Den dårlige mor og utaknemmelige so!

Kender I det, man føler man bliver dømt uanset hvad man gør. Det er slet ikke sikkert man bliver det, men man føler det.

Jeg føler det altid. Jeg føler altid at jeg er nødt til at gøre tingene en tak bedre end alle andre. Jeg er nødt til at  bevise overfor alle at jeg kan det her. Jeg vil ikke ses ned til fordi jeg er enlig, forholdsvis ung mor, til 3 børn.

Og nu er det heller ikke okay at synes det er hårdt længere. Jeg skal smile og være glad. Jeg skal være taknemmelig!

Igen, af samme person, er jeg blevet kaldt utaknemmelig. Jeg er utaknemmelig fordi jeg synes det somme tider er hårdt at have børn. Jeg er også utaknemmelig fordi jeg ikke vil tage dennes råd altid. Vejen til lykke, det er de råd denne giver. Bullshit..

Jeg synes det er hårdt når tingene er modgang! Jeg synes det er hårdt når de alle 3 skriger. Jeg synes det er hårdt når de hellere vil deres far end jeg! Og jeg har kraftedme ret til at synes det er fucking hårdt!! Jeg har kraftedme lov til at have ondt af mig selv somme tider!!

Jeg er en taber, siger denne person. En taber fordi jeg ender med at trække mine børn ned i mit lort. Det er hvad denne siger. Jeg ender med selvmord, det sagde denne også..

Og det hjælper! Det hjælper virkeligt! Det bedste man kan gøre ved den der ligger ned er at blive ved at sparke!

At give råd kræver at man lytter, og lytter man ikke efter skal man holde sin kæft og lade være med at råde!!

Men på den anden side, denne havde lært kun at tænke på sig selv. Og det er nok i virkeligheden en god ide. Man skal kun tænke på sig selv. Og så kalde den dårlige mor en utaknemmelig so..

Anyways, jeg ved jeg ikke er en dårlig mor, og at synes det er hårdt, det er kun et tegn på at jeg kæmper!

Jeg var igår hos min terapeut, der var en psykolog med, og vi havde en god snak. Jeg skal starte i noget gruppeterapi, og jeg glæder mig! Alle de piger der skal være med har været igennem det samme som jeg!

Vi talte om, hvordan jeg godt vil være. Hvordan jeg er. Hvem er jeg!? Jeg skal finde mig. Og man kan sige at efter 7 mdr. er jeg ved at finde ud af hvad jeg kan, hvad jeg vil, og hvor jeg står, også hvordan jeg vil se ud!

Hende jeg i starten snakkede med derinde, hun så mig, og kunne overhovedet ikke kende mig. Og somme tider tænker jeg om det er for meget. Kan man forandre sig for meget på så forholdsvis kort tid? På den anden side, ikke at ville ligne og se ud som alle andre, er for mig et tegn på at være stærk. Og jeg føler mig rent faktisk stærk! Jeg kan det her! I skal vide.. Jeg KAN det her!

Og som jeg sagde til personen der er lykkelig. En dag, der vil du se mig, se at jeg klarede den. Personen sagde at denne ikke ville se, fordi denne er ligeglad med mig.

 Men, I vil ikke kunne undgå at se mig!

En hård opgave!

De morgener hvor man står op og ungerne bare er kede af det.. Jeg hader det.. De morgener hvor ingenting bare er godt nok, morgenmaden er forkert, strømperne har pigefarver, bukserne vender forkert, og lynlåsen gider ingenting.. De morgener hvor jeg har lyst til bare at gå..
Jeg har fået en opgave, opgaven er at tage mig af mine børn.. Nu er opgaven rykket et niveau op, for nu skal jeg være alene med dem. Det var ikke et valg jeg tog da jeg valgte at skulle ha børn. Vi skulle være en lykkelig familie, altid! Mor og far og børn.. 3 børn.. Men vi var ikke lykkelige.. Jeg tror ikke på at man kan blive lykkelig. Man kan være glad og man kan mærke lykke.. I perioder. Men at være lykkelig hele tiden.. Det tror jeg ikke på!
Jeg tror ikke det er en selvfølge at elske sine børn. Så ville der ikke være så mange sørgelige tilfælde i verden. Men når jeg ser på mine børn mærker jeg kærlighed. Tænk at jeg resten af livet kan få lov at mærke kærlighed, bare ved at se på 3 andre mennesker! Så er alt andet da ligegyldigt..
Men hold op hvor er det hårdt. Jeg synes det er en hård opgave jeg har fået.. Og jeg tager det som det kommer, og jeg gør det fordi jeg skal.. Men nogle gange er jeg ved at brække mig over det..
I morges kom min ældste og satte sig på skødet af mig. Han var dybt ulykkelig fordi der er to dage til han skal have sin ven fra børnehaven med hjem. At skulle sove to nætter mere inden.. Det er uoverskueligt for en 4 årig... For mig er det uoverskueligt ikke at få lov at sove to nætter..
Men han sidder hos mig, græder, og jeg prøver at trøste og forklare. Han hulker.. Kigger på mig og siger "Mor, det jo også fordi jeg savner min far!".. Og lige dér... Der stikker det.. Det gør ondt! For jeg vil give ham alt!.. Men jeg kan ikke engang give ham hans far.. Jeg kan trøste, og jeg kan sige at jeg godt forstår ham, fortælle ham at far henter dem på fredag, fortælle ham at far og jeg elsker ham, fortælle at far også savner ham.. Og det hjælper, det ved jeg godt det gør. For ham...
På mig gør det ondt.. Jeg ville jo bare gerne give ham alt..

Og nogle gange har jeg lyst til at ringe efter deres far, bede ham hente dem, fordi det er for hårdt.. Men jeg gør det ikke. Det er MIN opgave at klare det her.. En hård opgave... En hård opgave der alligevel er den vildeste og mest fantastiske opgave jeg nogensinde har fået og vil få..

Tro, håb og kærlighed!

Efter indlægget igår kom der nogle reaktioner, der omhandlede den smule tillid man burde have til eksempelvis naboen om at denne ikke pludseligt kommer og slår dig ihjel, eller at kassedamen ikke stjæler dine penge. Men det er ikke tillid, det er en forventning om at disse ikke gør det. Eller måske er det håb? Jeg håber da ikke at naboen slår mig ihjel, men jeg ved det ikke. Så er der tro, jeg tror ikke naboen gør det, men jeg ved det ikke. Til sidst forventning, jeg forventer ikke han gør det, men jeg kan da ikke stole på at han ikke gør. Men det må være anderledes. Det er ikke mennesker jeg skal omgås med.
Jeg tænker på mennesker jeg omgås med, mennesker jeg kan have større forventninger til. Ting jeg behøver tage mig af. For at gå i evig spekulation i, om naboen slår mig ihjel eller ikke gør, om folk vil mig ondt eller ikke vil. Det kan jeg da ikke. Så ville jeg aldrig turde gå udenfor en dør. Men det er ikke fordi jeg stoler på at verden bare bør være god mod mig. Det er fordi jeg ingen forventninger har til den. Altså heller ingen forventninger til naboen om at denne enten slår mig ihjel eller lader være. Jeg gider simpelthen slet ikke bekymre mig om det.
Så der er de mennesker der er tæt på mig. Dem jeg kan have forventninger til. Det er dem jeg mener. De er i virkeligheden også de eneste jeg kan tillade mig at have forventninger til. For jeg forventer heller ikke at andre, altså folk jeg ikke har noget med at gøre, forventer noget som helst af mig!
Der er de store forventninger til samfundet, der er forventninger om at politikerne gør som de bør og lover. Måske er det egentligt en forventning om at de ikke gør det? Tillid er det i hvert fald IKKE!
Så er der forventningen om at folk skal opføre sig ordenligt, de må ikke stjæle, ikke lyve, ikke slå gamle damer ned. Men at stole på at folk ikke gør det, det kan man jo ikke. Heller ikke selvom det er naboen. Så tillid bliver det ALDRIG!
Forventningen bliver til håb.. Vi mennesker har brug for at håbe. Håb om at verden en dag bliver et bedre sted. Håb om at det vil gå os godt. At det vil gå vores børn godt. Alle de ting vi helt vildt gerne vil tro sker, men ikke helt ved om det gør det. Det er ikke helt forventninger.
Så er der tro. Troen på os selv. Troen på at vi er gode nok. Troen på andre. At tro på at alting nok skal gå. Men er tro så tillid? At stole på os selv? At stole på at vi også er gode nok? At stole på andre. At stole på at alting nok skal gå? Men for mig er tro noget man ikke helt ved. Noget man ikke er sikker på. Så det kan aldrig blive tillid. Så er det endnu engang forventninger, fordi man har lov at blive skuffet hvis ikke det går som man - troede eller håbede!
Så har vi haft tro og håb.
Så følger kærlighed! Eller gør det det? Er kærlighed ikke bare noget der sætter kriller i hovedet af os? Kærlighed der gør at vi tror vi kan stole på folk? Kærlighed gør blind!
Men der er alligevel en kærlighed der godt må gøre blind! En ubegrænset kærlighed. En ubeskrivelig kærlighed! Kærligheden til mine børn! De må altid have forventninger til mig, og jeg vil gøre alt i verden for ikke at skuffe dem! Tillid? Nej.. Hvordan skulle de kunne stole på mig når jeg ikke engang kan stole på mig selv?

Tanker..

Tillid og forventninger!

Så siden jeg gik fra eksen har jeg spekuleret meget i det der med tillid. Kan man stole på nogen? Igår fik jeg svaret, det kan man ikke! Og det er ikke fordi der er sket noget ud over det sædvanlige, jeg har bare haft nogle gode snakke med en.
Det har taget noget tid at forstå. Men det hænger sådan sammen at man aldrig kan stole på nogen, tillid eksisterer ikke!
Man kan have forventninger til folk, og jeg har høje forventninger til nogle mennesker, det vil sige at jeg har en forventning om at de aldrig skuffer mig, jeg forventer at de kan holde på en hemmelighed, at de gør det de siger de vil, at de overholder aftaler. Men aldrig kan jeg stole på dem, aldrig kan jeg være helt sikker på at de overholder de aftaler. Og her har jeg lov til at blive skuffet. Jeg kunne ikke have lov at blive skuffet hvis jeg stolede på dem, så var det min egen skyld, fordi jeg havde fuld tillid til nogen, en tillid der ikke findes!
Så hvorfor bliver jeg ved med at blive skuffet? Det jo dumt.. Jeg bør i virkeligheden slet ikke have de her forventninger til nogen, så kan jeg ikke blive skuffet, udelukkende kan jeg blive positivt overrasket! Det ville da være rart? Det er jo ikke fordi jeg ikke kan have forventninger til nogen som helst mennesker, der er bare nogle få som altid skuffer, der kommer aldrig positive overraskelser. Men tænk hvis jeg stoppede med nogensinde at forvente noget af de her, og de så rent faktisk en dag gjorde noget hvor jeg blev positivt overrasket! Men det ville endnu engang være en forventning til at nogen kunne ændre sig for så at overraske mig posititvt. I virkeligheden burde man overhovedet ikke have forventninger til de her mennesker, men hvornår lærer man ikke at have det? Og kan man så lære KUN at forvente dårlige ting fra personer? Kan man helt holde op med at forvente noget som helst fra nogen som helst om noget som helst? Måske..
Måske skal man bare leve? Måske skal man bare håbe og tro på det bedste i folk? Skuffer de igen og igen, jamen så ved man hvilke folk man ikke kan tro det bedste om, og så lader man bare være?
Åh de tanker..
Lev livet.. det burde man bare gøre.. Lade være med at forvente noget, for gør man ikke det, så bliver man aldrig skuffet..
Hvor ville det være dejligt aldrig nogensinde at blive skuffet.. Men sådan er livet.. Så jeg lever videre, forventninger til det er vel okay!

My Lucky Number 13!!

Så hedder året 2013..  Jeg har ingen nytårsfortsæt.. Eller også er mit liv bare et fortsæt i sig selv.. Måske skal mit fortsæt i virkeligheden bare være at 2013 er mit lykkeår?
Jeg talte med en om overtro.. Det var egentligt om religion, om hvor fucked up verden er pga. religion og traditioner. Vi talte om at folk er så skide bange for tal, for sorte katte, for spildt mælk, salt og spejle der går i stykker. Vi er bange for monstre og nisser og mærkelige ting der ikke findes.. Alligevel suger vi til os af åndsvage historier som Twilight med mærkelige vampyrer der glimter i solen og hopper rundt i træerne og spiller dumme! Vi skræmmer vores børn, med dumme historier om trolde og sære væsner der kan gøre dem fortræd.. Vi bliver og er bange for mørke, og hvorfor? I virkeligheden kun fordi solen er på den anden side af jorden.. Fordi vi ikke kan se det vi kender.. Fordi vi er bange for ting der ikke er der.. Fordi vi er bange for overtro!
Men jeg har tænkt mig at droppe min overtro! Jeg har tænkt mig at 13 skal være mit nye lykketal, for det bliver fandme et godt år!! Og der er INGEN der skal tage det fra mig!! I år er det mig der bestemmer, og jeg gør præcis hvad der passer mig!
Mit liv skal i år handle om nye relationer, om nye broer.. Flere broer end de der knækkede sidste år.. Broer af beton, ikke træbroer der knækker.. Broer der har noget på hver side, broer man kan gå over, komme tilbage over, stærke broer! Stærke bånd.. Gode relationer..
Jeg ved godt der vil være træbroer iblandt, og det er helt okay.. Men jeg vil satse på de stærke.. Satse på at det er dem der er flest af!
Og så vil jeg starte med at være positiv, jeg vil tage på en tur over til noget positivt, noget positivt jeg allerede har mødt, og så vil jeg bare hygge mig!
Jeg vil ikke længere spekulere i kærester og bollevenner, jeg vil tage tingene som de kommer, og jeg vil glæde mig til hvad der kommer!
SÅ velkommen mit lucky år 13!!