3 år i 5 tekster, mit liv.. Kærlighed

Så jeg sad en aften og tænkte, hvad har gjort mig stærk? Det har rigtigt mange ting. Jeg føler jeg er mere ovenpå nu end jeg har været i mange mange år, det er utroligt, det er fantastisk, og for første gang nogensinde venter jeg ikke på den næste nedtur, det vil gå op og ned, men jeg tror ikke det kan ramme så hårdt som det altid har gjort.
Jeg har haft en ny samtale på psyk, og vurderingen er nu at jeg højst sandsynligt slet ikke passer i diagnose kasserne, jeg har været presset, hårdt presset, og et menneske kan kun holde til et vist punkt før det vil bryde sammen, de tror det er det der skete for mig. Jeg har hele tiden troet det var det der skete for mig.
Så.. En ting der har hjulpet mig rigtigt meget i de sværeste situationer er musik. 5 numre har jeg kunnet relatere til, når jeg hører musik, hvor teksten nærmest er skrevet, som var det mit liv det handlede om, så hjælper det, så er jeg ikke længere alene.
Så en aften sad jeg og samlede de 5 numre, klippede dem til, og til sidst skrev jeg dem om. Det blev til det her:

Mit liv var fyldt med tomme løfter og knuste drømme.
jeg følte jeg havde fået nok, jeg var så vred at jeg ku skrige men så trist at jeg græd.
Det var bunden!

Det var en lorte situation, og jeg gav mig selv skylden, det var endnu en lektion livet, jeg prøvede at klare skærene, jeg prøvede at holde tårerne tilbage, de sagde det bare var en periode, at det kunne ske for alle.
Hvor ondt det gør indeni, når den du elsker har gjort dig ondt, livet er hårdt alene.Jeg var dømt til et sammenbrud, jeg skulle ha set det komme, man kan ikke stikke af fra problemerne, for når problemet er dig selv begynder du at tænke, hvor hurtigt du end løber kan du ikke løbe fra dig selv.
Så nu var jeg 27 med ingen ide om hvem jeg var eller hvem jeg skulle forestille at være, jeg ved det lyder dumt i jeres ører, i gjorde det til en sygdom!

Jeg spurgte mig selv, passer jeg ind? Hvor hører jeg til? Er det her mig?
Følte mig malplaceret, spurgte mig selv, er det sådan det skal være?
Der var ingen der forstod mig!Jeg var ved at dø indeni, men jeg kæmpede, jeg græd, jeg havde ingenting, jeg var ved at drukne i selvmedlidenhed, træt af at mennesker fortalte mig det nok skulle blive bedre, det stoppede ikke regnen, det regnede stadig på mig! For enden af regnbuen regner det stadig!

Pillerne på bordet, det var lige meget, der var intet der kunne stoppe regnen, det regnede stadig på mig.
Hvis jeg kunne flyve, så fløj jeg væk, glemte livet for en stund.
Men det har aldrig været nemt, bare at tage sig sammen og gøre hvad man bliver bedt om, sådan fungerer det ikke.
Jeg var fortabt og jeg havde intet håb, jeg anede ikke hvordan det ville gå mig.
Jeg var fortabt og forvirret, og jeg viste ikke hvad jeg skulle med mit liv.
Hvis jeg havde vist hvad jeg skulle gøre så havde jeg gjort det.
Hvis jeg viste hvor jeg skulle tage hen så tog jeg derhen, hvis jeg viste hvordan man fløj, så fløj jeg væk.
Jeg ville hellere fare vild på havet, end at blive en del af systemet, hvor græsset altid er grønt og luften altid ren, det var i hvert fald det de ville have mig til at tro!
Hvis du søger efter noget, lad være med at presse dig selv, hvis du føler dig som ingenting, så lad være med at presse dig selv, når dine problemer hober sig op, du føler du skal finde svar, gem det til en solskinsdag, lad være med at presse dig selv. Nyd hvert øjeblik. Når stormen raser omkring dig, så bliv hvor du er.
Det er en smuk verden.
Er det her livet for mig?
Det er de små ting i livet for mig.
Det er et langt, hårdt liv, men jeg vil altid leve for I morgen
Jeg vil se tilbage på mig selv og sige at jeg gjorde det for kærlighed!

De her tekster er de sidste 3 år af mit liv, de er ikke originalt skrevet af mig, de er tolket af mig og skrevet om af mig. 5 tekster der er så rammende, så meget det liv jeg har levet, det er skræmmende men det har hjulpet mig. Det sidste er idag, det er her jeg er, og det er fantastisk.

Underkategoriserede diagnose kasser til ALLE..

Mit hoved er fyldt med tanker - igen. Det går ellers godt, jeg er glad, og jeg har egentligt ikke følt mig så meget ovenpå de sidste mange mange år, som jeg har de sidste måneder. Jeg er mere eller mindre stresset, men jeg kan se en ende på det, og det har ikke slået mig ud, som det ellers normalt ville have gjort.
Og når det går godt, så bliver jeg i tvivl om mine diagnoser. Når det går godt så kigger jeg på mennesker, og så sammenligner jeg dem. Tolker og analyserer. Det har jeg vist altid gjort.
Så jeg sammenligner mig selv med andre der har bipolar, og i virkeligheden er jeg meget i tvivl om vi egentligt alle sammen har den lidelse.
Fællesnævneren for os er i det aller fleste tilfælde at vi har været ude for noget mere eller mindre traumatiserende på et eller andet tidspunkt i livet.
Jeg har en eller anden teori om at det egentligt ikke behøver være store ting, små bitte ting der måske gemmer sig og kommer til udtryk senere. Måske noget der er sket i barndommen, noget vi slet ikke er opmærksomme på, men når der så sker en eller anden stor ting når vi bliver lidt ældre, noget der måske kan minde om det svigt, det svigt der måske har ligget i dvale, så tricker det et eller andet i hjernen, og så går vi ned på den ene eller anden måde.
Og det er ikke fordi jeg er læge, jeg er godt klar over at min teori sikkert vil blive banket i gulvet af dem, men jeg tror heller ikke de ret tit overhovedet, sætter sig ind i de mennesker de diagnosticerer. De har en tendens til at kigge på andre tilfælde, og så stille en diagnose ud fra det, fordi det ligner noget andet. Og det er her det går galt for mig.

Jeg sad og læste en artikel forleden, den var skrevet af en mand der var med til et såkaldt "omvendt vælgermøde" jeg deltog i for noget tid siden. Her skulle vi være 4 i et panel af psykisk sårbare, og vi skulle hver især fortælle om vores oplevelser i det psykiatriske system, for en håndfuld politikere. Han havde hørt godt efter, det kunne jeg læse mig til, og det er virkeligt positivt for mig, fordi jeg i virkeligheden ikke har nogen som helst forhåbning om at blive hørt.
Men altså. Han skrev om diverse diagnoser, og nævner kort at en form for ADHD nu har fået fjernet H'et og, og nu bare er kaldet ADD. ADHD uden hyperaktivitet, så det er altså bare ADHD i hovedet. Det er ikke fordi det ikke er slemt nok. De siger jeg har det, men jeg er i tvivl.
Det er det med lægerne igen. Når folk kommer med deres tanker, deres MANGE tanker, ligesom jeg har mange tanker. Så er det åbenbart vigtigt for dem at finde en diagnose, for når man har en diagnose kan man få medicin, og når man får medicin, så holder man op med at tænke.
Når så diagnosen, eksempelvis ADHD ikke passer, fordi man mangler H'et, så virker det for mig som om at de bare finder en underkategori til en diagnose der i forvejen findes, fordi det er nemmere end at kigge dybere i mennesker.

Bipolar, der findes to typer med denne lidelse, bipolar type 1 og bipolar type 2, type 1 er den "rigtige" bipolar, altså det der i gamle dage hed Manio Depressiv. Denne type har to poler, den depressive og den maniske, der er ikke noget midt imellem, og det er her jeg tænker at medicin kan være en løsning, for at man kan holde sig på midten. På et tidspunkt er type 2 så kommet til, og hvad jeg kan finde ud af om denne type, som er den type jeg selv skulle være, er en person der oftest er depressiv, denne ryger ikke i rigtigt mani, men noget der kaldes hypomani, en tilstand jeg i virkeligheden bare ville kalde glad. Og så er der en blandingstilstand, som er noget hvor man skifter mellem hypomani og let depression hurtigt efter hinanden. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal tænke om det. Ikke andet end det samme som ADHD'en uden H'et, at lægerne mødte en patient som ikke passede i nogen kasse, og så måtte de opfinde en underkategori.

Nu har de så puttet mig i to af de kasser med underkategorier, og jeg er faktisk i tvivl om jeg nogensinde kan få slettet de stempler igen. Så har jeg en sidste diagnose, PTSD, og her tror jeg i virkeligheden de har ramt helt rigtigt, for så er vi tilbage til traumer. Et menneske kan kun stå imod til en vis grænse, på et eller andet tidspunkt vil det reagere på disse traumer eller svigt. Og jeg er ret sikker på det er det der er sket for mig.
Når man som menneske får stress, angst og depression, er jeg ret sikker på der er en grund til dette, og vi er ikke alle ens, vi vil reagere på forskellige ting, for det ene menneske kan det virke som små ting der har ramt et andet menneske, men som dette har reageret på, men vi er SÅ forskellige, heldigvis, og nogen er bare stærkere end andre.
Så jeg bad om hjælp, jeg føler ikke jeg fik nogen, men til gengæld så jeg indad, og jeg indså at for at ændre noget der er negativt måtte jeg gøre noget positivt for mig og ikke mindst mine børn. Så det har jeg gjort, og jeg har nok aldrig haft det bedre.
Men nu står jeg tilbage med to diagnoser som jeg i virkeligheden slet ikke tror er diagnoser, i virkeligheden virker de for mig som undskyldninger, undskyldninger for at blive i det man er vant til, undskyldninger for at få lov at være i noget der ikke er positivt for en selv, undskyldninger for at blive i dårlige vaner, i virkeligheden nok de dårlige vaner der har gjort en syg.
Jeg kunne ha lagt mig ned, jeg kunne ha taget imod medicin og være blevet et menneske der ikke længere føler noget, der ikke længere tænker. Og det havde jeg nok i virkeligheden også gjort hvis ikke det var fordi jeg ikke har tiltro til systemerne, og så kan vi kalde det PTSD, men lige på det punkt omkring tillid, der tror jeg i virkeligheden det har været godt for mig.
Jeg lagde mig ikke ned, jeg kæmpede videre, jeg kæmper fortsat og det er hårdt at være i mit hoved til tider, men jeg er IKKE mine diagnoser, jeg er et menneske, et menneske der har været igennem nogle ting, ting der kun, kan jeg se nu, har gjort mig stærkere...