Tillid og forventninger!

Så siden jeg gik fra eksen har jeg spekuleret meget i det der med tillid. Kan man stole på nogen? Igår fik jeg svaret, det kan man ikke! Og det er ikke fordi der er sket noget ud over det sædvanlige, jeg har bare haft nogle gode snakke med en.
Det har taget noget tid at forstå. Men det hænger sådan sammen at man aldrig kan stole på nogen, tillid eksisterer ikke!
Man kan have forventninger til folk, og jeg har høje forventninger til nogle mennesker, det vil sige at jeg har en forventning om at de aldrig skuffer mig, jeg forventer at de kan holde på en hemmelighed, at de gør det de siger de vil, at de overholder aftaler. Men aldrig kan jeg stole på dem, aldrig kan jeg være helt sikker på at de overholder de aftaler. Og her har jeg lov til at blive skuffet. Jeg kunne ikke have lov at blive skuffet hvis jeg stolede på dem, så var det min egen skyld, fordi jeg havde fuld tillid til nogen, en tillid der ikke findes!
Så hvorfor bliver jeg ved med at blive skuffet? Det jo dumt.. Jeg bør i virkeligheden slet ikke have de her forventninger til nogen, så kan jeg ikke blive skuffet, udelukkende kan jeg blive positivt overrasket! Det ville da være rart? Det er jo ikke fordi jeg ikke kan have forventninger til nogen som helst mennesker, der er bare nogle få som altid skuffer, der kommer aldrig positive overraskelser. Men tænk hvis jeg stoppede med nogensinde at forvente noget af de her, og de så rent faktisk en dag gjorde noget hvor jeg blev positivt overrasket! Men det ville endnu engang være en forventning til at nogen kunne ændre sig for så at overraske mig posititvt. I virkeligheden burde man overhovedet ikke have forventninger til de her mennesker, men hvornår lærer man ikke at have det? Og kan man så lære KUN at forvente dårlige ting fra personer? Kan man helt holde op med at forvente noget som helst fra nogen som helst om noget som helst? Måske..
Måske skal man bare leve? Måske skal man bare håbe og tro på det bedste i folk? Skuffer de igen og igen, jamen så ved man hvilke folk man ikke kan tro det bedste om, og så lader man bare være?
Åh de tanker..
Lev livet.. det burde man bare gøre.. Lade være med at forvente noget, for gør man ikke det, så bliver man aldrig skuffet..
Hvor ville det være dejligt aldrig nogensinde at blive skuffet.. Men sådan er livet.. Så jeg lever videre, forventninger til det er vel okay!