Så.. Fattigdomsgrænsen er blevet slettet, Karen Ellemand mener tilsyneladende ikke der findes fattige mennesker i Danmark. Det er jeg rørende uenig i, men når så det er sagt så tænker jeg hun skulle kigge lidt på sig selv og sit parti, i virkeligheden synes jeg de må være temmelig fattige med det syn på mennesker. I hvert fald mener jeg de er fattige på medmenneskelighed, kærlighed og empati!
Så jeg tænkte, når nu alligevel vi skal den vej, for det skal vi, det lovede de allerede i valgkampen. Så vil jeg godt stille et forslag, det vil gøre det meget nemmere for dem, vi kan ligeså godt starte nu i stedet for at trække tingene i langdrag.
Jeg synes vi skal indføre arbejdslejre, vi skal ikke kalde dem KZ-lejre, det skal lyde pænere, forslag til navn har jeg ikke endnu, men det er nok det mindste problem. Lejrene skal ligge i udkants Danmark, det vil skabe en del arbejdspladser derude, og det mangler vi!
Arbejdslejrene er der hvor vi placerer de syge, både fysisk og psykiske syge, dem der ikke kan yde 100% på normale arbejdspladser. I lejrene arbejdes der gratis, i princippet har vi de samme koncepter i forvejen, men det foregår mest i private virksomheder, og jeg tænker ikke at de efterhånden gider have flere i sengepraktik.
Alle der ikke kan yde en 100% indsats på almindelige arbejdspladser vil få tilbuddet om at komme i en sådan lejr, man kan ikke sige nej med mindre man ellers er villig til at tage et fuldtidsjob, og kan man ikke finde et sådant job så ryger man også afsted.
Så har vi en win-win situation til ALLE virksomheder, her kan vi nemlig presse lønningerne så langt ned at der er arbejde til alle dem der ikke vil i arbejdslejre, dette vil afskaffe de offentlige ydelser det endnu er muligt at få, fordi der så er arbejde til alle dem der ikke er dovne, for det er jo det vi er.
Der vil være rig mulighed for billig børnepasning, så fripladsordningen bliver også afskaffet i og med lønningerne i det offentlige også vil falde drastisk, og pædagoger eller i det mindste medhjælpere vil der være masser af, mange af dem sikkert på frivillig basis, alt for at undgå arbejdslejre. Vi kan altid få de ansatte i kommunernes jobcentre til at tage disse jobs, disse mennesker vil blive overflødige på sigt.
Men tilbage til lejrene. Dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp afskaffes, Arbeit Macht Frei, med den bonus at vi kan få lov at bo i lejrene, og vi skal også nok få lidt mad. Tøj skal vi også nok få, vi kan altid få arbejderne til selv at sy de fine dragter vi fra nu af skal gå rundt i.
Hospitalerne bliver nedlagt, undtagen de private, bliver du syg skal du alligevel i arbejdslejr, med mindre du selv har råd til at betale for behandling, og i lejrene vil der være tilknyttet bødler.
Her kommer aktiv dødshjælp ind i billedet.
Giver du op, så står det dig frit for at blive aflivet, jaaaah, det skal kunne betale sig at arbejde, lønnen vil være en fin afslutning på livet, ikke gaskamre, bare rolig, det er ikke særligt humant, medicinalindustrien tjener nu så styrtene med penge at de gerne donerer mere gift. Så en sprøjte vil være løsningen på alle de lidelser du mener du har. Det manglede da bare.
Fagforeningerne og A-kasserne bliver nedlagt, der er alligevel ingen der har råd til at benytte sig af dem, og dagpenge er lig med arbejdslejr, så alle mennesker vil altså have en eller anden form for arbejde. På denne måde bliver der også lidt mindre kontrol af virksomhederne, du kommer aldrig til at brokke dig over dårlig arbejdsmiljø. Men på den anden side findes det heller ikke længere, arbejde er arbejde, og konsekvensen af brok, den giver lidt sig selv.
Levealderen vil falde drastisk, men vi har i virkeligheden også kun brug for unge mennesker, de yder mest. Så plejehjemmene vil også blive afskaffet, er du gammel er du syg, i arbejdslejr med dig, det står dig frit for om du vil aflives derinde.
Så hvad vil du? Bilde folk ind at du er syg? ALLE kan yde, alle SKAL yde. Lad os få gang i mit projekt! Hvad siger du Karen?
tirsdag den 15. september 2015
søndag den 30. august 2015
Spørgsmål
Jeg er efterhånden vant til at folk kigger, specielt børn er virkeligt nysgerrige. Somme tider glemmer jeg hvorfor folk kigger, så bliver jeg forlegen og overvejer om jeg har et eller andet siddende i mundvigen eller noget. Det er selvfølgelig mine piercinger folk kigger på. Det er helt okay, hvis man vælger at se sådan ud, så må man forvente at folk glor.
De bedste kommentarer kommer fra børn, "Hvorfor er hun fuld af øreringe i hovedet??", "Ej mor se lige hende der!!", "Hvorfor ser hun sådan ud!?"
Det jeg ikke forstår er voksne mennesker, altså ofte de her børns forældre, i forgårs fik jeg en kommentar i nakken i en kø da jeg var ude og handle, "Det er godt nok skræmmende det der!", der er bare nogle tidspunkter hvor jeg ikke orker at smile til folk, og på de her tidspunkter holder jeg bare kæft. Så er der de ældre damer der går forbi, somme tider er jeg bange for at de skal få et hjertestop når de ser mig. Den sure mand i IKEA, og tro ikke det er fordi jeg er overskudsagtig når jeg er i IKEA, jeg hader den forretning, men jeg var overskudsagtig nok til at smile til den sure mand der var lige ved at poppe øjnene ud da han så mig, faktisk stirrede han så meget at jeg på et tidspunkt blev nervøs for om han var død der i IKEA stolen.
Det er sådan jeres børn bliver hvis ikke i vænner dem til, at vi alle sammen er forskellige. Jeg ved godt at der er noget der hedder pli, der er bestemt noget der hedder opdragelse, men der er eddermame også noget der hedder børn, og ikke mindst spørgsmål stillet af børn. Jeg er godt klar over at nogle mennesker bliver forargede over spørgsmål stille af børn, eksempelvis "Hvorfor er hende der så tyk mor?". Men kan vi ikke godt prøve så at kigge på de her børn, deres alder, små børn stiller spørgsmål, og det er den eneste måde de kan lære på.
Der er SÅ stor forskel på at stille spørgsmål, og på at håne, og hvis børn oplever forældre håne andre mennesker, hvordan skal de så lære at gøre det anderledes?
Denne her er både til forældre, men bestemt også til folk uden børn, de mennesker der bliver forargede over andres børn.
Og NEJ jeg skal ikke gøre mig bedre end nogen, for det er jeg ikke, og som sagt er jeg ikke altid skide overskudsagtig, og jeg bliver også irriteret over børn der stirrer på mig, specielt når deres forældre er med og bare lader dem gøre det. Så sig sgu da et eller andet til dem, de stiller ikke spørgsmål, det tør de sikkert ikke, og hvorfor? Fordi du har lært dem at det er forkert! DET er irriterende!
Men med det, så er jeg træt i dag, rigtigt træt, men jeg var ude og handle og i den her butik var et par med deres to børn, to børn i en indkøbsvogn, da de går forbi mig udbryder det ene barn, en lille pige "EJ MOR SE LIGE HENDE DER!!". Jeg griner lidt højere end det var meningen, og moren vender sig om og kigger på mig, jeg får øjenkontakt med hende og smiler, pigen i vognen råber igen "Mor se lige hvad hun har i hovedet!", jeg kan se at moren synes det er mega akavet.
Så bliver det akavet for mig, skal jeg sige noget, eller skal jeg lade som ingenting?
Jeg kan ikke huske hvem der siger noget først, men jeg ender med at gå hen til moren med børnene. Pigen i vognen er vildt fascineret, og moren stiller nogle spørgsmål til piercingerne og spørger datteren om hun vil være med til at tælle hvor mange jeg har. I virkeligheden er det nu moren, der er mest interesseret i piercingerne, og vi taler lidt frem og tilbage, og jeg fortæller at jeg selv har børn. Pigen i vognen får travlt med at fortælle hvor gammel hun er, 5 år, som min egen datter, hun viser mig stolt sit ur, et ur med en kat på, hun er pave stolt af sit ur, og nu fuldstændigt ligeglad med mine piercinger. Moren takker mange gange fordi jeg gad tage mig tid til dem. Og jeg siger at jeg synes det er fedt med spørgsmål i stedet for sure forældre, og børn der ikke tror de må sige noget.
Og jeg siger ikke at jeg altid har tid og overskud til at snakke med folk, men det tager ofte kun 5 minutter at være flink, og det gælder begge veje, og har du alligevel ikke noget pænt at sige, så hold kæft..
Vi får det meget bedre når vi finder ud af at mennesker ikke æder hinanden. børn bliver meget gladere når de finder ud af at jeg ikke er farlig eller skræmmende, men før de finder ud af det skal vi have forældrene med.
Jeg er ikke farlig og jeg ikke skræmmende. Jeg er et menneske, og det er du også. Dit barn er det også.
De bedste kommentarer kommer fra børn, "Hvorfor er hun fuld af øreringe i hovedet??", "Ej mor se lige hende der!!", "Hvorfor ser hun sådan ud!?"
Det jeg ikke forstår er voksne mennesker, altså ofte de her børns forældre, i forgårs fik jeg en kommentar i nakken i en kø da jeg var ude og handle, "Det er godt nok skræmmende det der!", der er bare nogle tidspunkter hvor jeg ikke orker at smile til folk, og på de her tidspunkter holder jeg bare kæft. Så er der de ældre damer der går forbi, somme tider er jeg bange for at de skal få et hjertestop når de ser mig. Den sure mand i IKEA, og tro ikke det er fordi jeg er overskudsagtig når jeg er i IKEA, jeg hader den forretning, men jeg var overskudsagtig nok til at smile til den sure mand der var lige ved at poppe øjnene ud da han så mig, faktisk stirrede han så meget at jeg på et tidspunkt blev nervøs for om han var død der i IKEA stolen.
Det er sådan jeres børn bliver hvis ikke i vænner dem til, at vi alle sammen er forskellige. Jeg ved godt at der er noget der hedder pli, der er bestemt noget der hedder opdragelse, men der er eddermame også noget der hedder børn, og ikke mindst spørgsmål stillet af børn. Jeg er godt klar over at nogle mennesker bliver forargede over spørgsmål stille af børn, eksempelvis "Hvorfor er hende der så tyk mor?". Men kan vi ikke godt prøve så at kigge på de her børn, deres alder, små børn stiller spørgsmål, og det er den eneste måde de kan lære på.
Der er SÅ stor forskel på at stille spørgsmål, og på at håne, og hvis børn oplever forældre håne andre mennesker, hvordan skal de så lære at gøre det anderledes?
Denne her er både til forældre, men bestemt også til folk uden børn, de mennesker der bliver forargede over andres børn.
Og NEJ jeg skal ikke gøre mig bedre end nogen, for det er jeg ikke, og som sagt er jeg ikke altid skide overskudsagtig, og jeg bliver også irriteret over børn der stirrer på mig, specielt når deres forældre er med og bare lader dem gøre det. Så sig sgu da et eller andet til dem, de stiller ikke spørgsmål, det tør de sikkert ikke, og hvorfor? Fordi du har lært dem at det er forkert! DET er irriterende!
Men med det, så er jeg træt i dag, rigtigt træt, men jeg var ude og handle og i den her butik var et par med deres to børn, to børn i en indkøbsvogn, da de går forbi mig udbryder det ene barn, en lille pige "EJ MOR SE LIGE HENDE DER!!". Jeg griner lidt højere end det var meningen, og moren vender sig om og kigger på mig, jeg får øjenkontakt med hende og smiler, pigen i vognen råber igen "Mor se lige hvad hun har i hovedet!", jeg kan se at moren synes det er mega akavet.
Så bliver det akavet for mig, skal jeg sige noget, eller skal jeg lade som ingenting?
Jeg kan ikke huske hvem der siger noget først, men jeg ender med at gå hen til moren med børnene. Pigen i vognen er vildt fascineret, og moren stiller nogle spørgsmål til piercingerne og spørger datteren om hun vil være med til at tælle hvor mange jeg har. I virkeligheden er det nu moren, der er mest interesseret i piercingerne, og vi taler lidt frem og tilbage, og jeg fortæller at jeg selv har børn. Pigen i vognen får travlt med at fortælle hvor gammel hun er, 5 år, som min egen datter, hun viser mig stolt sit ur, et ur med en kat på, hun er pave stolt af sit ur, og nu fuldstændigt ligeglad med mine piercinger. Moren takker mange gange fordi jeg gad tage mig tid til dem. Og jeg siger at jeg synes det er fedt med spørgsmål i stedet for sure forældre, og børn der ikke tror de må sige noget.
Og jeg siger ikke at jeg altid har tid og overskud til at snakke med folk, men det tager ofte kun 5 minutter at være flink, og det gælder begge veje, og har du alligevel ikke noget pænt at sige, så hold kæft..
Vi får det meget bedre når vi finder ud af at mennesker ikke æder hinanden. børn bliver meget gladere når de finder ud af at jeg ikke er farlig eller skræmmende, men før de finder ud af det skal vi have forældrene med.
Jeg er ikke farlig og jeg ikke skræmmende. Jeg er et menneske, og det er du også. Dit barn er det også.
tirsdag den 23. juni 2015
3 år i 5 tekster, mit liv.. Kærlighed
Så jeg sad en aften og tænkte, hvad har gjort mig stærk? Det har rigtigt mange ting. Jeg føler jeg er mere ovenpå nu end jeg har været i mange mange år, det er utroligt, det er fantastisk, og for første gang nogensinde venter jeg ikke på den næste nedtur, det vil gå op og ned, men jeg tror ikke det kan ramme så hårdt som det altid har gjort.
Jeg har haft en ny samtale på psyk, og vurderingen er nu at jeg højst sandsynligt slet ikke passer i diagnose kasserne, jeg har været presset, hårdt presset, og et menneske kan kun holde til et vist punkt før det vil bryde sammen, de tror det er det der skete for mig. Jeg har hele tiden troet det var det der skete for mig.
Så.. En ting der har hjulpet mig rigtigt meget i de sværeste situationer er musik. 5 numre har jeg kunnet relatere til, når jeg hører musik, hvor teksten nærmest er skrevet, som var det mit liv det handlede om, så hjælper det, så er jeg ikke længere alene.
Så en aften sad jeg og samlede de 5 numre, klippede dem til, og til sidst skrev jeg dem om. Det blev til det her:
De her tekster er de sidste 3 år af mit liv, de er ikke originalt skrevet af mig, de er tolket af mig og skrevet om af mig. 5 tekster der er så rammende, så meget det liv jeg har levet, det er skræmmende men det har hjulpet mig. Det sidste er idag, det er her jeg er, og det er fantastisk.
Jeg har haft en ny samtale på psyk, og vurderingen er nu at jeg højst sandsynligt slet ikke passer i diagnose kasserne, jeg har været presset, hårdt presset, og et menneske kan kun holde til et vist punkt før det vil bryde sammen, de tror det er det der skete for mig. Jeg har hele tiden troet det var det der skete for mig.
Så.. En ting der har hjulpet mig rigtigt meget i de sværeste situationer er musik. 5 numre har jeg kunnet relatere til, når jeg hører musik, hvor teksten nærmest er skrevet, som var det mit liv det handlede om, så hjælper det, så er jeg ikke længere alene.
Så en aften sad jeg og samlede de 5 numre, klippede dem til, og til sidst skrev jeg dem om. Det blev til det her:
Mit liv var fyldt med tomme løfter og knuste drømme.
jeg følte jeg havde fået nok, jeg var så vred at jeg ku skrige men så trist at jeg græd.
Det var bunden!
Det var en lorte situation, og jeg gav mig selv skylden, det var endnu en lektion livet, jeg prøvede at klare skærene, jeg prøvede at holde tårerne tilbage, de sagde det bare var en periode, at det kunne ske for alle.
Hvor ondt det gør indeni, når den du elsker har gjort dig ondt, livet er hårdt alene.Jeg var dømt til et sammenbrud, jeg skulle ha set det komme, man kan ikke stikke af fra problemerne, for når problemet er dig selv begynder du at tænke, hvor hurtigt du end løber kan du ikke løbe fra dig selv.
Så nu var jeg 27 med ingen ide om hvem jeg var eller hvem jeg skulle forestille at være, jeg ved det lyder dumt i jeres ører, i gjorde det til en sygdom!
Jeg spurgte mig selv, passer jeg ind? Hvor hører jeg til? Er det her mig?
Følte mig malplaceret, spurgte mig selv, er det sådan det skal være?
Der var ingen der forstod mig!Jeg var ved at dø indeni, men jeg kæmpede, jeg græd, jeg havde ingenting, jeg var ved at drukne i selvmedlidenhed, træt af at mennesker fortalte mig det nok skulle blive bedre, det stoppede ikke regnen, det regnede stadig på mig! For enden af regnbuen regner det stadig!
Pillerne på bordet, det var lige meget, der var intet der kunne stoppe regnen, det regnede stadig på mig.
Hvis jeg kunne flyve, så fløj jeg væk, glemte livet for en stund.
Men det har aldrig været nemt, bare at tage sig sammen og gøre hvad man bliver bedt om, sådan fungerer det ikke.
Jeg var fortabt og jeg havde intet håb, jeg anede ikke hvordan det ville gå mig.
Jeg var fortabt og forvirret, og jeg viste ikke hvad jeg skulle med mit liv.
Hvis jeg havde vist hvad jeg skulle gøre så havde jeg gjort det.
Hvis jeg viste hvor jeg skulle tage hen så tog jeg derhen, hvis jeg viste hvordan man fløj, så fløj jeg væk.
Jeg ville hellere fare vild på havet, end at blive en del af systemet, hvor græsset altid er grønt og luften altid ren, det var i hvert fald det de ville have mig til at tro!
Hvis du søger efter noget, lad være med at presse dig selv, hvis du føler dig som ingenting, så lad være med at presse dig selv, når dine problemer hober sig op, du føler du skal finde svar, gem det til en solskinsdag, lad være med at presse dig selv. Nyd hvert øjeblik. Når stormen raser omkring dig, så bliv hvor du er.
Det er en smuk verden.
Er det her livet for mig?
Det er de små ting i livet for mig.
Det er et langt, hårdt liv, men jeg vil altid leve for I morgen
Jeg vil se tilbage på mig selv og sige at jeg gjorde det for kærlighed!
jeg følte jeg havde fået nok, jeg var så vred at jeg ku skrige men så trist at jeg græd.
Det var bunden!
Det var en lorte situation, og jeg gav mig selv skylden, det var endnu en lektion livet, jeg prøvede at klare skærene, jeg prøvede at holde tårerne tilbage, de sagde det bare var en periode, at det kunne ske for alle.
Hvor ondt det gør indeni, når den du elsker har gjort dig ondt, livet er hårdt alene.Jeg var dømt til et sammenbrud, jeg skulle ha set det komme, man kan ikke stikke af fra problemerne, for når problemet er dig selv begynder du at tænke, hvor hurtigt du end løber kan du ikke løbe fra dig selv.
Så nu var jeg 27 med ingen ide om hvem jeg var eller hvem jeg skulle forestille at være, jeg ved det lyder dumt i jeres ører, i gjorde det til en sygdom!
Jeg spurgte mig selv, passer jeg ind? Hvor hører jeg til? Er det her mig?
Følte mig malplaceret, spurgte mig selv, er det sådan det skal være?
Der var ingen der forstod mig!Jeg var ved at dø indeni, men jeg kæmpede, jeg græd, jeg havde ingenting, jeg var ved at drukne i selvmedlidenhed, træt af at mennesker fortalte mig det nok skulle blive bedre, det stoppede ikke regnen, det regnede stadig på mig! For enden af regnbuen regner det stadig!
Pillerne på bordet, det var lige meget, der var intet der kunne stoppe regnen, det regnede stadig på mig.
Hvis jeg kunne flyve, så fløj jeg væk, glemte livet for en stund.
Men det har aldrig været nemt, bare at tage sig sammen og gøre hvad man bliver bedt om, sådan fungerer det ikke.
Jeg var fortabt og jeg havde intet håb, jeg anede ikke hvordan det ville gå mig.
Jeg var fortabt og forvirret, og jeg viste ikke hvad jeg skulle med mit liv.
Hvis jeg havde vist hvad jeg skulle gøre så havde jeg gjort det.
Hvis jeg viste hvor jeg skulle tage hen så tog jeg derhen, hvis jeg viste hvordan man fløj, så fløj jeg væk.
Jeg ville hellere fare vild på havet, end at blive en del af systemet, hvor græsset altid er grønt og luften altid ren, det var i hvert fald det de ville have mig til at tro!
Hvis du søger efter noget, lad være med at presse dig selv, hvis du føler dig som ingenting, så lad være med at presse dig selv, når dine problemer hober sig op, du føler du skal finde svar, gem det til en solskinsdag, lad være med at presse dig selv. Nyd hvert øjeblik. Når stormen raser omkring dig, så bliv hvor du er.
Det er en smuk verden.
Er det her livet for mig?
Det er de små ting i livet for mig.
Det er et langt, hårdt liv, men jeg vil altid leve for I morgen
Jeg vil se tilbage på mig selv og sige at jeg gjorde det for kærlighed!
De her tekster er de sidste 3 år af mit liv, de er ikke originalt skrevet af mig, de er tolket af mig og skrevet om af mig. 5 tekster der er så rammende, så meget det liv jeg har levet, det er skræmmende men det har hjulpet mig. Det sidste er idag, det er her jeg er, og det er fantastisk.
søndag den 14. juni 2015
Underkategoriserede diagnose kasser til ALLE..
Mit hoved er fyldt med tanker - igen. Det går ellers godt, jeg er glad, og jeg har egentligt ikke følt mig så meget ovenpå de sidste mange mange år, som jeg har de sidste måneder. Jeg er mere eller mindre stresset, men jeg kan se en ende på det, og det har ikke slået mig ud, som det ellers normalt ville have gjort.
Og når det går godt, så bliver jeg i tvivl om mine diagnoser. Når det går godt så kigger jeg på mennesker, og så sammenligner jeg dem. Tolker og analyserer. Det har jeg vist altid gjort.
Så jeg sammenligner mig selv med andre der har bipolar, og i virkeligheden er jeg meget i tvivl om vi egentligt alle sammen har den lidelse.
Fællesnævneren for os er i det aller fleste tilfælde at vi har været ude for noget mere eller mindre traumatiserende på et eller andet tidspunkt i livet.
Jeg har en eller anden teori om at det egentligt ikke behøver være store ting, små bitte ting der måske gemmer sig og kommer til udtryk senere. Måske noget der er sket i barndommen, noget vi slet ikke er opmærksomme på, men når der så sker en eller anden stor ting når vi bliver lidt ældre, noget der måske kan minde om det svigt, det svigt der måske har ligget i dvale, så tricker det et eller andet i hjernen, og så går vi ned på den ene eller anden måde.
Og det er ikke fordi jeg er læge, jeg er godt klar over at min teori sikkert vil blive banket i gulvet af dem, men jeg tror heller ikke de ret tit overhovedet, sætter sig ind i de mennesker de diagnosticerer. De har en tendens til at kigge på andre tilfælde, og så stille en diagnose ud fra det, fordi det ligner noget andet. Og det er her det går galt for mig.
Jeg sad og læste en artikel forleden, den var skrevet af en mand der var med til et såkaldt "omvendt vælgermøde" jeg deltog i for noget tid siden. Her skulle vi være 4 i et panel af psykisk sårbare, og vi skulle hver især fortælle om vores oplevelser i det psykiatriske system, for en håndfuld politikere. Han havde hørt godt efter, det kunne jeg læse mig til, og det er virkeligt positivt for mig, fordi jeg i virkeligheden ikke har nogen som helst forhåbning om at blive hørt.
Men altså. Han skrev om diverse diagnoser, og nævner kort at en form for ADHD nu har fået fjernet H'et og, og nu bare er kaldet ADD. ADHD uden hyperaktivitet, så det er altså bare ADHD i hovedet. Det er ikke fordi det ikke er slemt nok. De siger jeg har det, men jeg er i tvivl.
Det er det med lægerne igen. Når folk kommer med deres tanker, deres MANGE tanker, ligesom jeg har mange tanker. Så er det åbenbart vigtigt for dem at finde en diagnose, for når man har en diagnose kan man få medicin, og når man får medicin, så holder man op med at tænke.
Når så diagnosen, eksempelvis ADHD ikke passer, fordi man mangler H'et, så virker det for mig som om at de bare finder en underkategori til en diagnose der i forvejen findes, fordi det er nemmere end at kigge dybere i mennesker.
Bipolar, der findes to typer med denne lidelse, bipolar type 1 og bipolar type 2, type 1 er den "rigtige" bipolar, altså det der i gamle dage hed Manio Depressiv. Denne type har to poler, den depressive og den maniske, der er ikke noget midt imellem, og det er her jeg tænker at medicin kan være en løsning, for at man kan holde sig på midten. På et tidspunkt er type 2 så kommet til, og hvad jeg kan finde ud af om denne type, som er den type jeg selv skulle være, er en person der oftest er depressiv, denne ryger ikke i rigtigt mani, men noget der kaldes hypomani, en tilstand jeg i virkeligheden bare ville kalde glad. Og så er der en blandingstilstand, som er noget hvor man skifter mellem hypomani og let depression hurtigt efter hinanden. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal tænke om det. Ikke andet end det samme som ADHD'en uden H'et, at lægerne mødte en patient som ikke passede i nogen kasse, og så måtte de opfinde en underkategori.
Nu har de så puttet mig i to af de kasser med underkategorier, og jeg er faktisk i tvivl om jeg nogensinde kan få slettet de stempler igen. Så har jeg en sidste diagnose, PTSD, og her tror jeg i virkeligheden de har ramt helt rigtigt, for så er vi tilbage til traumer. Et menneske kan kun stå imod til en vis grænse, på et eller andet tidspunkt vil det reagere på disse traumer eller svigt. Og jeg er ret sikker på det er det der er sket for mig.
Når man som menneske får stress, angst og depression, er jeg ret sikker på der er en grund til dette, og vi er ikke alle ens, vi vil reagere på forskellige ting, for det ene menneske kan det virke som små ting der har ramt et andet menneske, men som dette har reageret på, men vi er SÅ forskellige, heldigvis, og nogen er bare stærkere end andre.
Så jeg bad om hjælp, jeg føler ikke jeg fik nogen, men til gengæld så jeg indad, og jeg indså at for at ændre noget der er negativt måtte jeg gøre noget positivt for mig og ikke mindst mine børn. Så det har jeg gjort, og jeg har nok aldrig haft det bedre.
Men nu står jeg tilbage med to diagnoser som jeg i virkeligheden slet ikke tror er diagnoser, i virkeligheden virker de for mig som undskyldninger, undskyldninger for at blive i det man er vant til, undskyldninger for at få lov at være i noget der ikke er positivt for en selv, undskyldninger for at blive i dårlige vaner, i virkeligheden nok de dårlige vaner der har gjort en syg.
Jeg kunne ha lagt mig ned, jeg kunne ha taget imod medicin og være blevet et menneske der ikke længere føler noget, der ikke længere tænker. Og det havde jeg nok i virkeligheden også gjort hvis ikke det var fordi jeg ikke har tiltro til systemerne, og så kan vi kalde det PTSD, men lige på det punkt omkring tillid, der tror jeg i virkeligheden det har været godt for mig.
Jeg lagde mig ikke ned, jeg kæmpede videre, jeg kæmper fortsat og det er hårdt at være i mit hoved til tider, men jeg er IKKE mine diagnoser, jeg er et menneske, et menneske der har været igennem nogle ting, ting der kun, kan jeg se nu, har gjort mig stærkere...
Og når det går godt, så bliver jeg i tvivl om mine diagnoser. Når det går godt så kigger jeg på mennesker, og så sammenligner jeg dem. Tolker og analyserer. Det har jeg vist altid gjort.
Så jeg sammenligner mig selv med andre der har bipolar, og i virkeligheden er jeg meget i tvivl om vi egentligt alle sammen har den lidelse.
Fællesnævneren for os er i det aller fleste tilfælde at vi har været ude for noget mere eller mindre traumatiserende på et eller andet tidspunkt i livet.
Jeg har en eller anden teori om at det egentligt ikke behøver være store ting, små bitte ting der måske gemmer sig og kommer til udtryk senere. Måske noget der er sket i barndommen, noget vi slet ikke er opmærksomme på, men når der så sker en eller anden stor ting når vi bliver lidt ældre, noget der måske kan minde om det svigt, det svigt der måske har ligget i dvale, så tricker det et eller andet i hjernen, og så går vi ned på den ene eller anden måde.
Og det er ikke fordi jeg er læge, jeg er godt klar over at min teori sikkert vil blive banket i gulvet af dem, men jeg tror heller ikke de ret tit overhovedet, sætter sig ind i de mennesker de diagnosticerer. De har en tendens til at kigge på andre tilfælde, og så stille en diagnose ud fra det, fordi det ligner noget andet. Og det er her det går galt for mig.
Jeg sad og læste en artikel forleden, den var skrevet af en mand der var med til et såkaldt "omvendt vælgermøde" jeg deltog i for noget tid siden. Her skulle vi være 4 i et panel af psykisk sårbare, og vi skulle hver især fortælle om vores oplevelser i det psykiatriske system, for en håndfuld politikere. Han havde hørt godt efter, det kunne jeg læse mig til, og det er virkeligt positivt for mig, fordi jeg i virkeligheden ikke har nogen som helst forhåbning om at blive hørt.
Men altså. Han skrev om diverse diagnoser, og nævner kort at en form for ADHD nu har fået fjernet H'et og, og nu bare er kaldet ADD. ADHD uden hyperaktivitet, så det er altså bare ADHD i hovedet. Det er ikke fordi det ikke er slemt nok. De siger jeg har det, men jeg er i tvivl.
Det er det med lægerne igen. Når folk kommer med deres tanker, deres MANGE tanker, ligesom jeg har mange tanker. Så er det åbenbart vigtigt for dem at finde en diagnose, for når man har en diagnose kan man få medicin, og når man får medicin, så holder man op med at tænke.
Når så diagnosen, eksempelvis ADHD ikke passer, fordi man mangler H'et, så virker det for mig som om at de bare finder en underkategori til en diagnose der i forvejen findes, fordi det er nemmere end at kigge dybere i mennesker.
Bipolar, der findes to typer med denne lidelse, bipolar type 1 og bipolar type 2, type 1 er den "rigtige" bipolar, altså det der i gamle dage hed Manio Depressiv. Denne type har to poler, den depressive og den maniske, der er ikke noget midt imellem, og det er her jeg tænker at medicin kan være en løsning, for at man kan holde sig på midten. På et tidspunkt er type 2 så kommet til, og hvad jeg kan finde ud af om denne type, som er den type jeg selv skulle være, er en person der oftest er depressiv, denne ryger ikke i rigtigt mani, men noget der kaldes hypomani, en tilstand jeg i virkeligheden bare ville kalde glad. Og så er der en blandingstilstand, som er noget hvor man skifter mellem hypomani og let depression hurtigt efter hinanden. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal tænke om det. Ikke andet end det samme som ADHD'en uden H'et, at lægerne mødte en patient som ikke passede i nogen kasse, og så måtte de opfinde en underkategori.
Nu har de så puttet mig i to af de kasser med underkategorier, og jeg er faktisk i tvivl om jeg nogensinde kan få slettet de stempler igen. Så har jeg en sidste diagnose, PTSD, og her tror jeg i virkeligheden de har ramt helt rigtigt, for så er vi tilbage til traumer. Et menneske kan kun stå imod til en vis grænse, på et eller andet tidspunkt vil det reagere på disse traumer eller svigt. Og jeg er ret sikker på det er det der er sket for mig.
Når man som menneske får stress, angst og depression, er jeg ret sikker på der er en grund til dette, og vi er ikke alle ens, vi vil reagere på forskellige ting, for det ene menneske kan det virke som små ting der har ramt et andet menneske, men som dette har reageret på, men vi er SÅ forskellige, heldigvis, og nogen er bare stærkere end andre.
Så jeg bad om hjælp, jeg føler ikke jeg fik nogen, men til gengæld så jeg indad, og jeg indså at for at ændre noget der er negativt måtte jeg gøre noget positivt for mig og ikke mindst mine børn. Så det har jeg gjort, og jeg har nok aldrig haft det bedre.
Men nu står jeg tilbage med to diagnoser som jeg i virkeligheden slet ikke tror er diagnoser, i virkeligheden virker de for mig som undskyldninger, undskyldninger for at blive i det man er vant til, undskyldninger for at få lov at være i noget der ikke er positivt for en selv, undskyldninger for at blive i dårlige vaner, i virkeligheden nok de dårlige vaner der har gjort en syg.
Jeg kunne ha lagt mig ned, jeg kunne ha taget imod medicin og være blevet et menneske der ikke længere føler noget, der ikke længere tænker. Og det havde jeg nok i virkeligheden også gjort hvis ikke det var fordi jeg ikke har tiltro til systemerne, og så kan vi kalde det PTSD, men lige på det punkt omkring tillid, der tror jeg i virkeligheden det har været godt for mig.
Jeg lagde mig ikke ned, jeg kæmpede videre, jeg kæmper fortsat og det er hårdt at være i mit hoved til tider, men jeg er IKKE mine diagnoser, jeg er et menneske, et menneske der har været igennem nogle ting, ting der kun, kan jeg se nu, har gjort mig stærkere...
søndag den 26. april 2015
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..
Jeg var på jobcentret i mandags, jeg skulle møde en ny sagsbehandler, sådan en ny én som man får når man er fyldt 30. Hun var rigtigt sød, og virkede virkeligt forstående, det var helt vildt rart, for jeg følte faktisk jeg blev hørt.
Hun lyttede til hvad jeg havde at sige, og jeg forklarede at min største udfordring i det her system er at jeg ikke stoler på det. Jeg stoler ikke på nogen. Hun gjorde et stort nummer ud af at det skal vi have lavet om på, hun vil i hvert fald rigtigt gerne at jeg lærer at stole på hende. Jeg forklarede hende at ting tager tid, og at jeg nok skal lære det, hvis velogmærke hun holder ord. Jeg gik derfra med en god følelse, det var dejligt for en gangs skyld,
Tirsdag var jeg på psyk igen. Jeg var blevet lovet en lægesamtale med henblik på en henvisning til psykolog. Det var i hvert fald hvad jeg havde fået af vide. Jeg kommer ind og møder min sædvanlige sygeplejerske, hun spørger hvordan det er gået med medicinen og jeg indrømmer at jeg ikke har taget den. Jeg fortæller jeg har været inde i en god periode. Jeg blev opmærksom på noget der kunne være endt i noget mani agtigt ugen forinden mødet, og jeg søgte oplysninger omkring sygdommen, endnu engang. Jeg kom til den konklusion at det nok var bedst at køle lidt ned, hvilket jeg gjorde, og det virkede faktisk. Siden da har jeg været hvad jeg vil kalde stabil.
Sygeplejersken lyttede, og så kom lægen. Jeg har mødt hende før.
Sygeplejersken fortæller lægen hvad jeg lige selv har fortalt, og lægen stiller sig straks på bagben overfor mig. Jeg kan godt høre hun ikke er venligt stemt for hvad jeg nu fortæller hende, og det frustrerer mig.
Jeg forklarer at jeg virkeligt ikke har lyst til at tage medicin, fortæller at jeg mener at medicin er sidste udvej, og uanset ikke kan stå alene. Jeg fortsætter og synes selv det er et vigtigt argument når det handler om min situation, at de selv på hospitalet har stillet diagnosen PTSD også, og at det egentligt er det jeg tror tynger mig mest. Jeg føler virkeligt ikke selv jeg kan komme ret meget videre uden bearbejdning af alt det jeg har været igennem. Jeg understreger at jeg ikke har ondt at mig selv, og at jeg altså forsøger og har forsøgt alt for at komme videre, og ud af de gamle dårlige vaner.
Lægen er slet ikke forstående. Hun sidder med øjnene fæstnet til sin pc skærm og ser mig overhovedet ikke i øjnene.
Hun forklarer mig at min primære diagnose er bipolar, og jeg siger at jeg godt ved det, men at jeg synes jeg kan tackle det, det jeg ikke kan tackle er mit lave selvværd og min mistro mod alle mennesker og systemet. Jeg fortæller at sygeplejersken der indlagde mig dengang, var overbevist om at jeg ville have bedre af samtale terapi end af medicin, og det er det jeg hele tiden har ment selv. Lægen siger bare til mig at det ikke er skrevet ned nogen steder, så det kan hun ikke bruge til noget, der står ikke engang i journalen hvem der indlagde mig.
Jeg bliver helt vildt ked af det og frustreret. Alt jeg har bedt om er bare at få hjælp, og ærligt talt ville jeg ikke vide hvor jeg ellers skulle søge hjælp, hvis ikke det skulle være på Psykiatrisk Hospital!
Lægen er nu så irriteret på mig, at hun fortæller mig at der ikke er nogen hjælp at hente hos dem, hvis ikke jeg vil tage den medicin de gerne vil give mig. Hvis jeg skal have psykolog hjælp kan det først bliver når jeg er stabil på medicin. Der er simpelthen ingen psykologer der vil tage imod mig hvis ikke jeg spiser deres piller.
Jeg siger at det simpelthen ikke kan passe. At det da ikke kan passe at medicin skal være den første løsning, det burde virkeligt være den sidste. Det er det ikke, og der er ikke andre løsninger, jeg kan tage deres medicin, og når jeg er stabil skal jeg ikke engang regne med at få psykolog hjælp, så kan de tilbyde mig "psyko education", der er et forløb med andre bipolære, hvor vi skal lære om sygdommen. Og vil jeg ikke tage imod medicin, så kan jeg ligeså godt regne med at de så vil afslutte mig derude.
Jeg er fuldstændigt færdig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og lægen rejser sig og går.
Sygeplejersken sidder stille og kigger, så nærmest hvisker hun at hun er ked af det her, at hun godt forstår mig, men at hun ikke ved hvad hun skal stille op, hun vil gerne tale min sag, men systemet er skruet sådan sammen at de derude skal udskrive medicin, der er simpelthen ikke tid til det andet. Det andet er den egentlige hjælp, selvindsigt, bearbejdning af de ting der kan have tricket det de nu kalder den primære diagnose.
Jeg slutter grådkvalt af med "Hvor våger i at kalde jer et Psykiatrisk Hospital!?".
Dagen efter ringer min sagsbehandler, jeg havde lovet hun ville få en update omkring hvad der skulle ske videre på psyk. Hun havde selv talt for at jeg burde få psykolog hjælp, blot to dage forinden.
Jeg forklarer hvordan og hvorledes, jeg er blevet stillet et ultimatum der hedder, tag medicin eller bliv afsluttet.
Så ændrer hun sig, fra en der ville vinde min tillid, til en der er nødt til at være en ny del af systemet i en ny del af mit liv. Vi taler frem og tilbage, og hun presser på ift. medicin, hun synes jeg skal tage imod, for bliver jeg erklæret færdigbehandlet, kan jeg risikere at blive erklæret aktivitets parat fra kommunens side. Hun fortæller godt nok at HUN vil tage hensyn til mig, men at hun jo har regler hun skal følge.
Så nu står jeg her. Jeg har 14 dage til at beslutte mig om jeg skal tage medicin eller lade være. Jeg kender hverken konsekvenserne for det ene eller det andet.
Uanset hvad jeg vælger, får jeg ikke den hjælp jeg blev lovet, og samtidig kan jeg nu igen få lov at bekræfte mig selv i, at min mistro til alt og alle, nok bare, igen, slet ikke er så dum.
Hun lyttede til hvad jeg havde at sige, og jeg forklarede at min største udfordring i det her system er at jeg ikke stoler på det. Jeg stoler ikke på nogen. Hun gjorde et stort nummer ud af at det skal vi have lavet om på, hun vil i hvert fald rigtigt gerne at jeg lærer at stole på hende. Jeg forklarede hende at ting tager tid, og at jeg nok skal lære det, hvis velogmærke hun holder ord. Jeg gik derfra med en god følelse, det var dejligt for en gangs skyld,
Tirsdag var jeg på psyk igen. Jeg var blevet lovet en lægesamtale med henblik på en henvisning til psykolog. Det var i hvert fald hvad jeg havde fået af vide. Jeg kommer ind og møder min sædvanlige sygeplejerske, hun spørger hvordan det er gået med medicinen og jeg indrømmer at jeg ikke har taget den. Jeg fortæller jeg har været inde i en god periode. Jeg blev opmærksom på noget der kunne være endt i noget mani agtigt ugen forinden mødet, og jeg søgte oplysninger omkring sygdommen, endnu engang. Jeg kom til den konklusion at det nok var bedst at køle lidt ned, hvilket jeg gjorde, og det virkede faktisk. Siden da har jeg været hvad jeg vil kalde stabil.
Sygeplejersken lyttede, og så kom lægen. Jeg har mødt hende før.
Sygeplejersken fortæller lægen hvad jeg lige selv har fortalt, og lægen stiller sig straks på bagben overfor mig. Jeg kan godt høre hun ikke er venligt stemt for hvad jeg nu fortæller hende, og det frustrerer mig.
Jeg forklarer at jeg virkeligt ikke har lyst til at tage medicin, fortæller at jeg mener at medicin er sidste udvej, og uanset ikke kan stå alene. Jeg fortsætter og synes selv det er et vigtigt argument når det handler om min situation, at de selv på hospitalet har stillet diagnosen PTSD også, og at det egentligt er det jeg tror tynger mig mest. Jeg føler virkeligt ikke selv jeg kan komme ret meget videre uden bearbejdning af alt det jeg har været igennem. Jeg understreger at jeg ikke har ondt at mig selv, og at jeg altså forsøger og har forsøgt alt for at komme videre, og ud af de gamle dårlige vaner.
Lægen er slet ikke forstående. Hun sidder med øjnene fæstnet til sin pc skærm og ser mig overhovedet ikke i øjnene.
Hun forklarer mig at min primære diagnose er bipolar, og jeg siger at jeg godt ved det, men at jeg synes jeg kan tackle det, det jeg ikke kan tackle er mit lave selvværd og min mistro mod alle mennesker og systemet. Jeg fortæller at sygeplejersken der indlagde mig dengang, var overbevist om at jeg ville have bedre af samtale terapi end af medicin, og det er det jeg hele tiden har ment selv. Lægen siger bare til mig at det ikke er skrevet ned nogen steder, så det kan hun ikke bruge til noget, der står ikke engang i journalen hvem der indlagde mig.
Jeg bliver helt vildt ked af det og frustreret. Alt jeg har bedt om er bare at få hjælp, og ærligt talt ville jeg ikke vide hvor jeg ellers skulle søge hjælp, hvis ikke det skulle være på Psykiatrisk Hospital!
Lægen er nu så irriteret på mig, at hun fortæller mig at der ikke er nogen hjælp at hente hos dem, hvis ikke jeg vil tage den medicin de gerne vil give mig. Hvis jeg skal have psykolog hjælp kan det først bliver når jeg er stabil på medicin. Der er simpelthen ingen psykologer der vil tage imod mig hvis ikke jeg spiser deres piller.
Jeg siger at det simpelthen ikke kan passe. At det da ikke kan passe at medicin skal være den første løsning, det burde virkeligt være den sidste. Det er det ikke, og der er ikke andre løsninger, jeg kan tage deres medicin, og når jeg er stabil skal jeg ikke engang regne med at få psykolog hjælp, så kan de tilbyde mig "psyko education", der er et forløb med andre bipolære, hvor vi skal lære om sygdommen. Og vil jeg ikke tage imod medicin, så kan jeg ligeså godt regne med at de så vil afslutte mig derude.
Jeg er fuldstændigt færdig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og lægen rejser sig og går.
Sygeplejersken sidder stille og kigger, så nærmest hvisker hun at hun er ked af det her, at hun godt forstår mig, men at hun ikke ved hvad hun skal stille op, hun vil gerne tale min sag, men systemet er skruet sådan sammen at de derude skal udskrive medicin, der er simpelthen ikke tid til det andet. Det andet er den egentlige hjælp, selvindsigt, bearbejdning af de ting der kan have tricket det de nu kalder den primære diagnose.
Jeg slutter grådkvalt af med "Hvor våger i at kalde jer et Psykiatrisk Hospital!?".
Dagen efter ringer min sagsbehandler, jeg havde lovet hun ville få en update omkring hvad der skulle ske videre på psyk. Hun havde selv talt for at jeg burde få psykolog hjælp, blot to dage forinden.
Jeg forklarer hvordan og hvorledes, jeg er blevet stillet et ultimatum der hedder, tag medicin eller bliv afsluttet.
Så ændrer hun sig, fra en der ville vinde min tillid, til en der er nødt til at være en ny del af systemet i en ny del af mit liv. Vi taler frem og tilbage, og hun presser på ift. medicin, hun synes jeg skal tage imod, for bliver jeg erklæret færdigbehandlet, kan jeg risikere at blive erklæret aktivitets parat fra kommunens side. Hun fortæller godt nok at HUN vil tage hensyn til mig, men at hun jo har regler hun skal følge.
Så nu står jeg her. Jeg har 14 dage til at beslutte mig om jeg skal tage medicin eller lade være. Jeg kender hverken konsekvenserne for det ene eller det andet.
Uanset hvad jeg vælger, får jeg ikke den hjælp jeg blev lovet, og samtidig kan jeg nu igen få lov at bekræfte mig selv i, at min mistro til alt og alle, nok bare, igen, slet ikke er så dum.
søndag den 12. april 2015
Lykkepiller - eller hvad?
Jeg føler mig som en idiot i det her system. Hvis ikke jeg makker ret, så kan jeg ikke få noget hjælp, og får jeg ikke noget hjælp, frygter jeg at sidde fast og aldrig komme videre. Kommer jeg ikke videre, så bliver der ført hetz mod mig. Ikke mod mig personligt, med mod mig og alle de andre syge på kontanthjælp.
Den dag jeg blev indlagt på psyk, der talte jeg med en sød læge, det var hende der tog beslutningen om at jeg skulle indlægges. Hun var forstående, og hun mente ikke medicin var vejen frem for mig, hun mente jeg havde et kæmpe behov for at få bearbejdet, ja stort set hele mit liv. Hun lovede mig at jeg ville få psykolog samtaler. Hun mente jeg var veltalende og god til at sætte ord på mine følelser, for selvom jeg havde givet op, græd jeg, og det viste åbenbart at jeg havde følelser tilbage.
Selvfølgelig havde jeg det.
Jeg blev indlagt, jeg fik medicin, to slags stemnings stabiliserende for mit bipolar, tre slags antipsykotisk, for at slukke lidt for de mange tanker. Og så skulle jeg have sovemedicin, dette prøvede jeg tre forskellige slags af, men det havde ikke den ønskede effekt.
Men jeg fik ingen samtaler. Jeg talte med sygeplejerskerne, dem der nu havde vagt. Jeg havde også en social og sundheds assistent elev der kom og talte med mig de fleste dage. Men ingen psykolog.
Jeg talte med en psykiater to gange, fordi jeg var utilfreds med min medicinering, det var alt for meget på én gang, og jeg var fuldstændigt pacificeret. Jeg var sløv, jeg havde ingen kræfter, men selvom det antipsykotiske medicin skulle sætte en dæmper på mine tanker, så skete dette ikke. Forestil jer ar være i en krop der er halv død, og så have et hoved der både tænker på meningen med livet, meningen med døden, alle mulige meninger om alting og så kører der lige musik som baggrundsstøj for det hele. Tankerne stoppede aldrig, og jeg ville bare gerne have en pause. Jeg ville bare gerne ud med det.
Når jeg har noget jeg vil ud med, så skriver jeg det ned, men min krop var drænet, så overskud til at skrive havde jeg heller ikke.
Så går jeg ud fra medicinen hjalp, fra at være depressiv, gik jeg over i hvad lægerne kaldte hypomani, det fik tankerne til at køre endnu mere på højtryk. Når jeg er depressiv er alt negativt i mit hoved. Når jeg er hypoman så er det ikke negative tanker, men der er mange tanker, tanker om alting, og jeg har svært ved at huske hvad jeg lige har tænkt, jeg skal ud med det. Det giver talepres, og jeg ævler, jeg kan ikke holde en samtale ved et emne, men springer rundt i hvad der nu lige falder mig ind. Jeg HADER når folk ikke kan holde sig til samtalen, så jeg tænker at jeg er en kæmpe belastning i de her perioder. I det mindste var jeg ikke depressiv.
Men altså.
Jeg blev udskrevet efter en måned, blev lovet ambulant behandling, desværre er der ventetid på det, hvilket virker helt langt ude, men jeg skulle altså vente i en måned på at komme til samtale.
Jeg kom til samtale, og jeg fortalte at jeg ikke længere tog min medicin fordi jeg ikke kunne holde ud at være helt blæst i hovedet hele tiden.
Det er så nu min udfordring. Jeg kan ikke holde ud at tage deres medicin. Jeg bliver mærkelig, mere mærkelig end ellers, jeg kan ikke sove, og mine tanker er helt ustyrlige.
Jeg havde en mani, måske en psykose, i hvert fald en helt sindsyg periode sidste sommer. Jeg var helt sikker på jeg havde fundet meningen med livet, alt det her omhandlede også konspirationsteorier, illuminati, de game egyptere, religioner, astrologi osv osv.
Jeg har altså været helt derude hvor jeg var sikker på at alle blev holdt øje med, medicinalindustrien var kun til for at skrabe penge ind til staten, og igen for at pacificere folk, specielt os, altså mig, der lige tænkte lidt mere og lidt længere end andre folk. Og JA, det lyder ligeså langt ude som jeg var, for det var helt ristet, jeg følte ikke jeg var en del af den her verden, jeg var et helt andet sted, jeg kunne blot betragte folk, se hvordan verden kørte i ring.
Det var her jeg stoppede med at se TV og film, mest for nyhedernes skyld, men også fordi jeg var bange for at tolke. For jeg tolker alting, og selvom jeg godt nu, kan se at det var langt ude, så sidder der en snert tilbage i mig, en tvivl, hvad nu hvis jeg havde ret? Hvad nu hvis VI havde ret. Der var mange der tænkte på samme måde som jeg.
Så i virkeligheden er jeg nok bange for at tage medicin, hvad nu hvis jeg bare bliver gjort til en zombie, endnu en zombie, en der bare gør og tænker som alle andre.
Det er skørt og jeg ved godt det er det, men jeg har virkeligt brug for at få talt ud om de her ting, der er ingen der har kunnet overbevise mig endnu. Når man skal tage en pille der virker for noget, så ender man som regel med at skulle tage en anden fordi den første har en bivirkning den anden så hjælper mod. Og så kører vi derud ad med en masse præparater der alle sammen skal hjælpe mod bivirkninger.
I onsdags var jeg så på psyk igen, en samtale med min sygeplejerske, for jeg har endnu ikke fået andre at tale med. Det er nu et halvt år siden jeg blev indlagt. Hun endte med at sige til mig at hun mente jeg burde tage noget medicin, jeg sagde at jeg ikke ville, men hun mente det var bedst sådan, "Jeg har ikke kompetencer til at hjælpe dig med de ting, og jeg ved godt jeg nok ikke får dig til det, men jeg tror det er bedst i en periode..", det var hvad hun kunne sige. Virkeligt flot. Så jeg fik udskrevet nogle piller, noget antipsykotisk noget de bruger til skizofrene og bipolare. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at slå dem op, finde bivirkningerne, og bum! "Mest almindelige bivirkning: Parkinsonisme." Stop nu!
Jeg gør det altså ikke, så hellere vente. Vente på at jeg får det bedre, vente på at jeg kan klare mig selv, få nok penge til selv at betale for en psykolog. Men tænk engang, jeg har kæmpet og ventet så længe, det eneste jeg ønsker er bare at kunne forsørge mig selv. Få styr på mit hoved. Men det er sgu da paradoksalt at det system der burde kunne hjælpe mig videre, ikke har kompetencerne til at gøre det med mindre jeg vil æde piller jeg risikerer at få spasmer af!
Den dag jeg blev indlagt på psyk, der talte jeg med en sød læge, det var hende der tog beslutningen om at jeg skulle indlægges. Hun var forstående, og hun mente ikke medicin var vejen frem for mig, hun mente jeg havde et kæmpe behov for at få bearbejdet, ja stort set hele mit liv. Hun lovede mig at jeg ville få psykolog samtaler. Hun mente jeg var veltalende og god til at sætte ord på mine følelser, for selvom jeg havde givet op, græd jeg, og det viste åbenbart at jeg havde følelser tilbage.
Selvfølgelig havde jeg det.
Jeg blev indlagt, jeg fik medicin, to slags stemnings stabiliserende for mit bipolar, tre slags antipsykotisk, for at slukke lidt for de mange tanker. Og så skulle jeg have sovemedicin, dette prøvede jeg tre forskellige slags af, men det havde ikke den ønskede effekt.
Men jeg fik ingen samtaler. Jeg talte med sygeplejerskerne, dem der nu havde vagt. Jeg havde også en social og sundheds assistent elev der kom og talte med mig de fleste dage. Men ingen psykolog.
Jeg talte med en psykiater to gange, fordi jeg var utilfreds med min medicinering, det var alt for meget på én gang, og jeg var fuldstændigt pacificeret. Jeg var sløv, jeg havde ingen kræfter, men selvom det antipsykotiske medicin skulle sætte en dæmper på mine tanker, så skete dette ikke. Forestil jer ar være i en krop der er halv død, og så have et hoved der både tænker på meningen med livet, meningen med døden, alle mulige meninger om alting og så kører der lige musik som baggrundsstøj for det hele. Tankerne stoppede aldrig, og jeg ville bare gerne have en pause. Jeg ville bare gerne ud med det.
Når jeg har noget jeg vil ud med, så skriver jeg det ned, men min krop var drænet, så overskud til at skrive havde jeg heller ikke.
Så går jeg ud fra medicinen hjalp, fra at være depressiv, gik jeg over i hvad lægerne kaldte hypomani, det fik tankerne til at køre endnu mere på højtryk. Når jeg er depressiv er alt negativt i mit hoved. Når jeg er hypoman så er det ikke negative tanker, men der er mange tanker, tanker om alting, og jeg har svært ved at huske hvad jeg lige har tænkt, jeg skal ud med det. Det giver talepres, og jeg ævler, jeg kan ikke holde en samtale ved et emne, men springer rundt i hvad der nu lige falder mig ind. Jeg HADER når folk ikke kan holde sig til samtalen, så jeg tænker at jeg er en kæmpe belastning i de her perioder. I det mindste var jeg ikke depressiv.
Men altså.
Jeg blev udskrevet efter en måned, blev lovet ambulant behandling, desværre er der ventetid på det, hvilket virker helt langt ude, men jeg skulle altså vente i en måned på at komme til samtale.
Jeg kom til samtale, og jeg fortalte at jeg ikke længere tog min medicin fordi jeg ikke kunne holde ud at være helt blæst i hovedet hele tiden.
Det er så nu min udfordring. Jeg kan ikke holde ud at tage deres medicin. Jeg bliver mærkelig, mere mærkelig end ellers, jeg kan ikke sove, og mine tanker er helt ustyrlige.
Jeg havde en mani, måske en psykose, i hvert fald en helt sindsyg periode sidste sommer. Jeg var helt sikker på jeg havde fundet meningen med livet, alt det her omhandlede også konspirationsteorier, illuminati, de game egyptere, religioner, astrologi osv osv.
Jeg har altså været helt derude hvor jeg var sikker på at alle blev holdt øje med, medicinalindustrien var kun til for at skrabe penge ind til staten, og igen for at pacificere folk, specielt os, altså mig, der lige tænkte lidt mere og lidt længere end andre folk. Og JA, det lyder ligeså langt ude som jeg var, for det var helt ristet, jeg følte ikke jeg var en del af den her verden, jeg var et helt andet sted, jeg kunne blot betragte folk, se hvordan verden kørte i ring.
Det var her jeg stoppede med at se TV og film, mest for nyhedernes skyld, men også fordi jeg var bange for at tolke. For jeg tolker alting, og selvom jeg godt nu, kan se at det var langt ude, så sidder der en snert tilbage i mig, en tvivl, hvad nu hvis jeg havde ret? Hvad nu hvis VI havde ret. Der var mange der tænkte på samme måde som jeg.
Så i virkeligheden er jeg nok bange for at tage medicin, hvad nu hvis jeg bare bliver gjort til en zombie, endnu en zombie, en der bare gør og tænker som alle andre.
Det er skørt og jeg ved godt det er det, men jeg har virkeligt brug for at få talt ud om de her ting, der er ingen der har kunnet overbevise mig endnu. Når man skal tage en pille der virker for noget, så ender man som regel med at skulle tage en anden fordi den første har en bivirkning den anden så hjælper mod. Og så kører vi derud ad med en masse præparater der alle sammen skal hjælpe mod bivirkninger.
I onsdags var jeg så på psyk igen, en samtale med min sygeplejerske, for jeg har endnu ikke fået andre at tale med. Det er nu et halvt år siden jeg blev indlagt. Hun endte med at sige til mig at hun mente jeg burde tage noget medicin, jeg sagde at jeg ikke ville, men hun mente det var bedst sådan, "Jeg har ikke kompetencer til at hjælpe dig med de ting, og jeg ved godt jeg nok ikke får dig til det, men jeg tror det er bedst i en periode..", det var hvad hun kunne sige. Virkeligt flot. Så jeg fik udskrevet nogle piller, noget antipsykotisk noget de bruger til skizofrene og bipolare. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at slå dem op, finde bivirkningerne, og bum! "Mest almindelige bivirkning: Parkinsonisme." Stop nu!
Jeg gør det altså ikke, så hellere vente. Vente på at jeg får det bedre, vente på at jeg kan klare mig selv, få nok penge til selv at betale for en psykolog. Men tænk engang, jeg har kæmpet og ventet så længe, det eneste jeg ønsker er bare at kunne forsørge mig selv. Få styr på mit hoved. Men det er sgu da paradoksalt at det system der burde kunne hjælpe mig videre, ikke har kompetencerne til at gøre det med mindre jeg vil æde piller jeg risikerer at få spasmer af!
mandag den 16. marts 2015
Jeg er ikke bare!
Jeg er ikke bange for mennesker, jeg er bange for følelser. Jeg er ikke bange for kontakt, jeg er bange for svigt. Jeg er ikke bange for at lave noget, jeg er bange for nederlag. Jeg er ikke bange for kærlighed, jeg er bange for had. Jeg er ikke bange for lykke, jeg er bange for sorg!
Hårfine grænser som måske synes ubetydelige for mange, men som er i mine tanker hver dag og flere gange om dagen. Tanker der slider mig op, dræner mig for energi og gør mig ked af det.
Jeg kan ikke huske hvornår mine tanker startede, altså ikke mine tanker, dem går jeg ud fra altid har været der. Men de overdrevne analyser af alting. Hvorfor er mennesker som de er? Hvorfor er jeg som jeg er? Hvordan vil jeg gerne være? Hvorfor tror folk på gud? Hvorfor er verden som den er? Hvad hvis den ikke var som den var? Spørgsmål, spørgsmål og spørgsmål.
Når så noget giver mening for mig, så går jeg i dybden med det. Når noget absolut ikke giver mening for mig, så prøver jeg at tolke hvorfor det giver mening for andre. Forståelse for forståelse, forståelse af emner der i virkeligheden er ligegyldige, fordi jeg ikke kan ændre noget alligevel. Men så kommer den, stædigheden! Hvad er det folk ikke forstår? Hvorfor er der ikke flere der går i dybden? Vi har løsningen på alting, sådan næsten, eller, vi kunne i hvert fald finde en løsning på det meste hvis vi for pokker bare gad samarbejde.
Hårfine grænser som måske synes ubetydelige for mange, men som er i mine tanker hver dag og flere gange om dagen. Tanker der slider mig op, dræner mig for energi og gør mig ked af det.
Jeg kan ikke huske hvornår mine tanker startede, altså ikke mine tanker, dem går jeg ud fra altid har været der. Men de overdrevne analyser af alting. Hvorfor er mennesker som de er? Hvorfor er jeg som jeg er? Hvordan vil jeg gerne være? Hvorfor tror folk på gud? Hvorfor er verden som den er? Hvad hvis den ikke var som den var? Spørgsmål, spørgsmål og spørgsmål.
Når så noget giver mening for mig, så går jeg i dybden med det. Når noget absolut ikke giver mening for mig, så prøver jeg at tolke hvorfor det giver mening for andre. Forståelse for forståelse, forståelse af emner der i virkeligheden er ligegyldige, fordi jeg ikke kan ændre noget alligevel. Men så kommer den, stædigheden! Hvad er det folk ikke forstår? Hvorfor er der ikke flere der går i dybden? Vi har løsningen på alting, sådan næsten, eller, vi kunne i hvert fald finde en løsning på det meste hvis vi for pokker bare gad samarbejde.
Det gør vi ikke, for det gør mennesker ikke, og så kommer den, den depressive fase.
Jeg kunne ikke ændre verden i min rus af forståelse for alting. Der var ingen forståelse der hvor jeg ledte. Den forståelse der findes, den er derude, forståelse fra mennesker der sikkert er som jeg, de prøvede, og de ændrede ingenting.
BUM! Ned med dig!
Jeg møder ikke ret megen forståelse. Hvem har forståelse for hvad der sker i mit hoved? Det er kun mit hoved, og jeg kan kun selv ændre de tanker.
Jeg kunne ikke ændre verden i min rus af forståelse for alting. Der var ingen forståelse der hvor jeg ledte. Den forståelse der findes, den er derude, forståelse fra mennesker der sikkert er som jeg, de prøvede, og de ændrede ingenting.
BUM! Ned med dig!
Jeg møder ikke ret megen forståelse. Hvem har forståelse for hvad der sker i mit hoved? Det er kun mit hoved, og jeg kan kun selv ændre de tanker.
Og så kommer den: "Det er bare sådan noget du skal øve dig i!"
Jeg har brugt hele mit liv på at øve mig i at begå mig i den her verden, og jeg tror aldrig jeg helt kommer til at forstå den. Og det behøver jeg sikkert heller ikke. Men hvor ville jeg ønske jeg kunne lukke mine tanker omkring den ude, bare gøre som de andre, leve og lade være med at tænke og tolke, i hvert fald noget af tiden.
Løsningen er at leve i nuet, lade være med at spekulere i fremtiden, og ikke dvæle ved fortiden. Det er BARE!
Jeg savner en forståelse omkring BARE, der er ikke noget der bare er, fordi hvis bare er bare, så gjorde jeg det bare, og jeg savner en forståelse for at hvis bare var bare, så gjorde jeg det bare, så gjorde jeg bare alting, så koblede jeg bare hovedet fra, for hvis der er noget jeg bare gerne vil, så er det at koble hovedet fra, bare lidt. Så ved jeg jeg ville kunne overskue SÅ meget mere.
Mit hoveds evige kamp er hvornår der kommer forståelse fra et menneske til det næste, hvornår forståelsen for enkelte individer starter, hvornår vi stopper med at putte mennesker i kasser, og fortæller dem at alting BARE er.
Misforstå mig ikke, men hvis jeg BARE havde brækket et ben, så var forståelsen større, for så var skaden synlig. Og jeg siger ikke jeg har en skade i mit hoved, jeg siger bare at der er forskel på menneskers hoveder, og forståelsen for netop dette, den kunne jeg godt bruge noget mere af..
Jeg har brugt hele mit liv på at øve mig i at begå mig i den her verden, og jeg tror aldrig jeg helt kommer til at forstå den. Og det behøver jeg sikkert heller ikke. Men hvor ville jeg ønske jeg kunne lukke mine tanker omkring den ude, bare gøre som de andre, leve og lade være med at tænke og tolke, i hvert fald noget af tiden.
Løsningen er at leve i nuet, lade være med at spekulere i fremtiden, og ikke dvæle ved fortiden. Det er BARE!
Jeg savner en forståelse omkring BARE, der er ikke noget der bare er, fordi hvis bare er bare, så gjorde jeg det bare, og jeg savner en forståelse for at hvis bare var bare, så gjorde jeg det bare, så gjorde jeg bare alting, så koblede jeg bare hovedet fra, for hvis der er noget jeg bare gerne vil, så er det at koble hovedet fra, bare lidt. Så ved jeg jeg ville kunne overskue SÅ meget mere.
Mit hoveds evige kamp er hvornår der kommer forståelse fra et menneske til det næste, hvornår forståelsen for enkelte individer starter, hvornår vi stopper med at putte mennesker i kasser, og fortæller dem at alting BARE er.
Misforstå mig ikke, men hvis jeg BARE havde brækket et ben, så var forståelsen større, for så var skaden synlig. Og jeg siger ikke jeg har en skade i mit hoved, jeg siger bare at der er forskel på menneskers hoveder, og forståelsen for netop dette, den kunne jeg godt bruge noget mere af..
onsdag den 4. marts 2015
Mine børn forsørger os også!
Så raser kampagnen omkring kontanthjælp, og jeg bør lade være med at tage mig af det, men det gjorde jeg ikke, og nu er det kommet til at fylde alt for meget.
Først vil jeg godt fortælle hvor meget det her har fyldt i mit liv rigtigt længe. Give et indblik i hvordan det i virkeligheden er at være enlig mor til 3 på kontanthjælp.
Rent økonomisk er det som det er, jeg har ikke noget valg, og jeg har aldrig fået et. Jeg gik fra sygedagpenge, fordi de udløb, og over på kontanthjælp, det var et slag, men jeg tænker at som med alt andet, så må jeg få det til at fungere.
Hvad det gør ved mig psykisk, det er en helt anden snak.
Jeg kommer fra en familie hvor man arbejder for føden, mine forældre knoklede røven ud af bukserne for at tjene til os unger, og vi har altid haft det godt, vi har altid ønsket os mere, men hvem har ikke det?
Mine forældre holdt aldrig fri, og jeg husker specielt en vinterdag, der var nok en meter sne overalt, og vi blev tudet ørerne fulde med at vi SKULLE i skole for mine forældre SKULLE på arbejde, og vi gik, i sne, til nærmest op over begge ører, over til skolen for at finde ud af der var lukket. Hjem igen, og mine forældre tog på arbejde alligevel. Sådan gør man, man er loyal når man har et job, man passer det, det er det man får sin løn for! Og det var det jeg skulle når jeg blev stor, jeg skulle have en uddannelse, og jeg skulle arbejde!
Og jeg fik en uddannelse, og jeg har haft arbejde!
Når det så er sagt, har jeg haft en dejlig barndom, jeg har nogle fantastiske forældre, og det har de altid været. Jeg har altid sagt, at kan jeg blive den mor min mor har været for mig, for mine børn, så er mit mål i livet nået!
Jeg har altid haft en tendens til at blive depressiv. Min mor har nævnt senere hen, at jeg nok aldrig rigtigt har været et rigtigt glad barn. Hun har dog aldrig været bekymret for mig, for det var først senere jeg begyndte at blive rigtigt depressiv.
Nu kan jeg ikke skrive hele min historie, men efter min skilsmisse i 2012, har mit liv været enten været optur eller nedtur, opturen er altid fulgt af en nedtur, i større eller mindre grad.
Sidste år fik jeg efter lang tids venten, og en indlæggelse, endeligt diagnosen bipolar, tidligere hed det manio depressiv. Denne sygdom kan være arvelig, og jeg VED at min farmor var det.
Der kan forekomme ting der kan skubbe sygdommen, tricke den, og det skete så for mig.
Jeg gider ikke gemme mig bag min sygdom og fortælle alt det jeg ikke kan, for jeg kan alt, man kan hvad man vil, nogle ting kan man klare mere af end andre ting.
Jeg VIL arbejde, og hvis jeg havde muligheden så var der ikke andet i hele verden jeg ville!
Hvem pokker drømmer om at være på kontanthjælp? Hvem drømmer om at komme i kredse hvor folk har gode jobs, for så at præsentere sig selv som enlig mor på kontanthjælp, skal jeg også fortælle dem at jeg er psykisk syg??
Og jeg VIL ikke være syg, men jeg er nået dertil at jeg må erkende at jeg altså bare heller ikke er så frisk som jeg kunne være.
Jeg har ikke lyst til at brokke mig over min kontanthjælp, det kunne jeg aldrig drømme om, jeg ser det stadig som et sikkerhedsnet for ikke at ende på gaden.
Jeg mangler ikke noget, der er mange ting jeg godt kunne tænke mig, men tingene er som de er, og jeg får det til at fungere. MEN! For der er en men. Jeg kunne ikke få det til at fungere hvis ikke der var det der hed friplads, og heller ikke uden boligstøtte, hvis ikke jeg kunne modtage disse ydelser, så ville regnestykket gå i minus, og jeg ville ikke have et rådighedsbeløb overhovedet.
Disse to ydelser kan folk i arbejde også søge!
Guderne skal vide, næh politikerne VED, at jeg ikke kunne få tingene til at hænge sammen hvis ikke jeg havde mine børn, mine børn forsørger os også.
Hvis ikke jeg hver måned fik børnebidrag fra faren, skulle min kontanthjælp, altså det beløb der hedder knapt 3000 kr. efter min husleje og forsikringer er betalt, dække hele måneden, vi snakker ikke kun mad, men også gaver til diverse fødselsdage og også transport udgifter.
Hvordan tror i det er? At vide at de penge jeg får til mine børn, hovedsagligt går til almindelig husholdning? At de børnepenge der kommer hver 3. måned, som de fleste bare ser som en bonus, er penge jeg bruger alene på nye ting til mine børn, fordi det får det ellers aldrig..
Sådan som det er, indtil nu, har jeg ikke tænkt over det. For sådan er det bare, og sådan har det været siden jeg kom på kontanthjælp. Men nu hvor de taler om at vi får for meget, så håber jeg godt nok der er nogen der gider sætte sig ned, og regne en ekstra gang. Måske prøve at åbne øjnene og se hvem det her i virkeligheden går mest ud over.. Børnene!
Var det kun mig, well, så levede jeg gerne på gaden, og ellers fandt jeg nok et sted jeg kunne være. Der er ikke nogen der frivilligt vil være i det her system, eller det håber jeg i det mindste ikke! Og havde jeg ikke mine børn, så havde jeg helt valgt det fra!
Jeg har ikke noget valg!! Jeg har aldrig haft et valg! Det gør ondt at erkende at jeg er syg, det gør endnu mere ondt at erkende at jeg er nødt til at kæmpe i det her system endnu længere end jeg har lyst til.
Men hvad der gør mest ondt er at der sidder nogle mennesker, mennesker der ikke mangler andet end medfølelse for andre, og dømmer mig!! Ovenikøbet forsøger at gøre det værre for mig, for mine børn end det er i forvejen.
For det handler ikke om økonomi, jeg ved godt jeg bare kan finde et arbejde, bare skal tage mig sammen, bare skal blive rask. Og i skal vide, hele verden skal vide, at jeg ikke ønsker andet i hele verden end at blive rask, så i det mindste mine børn kan slippe for det her!!
Først vil jeg godt fortælle hvor meget det her har fyldt i mit liv rigtigt længe. Give et indblik i hvordan det i virkeligheden er at være enlig mor til 3 på kontanthjælp.
Rent økonomisk er det som det er, jeg har ikke noget valg, og jeg har aldrig fået et. Jeg gik fra sygedagpenge, fordi de udløb, og over på kontanthjælp, det var et slag, men jeg tænker at som med alt andet, så må jeg få det til at fungere.
Hvad det gør ved mig psykisk, det er en helt anden snak.
Jeg kommer fra en familie hvor man arbejder for føden, mine forældre knoklede røven ud af bukserne for at tjene til os unger, og vi har altid haft det godt, vi har altid ønsket os mere, men hvem har ikke det?
Mine forældre holdt aldrig fri, og jeg husker specielt en vinterdag, der var nok en meter sne overalt, og vi blev tudet ørerne fulde med at vi SKULLE i skole for mine forældre SKULLE på arbejde, og vi gik, i sne, til nærmest op over begge ører, over til skolen for at finde ud af der var lukket. Hjem igen, og mine forældre tog på arbejde alligevel. Sådan gør man, man er loyal når man har et job, man passer det, det er det man får sin løn for! Og det var det jeg skulle når jeg blev stor, jeg skulle have en uddannelse, og jeg skulle arbejde!
Og jeg fik en uddannelse, og jeg har haft arbejde!
Når det så er sagt, har jeg haft en dejlig barndom, jeg har nogle fantastiske forældre, og det har de altid været. Jeg har altid sagt, at kan jeg blive den mor min mor har været for mig, for mine børn, så er mit mål i livet nået!
Jeg har altid haft en tendens til at blive depressiv. Min mor har nævnt senere hen, at jeg nok aldrig rigtigt har været et rigtigt glad barn. Hun har dog aldrig været bekymret for mig, for det var først senere jeg begyndte at blive rigtigt depressiv.
Nu kan jeg ikke skrive hele min historie, men efter min skilsmisse i 2012, har mit liv været enten været optur eller nedtur, opturen er altid fulgt af en nedtur, i større eller mindre grad.
Sidste år fik jeg efter lang tids venten, og en indlæggelse, endeligt diagnosen bipolar, tidligere hed det manio depressiv. Denne sygdom kan være arvelig, og jeg VED at min farmor var det.
Der kan forekomme ting der kan skubbe sygdommen, tricke den, og det skete så for mig.
Jeg gider ikke gemme mig bag min sygdom og fortælle alt det jeg ikke kan, for jeg kan alt, man kan hvad man vil, nogle ting kan man klare mere af end andre ting.
Jeg VIL arbejde, og hvis jeg havde muligheden så var der ikke andet i hele verden jeg ville!
Hvem pokker drømmer om at være på kontanthjælp? Hvem drømmer om at komme i kredse hvor folk har gode jobs, for så at præsentere sig selv som enlig mor på kontanthjælp, skal jeg også fortælle dem at jeg er psykisk syg??
Og jeg VIL ikke være syg, men jeg er nået dertil at jeg må erkende at jeg altså bare heller ikke er så frisk som jeg kunne være.
Jeg har ikke lyst til at brokke mig over min kontanthjælp, det kunne jeg aldrig drømme om, jeg ser det stadig som et sikkerhedsnet for ikke at ende på gaden.
Jeg mangler ikke noget, der er mange ting jeg godt kunne tænke mig, men tingene er som de er, og jeg får det til at fungere. MEN! For der er en men. Jeg kunne ikke få det til at fungere hvis ikke der var det der hed friplads, og heller ikke uden boligstøtte, hvis ikke jeg kunne modtage disse ydelser, så ville regnestykket gå i minus, og jeg ville ikke have et rådighedsbeløb overhovedet.
Disse to ydelser kan folk i arbejde også søge!
Guderne skal vide, næh politikerne VED, at jeg ikke kunne få tingene til at hænge sammen hvis ikke jeg havde mine børn, mine børn forsørger os også.
Hvis ikke jeg hver måned fik børnebidrag fra faren, skulle min kontanthjælp, altså det beløb der hedder knapt 3000 kr. efter min husleje og forsikringer er betalt, dække hele måneden, vi snakker ikke kun mad, men også gaver til diverse fødselsdage og også transport udgifter.
Hvordan tror i det er? At vide at de penge jeg får til mine børn, hovedsagligt går til almindelig husholdning? At de børnepenge der kommer hver 3. måned, som de fleste bare ser som en bonus, er penge jeg bruger alene på nye ting til mine børn, fordi det får det ellers aldrig..
Sådan som det er, indtil nu, har jeg ikke tænkt over det. For sådan er det bare, og sådan har det været siden jeg kom på kontanthjælp. Men nu hvor de taler om at vi får for meget, så håber jeg godt nok der er nogen der gider sætte sig ned, og regne en ekstra gang. Måske prøve at åbne øjnene og se hvem det her i virkeligheden går mest ud over.. Børnene!
Var det kun mig, well, så levede jeg gerne på gaden, og ellers fandt jeg nok et sted jeg kunne være. Der er ikke nogen der frivilligt vil være i det her system, eller det håber jeg i det mindste ikke! Og havde jeg ikke mine børn, så havde jeg helt valgt det fra!
Jeg har ikke noget valg!! Jeg har aldrig haft et valg! Det gør ondt at erkende at jeg er syg, det gør endnu mere ondt at erkende at jeg er nødt til at kæmpe i det her system endnu længere end jeg har lyst til.
Men hvad der gør mest ondt er at der sidder nogle mennesker, mennesker der ikke mangler andet end medfølelse for andre, og dømmer mig!! Ovenikøbet forsøger at gøre det værre for mig, for mine børn end det er i forvejen.
For det handler ikke om økonomi, jeg ved godt jeg bare kan finde et arbejde, bare skal tage mig sammen, bare skal blive rask. Og i skal vide, hele verden skal vide, at jeg ikke ønsker andet i hele verden end at blive rask, så i det mindste mine børn kan slippe for det her!!
onsdag den 28. januar 2015
Anmeldt for socialt bedrageri.. En ødelagt familie!
Jeg er helt vildt skuffet. Jeg lovede mig selv jeg aldrig nogensinde ville blive skuffet mere, fordi man aldrig kan stole på mennesker. Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke, og derfor kan jeg ikke lade være med at være skuffet.
For et års tid siden, fik jeg en anmeldelse om socialt bedrageri. Anmeldelsen var meget personlig, selvom en anmeldelse om socialt bedrageri, burde handle om netop dette, omhandlede denne også mine børn, skrigeri i opgangen. Denne røg også til kommunen, som havde en sag på mig i forvejen, en underretning fra en anden person, meget tæt på børnene.
Jeg har altid været åben omkring børnene, og selvom det er pisse hårdt at blive anmeldt, om det så er for socialt bedrageri eller noget omhandlende børnene, så rammer det mig som en hammer hver gang. Jeg har ikke noget at skjule, og sagerne er altid blevet lukket, men det gør pisse ondt! Det gør ondt at folk er fordømmende, ikke mindst forarger det mig, at hvis folk er bekymrede, hvorfor så ikke være ærlig omkring det, stil spørgsmål, det ville jeg gøre.
Nå, men jeg tog sagen om socialt bedrageri i stiv arm, tog til det møde jeg var indkaldt til, forklarede min situation og hende jeg var kaldt til møde hos rystede på hovedet, og forklarede mig at de havde mange sager som denne, hun beklagede, og forklarede at nogle mennesker bare anmelder fordi de kan. Det er fair nok, jeg forstår godt at nogle mennesker har ondt i røven, og jeg forstår virkeligt godt at man ikke må lave socialt bedrageri, og er der hold i sagerne, jamen så skal det opdages. Hvordan loven er skruet sammen, det har ikke noget med mig at gøre, jeg er ikke interesseret i at snyde, og dem der gør det bevidst, jamen fred være med det, det har heller ikke noget med mig at gøre.
Anyways, jeg snød ikke, og der var ikke hold i nogen af de beskyldninger jeg var anklaget for. Mht. børnene, JA jeg har 3 unger, og JA de larmer, nu er det så sådan at jeg har bosat mig et sted for netop børnefamilier, og jeg har sq ret til at være her, mine børn har ret til at være her, og de har ret til at være pisse sure, ligesom de har ret til at være fjollede og glade! Er der en bekymring så kom og bank på min dør!
Well.. Alt dette med disse sager har lavet en kæmpe konflikt i min familie, jeg fik af vide at en person meget tæt på mig havde del i den anmeldelse, det stod sort på hvidt. Hele familien blev splittet pga. de her ting, personen nægtede, og jeg var sur, jeg troede kun på det jeg havde hørt.
Det er længe siden nu, men familien er stadigvæk lige splittet, alt er gået i stykker pga. de her ting. Ingen ved længere hvor vi har hinanden, og det sidste der er sket er, at personen, jeg fik af vide havde del i anmeldelsen, har taget helt og aldeles afstand fra mine forældre. Det gør mig ked af det.
Idag har jeg fået af vide, endeligt, hvem der har anmeldt mig, det var et ligeså stort hammerslag at få i ansigtet som selve anmeldelsen!
Det er en fornemmelse jeg har haft, og der er også blevet prikket til tanken et par gange, men idag blev det så slået fast.
Jeg har været skuffet mange gange i mit liv, men at nogen kan være SÅ falsk, det forstår jeg simpelthen ikke. Personen har hørt ALT, jeg har stået og fortalt alt det der er sket i familien siden anmeldelsen, og personen har virket dybt forarget, hun har endda fortalt mig at hun godt viste hvem der havde anmeldt mig, vi har talt om det, vi har brokket os sammen, og jeg troede virkeligt jeg viste hvor jeg havde hende!
Det betød jo ikke noget fordi jeg ikke havde noget at skjule, men det gør det nu.. Du har ødelagt min familie.. Og for hvad? Hvad fik du ud af det?
Nu står jeg tilbage, jeg har ikke noget jeg kan redde, det hele er gået i stykker, du kan ikke engang gøre det selv din slange! Jeg gider ikke engang høre en undskyldning, jeg håber bare du bliver ædt op af dårlig samvittighed!!
For et års tid siden, fik jeg en anmeldelse om socialt bedrageri. Anmeldelsen var meget personlig, selvom en anmeldelse om socialt bedrageri, burde handle om netop dette, omhandlede denne også mine børn, skrigeri i opgangen. Denne røg også til kommunen, som havde en sag på mig i forvejen, en underretning fra en anden person, meget tæt på børnene.
Jeg har altid været åben omkring børnene, og selvom det er pisse hårdt at blive anmeldt, om det så er for socialt bedrageri eller noget omhandlende børnene, så rammer det mig som en hammer hver gang. Jeg har ikke noget at skjule, og sagerne er altid blevet lukket, men det gør pisse ondt! Det gør ondt at folk er fordømmende, ikke mindst forarger det mig, at hvis folk er bekymrede, hvorfor så ikke være ærlig omkring det, stil spørgsmål, det ville jeg gøre.
Nå, men jeg tog sagen om socialt bedrageri i stiv arm, tog til det møde jeg var indkaldt til, forklarede min situation og hende jeg var kaldt til møde hos rystede på hovedet, og forklarede mig at de havde mange sager som denne, hun beklagede, og forklarede at nogle mennesker bare anmelder fordi de kan. Det er fair nok, jeg forstår godt at nogle mennesker har ondt i røven, og jeg forstår virkeligt godt at man ikke må lave socialt bedrageri, og er der hold i sagerne, jamen så skal det opdages. Hvordan loven er skruet sammen, det har ikke noget med mig at gøre, jeg er ikke interesseret i at snyde, og dem der gør det bevidst, jamen fred være med det, det har heller ikke noget med mig at gøre.
Anyways, jeg snød ikke, og der var ikke hold i nogen af de beskyldninger jeg var anklaget for. Mht. børnene, JA jeg har 3 unger, og JA de larmer, nu er det så sådan at jeg har bosat mig et sted for netop børnefamilier, og jeg har sq ret til at være her, mine børn har ret til at være her, og de har ret til at være pisse sure, ligesom de har ret til at være fjollede og glade! Er der en bekymring så kom og bank på min dør!
Well.. Alt dette med disse sager har lavet en kæmpe konflikt i min familie, jeg fik af vide at en person meget tæt på mig havde del i den anmeldelse, det stod sort på hvidt. Hele familien blev splittet pga. de her ting, personen nægtede, og jeg var sur, jeg troede kun på det jeg havde hørt.
Det er længe siden nu, men familien er stadigvæk lige splittet, alt er gået i stykker pga. de her ting. Ingen ved længere hvor vi har hinanden, og det sidste der er sket er, at personen, jeg fik af vide havde del i anmeldelsen, har taget helt og aldeles afstand fra mine forældre. Det gør mig ked af det.
Idag har jeg fået af vide, endeligt, hvem der har anmeldt mig, det var et ligeså stort hammerslag at få i ansigtet som selve anmeldelsen!
Det er en fornemmelse jeg har haft, og der er også blevet prikket til tanken et par gange, men idag blev det så slået fast.
Jeg har været skuffet mange gange i mit liv, men at nogen kan være SÅ falsk, det forstår jeg simpelthen ikke. Personen har hørt ALT, jeg har stået og fortalt alt det der er sket i familien siden anmeldelsen, og personen har virket dybt forarget, hun har endda fortalt mig at hun godt viste hvem der havde anmeldt mig, vi har talt om det, vi har brokket os sammen, og jeg troede virkeligt jeg viste hvor jeg havde hende!
Det betød jo ikke noget fordi jeg ikke havde noget at skjule, men det gør det nu.. Du har ødelagt min familie.. Og for hvad? Hvad fik du ud af det?
Nu står jeg tilbage, jeg har ikke noget jeg kan redde, det hele er gået i stykker, du kan ikke engang gøre det selv din slange! Jeg gider ikke engang høre en undskyldning, jeg håber bare du bliver ædt op af dårlig samvittighed!!
torsdag den 22. januar 2015
Ungdommen nu til dags!
Okay, jeg er ved at blive gammel! Jeg er blevet sådan en der går rundt og siger "hvad sker der for ungdommen nu til dags!". Jeg mangler sådan set bare min stok så jeg kan banke dem alle sammen oveni hovederne!
Men jeg forstår det ikke.. Det handler om ekspedienter, og det er ekspedienter ALLE steder hvor jeg handler. I virkeligheden handler det nok mere om dem der ansætter dem, altså hvor var de overhovedet henne, da de tænkte det var en god ide? Eller er alle dem der ansætter folk ligeså gamle, som dem der bliver ansat?
Anyways, hvor er det der drive de der butiksansatte burde have? Det der service gen som burde være en selvfølge sådan et sted, hvor tabte de unge det henne?
Jeg VED godt at de fleste der arbejder sådanne steder, kun er der i en overgang, fordi de derefter skal videre, måske uddannelse eller noget. MEN hvor er det engagement der i det mindste så kunne være der for en kort periode?
Og så kommer den, HER, svadaen, da JEG var ung, og da JEG stod i butik, og det er i virkeligheden ikke sådan særligt længe siden, men der var det hele anderledes. Der ER sq da ikke ikke noget bedre end når man bliver husket bare for et lille smil, når man redder nogens dag, bare fordi man kan gøre en lille forskel.
Fx. engang, jeg arbejdede i en lille shop, vi solgte mobiltelefoner, et stort firma, men det gider jeg ikke tale om, fordi firmaet var ung med de unge, desværre. Men en kvinde kom ind, hun havde ugen forinden købt en telefon, som hun nu havde tabt i en vandpyt og den var helt smadret, hele hendes kalender, alle hendes kontakter, alting var i den telefon, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. På en eller anden måde fik jeg det fixet, lavet en backup på min PC, så lå det hele der, det tog tid, kvinden var meget tålmodig dog. Det endte med at hun betalte fuld pris for en ny telefon mage til den hun lige havde købt, det var ikke det der betød noget, det der betød noget var at da hun havde fået flyttet alle sine ting, fra min PC og over i telefonen igen, der var hun så lykkelig at hun fældede en tåre. Den dag, der reddede jeg hendes dag, og min blev meget bedre, det var slet ikke noget jeg var ansat til, men det var sådan noget jeg selv ville have sat pris på.
14 dage senere, kom der et postkort til butikken, det var til mig, fra kvinden, hun beskrev sin taknemmelighed, og der måtte jeg sq lige selv fælde en tåre.
Hvor er den service henne idag? Under armen på den ansatte!!
Det ikke fordi jeg regner med at de ansatte i Harald Nyborg, skal redde min dag, men i det mindste kunne de smile lidt, virke lidt engagerede, i stedet for at stå og sumpe og sikkert drømme om hvornår de igen har fri.
Jeg mener, i virkeligheden kunne de lade som om de har styr på hvad de laver, måske undskylde at de er så pisse langsomme, komme med en kvik bemærkning, GØRE ET ELLER ANDET, men det er ligemeget, for dem er det ligemeget, det er kun et job, og mennesker kommer i forretningen alligevel. Og vi kommer tilbage, hvor skal vi ellers gå hen?
Det er det samme med kassedamer/mænd, det er nærmest alle steder, de sidder som zombier, bip, bip, bip, og scanner varer ind, de kigger ikke engang op. Og der er eddermame langt imellem den der glade medarbejder, ham eller hende der smiler og lige bruger et millisekund på at hilse pænt og smile, måske netop komme med en kvik bemærkning, sådan så man går derfra med en god oplevelse.
De findes nærmest ikke mere.
Det er unge mennesker der skal videre, og de er pisse ligeglade.
Men så igen, jeg er nok bare ved at blive gammel. Tænk engang at JEG skulle få sympati for de ældre mennesker der engang har sagt de samme ting om min generation. De var bare gamle nisser der ikke viste hvad der foregik, nu er jeg sådan en gammel nisse! Hvor fanden er min stok!!??
Men jeg forstår det ikke.. Det handler om ekspedienter, og det er ekspedienter ALLE steder hvor jeg handler. I virkeligheden handler det nok mere om dem der ansætter dem, altså hvor var de overhovedet henne, da de tænkte det var en god ide? Eller er alle dem der ansætter folk ligeså gamle, som dem der bliver ansat?
Anyways, hvor er det der drive de der butiksansatte burde have? Det der service gen som burde være en selvfølge sådan et sted, hvor tabte de unge det henne?
Jeg VED godt at de fleste der arbejder sådanne steder, kun er der i en overgang, fordi de derefter skal videre, måske uddannelse eller noget. MEN hvor er det engagement der i det mindste så kunne være der for en kort periode?
Og så kommer den, HER, svadaen, da JEG var ung, og da JEG stod i butik, og det er i virkeligheden ikke sådan særligt længe siden, men der var det hele anderledes. Der ER sq da ikke ikke noget bedre end når man bliver husket bare for et lille smil, når man redder nogens dag, bare fordi man kan gøre en lille forskel.
Fx. engang, jeg arbejdede i en lille shop, vi solgte mobiltelefoner, et stort firma, men det gider jeg ikke tale om, fordi firmaet var ung med de unge, desværre. Men en kvinde kom ind, hun havde ugen forinden købt en telefon, som hun nu havde tabt i en vandpyt og den var helt smadret, hele hendes kalender, alle hendes kontakter, alting var i den telefon, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. På en eller anden måde fik jeg det fixet, lavet en backup på min PC, så lå det hele der, det tog tid, kvinden var meget tålmodig dog. Det endte med at hun betalte fuld pris for en ny telefon mage til den hun lige havde købt, det var ikke det der betød noget, det der betød noget var at da hun havde fået flyttet alle sine ting, fra min PC og over i telefonen igen, der var hun så lykkelig at hun fældede en tåre. Den dag, der reddede jeg hendes dag, og min blev meget bedre, det var slet ikke noget jeg var ansat til, men det var sådan noget jeg selv ville have sat pris på.
14 dage senere, kom der et postkort til butikken, det var til mig, fra kvinden, hun beskrev sin taknemmelighed, og der måtte jeg sq lige selv fælde en tåre.
Hvor er den service henne idag? Under armen på den ansatte!!
Det ikke fordi jeg regner med at de ansatte i Harald Nyborg, skal redde min dag, men i det mindste kunne de smile lidt, virke lidt engagerede, i stedet for at stå og sumpe og sikkert drømme om hvornår de igen har fri.
Jeg mener, i virkeligheden kunne de lade som om de har styr på hvad de laver, måske undskylde at de er så pisse langsomme, komme med en kvik bemærkning, GØRE ET ELLER ANDET, men det er ligemeget, for dem er det ligemeget, det er kun et job, og mennesker kommer i forretningen alligevel. Og vi kommer tilbage, hvor skal vi ellers gå hen?
Det er det samme med kassedamer/mænd, det er nærmest alle steder, de sidder som zombier, bip, bip, bip, og scanner varer ind, de kigger ikke engang op. Og der er eddermame langt imellem den der glade medarbejder, ham eller hende der smiler og lige bruger et millisekund på at hilse pænt og smile, måske netop komme med en kvik bemærkning, sådan så man går derfra med en god oplevelse.
De findes nærmest ikke mere.
Det er unge mennesker der skal videre, og de er pisse ligeglade.
Men så igen, jeg er nok bare ved at blive gammel. Tænk engang at JEG skulle få sympati for de ældre mennesker der engang har sagt de samme ting om min generation. De var bare gamle nisser der ikke viste hvad der foregik, nu er jeg sådan en gammel nisse! Hvor fanden er min stok!!??
onsdag den 14. januar 2015
Jeg ER forelsket!
Well.. Fuck it.. Jeg springer ud.. Jeg er mega crazy in love i verdens dejligste mand! Det er skørt, og det skulle ikke ske, i virkeligheden troede jeg ikke på det nogensinde kunne ske igen.. Og når jeg så siger, igen, er det helt forkert, for jeg har aldrig prøvet det før.
Jeg troede sgu ikke i en alder af 30 af man kunne se verden på en helt ny måde. Mest i forhold til følelser, nye følelser. Jeg troede jeg havde følt det jeg skulle føle, og var egentligt blevet enig med mig selv, som også tidligere skrevet, at jeg ikke længere var i stand til at blive forelsket, mest fordi den psykotiske tilstand, jeg har været i, været blind i, et par gange før, IKKE er noget jeg vil udsætte mig selv for igen. Jeg har prøvet at være noget jeg troede var forelsket, og aldrig i noget godt.
De mænd jeg har mødt, og de få jeg er blevet forelsket i, har altid haft nogle ting med sig, ting hvor jeg egentligt har tænkt at det nok ikke var så smart for mig. Jeg har hver gang valgt at se igennem fingre med de ting, og hver gang er det præcis de ting der er er endt med at blive enden på det hele. Så jeg blev enig med mig selv om at mærke efter, det kan sgu godt være mit hjerte og mit hoved falder for nogle ting, men jeg vil IKKE nøjes, så min mavefornemmelse var den vigtigste. Og så var det som om at følelserne forsvandt. Jeg blev ikke længere forelsket. Så i virkeligheden var det jeg følte nok slet ikke forelskelse. Eller for at udtrykke mig bedre, det VED jeg det ikke var.
Med de nye følelser der åbenbart kan komme væltende, eller følelser der kan vælte mig, på den måde at jeg har fået slået benene fuldstændigt væk under mig. På den fede måde! Jeg har aldrig længdes så meget som nu, på en helt ny måde. Det er glæde. Jeg glæder mig til hver gang jeg kan få lov at snige mig til at se ham. Hver dag glæder jeg mig til næste gang. Den følelse har jeg aldrig haft. Jeg ved at jeg altid har været lidt trist, hvis ikke jeg har kunnet være sammen med dem jeg gerne ville være sammen med. Den følelse er der ikke. Jeg synes det er nederen jeg ikke kan være sammen med ham hele tiden, men jeg er ikke ked af det. Ventetiden er det hele værd, selvom det prikker og stikker og giver kriller i dagene op til.
Jeg kan ikke sætte ord på mere end jeg allerede har gjort. Jeg ved ikke engang hvordan forelskelse skal føles, ligesom jeg ikke ved hvordan det føles at være lykkelig. Fordi jeg stadig mener at lykke er en følelse der kommer en gang imellem. Men jeg ved at lykkefølelsen har været på besøg her mange gange det sidste stykke tid, og blandet med savn, glæde, kærlighed og en helt masse andre følelser, er det for mig den ultimative forelskelse. En følelse, 1000 følelser, og jeg føler hele tiden!
Jeg troede sgu ikke i en alder af 30 af man kunne se verden på en helt ny måde. Mest i forhold til følelser, nye følelser. Jeg troede jeg havde følt det jeg skulle føle, og var egentligt blevet enig med mig selv, som også tidligere skrevet, at jeg ikke længere var i stand til at blive forelsket, mest fordi den psykotiske tilstand, jeg har været i, været blind i, et par gange før, IKKE er noget jeg vil udsætte mig selv for igen. Jeg har prøvet at være noget jeg troede var forelsket, og aldrig i noget godt.
De mænd jeg har mødt, og de få jeg er blevet forelsket i, har altid haft nogle ting med sig, ting hvor jeg egentligt har tænkt at det nok ikke var så smart for mig. Jeg har hver gang valgt at se igennem fingre med de ting, og hver gang er det præcis de ting der er er endt med at blive enden på det hele. Så jeg blev enig med mig selv om at mærke efter, det kan sgu godt være mit hjerte og mit hoved falder for nogle ting, men jeg vil IKKE nøjes, så min mavefornemmelse var den vigtigste. Og så var det som om at følelserne forsvandt. Jeg blev ikke længere forelsket. Så i virkeligheden var det jeg følte nok slet ikke forelskelse. Eller for at udtrykke mig bedre, det VED jeg det ikke var.
Med de nye følelser der åbenbart kan komme væltende, eller følelser der kan vælte mig, på den måde at jeg har fået slået benene fuldstændigt væk under mig. På den fede måde! Jeg har aldrig længdes så meget som nu, på en helt ny måde. Det er glæde. Jeg glæder mig til hver gang jeg kan få lov at snige mig til at se ham. Hver dag glæder jeg mig til næste gang. Den følelse har jeg aldrig haft. Jeg ved at jeg altid har været lidt trist, hvis ikke jeg har kunnet være sammen med dem jeg gerne ville være sammen med. Den følelse er der ikke. Jeg synes det er nederen jeg ikke kan være sammen med ham hele tiden, men jeg er ikke ked af det. Ventetiden er det hele værd, selvom det prikker og stikker og giver kriller i dagene op til.
Jeg kan ikke sætte ord på mere end jeg allerede har gjort. Jeg ved ikke engang hvordan forelskelse skal føles, ligesom jeg ikke ved hvordan det føles at være lykkelig. Fordi jeg stadig mener at lykke er en følelse der kommer en gang imellem. Men jeg ved at lykkefølelsen har været på besøg her mange gange det sidste stykke tid, og blandet med savn, glæde, kærlighed og en helt masse andre følelser, er det for mig den ultimative forelskelse. En følelse, 1000 følelser, og jeg føler hele tiden!
torsdag den 8. januar 2015
Tryllestøv!
Peter Pan sagde noget om at hvis man tænker gode tanker så kan man flyve. Muligvis er det kun et spørgsmål om tid før jeg letter!
Jeg har fået grønt lys til at stoppe med min medicin, jeg er bare ikke rigtig god til at leve i en tåget verden. Jeg ved godt jeg har mange tanker, men det har jeg sådan set haft hele mit liv, og med de værktøjer jeg har lært mig selv, kan jeg nu finde ud af hvad der påvirker mig negativt, og det er alt det jeg ikke har brug for. Positivitet er min medicin!
Jeg nåede at opgive kærligheden og tanken om at kunne blive forelsket lige før nytår. Det var en god ide, og jeg læste i øvrigt at de manglede nonner i Danmark, så måske cølibat og en nonnedragt var vejen frem.
Det nåede så også kun lige at blive 2015, så skete der ting og sager. Jeg troede jeg var fyldt 30, eller det er jeg ret sikker på. Men lige nu føles det, om end jeg er lidt langsommere end dengang, som om jeg er en fjollet teenager! I virkeligheden er der nok noget om at jeg aldrig bliver rigtig voksen, men lige nu er det en fed fornemmelse.
I virkeligheden tror jeg det er min tur til at blive glad og være helt ovenpå. Jeg prøver at være rationel, og så prøver jeg liiiiige at stikke en finger i jorden og tænke som jeg plejer, at prikke til mig selv og sige "ja ja vent nu og se", men så igen, hvorfor skulle det ikke ske for mig? Tanken om at det kunne ske for mig, og at det måske allerede er ved at ske, den er for vild, og jeg tænker, at allerede med den tanke er jeg længere end nogensinde. Jeg er ikke engang der hvor tanken om den skide nedtur jeg ved der følger hvis ikke det virker, den nedtur der altid følger når man bliver skuffet, når jeg bliver skuffet, for jeg bliver næsten altid skuffet. Den tanke at jeg kunne blive skuffet har ikke engang meldt sig endnu. Der er kun tanken om at jeg er ret sikker på jeg ikke bliver skuffet, og det er en tanke der følges af en følelse af glæde, og en helt masse andre følelser jeg ikke rigtigt har ord for.
Jeg tager en dag af gangen, og jeg glæder mig hver dag.
Og så blev jeg prikket i går, to nye stykker metal blev placeret i mit øjenbryn, det er den fedeste fornemmelse. I næste uge afslutter jeg projekt piercing for nu, tænk engang at være tilfreds. Prøv tænk hvis jeg nu skal til at være rigtig tilfreds. Glad. Jeg ER fucking glad!
Jeg har fået grønt lys til at stoppe med min medicin, jeg er bare ikke rigtig god til at leve i en tåget verden. Jeg ved godt jeg har mange tanker, men det har jeg sådan set haft hele mit liv, og med de værktøjer jeg har lært mig selv, kan jeg nu finde ud af hvad der påvirker mig negativt, og det er alt det jeg ikke har brug for. Positivitet er min medicin!
Jeg nåede at opgive kærligheden og tanken om at kunne blive forelsket lige før nytår. Det var en god ide, og jeg læste i øvrigt at de manglede nonner i Danmark, så måske cølibat og en nonnedragt var vejen frem.
Det nåede så også kun lige at blive 2015, så skete der ting og sager. Jeg troede jeg var fyldt 30, eller det er jeg ret sikker på. Men lige nu føles det, om end jeg er lidt langsommere end dengang, som om jeg er en fjollet teenager! I virkeligheden er der nok noget om at jeg aldrig bliver rigtig voksen, men lige nu er det en fed fornemmelse.
I virkeligheden tror jeg det er min tur til at blive glad og være helt ovenpå. Jeg prøver at være rationel, og så prøver jeg liiiiige at stikke en finger i jorden og tænke som jeg plejer, at prikke til mig selv og sige "ja ja vent nu og se", men så igen, hvorfor skulle det ikke ske for mig? Tanken om at det kunne ske for mig, og at det måske allerede er ved at ske, den er for vild, og jeg tænker, at allerede med den tanke er jeg længere end nogensinde. Jeg er ikke engang der hvor tanken om den skide nedtur jeg ved der følger hvis ikke det virker, den nedtur der altid følger når man bliver skuffet, når jeg bliver skuffet, for jeg bliver næsten altid skuffet. Den tanke at jeg kunne blive skuffet har ikke engang meldt sig endnu. Der er kun tanken om at jeg er ret sikker på jeg ikke bliver skuffet, og det er en tanke der følges af en følelse af glæde, og en helt masse andre følelser jeg ikke rigtigt har ord for.
Jeg tager en dag af gangen, og jeg glæder mig hver dag.
Og så blev jeg prikket i går, to nye stykker metal blev placeret i mit øjenbryn, det er den fedeste fornemmelse. I næste uge afslutter jeg projekt piercing for nu, tænk engang at være tilfreds. Prøv tænk hvis jeg nu skal til at være rigtig tilfreds. Glad. Jeg ER fucking glad!
tirsdag den 6. januar 2015
Små prik!
Sådan en morgen hvor man vågner og tænker at end ikke al den kaffe der findes i hele verden, kan vække en. Sådan en morgen hvor ikke noget morgenmad er godt nok til ungerne. Sådan en morgen hvor man kommer til at se at man ikke har flere smøger. Sådan en morgen hvor ingen af de bukser, en 6 årig ejer, er gode nok. En morgen hvor en knap 3 årigs værktøjskasse SKAL med i børnehave, og hvor en 4 årigs hue heller ikke er god nok.
Oooog en morgen hvor mit betalingskort bare bliver ved med at skrive AFVIST!
Sådan en morgen har jeg haft her til morgen.
I samarbejde med Peter Larsen og den flinke mand i Nordeas selvbetjening på mobilen, en 3 årigs elskede sut, en hue til en 4 årig der endeligt var god nok, og en 6 årig der selv valgte, godt nok de mest forfærdelige bukser, gik det hele alligevel.
Jeg endte endda med overskud på humør kontoen, da en skøn mor fra børnehaven lige gav mig kredit for mine skrive evner, lige præcis foran de pædagoger, min 4 årig lige havde stået og råbt til at hendes mor ikke har noget arbejde. Her blev jeg sq lidt stolt. Moren skal aflevere en opgave idag, bliver af meget interesseret pædagog spurgt om hun er klar, moren forklarer at hun er klar "meeeeeen", svarer hun og kigger over på mig, "jeg kunne godt bruge en til at læse korrektur!". JAAAAAAER!
Jeg tror måske alting går op. De ved godt alle sammen, og efter min 4 årigs udbrud idag, er de i hvert fald slet ikke i tvivl længere, om at jeg ikke har noget job. Udsigten til et er måske også halv lang, men jeg har det godt, og de små prik der kommer om at det er helt okay det hele, at jeg faktisk i virkeligheden kan det jeg godt gider. Det er fedt.
Og JA det er fucker nederen at jeg bare aldrig lærer det med økonomi, Men det er ikke fucker nederen at jeg har det godt! Og så er det slet ikke særligt nederen at jeg altid klarer den alligevel.
Jeg kan godt mærke at selvom Peter Larsen er nødt til at skubbe lidt til mig, så er jeg rimeligt høj alligevel. Januar er spændende og udsigterne til nye piercinger er lige om hjørnet, uden at røbe for meget, og uden at råbe for højt, endnu, er der måske også en mulighed for at en ganske speciel person, tager med og holder mig i hånden, i morgen når de 2 nye prik skal laves. Måske der skal holdes meget mere i hånd i fremtiden?
God dag folk!
Oooog en morgen hvor mit betalingskort bare bliver ved med at skrive AFVIST!
Sådan en morgen har jeg haft her til morgen.
I samarbejde med Peter Larsen og den flinke mand i Nordeas selvbetjening på mobilen, en 3 årigs elskede sut, en hue til en 4 årig der endeligt var god nok, og en 6 årig der selv valgte, godt nok de mest forfærdelige bukser, gik det hele alligevel.
Jeg endte endda med overskud på humør kontoen, da en skøn mor fra børnehaven lige gav mig kredit for mine skrive evner, lige præcis foran de pædagoger, min 4 årig lige havde stået og råbt til at hendes mor ikke har noget arbejde. Her blev jeg sq lidt stolt. Moren skal aflevere en opgave idag, bliver af meget interesseret pædagog spurgt om hun er klar, moren forklarer at hun er klar "meeeeeen", svarer hun og kigger over på mig, "jeg kunne godt bruge en til at læse korrektur!". JAAAAAAER!
Jeg tror måske alting går op. De ved godt alle sammen, og efter min 4 årigs udbrud idag, er de i hvert fald slet ikke i tvivl længere, om at jeg ikke har noget job. Udsigten til et er måske også halv lang, men jeg har det godt, og de små prik der kommer om at det er helt okay det hele, at jeg faktisk i virkeligheden kan det jeg godt gider. Det er fedt.
Og JA det er fucker nederen at jeg bare aldrig lærer det med økonomi, Men det er ikke fucker nederen at jeg har det godt! Og så er det slet ikke særligt nederen at jeg altid klarer den alligevel.
Jeg kan godt mærke at selvom Peter Larsen er nødt til at skubbe lidt til mig, så er jeg rimeligt høj alligevel. Januar er spændende og udsigterne til nye piercinger er lige om hjørnet, uden at røbe for meget, og uden at råbe for højt, endnu, er der måske også en mulighed for at en ganske speciel person, tager med og holder mig i hånden, i morgen når de 2 nye prik skal laves. Måske der skal holdes meget mere i hånd i fremtiden?
God dag folk!
søndag den 4. januar 2015
Et nyt år!
Så slog klokken 12, og så var det pludseligt 2015. Dagene op til sad jeg med en følelse af at jeg skulle nå alting, nu var det snart slut, året. Det betød en ny start. Lige som det gjorde da jeg blev 28, og det blev 2013, 29 og det blev 2014, og nu hvor alting bliver bedre når man bliver 30, så også 2015.
Det er bare tal, og jeg ved det godt, men tal er også symboler, i det mindste for mig. Noget nyt hele tiden, et nyt sekund, et nyt minut, en ny time osv. osv. Når det så er de store ting, nye år, så er det mere end det. Så kan jeg starte forfra.
De sidste måneder af 2014 var temmeligt kaotiske. De sidste uger var roligere. Jeg er alene nu. Ikke som i at jeg er alene i mit liv, jeg har de mennesker jeg har brug for, men alt det der prikkede til mig hele tiden, forsvandt. Jeg gjorde det af mig selv.
De første dage af 2015 har været helt stille, ingen børn hjemme, ingenting jeg skulle, bare mit hjørne i sofaen helt alene.
For blot 4 måneder siden ville jeg ikke ha kunnet sidde stille i 5 minutter, jeg ville ha haft mennesker her hele tiden, garanteret været i byen flere dage, og ikke have nået at slappe af i 5 sekunder inden ungerne igen kommer hjem og fylder det meste.
Jeg har lært at være alene.
Det er ikke fordi jeg ikke vil se folk, overhovedet ikke. Det jeg siger er bare at det er kæmpe stort at jeg kan det, være alene.
Der kommer ro på. Styr på følelser. Styr på søvn.
Jeg ved at det her er vejen frem, og jeg ved nu at der er plads til nyt. Nyt fordi jeg kan hvile i mig selv, fordi jeg kan være alene, fordi jeg ikke har brug for drama hele tiden.Fordi jeg ikke opsøger det længere.
Jeg gjorde det sidst på året, og jeg mærkede med det samme, det der ikke er rigtigt, det jeg ikke har fortjent, og jeg stoppede det.
Jeg kan mærke at året starter godt, jeg ved det starter godt, jeg har allerede fået en god start.
Det er bare tal, og jeg ved det godt, men tal er også symboler, i det mindste for mig. Noget nyt hele tiden, et nyt sekund, et nyt minut, en ny time osv. osv. Når det så er de store ting, nye år, så er det mere end det. Så kan jeg starte forfra.
De sidste måneder af 2014 var temmeligt kaotiske. De sidste uger var roligere. Jeg er alene nu. Ikke som i at jeg er alene i mit liv, jeg har de mennesker jeg har brug for, men alt det der prikkede til mig hele tiden, forsvandt. Jeg gjorde det af mig selv.
De første dage af 2015 har været helt stille, ingen børn hjemme, ingenting jeg skulle, bare mit hjørne i sofaen helt alene.
For blot 4 måneder siden ville jeg ikke ha kunnet sidde stille i 5 minutter, jeg ville ha haft mennesker her hele tiden, garanteret været i byen flere dage, og ikke have nået at slappe af i 5 sekunder inden ungerne igen kommer hjem og fylder det meste.
Jeg har lært at være alene.
Det er ikke fordi jeg ikke vil se folk, overhovedet ikke. Det jeg siger er bare at det er kæmpe stort at jeg kan det, være alene.
Der kommer ro på. Styr på følelser. Styr på søvn.
Jeg ved at det her er vejen frem, og jeg ved nu at der er plads til nyt. Nyt fordi jeg kan hvile i mig selv, fordi jeg kan være alene, fordi jeg ikke har brug for drama hele tiden.Fordi jeg ikke opsøger det længere.
Jeg gjorde det sidst på året, og jeg mærkede med det samme, det der ikke er rigtigt, det jeg ikke har fortjent, og jeg stoppede det.
Jeg kan mærke at året starter godt, jeg ved det starter godt, jeg har allerede fået en god start.
Abonner på:
Opslag (Atom)