gør, Hvorfor så mange mennesker søger sandheden i form af en eller anden gud.
Jeg kan som sagt ikke ændre verden, jeg tror ikke engang jeg kan ændre den opgang jeg bor i, men jeg ved jeg kan ændre mine børn, jeg kan allerede se det virker, vi taler næsten kun om gode ting nu, spørgsmål fra dem bliver altid besvaret med noget positivt. For nu ved jeg at der er noget positivt i alt, nu hedder mit nye liv, jeg ved jeg kan, jeg ved jeg vil, og jeg gør det af ren kærlighed, til meningen med livet, mine børn.

Den vildeste tanke!!

Jeg  var ved at få nedtur igen, jeg har prøvet det så mange gange før, man ved det kommer. For der har lige været optur, og når det går godt skal man passe på med at nyde det, for man VED det vender.
Og jeg tror det er dér, på toppen, det er der man starter med at blive forsigtig, og når man passer på med at nyde livet, begynder tankerne om hvorfor man skal passe på, så kommer mistilliden tilbage, for det er det eneste det bunder i, det er mistro og mistillid.
Og det var der, i en nedtur, jeg holdt op med at stole på folk.
Så kom opturen igen, en tillid til to bliver opbygget, men på toppen stopper man op, og så kommer man i tanker om nedturen, hvorfor var det man ikke stolede på nogen, hvorfor var det man ikke måtte stole på nogen? Når man har nogle mennesker man bare VED man kan stole på, men den gamle nedtur sidder et sted i hovedet og fortæller en at man skal huske man aldrig kan gøre det. Så kommer den nye nedtur, for man skal nok finde på noget der gør en usikker. Og det går ligeså stille ned ad bakke når tankerne vender tilbage, når man ser ALT, eller tror man gør det. Når man bliver mistroisk, kun for at prøve at give den gamle nedtur ret.
Og de her tanker bliver man skør af, de er der hele tiden, og når man spekulerer hele tiden, når man bekymrer sig om ting der ikke er der, så kan man ikke sove, når man ikke kan sove bliver man endnu mere skør, og når man bliver skør kan man ikke fungere. Så fokuserer man på alt der er negativt, fordi alt det negative fylder mere end det positive, uanset om man så oplever noget positivt, hvis der er noget i det der kan vendes til noget negativt, så gør man det.
Tænker man negativt fremtræder man negativ, her vil omgivelserne begynde at komme i dårlig stemning omkring dig, det giver mere negativitet, og alle omgivelserne vil blive kvalt i din dårlige stemning.
Og så kommer der svigt, det vil der gøre.
Her kommer tilliden på prøve, den tillid der nu er så tynd og til enhver tid kan knække. Knækker den, fik den gamle nedtur ret. Man er selv skyld i det, men tilliden er væk. Man ved ikke man selv har skylden, for man ved ikke hvorfor man handler som man gør. Jeg vil tro det er en overlevelses mekanisme, en måde at sortere på. Uanset hvad det er så sårer det alle omkring en, og det er kun spørgsmål om tid før den nedtur der kommer, måske først om mange mange flere nedture, hvor dem der klarede den tidligere "prøve", taber den næste.
Til aller sidst er man alene, bitter og uden tillid til verden overhovedet.
Men sådan ender det ikke her, for jeg har opdaget hvad jeg har gang i!

Min løve med dragevinger!

Jeg har gjort noget jeg aldrig har troet jeg skulle gøre. Jeg har fået en tattovering! Ligesom jeg aldrig havde troet, aller først, at jeg ingen børn ville få, har jeg fået 3, og de mest perfekte, dejlige og lækre unger. Ligesom jeg aldrig troede jeg skulle få kørekort, og lige som så mange andre ting, jeg aldrig troede jeg skulle, har jeg nu fået en tattovering!

Løven med dragevinger.. Nu er hun blevet en del af mig, det dyr der skulle passe på mig sidder nu på min ryg, og jeg vil have hende med rundt altid. Jeg føler mig stærkere! Den har min ryg, og sidder samme sted.
Og hvor er det lamt, det er en tattovering, et billede, det er ingenting, kun for mig! For mig betyder den alt!
Så jeg gik til P.!.nk, jeg havde en tid hos Pernille kl 10. Jeg havde ikke sovet hele natten, stort set, jeg havde mellemørebetændelse, snot i hele kraniet og hostede som noget der er løgn.
Pernille kunne fortælle at det nok blev en hård omgang, for det første fordi det var en lidt større tattovering, og når man er lidt syg, og ikke har sovet så ville det blive meget hårdt, når jeg heller ikke havde spist andet end melon inden, så manglede jeg sådan set bare at have været på druk dagen inden, så ville alle odds være imod mig!
NÅ men jeg VILLE!
Det gjorde godt nok ondt, og jeg skulle endda have lavet meget mere end jeg fik, jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, helt alvorligt så hylede jeg til sidst, og da endeligt den var færdig, så græd jeg som pisket, så søde Pernille måtte trøste mig, jeg var SÅ rørt, jeg tror jeg var hele følelsesregistret igennem hehe. Nu har jeg fået det jeg så længe har drømt om, i virkeligheden tror jeg, det er et kapitel der bliver lukket nu, jeg ER ikke en løve med dragevinger, men jeg vil have hende hos mig resten af mit liv!
Jeg reklamerer ikke normalt herinde, men jeg er SÅ glad for min tattoo, at i simpelthen er nødt til at gå ind og se hendes værker! Og så er hun bare SÅ sød, jeg følte mig totalt latterlig til sidst, og jeg kunne simpelthen ikke styre mine følelser, men hun var bare så rar, og virkede til at forstå mig!
Jeg har en ny tid til resten af det jeg skal have lavet, og selvom jeg troede jeg skulle dø af smerte igår, så glæder jeg mig til at få resten lavet d. 31.
I skal ikke snydes for min løve da, så her er hun!

Er hun ikke smuk?

man BLIVER et produkt. Sig selv!

Jeg havde en god ven, han sagde altid at man er et produkt af hvad man har været igennem. Det har jeg levet efter. Lad være med at forlang mere af mig, end hvad du ved om mig, og ved du hvad jeg har været igennem, så forlang ud fra det.
Imorges vågnede jeg og tænkte over det. Hvorfor skal jeg være et produkt af hvad jeg har været igennem? Hvorfor skal jeg leve efter hvad jeg har oplevet? Det skal jeg overhovedet ikke.
Jeg har besluttet at leve, at være et produkt jeg ønsker at være, jeg kan hverken lave om på fortiden, eller på den situation jeg har stået i, men jeg kan lave om på fremtiden, i virkeligheden er jeg den eneste i mit liv der kan forme fremtiden som jeg ønsker den!
Jeg kunne blive ved med at være bitter, give alle andre skylden for at jeg har haft det skidt, blive ved at hænge i fortiden og give den skylden for at jeg måske ikke er nået længere end jeg er. Næih, og jeg gider heller ikke længere forsvare hvorfor jeg gør som jeg gør. Man gør som man gør fordi man har lyst til det, og er det dumt er der ingen andre end en selv man kan give skylden.
Jeg gør ikke noget længere fordi jeg er ramt af fortiden, fra idag er der kun fremtiden!
Jeg synes det er sørgeligt at nogen vælger et sølle liv, sådan så de tror de skal vælge hvordan andre skal leve deres, vælg som det liv du ønsker, så har du nok i dit eget, og behøver ikke bekymre dig om hvordan andre lever deres.
Hvis du mener du kan se noget skidt i den måde andre lever deres liv på, så kan du vælge at være passiv eller sige din mening, uanset så har du gjort dit. Hvis man forventer at kunne leve sit liv helt præcist som man vil, må man også forvente at andre vil gøre det samme, med eller uden din "hjælp".
SÅ, jeg har valgt, du har valgt, så må vi respektere de valg hver især, det er som at købe en hundehvalp, jeg bryder mig ikke om den race du kan lide, men det er dit valg, og at du tør stå ved det, det får du respekt for.
Men jeg forventer det samme, respekt for mine valg, og vil du ikke respektere og acceptere de valg jeg tager, så skal du nok ikke være i mit liv. Og det vil jeg så respektere og lære at acceptere.
At du tager valg der rammer mig SÅ hårdt, det VIL jeg ikke acceptere, men jeg vil have lov at komme videre, og jeg vil have lov at tage et valg om ikke at have dig i mit liv.
Og i øvrigt må du have taget samme valg da du valgte at gøre som du gjorde. Så det er nu, fremtiden er nu. Jeg lægger det bag mig idag. Fra nu af betyder dine ord ingenting, men husk at dine handlinger kan få konsekvenser, om ikke for dig selv, så for andre, hvis du kan leve med det, er det respekteret.

Opad

Jeg har hele tiden sagt jeg ikke tror på lykke, at man ikke kan blive lykkelig.Man har en mening til man får sig en ny, eller til man måske bliver klogere. Det er ikke fordi jeg tror jeg er blevet specielt klogere, men jeg har i hvert fald ændret mening.
I lørdags fik jeg besøg af en veninde, helt spontant, det var helt vildt hyggeligt, og det var rart at se hende igen. Da hun var gået gik jeg i bad og imens jeg stod derude havde jeg den mest underlige følelse i kroppen, jeg har aldrig følt sådan før i mit liv tror jeg ikke.
Jeg stod og tænkte lidt, og blev egentligt enig med mig selv om at gå ind og skrive om det, men kom fra det igen og gjorde egentligt ikke mere ved det.
Idag fik jeg mine børn hjem igen efter weekend hos deres far. Vi spiste hos mine forældre, og vi hyggede os, jeg har virkeligt savnet dem i denne weekend, det bliver værre og værre hvergang de skal afsted.
Da vi kom hjem tulrede ungerne rundt ude på altanen, fjollede lidt med min kæreste, fik børstet tænder og skulle til og i seng. Min kæreste siger så til min yngste søn at han faktisk er helt vildt dejlig, min datter kravler op til min kæreste og vil give ham krammere og nægter at gå i seng hvis ikke min kæreste må komme med ind og putte hende i seng.
Her knækkede filmen for mig, jeg gav mig til at græde, sad bare og så på dem mens tårene trillede ned af mine kinder.
Det var den samme følelse som i lørdags, en følelse jeg aldrig har mærket før, jeg er næsten 30 år gammel og jeg har opdaget en ny følelse!
Hvordan reagerer man så på nye følelser? Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere, jeg ved ikke hvordan det SKAL føles, men jeg ved at denne her følelse er ubeskrivelig, som en nyforelskelse, måske en tand større, det er ikke sikkert det er lykke, men jeg tror det. Jeg tror jeg har oplevet lykke, og kan nu komme et skridt videre. Min dom på lykke er forkert. Man KAN være lykkelig, lykke må være en følelse, en følelse der ikke er der hele tiden, lidt ligesom en nyforelskelse der forsvinder efter lidt tid, men dukker op engang imellem.
Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig så glad og ovenpå. Jeg troede ikke engang jeg nogensinde skulle blive glad igen faktisk. Men det er jeg. Jeg er glad. Så lykke er en følelse, tænk at have oplevet lykke, opleve noget jeg ikke engang troede kunne lade sig gøre.

Lev stærkt!

Jeg har mistet en kammerat.
Det er egentligt først idag jeg har forstået det, han er her ikke mere, ikke flere tossede kommentarer, ikke flere bjørnekrammere, ikke mere hjælp til at slippe væk fra menneske store edderkopper, ikke flere råd.
Jeg har været til bisættelse idag, det mest underlige ved det var at jeg måske i virkeligheden slet ikke viste noget om ham, han var der altid, men jeg tror ikke han lukkede nogen helt ind, jeg tror ikke der var nogen der rigtigt kendte ham.
Kærlig og hjælpsom, to nøgleord, han stod altid klar til at hjælpe sine venner, han ville gøre alt for dem, gad vide om han i virkeligheden var som jeg, aldrig i tvivl om altid at være i tvivl.. Aldrig nogen helt så tæt på at de ikke kan skubbes væk igen. Men stadig altid klar til at hjælpe dem man tror kunne være dem man aldrig skulle tvivle på.
Da der gik rygter om at du havde taget dit eget liv, der viste jeg med det samme at det aldrig kunne være sket, ikke dig. Uden dig ville jeg ikke selv have været her. Tænk på dine børn, det er ikke det værd, det var hvad du sagde da du hjalp mig. Og jeg ved at det var det du gjorde, det var derfor du levede, måske kun derfor. Da du for første gang mødte din nevø, lige siden da kunne man se stoltheden i dig. Jeg ved du ikke tog herfra frivilligt.
Jeg ved du sidder et sted og griner af os alle sammen, alle de store seje drenge der var i kirken, og alle os andre, du har tænkt at vi skulle holde op med at tude, nyde livet, og så glæde os til at vi ses igen.
Når vi ses igen så holder vi en fest, tager pis på hele verden, ligesom vi plejede..
Er det nu man er voksen? Når man begynder at miste venner? Er det først nu man tør leve stærkt, og måske dø ung? 35 år er bare alt for ungt.. Men du levede imens du gjorde det, og du lærte hele vejen, meget på den hårde måde, men hvad der ikke slår en ihjel gør en stærkere, og det var du..
Vi ses..

A, B, C, D, E, F, G, A, D, D, P, T, S, D..

Kender i det der med at tingene begynder at give mening. Hvorfor man er som man er, og gør som man gør. Tænker som man tænker og siger som man siger.
Jeg har været til udredning for ADHD, og jeg har været ret træt af det, tanken om at komme i den kasse jeg nærmest synes de putter halvdelen af befolkningen i, den ville jeg helst ikke i.
Men i det mindste er der sket noget, jeg har fået den hjælp jeg har bedt om siden jeg var 15, jeg føler jeg bliver lyttet til nu og det viste sig også at jeg slet ikke har ADHD, men en helt masse andre bogstaver.
Jeg føler mig stadigvæk ikke som en ligeværdig del af samfundet, men nu kan jeg i det mindste sige at jeg er en del af alfabetet, og lidt har også ret ik?
Så idag var det diagnose tid, og jeg må indrømme jeg har været temmeligt nervøs for hvad de ville sige, måske mest for at de ville sige at jeg er helt normal. Altså jeg mener, så burde jeg i virkeligheden bare kunne tage mig sammen, opføre mig som en normal, og prøve at fikse mine problemer.
Jeg har egentligt også været bange for at få stille en diagnose der bare kræver medicinering, for jeg har slet ikke lyst til bare at æde piller, jeg vil gerne finde en løsning, og jeg har nu spist antidepressiv i 4 år uden nogen virkning, og jeg er ærligt talt træt af bare at skulle stille mig tilfreds med det.
Og det er ikke fordi jeg siger det et samfundets problem at jeg har det skidt og er mærkelig, overhovedet ikke, men jeg tror ikke at piller er løsningen på alt.
Nå men jeg fik 3 diagnoser, i første omgang har jeg ADD, opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet, altså ADHD uden H'et. Hvad jeg lige skal bruge den diagnose til ved jeg ikke helt, men det kan måske forklare de to andre.
Jeg er åbenbart maniodepressiv, hvilket forklarer hvorfor jeg synes mit liv kører op og ned, så går det godt, men man tør alligevel ikke helt glæde sig fordi man ved det vælter igen.
Så er der PTSD, post traumatisk stress syndrom, hvilket forklarer min angst.
Så alt i alt er det vel bare tilbagevendende angst og depression, og det at det er svært at klare opgaver, specielt opgaver jeg ingen interesse har i. Omkring mani, jo det passer meget godt. Hvis endeligt jeg skal gøre noget, noget der interesserer mig, så gør jeg det 120% hellere for meget end for lidt, og hellere sætte sig helt ind i tingene end at gøre det halvt. Desværre har jeg så denne her brist, hvis man kan kalde det det, for jeg hader at vente, og hvis jeg har gang i noget og ikke kan gøre det færdsigt før imorgen, så bliver jeg helt gak i hovedet, og så kommer det der med søvnbesvær og myldertanker. Og det er ikke fordi jeg ikke kan se realistisk på tingene, jeg kan sagtens forstå at man er NØDT til at vente på nogle ting, men det er jeg eddermame dårlig til. Mit hoved er i hvert fald..
Jeg skal starte i noget behandling på et center for mani og depression. I første omgang uden medicin, og det er jeg faktisk ret glad for..
Så her er det, hvorfor jeg er mærkelig, og nu har jeg endda papir på det hehe.

Supervoksen!

Jeg sad forleden og talte med min mor, hun er den voksne, sammen med min far, i mit liv. Jeg er igang med at skrive en bog, og alle de afsnit jeg skriver deler jeg med min mor, en veninde og en venindegruppe på Facebook. Min mor havde læst sidste afsnit, og i den forbindelse, var hun kommet til at tænke på det at blive voksen.
Hun fortalte at hun aldrig har følt sig særligt voksen, hun hat tit kigget på andre "voksne" og ikke følt sig ligeværdig overhovedet. Fx til forældremøder hvor en eller andet sagde et fint ord, og alle de andre havde siddet og diskuteret vigtigheden af hvad det her ords betydning havde for eleverne, og min mor bare havde siddet og ladet som ingenting, fordi hun ikke gad virke dum ved at spørge hvad det overhovedet betød. Når så en anden rækker hånden i vejret og ikke aner hvad det betyder, kan man sidde inde i sig selv og være lykkelig over ikke at være den eneste "dumme" i forsamlingen.
Jeg blev simpelthen så glad da hun fortalte hvordan hun havde det. Det er sådan jeg altid har haft det, altid følt mig lidt mere lavtstående end andre, ikke økonomisk sådan, for det har sq aldrig været nogen hemmelighed. Men sådan, at jeg ikke følte jeg havde helt så stor betydning som andre. Det er ikke kun nu hvor det er meningen, i hvert fald alders mæssigt, at jeg skal være voksen, men også da jeg var barn og teenager, dengang følte jeg mig også mindre betydningsfuld end de andre.
Jeg tror aldrig jeg har haft behov for at være bedre end nogen. Jeg brød mig ikke om når folk roste mig, for jeg har altid tænkt at det var for at opnå et eller andet, jeg har altid tænkt at folk der gav komplimenter var folk der i virkeligheden gerne ville have en selv. Har måske i virkeligheden aldrig troet på at folk var oprigtige.
Måske har jeg i virkeligheden altid haft et stort behov for at være trodsig. Jeg kunne aldrig lide det de andre kunne lide, det er i musik, i tøj, i drenge/mænd, i dyr og i alt muligt andet. Jeg elsker at diskutere, for jeg har som oftest ikke de samme holdninger som så mange andre. Det er ikke fordi jeg ikke kan acceptere andre folks holdninger, fred være med dem, men jeg vil SÅ gerne have dem til at forstå hvorfor min holdning er som den er, ikke at de skal ændre mening, men de skal vide at de ikke kan lave min om.
Så sidder jeg og tænker, det er vel det samme som at føle sig bedre værd end andre, at være trodsig, at tro man kan være anderledes end mængden, ikke fordi jeg turde skille mig ud da jeg var teenager, jeg turde ikke gå i anderledes tøj end de andre, og selvom jeg syntes buffalo støvler var forfærdelige havde jeg alligevel 3 par. Men jeg blev ikke forelsket i de samme fyre som de andre veninder, jeg gik ikke op i make-up mærker og modeblade som de andre, jeg troede faktisk engang jeg måtte være lesbisk fordi jeg altid endte med at blive venner med drengene i stedet for kærester. Faktisk i virkeligheden tror jeg min mor var bange for det samme, jeg kan nemlig huske da jeg begyndte og ryge, da jeg skulle fortælle det til min mor, og jeg sagde "mor jeg skal fortælle dig noget." Og det første hun spurgte mig om var "er du lebbe?", og ikke "er du gravid?", det kom først som nr. 2. Men jeg måtte indse at jeg altså overhovedet ikke kunne forestille mig noget seksuelt noget som helst med en pige. Og det var jo ikke fordi jeg ikke kunne blive forelsket (i fyre), men det var satme sjældent jeg indrømmede det.
I stedet for at prøve at tiltrække folks opmærksomhed. på en måde så man virkede interessant, så gjorde jeg det ved at blive klassens klovn, så forventede ingen noget større af mig.
Jeg ved ikke om jeg stadigvæk virker som klassens klovn, men jeg har stadigvæk ikke noget behov for at være bedre end andre. Jeg er dog stadigvæk trodsig.
Men er det at være voksen, jeg mener, der forventes vel egentligt ikke noget af en voksen? Jo at man kan tage ansvar for nogle ting og sig selv når man flytter hjemmefra. Men vel egentligt ikke andet?
Jeg ved godt der er nogle der mener at man først bliver voksen når man tager ansvar for sig selv, og at man kun kan tage ansvar for sig selv, ved at tage en lang fin uddannelse, og få en god karriere og en stor fed løn.
Måske at blive politiker, der kan svinge om sig med ord ingen andre forstår,men som størstedelen bare nikker af fordi de i virkeligheden alle sammen ikke tør sige noget, for netop ikke at virke som klassens klovn?
Og sagde jeg ikke lige der, at jeg er bedre end alle andre? Fordi jeg påtog mig rollen som klassens klovn, så der i virkeligheden ikke blev forventet ret meget andet, end at jeg ikke forstod det der blev sagt?
Bum bum..
Næh, jeg tror aldrig jeg bliver voksen, og så kan man jo så have en holdning om, om det er godt eller skidt. Jeg bliver aldrig supermor fordi jeg ikke har nogen som helst ide om hvordan jeg skal blive det. Men tilgengæld håber jeg at jeg bliver en ligeså super mor som min mor er og var, hvis bare mine børn kommer til at se bare en lille smule af det samme i mig når de bliver "voksne",  som jeg ser i min mor,så har jeg nået det jeg ønsker højest i livet.
Og SÅ må vi se om det er en god eller skidt ting. Jeg er trods alt den jeg er, og om det er godt eller skidt må være op til min mor at bedømme!

Jeg har løsningen! Hele VERDEN ville blive lykkelige!

Så var det at jeg læste denne her artikel om at kvinder der får sex hver dag, er mindre depressive end andre. Først tænkte jeg at det da for pokker kommer an på hvem man har det med, ærligt talt ville jeg hellere være fri, end at skulle nøjes med dårlig sex, faktisk tror jeg hellere jeg ville være depressiv end at skulle dyrke dårlig sex, faktisk i virkeligheden tror jeg jeg ville blive endnu mere depressiv af dårlig sex, end måske af at blive nonne?
Men jeg sad så og tænkte at der i virkeligheden slet ikke er noget at sige til, at mange kvinder bliver nogle rigtigt sure koste når de har det røde, det tror da pokker! Jeg VED godt at der er nogen der dyrker lystig og fantastisk håndklædesex i den periode, men det må så være de kvinder der er evigt lykkelige.
MEN, så læste jeg en anden artikel, der stod at kvinder der giver mange blowjobs, OGSÅ er mindre depressive, det vil så sige kvinder der "sluger", fordi der i mandens sæd skulle være et eller andet, der virkede som antidepressiv.
SÅ løsningen må altså være at i den periode hvor man har det røde, der giver man simpelthen bare en masse blowjobs, på den måde kan man i virkeligheden helt undgå at være depressiv.
Aaaah hva? Jeg vil godt VÆDDE med at det er mænd der har lavet de der undersøgelser, de har siddet der og tænkt at de var nødt til at finde en måde at få flere blowjobs på. Antidepressiv, YES har de tænkt! Så slipper kællingerne for piller, og vi får mere langt ned i halsen!
Faktisk synes jeg det er kønsdiskriminerende, vi skal BÅDE ha det røde og give blowjobs, og I skal ikke misforstå mig, der er intet i vejen med blowjobs, men jeg synes altså ikke jeg har virket gladere end jeg plejer, efter at have givet sådan et..
Jeg har fx. ikke læst nogen undersøgelser der skriver noget om at mænd bliver gladere af at give sprøjteorgasmer, og det tror jeg faktisk i virkeligheden at de ville. For det første ville de være pave stolte over at kunne give sådan en, for det andet ville de få en herre glad kæreste/bolleven/kone hehe. SÅ faktisk burde det være sådan, at mænd skulle give en sprøjteorgasme til deres dame hver dag, så ville de sørge for at hun ikke blev depressiv, og så kunne de optjene de der blowjobs hver dag i den periode hvor hun har det røde.
DET er da win win så det gør noget, og ALLE ville være glade. Og det er ikke fordi jeg siger man skal nøjes med at give sprøjteorgasmer, jeg siger bare at jeg tror det ville virke, og sådan en fører oftest til noget mere, og SÅ er det jo endnu mere win win!
Faktisk i virkeligheden tror jeg det her er forskning på højt plan, jeg burde faktisk få udgivet dette indlæg i Illustreret Videnskab, så ville det ende med at hele verden, undtagen måske Nord Korea, ville blive lykkelige! Og så ville det være min skyld.
Og det er altså ikke for at prale vel, men jeg VED tilfældigvis at det virker ;-)

Løvemor med dragevinger! Og så taler vi ikke mere om DET!!!

Der er ikke rigtigt ord der kan beskrive hvordan jeg har det lige nu.. Lettelse, træthed, raseri, glæde og måske en lille smule tristhed.. Det sidste ved jeg faktisk ikke hvorfor..
Har så tit skrevet at jeg ikke tror på lykke, men ærligt talt, så begynder det snart at hjælpe på det..
Jeg har fået udtalelser om mine unger fra børnehaven og vuggestuen, den der skulle laves i forbindelse med underretningen, fantastiske udtalelser.. I virkeligheden havde jeg frygtet dem, for jeg har siden jeg blev skilt, følt at institutionen har haft et lille horn i siden på mig.
Nogle gange skal jeg nok bare lade være med at prøve og bekymre mig om alting og lade være med at se spøgelser alle vegne. For mange af spøgelserne er der slet ikke.. Det er katastrofe tanker i mit hoved, om hvor galt alting kunne gå hvis tingene var på den måde, hvad nu hvis det i virkeligheden er mig der ikke duer ordenligt, hvis det i virkeligheden var min eks der i virkeligheden var den gode i alt det her..
Alle tanker blev manet til jorden.. Jeg har endda holdt et møde derovre, og fået talt om hvordan jeg føler det, og i virkeligheden er det nok bedst altid at tage tyren ved hornene med det samme, end at vente og blive idiot over spøgelser..
Idag var jeg så til møde på kommunen, et møde jeg har haft angst de sidste 5 dage over, fordi jeg var bange.. Død bange.. Og det har været helt spild af kræfter.. Der var ingenting at komme efter.. Alting var positivt..
Sådan da..
Der er et minus, jeg er for god af mig.. Man kan jo ikke give for meget kærlighed, men al den jeg giver fordi jeg vil mine børn det bedste, den er somme tider forkert kærlighed.
Jeg har været for god ved dem, sat for få grænser.. alt sammen for lidt fred. Fred jeg kunne ha fået for længst hvis jeg havde haft nosserne.. Jeg har slækket på mine krav til dem, og være for flink..
Mine drenge har altid sovet dårligt og haft brug for mega tryghed, så de har næsten altid sovet hos mig i min seng, og er blevet puttet på sofaen fordi så var jeg der hele tiden, båret dem ind i min seng når jeg selv gik derind, og ja, alt sammen fordi jeg ikke har haft overskud til at tage kampen. Og det er jo helt dumt, når det bliver sat op for mig kan jeg jo godt se jeg skal være en mor for dem, og en mor er en de kan stole på, en de ved hvor de har hele tiden.
Jeg har nærmest bare støttet dem i at de var utrygge om natten, nærmest vist dem at det de var bange for, var rigtigt, fordi jeg har ladet dem sove hos mig så længe.. Hvis jeg i stedet havde vist dem at der ikke var noget at være bange for, men alligevel havde vist dem at jeg er lige her, og jeg er stærk, en løve med dragevinger, jeg passer på mine børn.. Så var alting anderledes, og så havde jeg uanset hvor de sov, fået fred og ro..
Men det bliver der nu.. Jeg er ikke længere alene hver aften, jeg har jordens sødeste kæreste, og med lidt hjælp fra ham er der begyndt at ske ting og sager.. Jeg vil jo godt være alene med ham når der endeligt er tid, og jeg vil godt kunne ligge og putte i min sofa med ham, uden der ligger 3 børn over det hele. Og faktisk.. Så har min yngste sovet alene, i sin egen seng, HELE natten de sidste 3 uger nu!!
Det virker.. Og nu gør jeg både noget godt for mig selv og min søn.. Han sover SÅ meget bedre og er så meget kvikkere og det er godt for mig fordi han er glad og nem og dejlig HELE tiden..
Jeg er verdens bedste løve med dragevinger, og så er sagen lukket!!

De aller største spørgsmål

Livets store spørgsmål.. Dem er der eddermame mange af.. Jeg har en dreng på 5½ som virkeligt stiller store spørgsmål for tiden. De fleste handler om døden, om hvor man kommer hen når man er død, og også om helvede findes eller om det bare er noget nogen siger.

Jeg har slet ikke lyst til at min lille dreng skal bekymre sig om de her ting endnu, det er han slet ikke gammel nok til. Men det er død svært når der går nogle børn i hans børnehave, der hele tiden skal fortælle ham, at hvis han spiser svinekød så kommer han i helvede, eller hvis han ikke gør som der bliver sagt så kommer han i helvede. LAD NU VÆRE MED AT PRAKKE MIG OG MINE BØRN JERES RELIGION PÅ!! Jeg er simpelthen så ked af at jeg skal trøste min dreng hver dag, fordi han er ked af det, fordi han er bange, fordi at en eller anden anden lille dreng, åbenbart bliver truet med at komme i helvede!

Min søn er lige akkurat ikke gammel nok til at forstå at det med helvede var noget der blev brugt for at skræmme små børn. Jeg har forsøgt, men han kan ikke forstå det. Ham der har bildt ham det ind tror jo fuldt og fast på det. 

Og min lille dreng bekymrer sig bare rigtigt meget, og det med døden fylder enormt meget hos ham, specielt efter hans oldemor døde.. For hvor kommer man hen når man er død? Hvad sker der egentligt når man dør? Gør det ondt når man dør? 

Det værste var da han kom og sagde: "Mor hvorfor kunne jeg ikke bare ha været der da oldemor døde, så jeg kunne sige godnat til hende?".. Han var bare så ked af det..

Jeg forsøger på bedst mulige måde at lære min søn hvad der er rigtigt og forkert, men jeg har ikke svarene på alt..Og jeg synes det er mega synd for de børn, der bliver opdraget til at tro at hvis de træder forkert, så ryger de i helvede..Specielt synes jeg det er synd, når selv samme unge er en af de værste til at drille de andre børn, han må jo i  virkeligheden gå i evig frygt for at komme i helvede..

Jeg har som sagt ikke alle svarene, men min familie og jeg har fortalt mine unger at oldemor er blevet til en stjerne, og så synger vi for hende somme tider.. Vi har også fortalt min søn, at oldemor elskede frikadeller og flæskesteg, og at hun altså ikke er kommet i helvede.. Jeg håber jeg kan få ham overbevist om at han ikke skal være bange.. Men det er godt nok svært, for jeg aner jo i virkeligheden intet om hvad der sker når man dør.. Og jeg ved jo ikke engang om muslimerne har ret når de siger man kommer i helvede for at spise svinekød.. Men hvad så hvis inderne har ret, altså i at man ikke må spise køer, fordi de er hellige, ryger muslimerne så i helvede? Og hvad skal vi andre så overhovedet spise for ikke at ryge derned?

I virkeligheden burde vi bare leve, leve så godt som vi kan, gøre det så godt som vi kan, og så se hvad der sker når vi dør.. Der er jo ingen der har svarene alligevel, og ærligt talt ville jeg være godt træt af det, hvis jeg hele livet havde levet efter en bog, ladet være med at gøre ting jeg i virkeligheden havde rigtigt meget lyst til, og så det endte med at jeg alligevel røg i helvede fordi det var nogle andre der havde ret. Eller, at der måske overhovedet ikke skete noget. At man bare døde og så var man væk, helt væk. Der behøver måske ikke engang være en mening med det her liv, er det det folk er så bange for? At man bare lever for så til sidst at dø? Hvis det bare er sådan, burde man så ikke leve livet til fulde, og ikke gå rundt allerede som 5 årig og være bange for svinekød og helvede?

Jeg ved det ikke.. Jeg har ingen svar, men jeg har en mening, og jeg er herre over mit eget liv, så jeg vælger at leve mit liv som jeg vil, og lader være med at true mine børn.. De har samme ret som jeg, de vælger selv..