Idag, midt i projekt 7 madpakker, stod jeg og hylede. Når jeg har det sådan her så bliver det mærkeligt, somme tider ville jeg virkeligt ønske at min sagsbehandler, behandler, mentor, læge og alle mulige andre mennesker der i virkeligheden forsøger at hjælpe mig, men som jeg ikke er helt sikker på virkeligt forstår hvordan det er, prøvede at føle præcis det jeg føler når jeg har det sådan her.
Den fornemmelse af at det hele kramper sammen og jeg overhovedet ikke magter noget som helst.
Der er flere mennesker jeg godt gad have skulle prøve en dag i mit hoved, men nok mest en dag i mit hoved en dag som idag, en dag som de dage den tid jeg går i møde kommer til at være.
Der er ikke noget medicin der kan få den krampeagtige følelse til at forsvinde, tro mig jeg har prøvet. Det jeg får nu kan tage toppen og sørge for at jeg ikke giver op. Jeg er færdig med at give op, jeg giver aldrig mere op, men mon ikke det er det der hedder at tage sig sammen?
Jeg tager mig sammen.
Faktisk er jeg nået så langt at jeg tror at hjælpen er velment, i virkeligheden passer folk jo bare deres arbejde, og de der kommer med råd som i virkeligheden ikke har mig som en del af deres arbejde, er i virkeligheden bare folk der forsøger at hjælpe alligevel. Så langt er jeg nået, jeg tror faktisk på at folk mener det godt, jeg tror faktisk de vil mig det godt, jeg tror faktisk i virkeligheden de prøver at hjælpe mig, det er i hvert fald hensigten, faktisk tror jeg de prøver at forstå. Og jeg er glad for råd, jeg er glad for deres hjælp. Mon ikke det er det der hedder taknemmelig?
Jeg er taknemmelig.
Jeg er nået dertil at jeg efterhånden ved at dårlige perioder kommer, de går over igen og jeg skal bare have det overstået. Jeg ved nu at jeg nærmest kan klare hvad som helst, tiden går alligevel og jeg klarer hvad der kommer. Følelserne der følger med er forfærdelige men når dagen er gået og jeg kan sove, ved jeg at i morgen tidlig går det altid lidt bedre, i hvert fald til jeg bliver træt igen. Jeg ved de gode tider kommer igen, jeg får overstået de dårlige. Det må være at overleve.
Jeg overlever.
Det kan godt være der findes diagnoser, kasser til folk som mig. Jeg har i virkeligheden manualer til folk jeg gerne vil have skal forstå hvorfor jeg er som jeg er, jeg kan give dem nogle bogstaver og så kan jeg i virkeligheden slås op som et andet ord i en ordbog, betydning og forståelse, det kan du faktisk Google dig frem til hvis du får navnene på mine diagnoser. Det du ikke kan Google dig frem til er rodet i mit hoved, følelserne i min mave, mig i det hele taget. Og sådan er de kasser, de er gode til at finde en form for forståelse, men den vil aldrig kunne føles, du vil aldrig kunne mærke hvordan det er.
Næste gang du ser mig smile vil du alligevel ikke mærke hvordan jeg i virkeligheden har det. Næste gang jeg græder vil du prøve at forstå at jeg gør det fordi jeg har en grund, men du vil aldrig føle hvordan jeg i virkeligheden har det. Næste gang jeg fortæller at jeg gør som jeg gør fordi jeg føler det er det rigtige, vil du alligevel aldrig føle hvordan jeg har det når jeg gør som jeg gør. Næste gang jeg virker som om jeg har styr på noget, vil du aldrig mærke hvor meget jeg føler jeg ikke har styr på noget som helst.
Næste gang jeg virker sikker, vil du aldrig føle hvor usikker jeg i virkeligheden er altid.
Faktisk vil jeg ikke ønske for nogen at de skal føle det jeg føler når jeg har det sådan her.
Når det hele er overstået vil jeg til gengæld ønske at alle kan føle det jeg ved kommer igen, min glæde, min kærlighed og min lykke. Den kommer tilbage. Det må være at leve.
Jeg lever!
