Anmeldt for socialt bedrageri.. En ødelagt familie!

Jeg er helt vildt skuffet. Jeg lovede mig selv jeg aldrig nogensinde ville blive skuffet mere, fordi man aldrig kan stole på mennesker. Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke, og derfor kan jeg ikke lade være med at være skuffet.
For et års tid siden, fik jeg en anmeldelse om socialt bedrageri. Anmeldelsen var meget personlig, selvom en anmeldelse om socialt bedrageri, burde handle om netop dette, omhandlede denne også mine børn, skrigeri i opgangen. Denne røg også til kommunen, som havde en sag på mig i forvejen, en underretning fra en anden person, meget tæt på børnene.
Jeg har altid været åben omkring børnene, og selvom det er pisse hårdt at blive anmeldt, om det så er for socialt bedrageri eller noget omhandlende børnene, så rammer det mig som en hammer hver gang. Jeg har ikke noget at skjule, og sagerne er altid blevet lukket, men det gør pisse ondt! Det gør ondt at folk er fordømmende, ikke mindst forarger det mig, at hvis folk er bekymrede, hvorfor så ikke være ærlig omkring det, stil spørgsmål, det ville jeg gøre.
Nå, men jeg tog sagen om socialt bedrageri i stiv arm, tog til det møde jeg var indkaldt til, forklarede min situation og hende jeg var kaldt til møde hos rystede på hovedet, og forklarede mig at de havde mange sager som denne, hun beklagede, og forklarede at nogle mennesker bare anmelder fordi de kan. Det er fair nok, jeg forstår godt at nogle mennesker har ondt i røven, og jeg forstår virkeligt godt at man ikke må lave socialt bedrageri, og er der hold i sagerne, jamen så skal det opdages. Hvordan loven er skruet sammen, det har ikke noget med mig at gøre, jeg er ikke interesseret i at snyde, og dem der gør det bevidst, jamen fred være med det, det har heller ikke noget med mig at gøre.
Anyways, jeg snød ikke, og der var ikke hold i nogen af de beskyldninger jeg var anklaget for. Mht. børnene, JA jeg har 3 unger, og JA de larmer, nu er det så sådan at jeg har bosat mig et sted for netop børnefamilier, og jeg har sq ret til at være her, mine børn har ret til at være her, og de har ret til at være pisse sure, ligesom de har ret til at være fjollede og glade! Er der en bekymring så kom og bank på min dør!
Well.. Alt dette med disse sager har lavet en kæmpe konflikt i min familie, jeg fik af vide at en person meget tæt på mig havde del i den anmeldelse, det stod sort på hvidt. Hele familien blev splittet pga. de her ting, personen nægtede, og jeg var sur, jeg troede kun på det jeg havde hørt.
Det er længe siden nu, men familien er stadigvæk lige splittet, alt er gået i stykker pga. de her ting. Ingen ved længere hvor vi har hinanden, og det sidste der er sket er, at personen, jeg fik af vide havde del i anmeldelsen, har taget helt og aldeles afstand fra mine forældre. Det gør mig ked af det.
Idag har jeg fået af vide, endeligt, hvem der har anmeldt mig, det var et ligeså stort hammerslag at få i ansigtet som selve anmeldelsen!
Det er en fornemmelse jeg har haft, og der er også blevet prikket til tanken et par gange, men idag blev det så slået fast.
Jeg har været skuffet mange gange i mit liv, men at nogen kan være SÅ falsk, det forstår jeg simpelthen ikke. Personen har hørt ALT, jeg har stået og fortalt alt det der er sket i familien siden anmeldelsen, og personen har virket dybt forarget, hun har endda fortalt mig at hun godt viste hvem der havde anmeldt mig, vi har talt om det, vi har brokket os sammen, og jeg troede virkeligt jeg viste hvor jeg havde hende!
Det betød jo ikke noget fordi jeg ikke havde noget at skjule, men det gør det nu.. Du har ødelagt min familie.. Og for hvad? Hvad fik du ud af det?
Nu står jeg tilbage, jeg har ikke noget jeg kan redde, det hele er gået i stykker, du kan ikke engang gøre det selv din slange! Jeg gider ikke engang høre en undskyldning, jeg håber bare du bliver ædt op af dårlig samvittighed!!

Ungdommen nu til dags!

Okay, jeg er ved at blive gammel! Jeg er blevet sådan en der går rundt og siger "hvad sker der for ungdommen nu til dags!". Jeg mangler sådan set bare min stok så jeg kan banke dem alle sammen oveni hovederne!
Men jeg forstår det ikke.. Det handler om ekspedienter, og det er ekspedienter ALLE steder hvor jeg handler. I virkeligheden handler det nok mere om dem der ansætter dem, altså hvor var de overhovedet henne, da de tænkte det var en god ide? Eller er alle dem der ansætter folk ligeså gamle, som dem der bliver ansat?
Anyways, hvor er det der drive de der butiksansatte burde have? Det der service gen som burde være en selvfølge sådan et sted, hvor tabte de unge det henne?
Jeg VED godt at de fleste der arbejder sådanne steder, kun er der i en overgang, fordi de derefter skal videre, måske uddannelse eller noget. MEN hvor er det engagement der i det mindste så kunne være der for en kort periode?
Og så kommer den, HER, svadaen, da JEG var ung, og da JEG stod i butik, og det er i virkeligheden ikke sådan særligt længe siden, men der var det hele anderledes. Der ER sq da ikke ikke noget bedre end når man bliver husket bare for et lille smil, når man redder nogens dag, bare fordi man kan gøre en lille forskel.
Fx. engang, jeg arbejdede i en lille shop, vi solgte mobiltelefoner, et stort firma, men det gider jeg ikke tale om, fordi firmaet var ung med de unge, desværre. Men en kvinde kom ind, hun havde ugen forinden købt en telefon, som hun nu havde tabt i en vandpyt og den var helt smadret, hele hendes kalender, alle hendes kontakter, alting var i den telefon, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. På en eller anden måde fik jeg det fixet, lavet en backup på min PC, så lå det hele der, det tog tid, kvinden var meget tålmodig dog. Det endte med at hun betalte fuld pris for en ny telefon mage til den hun lige havde købt, det var ikke det der betød noget, det der betød noget var at da hun havde fået flyttet alle sine ting, fra min PC og over i telefonen igen, der var hun så lykkelig at hun fældede en tåre. Den dag, der reddede jeg hendes dag, og min blev meget bedre, det var slet ikke noget jeg var ansat til, men det var sådan noget jeg selv ville have sat pris på.
14 dage senere, kom der et postkort til butikken, det var til mig, fra kvinden, hun beskrev sin taknemmelighed, og der måtte jeg sq lige selv fælde en tåre.
Hvor er den service henne idag? Under armen på den ansatte!!
Det ikke fordi jeg regner med at de ansatte i Harald Nyborg, skal redde min dag, men i det mindste kunne de smile lidt, virke lidt engagerede, i stedet for at stå og sumpe og sikkert drømme om hvornår de igen har fri.
Jeg mener, i virkeligheden kunne de lade som om de har styr på hvad de laver, måske undskylde at de er så pisse langsomme, komme med en kvik bemærkning, GØRE ET ELLER ANDET, men det er ligemeget, for dem er det ligemeget, det er kun et job, og mennesker kommer i forretningen alligevel. Og vi kommer tilbage, hvor skal vi ellers gå hen?
Det er det samme med kassedamer/mænd, det er nærmest alle steder, de sidder som zombier, bip, bip, bip, og scanner varer ind, de kigger ikke engang op. Og der er eddermame langt imellem den der glade medarbejder, ham eller hende der smiler og lige bruger et millisekund på at hilse pænt og smile, måske netop komme med en kvik bemærkning, sådan så man går derfra med en god oplevelse.
De findes nærmest ikke mere.
Det er unge mennesker der skal videre, og de er pisse ligeglade.
Men så igen, jeg er nok bare ved at blive gammel. Tænk engang at JEG skulle få sympati for de ældre mennesker der engang har sagt de samme ting om min generation. De var bare gamle nisser der ikke viste hvad der foregik, nu er jeg sådan en gammel nisse! Hvor fanden er min stok!!??

Jeg ER forelsket!

Well.. Fuck it.. Jeg springer ud.. Jeg er mega crazy in love i verdens dejligste mand! Det er skørt, og det skulle ikke ske, i virkeligheden troede jeg ikke på det nogensinde kunne ske igen.. Og når jeg så siger, igen, er det helt forkert, for jeg har aldrig prøvet det før.
Jeg troede sgu ikke i en alder af 30 af man kunne se verden på en helt ny måde. Mest i forhold til følelser, nye følelser. Jeg troede jeg havde følt det jeg skulle føle, og var egentligt blevet enig med mig selv, som også tidligere skrevet, at jeg ikke længere var i stand til at blive forelsket, mest fordi den psykotiske tilstand, jeg har været i, været blind i, et par gange før, IKKE er noget jeg vil udsætte mig selv for igen. Jeg har prøvet at være noget jeg troede var forelsket, og aldrig i noget godt.

De mænd jeg har mødt, og de få jeg er blevet forelsket i, har altid haft nogle ting med sig, ting hvor jeg egentligt har tænkt at det nok ikke var så smart for mig. Jeg har hver gang valgt at se igennem fingre med de ting, og hver gang er det præcis de ting der er er endt med at blive enden på det hele. Så jeg blev enig med mig selv om at mærke efter, det kan sgu godt være mit hjerte og mit hoved falder for nogle ting, men jeg vil IKKE nøjes, så min mavefornemmelse var den vigtigste. Og så var det som om at følelserne forsvandt. Jeg blev ikke længere forelsket. Så i virkeligheden var det jeg følte nok slet ikke forelskelse. Eller for at udtrykke mig bedre, det VED jeg det ikke var.
Med de nye følelser der åbenbart kan komme væltende, eller følelser der kan vælte mig, på den måde at jeg har fået slået benene fuldstændigt væk under mig. På den fede måde! Jeg har aldrig længdes så meget som nu, på en helt ny måde. Det er glæde. Jeg glæder mig til hver gang jeg kan få lov at snige mig til at se ham. Hver dag glæder jeg mig til næste gang. Den følelse har jeg aldrig haft. Jeg ved at jeg altid har været lidt trist, hvis ikke jeg har kunnet være sammen med dem jeg gerne ville være sammen med. Den følelse er der ikke. Jeg synes det er nederen jeg ikke kan være sammen med ham hele tiden, men jeg er ikke ked af det. Ventetiden er det hele værd, selvom det prikker og stikker og giver kriller i dagene op til.
Jeg kan ikke sætte ord på mere end jeg allerede har gjort. Jeg ved ikke engang hvordan forelskelse skal føles, ligesom jeg ikke ved hvordan det føles at være lykkelig. Fordi jeg stadig mener at lykke er en følelse der kommer en gang imellem. Men jeg ved at lykkefølelsen har været på besøg her mange gange det sidste stykke tid, og blandet med savn, glæde, kærlighed og en helt masse andre følelser, er det for mig den ultimative forelskelse. En følelse, 1000 følelser, og jeg føler hele tiden!

Tryllestøv!

Peter Pan sagde noget om at hvis man tænker gode tanker så kan man flyve. Muligvis er det kun et spørgsmål om tid før jeg letter!
Jeg har fået grønt lys til at stoppe med min medicin, jeg er bare ikke rigtig god til at leve i en tåget verden. Jeg ved godt jeg har mange tanker, men det har jeg sådan set haft hele mit liv, og med de værktøjer jeg har lært mig selv, kan jeg nu finde ud af hvad der påvirker mig negativt, og det er alt det jeg ikke har brug for. Positivitet er min medicin!
Jeg nåede at opgive kærligheden og tanken om at kunne blive forelsket lige før nytår. Det var en god ide, og jeg læste i øvrigt at de manglede nonner i Danmark, så måske cølibat og en nonnedragt var vejen frem.
Det nåede så også kun lige at blive 2015, så skete der ting og sager. Jeg troede jeg var fyldt 30, eller det er jeg ret sikker på. Men lige nu føles det, om end jeg er lidt langsommere end dengang, som om jeg er en fjollet teenager! I virkeligheden er der nok noget om at jeg aldrig bliver rigtig voksen, men lige nu er det en fed fornemmelse.
I virkeligheden tror jeg det er min tur til at blive glad og være helt ovenpå. Jeg prøver at være rationel, og så prøver jeg liiiiige at stikke en finger i jorden og tænke som jeg plejer, at prikke til mig selv og sige "ja ja vent nu og se", men så igen, hvorfor skulle det ikke ske for mig? Tanken om at det kunne ske for mig, og at det måske allerede er ved at ske, den er for vild, og jeg tænker, at allerede med den tanke er jeg længere end nogensinde. Jeg er ikke engang der hvor tanken om den skide nedtur jeg ved der følger hvis ikke det virker, den nedtur der altid følger når man bliver skuffet, når jeg bliver skuffet, for jeg bliver næsten altid skuffet. Den tanke at jeg kunne blive skuffet har ikke engang meldt sig endnu. Der er kun tanken om at jeg er ret sikker på jeg ikke bliver skuffet, og det er en tanke der følges af en følelse af glæde, og en helt masse andre følelser jeg ikke rigtigt har ord for.
Jeg tager en dag af gangen, og jeg glæder mig hver dag.
Og så blev jeg prikket i går, to nye stykker metal blev placeret i mit øjenbryn, det er den fedeste fornemmelse. I næste uge afslutter jeg projekt piercing for nu, tænk engang at være tilfreds. Prøv tænk hvis jeg nu skal til at være rigtig tilfreds. Glad. Jeg ER fucking glad!

Små prik!

Sådan en morgen hvor man vågner og tænker at end ikke al den kaffe der findes i hele verden, kan vække en. Sådan en morgen hvor ikke noget morgenmad er godt nok til ungerne. Sådan en morgen hvor man kommer til at se at man ikke har flere smøger. Sådan en morgen hvor ingen af de bukser, en 6 årig ejer, er gode nok. En morgen hvor en knap 3 årigs værktøjskasse SKAL med i børnehave, og hvor en 4 årigs hue heller ikke er god nok.
Oooog en morgen hvor mit betalingskort bare bliver ved med at skrive AFVIST!
Sådan en morgen har jeg haft her til morgen.
I samarbejde med Peter Larsen og den flinke mand i Nordeas selvbetjening på mobilen, en 3 årigs elskede sut, en hue til en 4 årig der endeligt var god nok, og en 6 årig der selv valgte, godt nok de mest forfærdelige bukser, gik det hele alligevel.
Jeg endte endda med overskud på humør kontoen, da en skøn mor fra børnehaven lige gav mig kredit for mine skrive evner, lige præcis foran de pædagoger, min 4 årig lige havde stået og råbt til at hendes mor ikke har noget arbejde. Her blev jeg sq lidt stolt. Moren skal aflevere en opgave idag, bliver af meget interesseret pædagog spurgt om hun er klar, moren forklarer at hun er klar "meeeeeen", svarer hun og kigger over på mig, "jeg kunne godt bruge en til at læse korrektur!". JAAAAAAER!
Jeg tror måske alting går op. De ved godt alle sammen, og efter min 4 årigs udbrud idag, er de i hvert fald slet ikke i tvivl længere, om at jeg ikke har noget job. Udsigten til et er måske også halv lang, men jeg har det godt, og de små prik der kommer om at det er helt okay det hele, at jeg faktisk i virkeligheden kan det jeg godt gider. Det er fedt.
Og JA det er fucker nederen at jeg bare aldrig lærer det med økonomi, Men det er ikke fucker nederen at jeg har det godt! Og så er det slet ikke særligt nederen at jeg altid klarer den alligevel.
Jeg kan godt mærke at selvom Peter Larsen er nødt til at skubbe lidt til mig, så er jeg rimeligt høj alligevel. Januar er spændende og udsigterne til nye piercinger er lige om hjørnet, uden at røbe for meget, og uden at råbe for højt, endnu, er der måske også en mulighed for at en ganske speciel person, tager med og holder mig i hånden, i morgen når de 2 nye prik skal laves. Måske der skal holdes meget mere i hånd i fremtiden?
God dag folk!

Et nyt år!

Så slog klokken 12, og så var det pludseligt 2015. Dagene op til sad jeg med en følelse af at jeg skulle nå alting, nu var det snart slut, året. Det betød en ny start. Lige som det gjorde da jeg blev 28, og det blev 2013, 29 og det blev 2014, og nu hvor alting bliver bedre når man bliver 30, så også 2015.
Det er bare tal, og jeg ved det godt, men tal er også symboler, i det mindste for mig. Noget nyt hele tiden, et nyt sekund, et nyt minut, en ny time osv. osv. Når det så er de store ting, nye år, så er det mere end det. Så kan jeg starte forfra.
De sidste måneder af 2014 var temmeligt kaotiske. De sidste uger var roligere. Jeg er alene nu. Ikke som i at jeg er alene i mit liv, jeg har de mennesker jeg har brug for, men alt det der prikkede til mig hele tiden, forsvandt. Jeg gjorde det af mig selv.
De første dage af 2015 har været helt stille, ingen børn hjemme, ingenting jeg skulle, bare mit hjørne i sofaen helt alene.
For blot 4 måneder siden ville jeg ikke ha kunnet sidde stille i 5 minutter, jeg ville ha haft mennesker her hele tiden, garanteret været i byen flere dage, og ikke have nået at slappe af i 5 sekunder inden ungerne igen kommer hjem og fylder det meste.
Jeg har lært at være alene.
Det er ikke fordi jeg ikke vil se folk, overhovedet ikke. Det jeg siger er bare at det er kæmpe stort at jeg kan det, være alene.
Der kommer ro på. Styr på følelser. Styr på søvn.
Jeg ved at det her er vejen frem, og jeg ved nu at der er plads til nyt. Nyt fordi jeg kan hvile i mig selv, fordi jeg kan være alene, fordi jeg ikke har brug for drama hele tiden.Fordi jeg ikke opsøger det længere.
Jeg gjorde det sidst på året, og jeg mærkede med det samme, det der ikke er rigtigt, det jeg ikke har fortjent, og jeg stoppede det.
Jeg kan mærke at året starter godt, jeg ved det starter godt, jeg har allerede fået en god start.