klimaks!

Sidste dag i mit nye liv, mit nye liv der først starter i morgen. Jeg ved jeg skrev, for et par år siden, nogle datoer og tider jeg så frem til. Jeg kan huske jeg skrev jeg så frem til at blive 30. En ny start, ikke flere år i 20'erne, 20'erne var tågerne.
Jeg bliver 30 år i morgen. Det er ikke dagen jeg glæder mig til, det er livet. Jeg har mod på livet.
Der var en der fortalte mig at når man bliver 30 så bliver alting bedre. Jeg sagde det selv engang, jeg forstod det bare ikke.
Jeg har aldrig haft så få mennesker i mit liv som jeg har nu, jeg har til gengæld aldrig følt mig så rig på livet som jeg gør nu. Så rig på mennesker der faktisk kun vil mig det godt, og som jeg ønsker det samme for. Jeg har alt, jeg har mine tanker, og mine tanker flyver afsted, tanker om alt, tanker om livet. Tanker om hvad jeg skal, hvad jeg kan og hvad jeg bør.
Jeg kan sige fra, og jeg har gjort det verbalt, ikke på skrift, det har jeg aldrig gjort før. Jeg ønsker det bedste for alle, og jeg ved at verden er ved at ændre sig til noget bedre, idag er klimaks, jeg har nået toppen af 20'erne, toppen, der hvor det hele vender, og jeg er taknemmelig for jeg nåede hertil.
Jeg vil takke alle mennesker, alle dem der har gjort en forskel i mit liv, mindre som stor, god som dårlig, de har alle sammen gjort mig til den jeg er idag, LIGE i dag. Jeg er stærkere end nogensinde, jeg kan mærke en forskel. Jeg lever kun idag, kun lige nu, og fra imorgen ser jeg mig aldrig tilbage igen, ser på den jeg var. Den jeg var har gjort mig til den jeg er idag, og jeg er stolt af mig selv. Jeg ER rent faktisk stolt af mig selv.
Jeg er glad, og når jeg siger ordet føler jeg det lidt mere end hvis jeg tænker det, hvis jeg udstråler det, mærkes det af alle omkring mig. Jeg ER glad. Nu kom lykke, som forelskelse, jeg føler følelsen, det er den følelse vi skal mærke, forelskelsen, at elske, at elske livet! At være forelsket i livet! Vi kan alt, jeg kan alt, smag på det, tro på det, jeg tror på livet!

Det føles rigtigt..

Mit hoved kører på højtryk de her dage, på den fede måde, for første gang siden jeg ved ikke hvornår kan jeg slappe af, jeg føler slet ikke jeg skal leve op til noget. Følelsen af at kunne være der for mine børn, 110% er tilbage. Følelsen af aldrig at svigte dem igen er tilbage. Jeg føler, jeg ser, jeg mærker alting, fordi jeg giver mig selv lov til det, eller i det mindste prøver jeg at give mig selv lov til det.
Jeg er ikke længere nogen der prøver at gøre hvad der bliver fortalt og sagt, jeg mærker mig, det der interesserer mig, det at mærke at interesser er gensidige, jeg behøver ikke tage noget på mig som jeg ikke er.
Jeg har altid været en medløber, jeg gør hvad der forventes, for at få lidt af den følelse jeg selv kan give. Misforstået kærlighed. Jeg har brugt udseende for ikke at vise jeg gør hvad der forventes, for jeg vil ikke. Jeg vil være mig. Drømmen om ægte kærlighed er misforstået. I hvert fald min drøm.
Ægte kærlighed skal føles, den er ikke en følelse man kun skal give. Ægte kærlighed er betingelsesløs, ægte kærlighed er der uden forventninger. Fordi forventninger er overflødige når man føler.
Jeg kan ikke påtage mig andres interesser, ikke for at få kærlighed, ægte interesser skal også føles, fordi interessen er der, hvis alle interesser er gensidige så er der ikke noget der er påtaget.
Jeg er helt stoppet med min medicin, jeg nægter at påtage mig andre menneskers forventninger om at blive normal. Hvis der fandtes en pille for at blive normal, ville ingen alligevel tage den, for alle vil være unikke, også selvom de er medløbere, den lille drøm om at gøre en forskel, den har alle, de der udlever drømmen er dem der bliver kaldt sindsyge, der er noget helt galt på øverste etage, det mener normen, de bliver spærret inde, så er de ikke til fare for systemet.
Misforstået kærlighed, man skal ikke tro man er noget. Men vi er alt, DU er alt, du gør en forskel, jeg ved jeg gør en forskel, mærk efter, så føler du det også.
Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg er glad, jeg føler kærlighed, og jeg vil nyde det. Lige nu.

Udskrevet, jeg har lært..

Jeg er blevet udskrevet. Jeg tror den periode jeg lige har været igennem, har været en af de mest lærerige i mit liv. Jeg har kedet mig, og jeg tror det er en sund ting at lære at kede sig, at lære at være alene, at nyde at være alene. At få tiden til at gå.
Samtidig med kedsomhed har jeg kunnet vælge en helt masse mennesker fra, mennesker jeg har haft i mit liv men som ikke har haft en positiv indvirkning på det, overhovedet.
Til at starte på så jeg det som en kamp, noget der skulle overståes, og 4 uger har føltes som 4 år. Men nu hvor jeg er ude, så var det nok slet ikke så slemt som det var mens jeg var i det.
Jeg har lært at stille spørgsmål, endnu flere end før, og den sidste lægesamtale var da også bare en diskussion fra min side, en diskussion om hvorvidt det er godt at læse folk ud fra en journal på en computer, eller om læger i virkeligheden burde sætte sig ind i de enkelte menneskers situationer.
Som jeg ser det, så læser lægerne de enkelte mennesker symptomer og finder det medicinske præperat der passer til symptomerne og så er det det. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor de ikke er tvunget til at se på det enkelte menneskes livsstil og ydre påvirkninger:
Som jeg har sagt hele tiden er jeg slet ikke i tvivl om at det er ydre påvirkninger der har skabt min dårlige situation, og jeg giver ikke nogen skylden, ikke andre end jeg selv og min dårlige dømmekraft og evne til at sige fra. Men jeg ved at det er det der er hovedproblemet for mig. Dernæst ligner jeg ikke en der mangler noget, set om i at jeg sagtens kan klare at tabe flere kilo, og grunden til jeg ser ud som jeg gør er nok dårlig kost og for lidt motion. Det kan jeg simpelthen ikke forstå at lægerne ikke fortæller mig i stedet for at sætte mig på alt muligt medicin, det skubber bare problemerne i stedet for at hjælpe mig med at løse dem.
Men som sagt har jeg lært at mit ophold, lægerne og psykologen har hørt min holdning til systemet, og det sidste omkring livsstil har jeg også fået fortalt, så jeg føler jeg har fået lidt ud, og jeg er slet ikke færdig derude.
Jeg er begyndt med mig selv, er stoppet på lidt af medicinen, trapper stille ud, og fortsætter den gode stil med de gode mennesker, god, eller i det mindste bedre kost. Tager en dag af gangen, og har nyt mod på livet. Jeg ved hvad jeg kan give, og jeg ved hvad kærlighed er, dem der ikke vil være en del af det, er mennesker jeg ikke kan bruge, og nu kan jeg sige fra, det kunne jeg ikke før, nu er det mig, der er kun mig, jeg er mor, og mine børn er det vigtigste, alle andre KAN være eller blive en del af mit liv, vores liv, men jeg vælger selv til og fra.

Min udstråling

Igår fik jeg noget af vide, flere ting faktisk, der har fået mit hoved til at køre helt vildt. Jeg er ikke ked af det eller noget, det vækkede bare nogle ting i mig jeg aldrig har tænkt over. Jeg føler mig vågen, jeg ser og hører alting, jeg mærker og føler som aldrig før.
Jeg mødte alle tiders pige i gården hvor vi må ryge, vi talte sammen og har egentligt mange af de samme interesser, vi ER pige så det blev til en masse snak om sko og neglelak, lidt ligegyldige ting, men hvor var det skønt at tale om andet end sygdom. Så kom min kammerat ud og var med i samtalen og så sad vi lidt og talte om nogle andre ting, men pigen siger så at hun i starten ikke havde lyst til at henvende sig til mig fordi jeg godt kunne ligne sådan en "hard core bitch", det var noget der fik mig til at vågne, jeg blev ikke sur, tværtimod er det noget af det bedste jeg har fået af vide længe. Den var der lidt i sidste uge hvor en kammerat kom og fortalte at han syntes jeg burde ændre mit billede her på bloggen, jeg ville få flere læsere hvis jeg udstrålede mere kærlighed, som sagt så gjort.
Jeg har tænkt rigtigt meget på, efterfølgende, hvordan jeg virker på andre. Pigen igår sagde at når man kom tæt nok på og så mine øjne, udstråler jeg overhovedet ikke den hard core bitch.
Det er virkeligt svært at udstråle kærlighed hvis folks billede af mig, når de ikke kender mig, er at jeg er hidsig, fordi jeg har valgt at se ud som jeg gør.
Jeg har ikke fået mine piercinger eller mit hår for den salgs skyld fordi jeg vil udstråle noget jeg ikke er, noget jeg så langt fra er. Jeg har fået dem og det, jeg har valgt at se sådan ud fordi jeg synes det er smukt. Jeg ved godt det er en anderledes måde at udtrykke sig på, men jeg har aldrig gjort det for at udtrykke andet end Jeanett. Mig. Jeg ER kærlighed.
Jeg VED at dem der er tæt på mig slet ikke ser på mit udseende længere, og jeg skal derhen hvor jeg lærer at smile, smile til andre mennesker, fremmede. Jeg ved der er noget der hedder udstråling, og det man udstråler er det man får tilbage. Jeg vil udstråle det jeg er, så jeg skal lære mig selv at smile. Alle kan smule til dem de elsker, det er sværere at smile til dem man ikke kender. Ren frygt.
Jeg har gjort det før, og jeg følte en rus hver gang jeg fik et smil tilbage, så det skal jeg igen!
En anden ting jeg skal lære er at udtrykke kærlighed, så den ikke bliver misforstået, jeg vil så gerne være god, men jeg skal lære at nok er nok, at jeg kan være i min egen boble uden folk kommer for tæt på.. Men det bliver et andet indlæg!

Jeg savner dem!

Jeg ved der er fremgang nu, jeg kan mærke, jeg kan føle, jeg kan se og jeg kan høre alting, ligesom før men nu er det positivt. Jeg kan mærke mit hjerte, min kærlighed, og jeg føler det så det gør helt ondt. De eneste jeg tænker på idag er mine børn, jeg savner dem så meget at det nærmest er smerte jeg føler når jeg tænker på dem.
Jeg har ikke følt noget så dybt nogensinde. Jo måske efter min første fødsel. DET er kærlighed.
Jeg har brugt lang tid på at mærke efter, føle, se og høre. Det er først nu jeg virkeligt mærker. Jeg ved jeg har været syg, måske ikke syg som sådan, men presset. Jeg ved jeg ikke har ladet mig selv mærke efter, hvad jeg i virkeligheden har haft brug for, alting har gået alt for hurtigt. Jeg har vendt min kærlighed til vrede, jeg ved godt hvorfor.
Jeg har ikke mærket mig selv, og der var så meget andet end mig selv at tage hensyn og stilling til, fordi det var sjovt, fordi jeg kunne, og fordi jeg havde brug for bekræftelse. Det har alle. Frihed. Det har jeg kaldt at have børnefri. Det er ikke frihed længere, det er smerte, det er som at være fri for kærlighed. Den eneste kærlighed jeg overhovedet har brug for at føle, at mærke, at give videre.
Nu kan jeg mærke, idag er første gang jeg har grædt af smerte herinde, Ikke fordi jeg har nedtur, det har jeg ikke, jeg føler savn og kærlighed. Jeg har aldrig mærket så stort et savn nogensinde. Jeg græder nu, tårerne triller, jeg kan næsten ikke se. Det eneste jeg ønsker er at have dem hos mig. Bare være og føle.
Når jeg kommer ud herfra vil jeg se det som det største og mest lærerige i mit liv. Jeg har lært at føle.
Jeg har brugt så lang tid på at forklare og få mennesker til at forstå hvad kærlighed er og at der ikke er andet i livet. Det er der stadig ikke, men nu forstår jeg det selv, det er ikke længere op til mig at lære andre. Jeg skal kun give det til mine børn, og de skal aldrig undvære mig igen. Jeg savner dem! Jeg giver aldrig slip på mig selv igen, jeg lader aldrig nogen påvirke mig så jeg glemmer at føle igen, aldrig.
Vi er 4, mine sønner, min datter og mig.

Zombier

Jeg er vild med zombie film, de har altid fanget mig, og fordi jeg er som jeg er skal alting analyseres og forstås, tolkes.
Jeg har ikke tolket zombie film som sådan, men jeg har tolket ordet Zombie, forståelsen. I virkeligheden er jeg ret sikker på det ikke handler om zombier som vi ser og forstår dem, de zombier der på film. Jeg tolker ordet som uvidende mennesker, mennesker der er igang med at udrydde dem selv. Vi har så meget krig og had i denne verden, vi slår hinanden ihjel fordi vi tror vi er berettiget til at gøre det, Vi har guder vi tror på og guder vi er villige til at slå ihjel for, guder vi aldrig har set, guder vi tror på fordi vi har læst om dem, vi er overfladiske fordi vi ikke tolker. Vi vælger at tro i stedet for at undersøge og lære viden, Jeg har tolket ordet zombie, ikke at jeg siger min tolkning er rigtig, men min måde at forstå ordet på er i virkeligheden mennesker. Vi går i den samme gænge, vi gør hvad vi plejer, vi arbejder i vaner. Vaner kan tolkes på mange måder, der er gode og der er dårlige, der er dem vi gør for os selv og ved os selv og så er der de grupper og samfundslag, lande, foreninger og ikke mindst religioner vi arbejder ud fra. Vi tænker i vaner og har svært ved at nå ud over de grænser vi sætter for os selv. De vaner vi har. For vaner svære at arbejde sig ud af, når først vi har dem, hvad enten de er gode eller dårlige, er de svære at bryde. Sådan er mennesker.
Men vi kan alt, vi kan bryde alle de vaner vi har, fordi vi bare kan lade være. Så er vi tilbage i fristelser. Men vi er også ude i hvad der er nemmest for os selv. Det er nemmest at blive i det vi har. Frygt, frygten for det ukendte, og derfor bliver vi i de ting vi har lært, for sæt nu der skulle være noget der var anderledes end det vi kender. Det kan gå begge veje hvis vi ændrer vores måde at tænke på, og vi har det jo godt, har vi ikke?
Jeg tror vi kunne få det så meget bedre hvis vi lærte at tænke, tænke ud af boksen. Derfor sidder jeg her, jeg tænker for meget, og jeg tænkte for meget, i forhold til "almindelige mennesker" i hvert fald.
Det er meget svært at rumme alle de tanker, og når ikke man føler man bliver hørt bliver det endnu værre.
Jeg startede ubevist med at overbevise mennesker om at det ukendte faktisk er helt okay, at det ukendte KAN være ren kærlighed. Jeg vil gerne udstråle ren kærlighed, og jeg ved jeg kommer til det, folk skal mærke det, men det kræver kontakt, og til sidst opdager de at der er mere mellem himmel og jord end vi lige umiddelbart kan se.
Jeg ved jeg udtrykker mig anderledes, via udseende. Men jeg ved også at jeg indeholder kærlighed og det er det jeg vil udstråle, den dag jeg elsker mig selv og kan udstråle kærlighed 110%, den dag kan jeg videregive den viden jeg har 120%. Der er zombier og så er der dem der finder en måde at slippe væk.

Giv mig en chance

Solen skinner altid et eller andet sted, vi lever ikke uden sol, så vi ved den er der fordi vi lever. Jeg har det svært, fordi jeg har svært ved at mærke solen og dens varme energi indeni. Indeni mig er der koldt lige for tiden, jeg har svært ved at se det positive i noget som helst. Jeg har 3 positive ting der altid bringer solen fem i mig, jeg har 3 børn, verdens mest fantastiske unger. Jeg savner dem. Det gør ondt indeni, en følelse der gør det svært at se positivt på andet.
Jeg skulle have været udskrevet imorgen, det kommer ikke til at ske, de er bekymrede for mig, og måske er jeg også bekymret for mig selv.
Jeg vil ikke andet end hjem og have en hverdag til at fungere, hjem og være der for mine børn. Her til aften blev jeg bedt om at finde 3 positive ting, jeg har 3 positive ting, det er det eneste jeg synes jeg har. 3 børn.
Jeg synes jeg bliver sløvet herinde, jeg kan ikke rigtigt se en fremtid med noget af det her. Jeg kan få medicin til at nedsætte hastigheden af mine tanker, tanker der er dårlige. Når de gode tanker er der bliver hastigheden på disse også sænket.Så bliver det blandet og så bliver jeg frustreret.
Det eneste jeg ønsker er at komme hjem og kunne samle mig, gøre ting, sidde og nyde bare at være. Det kan jeg ikke finde ud af, alting kører for stærkt, jeg føler jeg skal nå 1000 ting og i virkeligheden skal jeg ikke nå andet end at være. Sidder jeg stille kører tankerne, de skal nå alt for mange ting alt for hurtigt, og de når ingen steder.
Jeg vil nyde, jeg vil elske, jeg vil være der 100%, det kan jeg ikke nu. Det er jeg ked ad, for jeg ved hvad jeg har. jeg har kærlighed. Jeg tror det er der det går galt, jeg har alt for meget kærlighed, jeg vil så gerne give den kærlighed til alle mennesker, hele verden, lade dem mærke og se hvordan det KUNNE være hvis vi prøvede at vågne lidt. Jeg bekymrer mig om folk og deres følelser, og derfor har jeg meget svært ved at sige nej og og kommer til at tage de forkerte folk til mig, de mennesker der er blevet svigtet, som måske aldrig har følt kærlighed, rigtig kærlighed.
Det er den der kærlighed man føler for sit barn, ubetinget,men ikke kærlighed med følelser som i en forelskelse. Dybfølt kærlighed, ubetinget kærlighed.Jeg vil så gerne udleve den kærlighed og vise hvordan det føles, for jeg ved hvordan den føles at få igen, via mine forældre og via min bedste veninde.
Jeg ved hvad ubetinget kærlighed er, det er det eneste jeg ønsker at føle. Herinde er jeg passificeret , på medicin, jeg kan ikke rigtigt mærke noget, det eneste der kommer til udtryk er min frustration, via vrede, vrede over ikke at føle det jeg vil føle.
"Hjælper medicinen?" jeg ved ikke hvad det er jeg skal mærke, jeg aner ikke hvad jeg skal føle, men hvis det er ingenting ud over vrede, så virker medicinen fint.
Jeg ved hvad der kan give mig ro, jeg ved hvad der virkede, jeg ved hvad der hjalp mig ifht. at føle præcis det jeg gerne vil føle, jeg ved hvilken pause der er fantastisk til tanker, og herinde tror de de har lavet noget der minder om, det har de IKKE. Jeg er medicin i pille form, der sikkert æder mig op indefra. Og så er der det naturen selv har skabt, jeg VED det hjælper hvis man gør det ordenligt ikke ikke bare er ligeglad med hvad man ryger, det skal vælges ud og kontrolleres, lige som lægen vælger den slags medicin de mener hjælper for mig. Giv mig nu en chance for at bevise at det virker..
Jeg vil godt vise jer vejen, jeg vil endda godt udvælge hvad der virker mod hvad, jeg vil bare godt have en chance for at mærke og føle igen.. Og ikke vrede.. Men dybfølt kærlighed.
Jeg kommer ikke hjem imorgen alligevel.

Begrænsninger

Vi er frie og vi er lykkelige, vi kan alt. Det er det de siger om Danmark. Mange mennesker rundt om i verden ville ønske de boede her, og hele vores barndom får vi af vide hvor heldige vi er at vi har det så godt som vi har det.
"Spis op, du skal være glad for du overhovedet får noget at spise, de små børn i Afrika får ingenting!" Hvor mange har hørt den som børn? Alle tror jeg!
Vi skal gøre som der bliver sagt, selvom vi kan gøre hvad vi har lyst til. Vi har ingen begrænsninger, men vi skal stadig ikke tro vi er noget.
Hvem ha nogensinde fundet på at vi ikke er undertrykte i vores lille lykkelige samfund? Hvem har egentligt fundet på at vi ikke må gøre lige præcis hvad der passer os og er godt for os?
Mennesket er skabt med fornuft, hvad skal vi så med regeringer, diktatorer og monarkier? Det er fuldstændigt overflødigt, og i virkeligheden er de ti bud så slet ikke så dumme, fordi de indeholder næstekærlighed, og det er det eneste vi har brug for. Det er ren sund fornuft, skrevet ned til folk der måske ikke føler helt så stor kærlighed som andre.
De fleste vil stejle over min tankegang, men det giver faktisk rigtig god mening at bruge sund fornuft i stedet for lov. Hvem skal diktere hvad jeg skal og ikke skal, vi bor jo i et demokratisk samfund, et lykkeligt et, hvem sætter så begrænsningerne? I virkeligheden er der ikke forskel på vores demokrati og så diktatur. Det hedder stadig "hvis ikke du gør som der bliver sagt, så får du en straf", og jeg ved godt at vi i Danmark har mildere straffe end så mange andre steder, men det er stadig straf. Og jeg ved godt at man ikke skal gå ud og slå folk ihjel, men jeg VED at hvis folk bruger deres sunde fornuft så er det enten de rigtige mennesker der bliver slået ihjel eller også gør de det ikke.
Jeg ved godt verden ikke er sort hvid, og jeg ved godt at tingene ikke kan laves om nu og her, og jeg ved også godt at der er mennesker der ikke har nogen sund fornuft, men jeg ville ønske at vi der kan føle kærlighed og give den videre kunne få lov at leve præcis som vi ha lyst, uden regeringens begrænsninger.
Jeg ved også godt at de fleste vil sidde og tænke at det lyder helt hen i vejret det jeg siger, men prøv tænk over det, hvem sætter den begrænsning?
Jeg tænker ud over de grænser der er sat for os alle sammen i Danmark, og se hvor jeg er endt, i et system der ikke kunne hjælpe mig, på et sindSYGE hospital, der er ikke noget sygt i mit sind, jeg har bare svært ved at styre alle de tanker og ideer jeg har, så mange ideer i forhold til så mange andre. Så bliver Danmark bange, og for hvad? At jeg kunne komme til at dele ud af min kærlighed og faktisk gøre min del for at vi også BLIVER lykkelige..
Tænk over det..

Janteloven

Det går op og ned her, jeg tager en dag af gangen og det vil jeg gøre resten af mit liv. At leve idag og lade være med at spekulere på imorgen, det er en af de ting jeg skal lære. En anden ting er at spekulere i hvad andre mennesker tænker om mig, i virkeligheden er jeg ligeglad, men så ikke helt. I forhold til mit indlæg igår, er tanken om at tabe mig også et råb om accept. Det er fuldstændigt åndsvagt at sidde og skrive om at man kun er sig selv og skal være ligeglad med hvad andre tænker, når jeg ikke engang kan tænke godt om mig selv. Hvorfor kan jeg ikke være glad for mig selv som jeg er, hvorfor skal jeg tabe mig? For mig handler det både om accept, om at udstråle at jeg er sund, og også om at kunne passe det tøj jeg godt vil have.
Det sidste giver ingen mening, for det er kun materielt, og hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds med det jeg har?
Jeg ved det ikke. Det er en blanding for mig. I virkeligheden giver det slet ingen mening. Jeg VIL virkeligt lære at være ligeglad, men hold kæft hvor er det ikke nemt.
Hvordan kan jeg få piercinger og se ud som jeg ønsker, være glad for det nye tøj jeg har købt, og have det godt med det, når jeg inderst inde slet ikke hviler i mig selv.
Jeg ved det ikke. Jeg har en kæmpe udfordring, jeg vil hvile i mig selv, og jeg øver mig i at være ligeglad med andres tanker. Jeg føler mig aldrig på lige fod med andre, aldrig helt accepteret. Og jeg burde virkeligt være død ligeglad, tag mig som jeg er, for jeg ved hvad jeg kan give.
Det er nok i virkeligheden et råb om bekræftelse. En bekræftelse jeg aldrig får hvis ikke jeg lærer at elske mig selv.
Og det er dumt, for uanset hvem man er bliver man aldrig accepteret alle steder og af alle mennesker.
Jeg bruger meget tid på at tænke over om hvor mange mennesker der føler sådan, om der er nogle mennesker som bare altid er på toppen og hviler helt i dem selv, eller om alle har en eller anden lille djævel på skulderen der sidder og fortæller en at man ikke er god nok.
Jeg ved at mine forældre altid har fortalt mig jeg er god nok, jeg er den bedste osv. Hvorfor er det ikke godt nok?
Accept af samfundet, normen. Det er det det handler om. I Danmark har vi janteloven og den bliver efterlevet 120%. DU SKAL IKKE TRO DU ER NOGET!
Jeg tror ikke jeg er bedre end andre, men jeg vil have lov at tro jeg er lige så god. Ligeså meget værd. Jeg er, i de der har magten i Danmarks øjne, en taber, jeg er også fattig, jeg er fraskilt, alenemor, kontanthjælpsmodtager, sygemeldt, psykisk syg, tyk. En social taber, lad os bare kalde det det.
Hvis man som barn, ofte nok, får af vide man er for tyk, så printer det sig fast et eller andet sted i hjernen, og så ER man tyk. Får man af vide nok steder fra at man er en taber, så ER man en taber.
Det er det samme med religion og tro i det hele taget, får man af vide nok gange at man kommer i helvede hvis ikke man opfører sig ordenligt, så begynder man at tro på det.
Et barns vaner bliver ikke sat fast før de er 7 år, der er de låst fast, de kan godt lære nye ting, men de vaner de lærte før de blev 7 sidder fast.
ALLE kan lære nye vaner og alle kan fralægge sig dårlige vaner.
Det jeg siger er, det er død vigtigt at præge børn, lære dem gode vaner, også efter de er 7, lær dem kærlighed for pokker, lær dem ikke at være fordomsfulde. Lad være med at lade dem se nyheder hvor de høre ordene der er så nedladende, der gør så ondt, der printer sig fast i hjernen og bliver siddende indtil vi lærer nye gode vaner og fralægger os de gamle dårlige.
JEG ER IKKE EN TABER! Jeg er psykisk syg, små tyk, på kontanthjælp, ikke særligt rig MEN JEG HAR ALDRIG MANGLET NOGET!!
Positivitet. Og først når jeg elsker mig selv, og lærer at være tilfreds med det jeg har, kan jeg overbevise andre om det. Også mine børn, og jeg har travlt, min ældste er 6 år!!

Selvkontrol!

Jeg stod i badet i morges og kom til at tænke på hvor meget jeg i virkeligheden søger efter forståelse, forståelse for hvem jeg er, søger efter kærlighed, ægte kærlighed, den kærlighed jeg ved jeg selv kan give. Og det er faktisk når jeg tænker over det, den helt forkerte måde at gøre det på. Har jeg overhovedet forståelse for mig selv, og kærlighed til mig selv, elsker jeg mig selv? Det har jeg ikke og det gør jeg ikke.
Hvis ikke jeg har forståelse og kærlighed for og til mig selv, hvordan skulle andre så kunne have det?
Så jeg starter med mig selv, det bliver jeg nødt til, jeg bliver nødt til at elske mig selv, mest så jeg ikke virker usikker i mine handlinger overfor mine børn.
Det handler om selvkontrol, dårlige vaner, der er ikke så meget mere i det. Jeg skal lære at sige nej, jeg skal lære ikke at tage valg der er dårlige for mig selv. Og så skal jeg lære at elske mig selv i forhold til mit udseende. Jeg skal lære at lade være med at søge bekræftelse hos alle mulige ligegyldige mennesker, og så kun tage de mennesker til mig, som jeg kan mærke har en forståelse og et gran af kærlighed til mig.
Når jeg taler kærlighed taler jeg ikke kærlighed som i forhold og kærester som sådan, også det, men det er den større følelse af at ville mennesker det godt. Og sådan er jeg, jeg vil alle mennesker det godt, og desværre er det ofte de forkerte mennesker jeg udøver min kærlighed på, min godhed. Når man er sådan, så bliver det udnyttet, og jeg er blevet udnyttet på flere måder. Jeg har selv valgt det fordi jeg ikke har kontrol over mig selv, jeg kan ikke sige nej.
Fristelser. Det er det det hele handler om, i virkeligheden kan vi tage "fader vor", det er simpelt, "led os ikke i fristelse", det har jeg gjort hele livet, levet af og med fristelser jeg ikke har kunnet sige nej til.
Jeg kan ikke redde mig selv på 14 dage, men jeg kan tage kontrollen over mit liv fra nu af. Så kan jeg leve, så kan jeg have det godt og lære at have det godt med mig selv.
Et eksempel. Jeg har tabt rigtigt mange kilo de sidste uger, i starten på den helt forkerte måde, jeg stoppede med at spise, det virkede i og med der røg 8 kg på 14 dage. Men det er ikke godt for mig og jeg ved det godt. så gik jeg til selverkendelse, og måske er det der fænomenet "at bekende sine synder" kommer fra, hvis vi fortæller nogen hvad vi har gjort galt, så får vi frelse ved at sige vi aldrig gør det igen, men vi gør det altid igen, og så bekender vi bare vores synder en gang til. Så kan vi leve et helt liv og undskylde vores egne fejl for en anden, uden i virkeligheden at gøre noget ved det.
Jeg bekender mine synder for mig selv nu, jeg vil ikke lade mig friste mere, jeg kan få alle de oplysninger jeg vil om hvad der er godt for mig, og så kan jeg leve efter det, jeg vil have kontrol over mig selv og mine dårlige vaner.
SÅ, jeg har et skab herude, det er fyldt med slik, og det er en kæmpe fristelse, men jeg ved, for det har jeg lært, at man kan lave dårlige vaner om til nye gode vaner, og selvfølgeligt kan man det, det kræver så lidt, det er bare at lade være og sige nej tak! Selvkontrol!!
Jeg vil tabe mig fordi jeg ved det er godt for mig at leve sundere, jeg ved jeg vil blive gladere for mig selv hvis jeg gør det, i virkeligheden er der ikke noget HVIS, for jeg gør det! Mad er ikke længere noget der kan friste, og sådan er det også med slik. Jeg skal leve, jeg skal ikke overleve, og jeg bor heldigvis i et land hvor jeg kan få alt det der er godt for mig. Lidt godt er der ved at bo i Danmark.
Så jeg har et helt skab fyldt med slik jeg ikke rører, fordi jeg kan, fordi jeg vil lære at elske mig selv, og det kan man kun hvis man ved hvad der er godt for en!
Det er at starte i det små, så skal jeg lære at sige nej, men det kommer alt sammen, ting tager tid og jeg er færdig med at søge, jeg starter her, i mig selv, med mig selv. Tænk at kunne udstråle kærlighed fordi man har det til sig selv, SÅ vil det  blive så meget mere at give af...

Alting giver mening..

Der er bedring i mit humør, hvad der ikke slår en ihjel gør en stærkere. Jeg var ved at slå mig selv ihjel, bunden. Nu er der kun én vej, vejen til toppen.
Der er en mening med alting, det ved jeg nu. Jeg troede det før, men jeg viste det ikke.
Jeg savner mine børn helt ufatteligt, og i skal ikke tro jeg er glad for hvad der er sket, men det bedste der kunne ske for os alle var at jeg kom herind.
Det er så mærkeligt, det føles som om at det er verden udenfor der er skruet forkert sammen, og alligevel er det os der sidder herinde der ikke har fanget den. Eller er det?
Måske er den fanget så godt at vi er bange for resten af verden. Det giver faktisk god mening.
Jeg tror der er en mening med at jeg endte her, som sagt er der kun en vej frem nu. Jeg ser alting tydeligere nu, jeg tror der er en mening med alt hvad der foregår, jeg ser, jeg hører og jeg mærker alt der sker omkring mig. Jeg ser solen som jeg ser kærlighed, liv. Jeg savner, men jeg ved de har det godt, mine børn og min familie.
Det hele giver mening, og jeg har det godt. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke længere tage mig af hvad folk mener og tænker, så længe de ikke kan mærke og se, så er det ikke for mig. Jeg ved at når det går godt, så vil folk spørge hvorfor, så vil jeg forklare, og en dag er de klar til selv at mærke.
Den dag vi alle sammen er klar til at mærke, den dag bliver verden anderledes, det tager tid, men jeg har tid, jeg har kun tid nu, et liv, og mit liv skal leves nu, på den rigtige måde, via kærlighed.
Jeg har idag fået blomster af et fantastisk menneske jeg endnu ikke har mødt, tænk engang at være så betænksom, så sød, over for en han aldrig har mødt. Han kan ikke mærke mine følelser det er klart, men min taknemmelighed og kærlighed er så overvældende, men denne gang på den gode måde, og ikke som før, uoverskuelig.
Jeg glæder mig til at komme ud igen og leve. Jeg kommer til at gøre de samme ting som før, men kun de gode ting, dem der SKAL gøres. Ikke flere dårlige vaner, jeg vil have kontrol over MIG! Kontrol over mit liv, og der er ingen der skal fortælle mig hvordan man lever, for det ved kun jeg.
Der var idag en der talte til mig, helt som jeg skriver, han fortalte mig alt det jeg godt ved og har skrevet om. Det er for vildt at møde andre der bare taler til mig, sådan som jeg vil tales til. Vi talte religion, han sagde det klogeste "Min religion er musik", og der er den, min religion er tekster, i musik og over alt. Tekster der giver mening. Kærlighed! Så hvis "gud" har skrevet, eller har fået nogen til at skrive bibelen. Eller skrevet meningen med livet. Så må Freddie Mercury være min gud. Det giver mening, prøv selv at lytte efter.. lyt til det her nummer..

Dont try so hard