Snart 1 år..

2 dage så er det juni, 22 dage er 1 års dagen for det her kaos! Det er sindsygt at der snart er gået et helt år. Jeg har brugt meget tid, de sidste to dage, på at tænke over hvor jeg er nået hen, hvad der er sket.. Der er sket mere på det her ene år, end der er sket hele mit liv.. I hvert fald af forandringer.
Jeg har kun 2 gange mere i terapi, det er 13 uger der bare er forsvundet. Men hvor er det vildt så meget der er sket bare på de uger. Vi kvinder der sidder derinde, det er helt vildt så store forandringer der er kommet i vores liv, bare ved at sidde og tale derinde! Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle ha gjort uden det forløb.
Når der er gået det år, så vil jeg læse alle mine indlæg her, og forhåbentligt vil jeg kunne grine af det, og se hvor langt jeg er kommet, hvor meget stærkere jeg er blevet! For det er jeg! Jeg er stadigvæk helt nede tit, men jeg kan mærke at der er længere imellem, og jeg kan mærke at jeg kommer hurtigere op igen!
Jeg er Stadigvæk skræmt ved tanken om en kæreste, og jeg kan mærke at sådan en skal jeg ikke ha lige nu, jeg vil styre mit eget liv, og den hjælp jeg skal have den får jeg allerede, jeg kan ikke lukke nogen derind hvor man lukker kærester.. Men det betyder ikke noget.. Jeg ved ikke om jeg nogensinde får tilliden til mænd helt igen, men det gør ingenting, i hvert fald ikke nu.
Jeg har siddet og set på billeder, jeg har set på mig selv som jeg var i sommers, sådan som jeg så ud, og jeg bliver mega ked af det når jeg ser dem. Jeg havde helt mistet mig selv! Min bedste veninde har sagt at dengang var jeg som en grå mus, jeg så helt forfærdelig ud. Jeg var ingenting, mor til 3 og så alene også, ingen frisør i hvad? 3 år tror jeg! Mit tøj var forfærdeligt, og makeup var der heller ikke noget af.. Og jeg ved godt det ikke er tøj og makeup der former nogen, men i det mindste kan man tænke lidt på sig selv.. Det gjorde jeg overhovedet ikke. Det gjorde mig ikke til en dårlig noget som helst, for jeg tænkte kun på mine børn dengang, og det er jo en god ting. Men jeg tror mine børn har godt af at se at deres mor begynder at have det bedre med sig selv.
Min selvtillid bliver bedre jo flere ting jeg prøver at kaste mig ud i, jeg er stadigvæk en kylling, og jeg tror stadigvæk ikke helt på at jeg er okay som jeg er. Men er piger ikke bare sådan? Der er aldrig noget der er helt godt nok?
Når der er gået 1 år, så vil jeg tage et billede af mig som jeg ser ud nu! Og så vil jeg ligge det herind sammen med et billede af mig som jeg så ud for 1 år siden! Så vil jeg læse alle indlæg, og se på nu og dengang..
Bloggen har hjulpet mig med at komme ud med de ting der har fyldt aller mest. Der er mange der synes det må være grænseoverskridende at skrive om så mange personlige ting, men hvis ikke jeg havde gjort det var jeg aldrig nået hertil..

En hyldest til 5 mennesker!

Jeg gør det igen, nyt indlæg, 2 på samme dag, det tror jeg er første gang! Jeg synes det er nødvendigt!
Det er en lille hyldest, og det virker garanteret plat at sidde og skrive hvor glad man er for nogle mennesker. Men sådan er det, og dem det er henvendt til kan jo bare nøjes med at læse!

Jeg har for tiden 5 personer i mit liv som jeg virkeligt sætter pris på! Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden jer, og jeg er så død taknemmelig for at jeg har mødt de 3 af jer, og de sidste to, jeg kan ikke engang takke jer, for i fik mig jo bare!
Jeg kan starte med mine forældre, jeg ved ikke hvor jeg ville ha været i dag hvis ikke det var for jer! Og nej jeg ville jo ikke engang ha været her hvis det ikke var for jer, men sådan som i bare altid er der, jeg kan slet ikke vise hvor taknemmelig jeg er. I hjælper mig altid, og jeg skal ikke sidde herinde og skrive om det, for i ved godt selv hvad jeg mener. Mine børn elsker jer, og jeg kan se hvor meget i elsker dem. Den måde mindste manden ignorerer mig, fordi han hellere vil være hos sin bebber, måske burde jeg blive jaloux, men det gør jeg ikke, i stedet er jeg bare lykkelig for at han er så glad, og så tryg ved dig far!! Den måde i har hjulpet mig og stadigvæk gør det, og den måde i kommer til at hjælpe mig i fremtiden, jeg kender INGEN der ville gøre det samme for deres børn, og for det kan jeg aldrig nogensinde komme i nærheden af at vise hvor taknemmelig jeg i virkeligheden er!
Alle de tudeture jeg har haft, altid med en viden om at alting nok skal gå, bare jeg har jer! Og du mor, alt det bøvl du har lagt øre til, det er mig en gåde at du ikke har fået nok.. På den anden side, alle de tosse ting vi kan snakke om, alle vores sko.. Jeg elsker dig!

Så er der dig, jeg gider ikke skrive navne på bloggen, du bor tæt på, du har to dejlige unger, du er der altid, også selvom vi tit taler trælse ting, men det hjælper altid, vi kan redde hele verden over smøger og kaffe, og når vi har gjort det er det hele meget bedre! Vi fandt en nat løsningen på alting, og jeg griner stadigvæk af det. Et nummer jeg altid hører når jeg skal op i gear, og ha det bedre er vores sang!

Psycho, groupie, cocaine, crazy 
Psycho, groupie, coke 
Makes you high, makes you high 
Makes you really want to go, stop! 

Du ved hvem du er og du ved hvad jeg mener!

Så er der jer to drenge! I ved godt hvem i er, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige for at fortælle hvad i betyder i mit liv. Jeg ved godt jeg er en gakker, og jeg ved godt jeg sikkert er for meget tit, men i skal vide at jeg er vild med jer, og i gør virkeligt livet værd at leve, alle de ting jeg kan se frem til, om det så er en morgensang eller bare at sidde og stene mens i ser jeres mærkelige træningsvideoer, det ligeyldigt for i er der, og jeg synes det er skønt! Jeg håber når i finder pigerne i jeres liv at i stadig gider drikke en øl eller en shake engang imellem, eller måske hive mig med op og se dum ud på rampen! Jeg håber og ønsker det bedste for jer, ligesom jeg ikke er i tvivl om at i gør det for mig! 

Jeg skal nok klare det hele, når bare i er der!

Jeg elsker jer alle sammen!

En anden virkelighed!

Kender I ikke de der mennesker man bare aldrig når ind til? Man forsøger og forsøger og forsøger og det sker bare aldrig, man mister aldrig helt troen på at det kan lade sig gøre. Det MÅ sq da kunne lade sig gøre!
Man har faktisk lidt ondt af personerne, for virkeligheden for dem er en helt anden end den vi andre lever i. Jeg forstår ikke man ikke kan lave en aftale, og så bliver den holdt eller også melder man ud at man ikke vil alligevel, så er den ikke længere! I stedet skaber man problemer som i virkeligheden slet ikke findes. Men det er den virkelighed, den findes for dem, og det er sq lidt skræmmende.
Jeg kan sidde og komme i tvivl om min egen virkelighed, fordi de personer virkeligt aldrig giver op, og når de siger de giver op giver de ikke op alligevel, så kommer der bare en ny ting, og en ny og en ny og en ny.
At sætte restriktioner overfor andre mennesker, du må, du må ikke og gør du sådan så sker der sådan. Regler! Men den går kun den ene vej, der er ingen regler for dem! Prøver man alligevel at sætte grænser, så kommer der nogle nye ting, og nye regler for mig.
Jeg gider det ikke mere!
Det handler om en bekymring, en bekymring om noget der ikke findes. Når nogen er bekymrede tager jeg det alvorligt og prøver at gøre noget ved problemet. Det har jeg gjort i denne sag også, og det viser sig at der ikke er nogen bekymring. Der er ikke nogen der kan se at der er et problem. Kun 1 enkelt person.
Og JA, det er pisse hårdt at ha en søn på 1½ år der måske ikke er den bedste i verden til at sove, men lad os blive enige om, der er 2 forældre, og det er lige hårdt for begge! For øvrigt synes jeg også det er hårdt at have 3 børn, men sådan er virkeligheden, og så må man få det bedste ud af det!
Det er næsten det værste i det her system. Jeg ved hvor mange fædre der kæmper for at få lov at se deres børn. Det er næsten en umulig kamp fordi mødrene nægter det, de der fædre de vil gøre hvad som helst.
Så er der den anden vej, de mødre der kæmper for at børnene skal have en far. Hvis jeg presser på, så er det åbenbart mig der skal hjælpes fordi jeg ikke magter mine børn, og det er lige præcis det der er problemet! Jeg skal ikke hjælpes, jeg har det ikke hårdere end så mange andre. Jeg vil bare gerne gøre mine børn glade ved at give dem lov til at være sammen med den far de er så glade for! Og jeg ved godt jeg er blevet en idiot, jeg ved godt jeg er sikkert er blevet led i forhold til hvordan jeg gerne vil ha tingene. I hvert fald i en andens virkelighed. Men jeg vil bare gerne slå fast at jeg ikke gider flere løse aftaler, ting på prøve. Jeg gider ikke mere! Jeg vil bare gerne at tingene skal fungere, men det gør de bare aldrig, vi kan lave aftaler og aftaler og aftaler, der vil altid være et eller andet!
Og jeg er sikkert en kælling når jeg sætter grænser, og siger at nu vil jeg ikke mere. Og jeg skal sikkert fortælles mange gange at jeg er en ond mor fordi jeg nægter mere ballade. Men nu mener jeg at der skal kæmpes fra den anden side, hvis du vil det så må du kæmpe, og vil du ikke, jamen så er de nok bedre tjent uden!
Og der er nok nogen der vil se det her som en sviner, det er det overhovedet ikke. Mine børn har en god far. Men jeg kan ikke mere, og jeg vil ikke mere. Det er KUN børnene det handler om nu.

Terror, angst og børn!

Ååååååh! Jeg kan næsten ikke ha det i mit hoved! Mere terror, og igen i London!
Jeg er netop kommet fra en samtale hvor det handler om bangehed og utryghed hos børn, lige her handler det om min ældste søn. Han virker temmeligt utryg, og taler meget om ting han slet ikke burde tale om. Nu snakker vi krig, og herunder kommer religion, i forhold til ting man må, bør og ikke må.. Han snakker for tiden meget om svinekød, om han skal spise det eller lade være. Jeg gør alt for at han skal forstå at her hvor vi bor er det okay, og helt normalt at spise det.
I sidste uge lød luftalarmen over vores by, det var "kun" pga en brand, men alligevel kom han hjem og fortalte hvor bange han var blevet, fordi en fra børnehaven havde sagt at når den lyd kom så var det fordi der var krig. Så kommer der bomber!
Jeg skal sidde som mor og huske ham på at her er trygt at være, men hvor er der overhovedet trygt? Og NEJ han får ikke lov at se død og ødelæggelse i tv, og NEJ jeg taler ikke om hvad der sker af terror når han er i nærheden. Det er bare pisse svært at gøre nogen trygge når man slet ikke er det selv!
For mig handler det om angst!
Da London blev ramt i 2005 var det så tæt på, jeg var derovre, vi ankom dagen før, og om morgenen stod alting stille, der var ingen der anede hvad der skete, første melding lød på strømsvigt i undergrunden, der gik længe før det stod klart hvad der var sket. Hele byen gik i stå, og vi tænkte "hey hvor slemt kan det være", det var ikke værre end at vi kunne gå til centrum. Det gjorde vi så..
Da vi nåede derind gik det ligeså stille op for os at der var noget helt galt. Alt lukkede ned, der var simpelthen ingen medarbejdere til nogen som helst steder der kunne komme frem. Da vi så besluttede at gå hjem, kommer vi til Vauxhall Bridge, og alt bliver spærret af, vi kunne ikke komme videre før en masse ambulancer med "blood" skrevet på siderne, var passeret. Så vågner man, så ser man at det er en syg verden! At komme hjem til nyheder over alt, for til sidst at finde ud af hvad der virkeligt var sket, det var frygteligt!
Alle bakkede hinanden op den dag og de efterfølgende måneder, at sætte sig i metroen dagen efter, det var som at træde ind i en helt anden verden, al opmærksomhed var rettet på folk med tasker.. Sådan som folk bakker hinanden op i de situationer, går på at man fortæller man står sammen, at man ikke er bange, at man ikke vil lade disse handlinger slå en ud, at vi fordømmer dem!
Hvordan folk i virkeligheden har det indeni, for mig var det en helt anden snak.. Jeg var rædselsslagen! Jeg var død bange, og det var ikke fordi jeg ikke gjorde normale ting, altså jeg tog metroen igen, og busserne, og jeg lod som om jeg stolede på at verden var sikker nok.
Jeg kom aldrig rigtigt af med de ting der skete, og det endte ud i at 1 år senere, hjemme i lille Århus, vågnede jeg en dag op i en bus, den bagerste del var fyldt med udlændinge der stod med bedekæder og mumlede. Jeg gik i panik!
Det var tidlig morgen, og tankerne fik frit løb, jeg begyndte at ryste og tårerne trillede bare, jeg flygtede op i den forreste del af bussen og overvejede om jeg skulle hoppe af inden det var for sent. Jeg "klarede" den de 5 minutter jeg havde endnu før mit stop. Da jeg kom ind på skolen hvor jeg skulle være løb jeg ud på toilettet hvor jeg brød fuldstændigt sammen i panik!
Fra den dag turde jeg ikke længere køre med bus eller tog. Al opmærksomhed var rettet, og det viser sig jo at være helt uberettiget, på udlændinge, uberettiget fordi der endnu ikke er sket noget i DK!
Det er bedre idag, og jeg tænker ikke rigtigt over det længere, indtil idag hvor jeg hører om en ny terrorhandling.. Jeg magter det ikke!
At lukke alting ude kan man ikke, men kan vi i det mindste ikke snart vågne op og stille krav til den verden vi lever i? Ytringsfrihed, skal den gå så langt som til at det bare er okay de her ting sker? Og hvad skal der til for at vi sætter grænser? Det er åbenbart ikke nok at folk dør. "Vi vil ikke tolerere terror", næh men vi vil godt tolerere at vores børn går i børnehaver hvor de hver dag skal mindes om at der er krig alle steder, at det ikke er okay at spise svinekød, hvad bliver det næste? At de skal ha afvide at der faktisk var en god grund til at bombe civile? Eller en god grund til at stikke en soldat ihjel? "I må meget undskylde at offentligheden, kvinder og børn måtte overvære det her, men sådan foregår det hver dag hjemme i vores land!" WTF!? Hvis det er hjemme så rejs hjem!! Hvis det er normalt "hjemme" hos jer, så hold det der og bland os udenfor!!
Hvad fanden har vi nogensinde gjort dem? Man har et valg, det har de også, vi har grænser og love og de gælder fandme også for dem, kan de ikke leve med det, så skal de for min skyld være mere end velkomne til at rejse tilbage og se om de får det bedre der!!
Bland mine børn udenfor!!

Kan du være enig i at være enig, kan du være herre over dit eget liv?

Har I nogensinde tænkt over hvor godt vi kunne ha det hvis vi alle sammen var enige? Det ville nok blive lidt halvkedeligt, men tror I ikke der bare var noget der ville være godt? Alle de diskussioner man kunne undgå, alle de konfrontationer?
Der er nok bare aldrig nogen der nogensinde bliver enig med mig, i at være enige i alt, det jeg synes, de burde være enige med mig i!
At være uenige, det er noget vi alle sammen godt kan finde ud af at være enige i, men hvorfor kan vi aldrig, eller ikke ret tit i hvert fald, være enige om at være enige? ELLER, vi kunne diskutere og ende ud med at være enige, og jeg tænker bare hvis nu vi kunne tage en diskussion uden at blive uvenner, så ville alting gå meget bedre.
Jeg forstår ikke der er så megen ballade med ytringsfrihed, lad os da være enige om at så længe den er der så må vi sige næsten hvad vi vil. Og er vi ikke enige i det de andre mener, jamen så er den jo ikke længere? Lad os tage diskussionen stille og roligt, og er vi for hidsige til det, jamen så lad være, så er det nok fordi det i virkeligheden er noget vi har glemt. At vi IKKE behøver være enige! Så lad os være uenige, men være det på en ordenlig måde hvor der ikke er nogen der kommer til skade!
Det er problemet med mennesker, vi bliver aldrig enige. Vi ELSKER at diskutere, og vi gør det hele tiden, vi vil alle sammen have ret.
Se nu facebook, folk sidder og melder sig ind i grupper bare for at være uenige med dem der laver gruppen, bare fordi de VIL være uenige! Det er slet ikke nødvendigt. Lad dog være med at være en del af noget du ikke er enig i! Lad dog være med at bruge tid på noget du ikke kan stå inde for.
Vi laver demonstrationer mod demonstrationer, og til sidst ved vi slet ikke hvad det var vi demonstrerede imod, så gør vi det bare, vi diskuterer for at diskuterer, og til sidst ved vi slet ikke hvad vi startede med.
Lad da folk have deres holdninger, men lad være med at prakke andre de holdninger på, specielt hvis du ved at de ikke vil. Du skal eddermame stå tidligt op hvis du vil overbevise en der ikke vil overbevises om noget, om at blive overbevist!
Jeg synes det er rigtigt fint at folk tror, det må de gerne, hvis de virkeligt tror de bliver reddet og får et bedre liv af det, så er det det de skal, men de skal satme også respektere at jeg IKKE vil reddes, og slet ikke af noget jeg ikke kan se! Jeg synes det er SÅ lamt at ødelægge sit liv, næh, at miste sig selv fordi man skal dyrke en eller anden gud, fordi man så tror at man bliver reddet i sidste ende. Tænk hvis du slet ikke bliver reddet, sæt så du har spildt dit liv på at tro du bliver det, i stedet for at prøve og redde dig selv.
Og hvis ham der tilgiver alt, så tilgiver han garanteret også at du prøvede at være herre over dit eget liv! Kan du det?

Ovenpå! Med mormor i helvede og Chilli i maven!

Hvor kan livet da også være dejligt! Jeg skal altså huske somme tider at stå lidt stille og kigge rundt og se at alting faktisk er helt okay!
Eller måske ikke alting, men meget!
Fx lige nu hvor jeg sidder i min lænestol på altanen, benene oppe, computeren på skødet, en smøg i hånden og kaffe i koppen ved siden af, vinduet åbent, og der er børn der larmer og blomster på træerne og alt muligt! Mine egne unger sover efter en hyggelig aftentur på rampen og legepladsen. Det bare som om kaffen er ekstra god nu ik?
Udsigten til fest på lørdag, og mega hygge med de dejligste mennesker! Og tænk engang, for første gang meget længe synes jeg jeg har overskud til at se på mine unger, og bare tænke at de er helt vidunderlige!
Jo jo, de har skreget idag, ret meget faktisk, og den mindste har også bidt mig, og kylet ketchup ud over hele køkkenet. Men når så han vil give et kys, med hovedet smurt ind i det samme, jamen så hjælper det alt sammen!
Jeg har haft besøg af min lillesøster idag, det er vildt længe siden og det var pisse hyggeligt! Så har jeg besøgt min gamle mormor, jeg tror faktisk slet ikke hun opdagede jeg var der, hun ævlede om at jeg klarede mig godt eller noget, men også noget med at jeg var flyttet. Og til sidst da hun spurgte om hvordan jeg havde det i benet, og kaldte mig for Palle, som altså er min far, så var det ligesom om jeg fattede at hun nok lever i sin egen verden nu.. MEN hun havde givet ham viceværten der bor nedenunder tørt på.. Det er ikke helt til at forstå, for hun bor i stueplan.. Så skal vi heller ikke glemme at det jo er ligemeget at alle på plejehjemmet faktisk er dumme og ude efter hende, for hun skal jo snart pakke sammen mener hun, og så skal hun hjem.. Jeg håber sådan hun bliver i den tro at hun nok skal komme hjem, at alting nok skal blive godt. At hun nok skal slippe for det helvede hun lever i lige nu, og så snart får fred. Det er pisse hårdt at sige, men hun har ikke mere at leve for.. Og jeg VED jeg mødes med hende igen, for hun ender helt sikkert samme sted som mig, er der nogen der har fortjent en fest, også selvom det er i helvede, så er det fandme hende!
Jeg har også været i Bazar Vest, og for at være ærlig så bryder jeg mig overhovedet ikke om at komme derude, men jeg fik hvad jeg kom efter, jeg skulle købe chilli, Habanero Chilli, det er en fuldstændig åndsvag ting vi er begyndt på. Vi skal æde dem, og man bliver fuldstændigt lammet af dem, det gør så pisse ondt, og det er så sindsygt stærkt at man ikke kan noget i en 6-8 minutter.. Men bagefter, virkningen er virkeligt fed, det hele summer og man er helt væk!
Jeg stod så der og ledte efter chillier, det skal jo være de rigtige, de stærke, og der stod de så, i en kasse, og det endte med at jeg købte dem alle sammen, jeg ved slet ikke hvad vi skal med al den chilli, men jeg garanterer vi får det sjovt! Jeg fik en advarsel af sælgeren, "Pas nu på, de er altså rigtigt stærke!" jeg sagde bare at det viste jeg godt, men han gloede mærkeligt på mig og sagde igen "De er altså virkeligt stærke!!".. Og jeg ved det jo godt, det er totalt sygt!

Prøv kig på dig selv..

Iih! Lad os være enige om at vi alle sammen har en fortid! Lad os huske at vi sikkert alle sammen har lavet noget dumt engang! Lad os også være enige om at mennesker kan ændre sig, og selv dem der har lavet de dummeste ting kan ændre sig til noget helt fantastisk!
Lad os være enige om at der er sket meget med mig siden i sommers, i det hele taget er der sket meget i mit liv siden i sommers. Mange dage har jeg det forfærdeligt, og mener at mit liv er noget lort. MEN jeg har lige for tiden 3 mennesker i mit liv som gør det hele meget nemmere!
Den ene er nok gået hen og blevet den bedste ven jeg har haft nogensinde. Det virker som om han altid er der når jeg har brug for ham. Jeg har ret svært ved at indse at de er der for mig, og jeg er stadigvæk bange for at stole på nogen, men de her, jeg tror de mener det!
Idag er der så en meget tæt på mig som har udtalt at denne mener at de her mennesker er de helt forkerte for mig, at jeg er kommet ud på et sidespor, og at de her personer garanteret lokker mig ud i stoffer og alt muligt åndsvagt!
DU skal vide, det eneste jeg er blevet afhængig af i forhold til de her 3 mennesker er deres selskab! Deres helt fantastiske selskab! Måske er jeg blevet afhængig af protein pulver også, og så er jeg nok også blevet afhængig af at blive motiveret! Men hvis du virkeligt mener at det er farligt, så burde du nok grave et hul og kravle derned, dække det til og blive der, for så er verden et farligt sted at være!!
Jeg er så stolt af de ting jeg har nået de sidste måneder, og jeg er stolt af dem over hvad de har nået de sidste måneder, jeg er så PISSE glad når jeg er sammen med dem! Og JA måske hører vi ikke Burhan G og Joey Moe, men lad os være enige om at du slet ingen ret har til at dømme folk ud fra musik! Og at sige at en du har endnu tættere på end jeg, er kommet ud på et sidespor fordi hun lytter til Volbeat og måske har farvet sit hår, ved du hvad? Det kunne være meget meget værre!! Tror du jeg har spændt hende fast, tvunget hende til at høre metal og har farvet hendes hår bare fordi hun skulle ændre sig? NEJ! Folk gør hvad de mener er bedst for dem! Det har IKKE noget med mig at gøre!!!
Lad være med at tro at jeg vil trække folk ned i noget, tro på at når jeg siger jeg har det godt i de menneskers selskab, så kunne det være at andre også havde det!! Det gode budskab spredes som ringe i vandet, og det kunne jo faktisk være at det var det der skete? Det kunne jo rent faktisk være at vi blev bedre mennesker i deres selskab? Det KUNNE jo ske at nogle af de ting der skete var noget der fik os til at tænke, noget der kunne ændre vores liv til den bedre side?
Men selvfølgeligt er det nemmere bare at sige at folk er dumme fordi de gjorde noget dumt for mange mange år siden.. For øvrigt, hvordan var du selv dengang?

Protein, kaffe og skildpadder..

Vi kan nok godt alle sammen blive enige om at kaffe og rundstykker passer bedre sammen end kaffe og proteinshake.. Og det ikke fordi jeg skal brokke mig, fordi det virker jo, men nej hvor kunne jeg godt køre et rundstykke med smør og ost! Det lissom på den her kur, at når først man får lyst til noget, så slipper det bare ikke igen før man har fået det, og jeg får det ikke, så nu kan jeg gå og samle sammen inde i mit hoved, alt det jeg har lyst til.. Tanken om en gulerod lige nu, det bare ikke lige helt ost vel? Kaffen er god nok, shaken er også, meeen det bare ikke helt smør og ost vel?
Nå.. En uges børnefri er netop begyndt, jeg ved godt de fleste sætter sig ned og er kede af det når de skal undvære deres unger, og jeg ved udemærket godt det lyder hårdt når jeg siger at jeg glæder mig til det! Det gør jeg! Jeg ved også godt at jeg kommer til at savne dem, men jeg trænger til fri, og de trænger til fri for mig!
Ugen starter med spøgelser, fik SMS kl 5.30 i morges.. Der er et spøgelse af chokolade der er blevet single.. Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal tage det, han har faktisk skrevet til mig mens han så har været kærester med en anden, og bare lige for at slå det fast, så var det beskeder med tilbud, tilbud man ikke giver nogen når man har kærester! Nu er han så single igen, og så ved jeg ikke helt hvad jeg skal synes. Så skriver han og tror jeg er frisk igen, og måske er jeg det en smule, og det er noget pis! Jeg blev så ked af det sidst! Og jeg ved godt det ikke bliver, for jeg kan ikke blive ved at ødelægge mig selv! Men at tanken er der, og det nager mig.. Jeg har hvad jeg skal bruge nu, og når jeg har det er jeg glad, så der er slet ikke noget at tænke over.. Alligevel gør jeg det.. Tanken om at han tror jeg kan bruges når han synes, det er bare ikke fair, tanken om at de alle sammen tror jeg kan bruges når de selv synes, jeg brækker mig over det..
Jeg er ved at blive hidsig, jeg kan mærke at jeg ikke gider mere bullshit, jeg kan mærke at folk ikke længere skal tro jeg bare er der når de har brug for det, for jeg bliver snart nødt til at være der for mig selv også! Jeg bliver ikke normalt hidsig over små ting, og jeg plejer at se det bedste i folk indtil de har bevist andet, men jeg tror det er ved at være slut.. Og så bliver det mig der dømmer, men hvorfor skulle jeg ikke når de alle sammen alligevel gør det på forhånd?

Fest i helvede!

Flere gange har jeg snakket om meningen med livet, også om religion, og nu er der dukket flere tanker op! Jeg sad hos en kammerat igår, han lufter tit sine meninger og holdninger til tingene, og igår sad han så og snakkede om himmel og helvede.. Faktisk gav det ret god mening det han sagde!
En troende håber på at komme i himlen, de tror på at gør man ikke hvad gud siger så kommer man i helvede! Derfor burde jeg komme i helvede!
Så sad vi og snakkede om at det måske i virkeligheden ville være bedre at ende der! Hvis alle rettroende mennesker kommer i himlen, så ville jeg sq aldrig få fred deroppe. Prøv tænk hvor mange taler man ville få hele tiden, hvor mange besøg af Jehovas vidner osv... Det ville da blive røv sygt! Man kan nok ikke blive deroppe med mindre man opfører sig ordenligt og gør hvad der bliver dikteret!
Derimod hvis jeg ryger i helvede, tænk lige alle de mennesker, alle dem der ikke har lavet ingenting i livet, alle de fede mennesker, de sidder dernede, sikke en fest vi kunne få! Hver dag!
Jo der sidder da nok mennesker dernede jeg ikke gider støde på, men jeg tror ikke på at dem der virkeligt har lavet lort i den får lov at være med til festen! De er alle sammen buret inde, og så kan de stå der og glo på vi andre! Ja ja der skal da være straf!
Men igen, så kommer vi til et dilemma! For at komme i helvede kræver det jo at man tror, tror på at enten kommer man i himlen eller helvede, og jeg tror jo ikke rigtigt. Så i virkeligheden er det dem der tror der har magten over hvad jeg skal? Og gad vide om gud ville straffe mig, og putte mig i himlen alligevel, bare fordi det var det jeg ikke gad?
Så hvad gør man så? Lader være med at tro man kommer nogen som helst steder hen og bare forsvinder? Det ville nok i virkeligheden være det nemmeste. At komme i helvede ville betyde en helvedes masser af tømmermænd, og det er jeg ikke sikker på jeg kunne klare hver dag! Måske er det straffen? Tømmermænd? På den anden side, man kan drikke tømmermænd væk, så hvad er så straffen? Skrumpelever? Og findes sådan en overhovedet i helvede? For så tænker jeg at man dør igen, og hvad sker der så? Et nyt helvede? Eller ryger man så i himlen på rekreation? Og kan man dø i himlen? Måske for at ytre sin mening og stille spørgsmål? Og hvor kommer man så hen? I helvede til en ny druktur?
Måske bliver man bare smidt tilbage på jorden fordi der ikke er nogen der gider ha en rendende? Og hvad så når man dør igen? Hvor ryger man så hen?
Faktisk er der mange spørgsmål, og ingen svar, så, så må man bare gå og vente igen og finde ud af hvad der sker..
Er det så meningen med livet? At man skal gå og vente, for at finde ud af hvad der sker? Gider jeg så overhovedet gøre en indsats hvis jeg alligevel ved at mit liv kan ende med et brag af en fest, uanset om jeg gør noget godt eller ej?
Jow jow!

Meningen med livet - Sko og sex!

Jeg tror jeg har fundet meningen med livet! Eller der er et par stykker ik, men jeg tror efterhånden jeg er ved at forstå hvad det drejer sig om. I hvert fald meningen med mit liv!
De fleste ville nok mene at børn er meningen med livet, og jeg tror faktisk jeg har skrevet om det engang, men jeg er kommet lidt i tvivl. Det ikke fordi jeg mener at folk ikke bør få børn, og det er heller ikke fordi jeg er ked af jeg selv har fået mine, det slet ikke det det handler om. Men jeg tænker, de børn skal selv finde deres mening med livet, og det er da lidt fucked at sætte nye mennesker i verden, for at finde ud af sådan noget?
Specielt er det fucked hvis deres forældre præger dem til at finde den samme mening med livet, som de selv har fundet.. Det kommer selvfølgeligt igen an på hvad meningen for dem er..
MEN jeg har fundet ud af hvad der gør mig glad, og mine børn gør mig glad, så de er også en del af en større mening, men man må jo så se på at det ligesom ligger i vores natur at vi skal reproducere os selv, så det er nok ikke helt meningen alligevel, i hvert fald ikke så meget som det er et instinkt!
SÅ... Sko!
Og i virkeligheden er jeg nok blevet præget til at elske sko, min mor er ligeså stor gakker med sko som jeg er. Men så kan man sige at det kunne ha været værre. Hun kunne ha været troende ik!
Jeg finder en kæmpe tilfredsstillelse i at købe sko, i at kigge på dem, jeg kan blive helt forelsket i dem når jeg ser dem, jeg kan få kriller i maven når jeg trykker på godkend, og de rent faktisk nu er mine!! Jeg kan blive helt høj når jeg tager et nyt par på, og for første gang skal føle hvordan de er! Sko er mit narko!!
Jeg kan stå i min gang og glo på mine sko, når jeg kigger på hvor mange jeg har, kan jeg blive helt glad indvendigt, tænk hvor heldig man kan være!!
Så er der en anden ting, og jeg er begyndt at tænke på om man burde kombinere de to ting, jeg tror en anden mening med livet er sex, det kan man heller ikke få for meget af vel? Ligesom man ikke kan få for mange sko! Igår var der en der sagde til mig at jeg havde nok sko, og faktisk var jeg nær væltet ned af sofaen da han sagde det.. Det er der da ikke noget der hedder! Det ville svare til at jeg sagde til ham at han havde fået nok blowjobs, det kan de heller ikke få de der mænd kan de??
Men tilbage til sko og sex, tænk engang at have en fetich for sko, hvilket jeg har.. Men det er jo for mine egne sko, og jeg tænder ikke ligefrem på dem.. Eller jo lidt, men ikke som sex.. SÅ jeg tænker, hvad nu hvis jeg havde sex, samtidig med at jeg var på Zalando og klikkede "godkend ordre", jesus mand det ville være vildt! Endnu bedre, sex i en skoforretning, hvor jeg selvsagt havde lov til at købe alle de sko jeg ville efter sex!! FUCK!
Det sidste er udelukket, fordi det har jeg ikke råd til, og det ville være synd for de andre kunder..
Men det første er bestemt en mulighed.. Men måske er det for mærkeligt! Måske er jeg i virkeligheden bare mærkelig? Sex med sko på? Naah..
Vi kommer så til en anden mening, og det virker måske mærkeligt, men meningen med børn.. Er i klar over hvor mange børnesko der findes? Og jeg har 3 børn.. hold nu kæft, så det er både mig selv og dem, og de er så små endnu at de ikke har noget at skulle ha sagt! Så her er det mig der bliver 4 dobbelt tilfredsstillet når jeg skal købe sko til os alle sammen!!
Så i kan godt se det ikke??