At miste, at tænke over at miste sig selv..

FUCK!
Så sidder man her en mandag aften. Jeg har været pisse sur de sidste mange dage. Ungernes far havde sagt han ville have dem fra onsdag i vinterferien, og jeg havde egentligt glædet mig til lidt Jeanett tid! Men han kunne så pludseligt alligevel ikke.. Og hvad er det egentligt jeg bliver sur over? Det er jo ikke noget der bør komme bag på mig! Siger til mig selv at jeg skal holde OP med at forvente noget som helst!
Men så slog det mig..
Som en hammer i hovedet.. Og så hylede jeg..
Jeg kunne miste dem! Jeg kan slet ikke holde tanken ud! Tænk hvis der skete dem noget! Tænk at jeg så har gået og været irriteret over ikke at kunne få lidt tid for mig selv!
Og jeg ved godt at det også ville være godt for dem at have lidt tid med deres far. Men når nu ikke han vil, så skal jeg da bare være glad for at jeg selv har dem!! Hver dag jeg har med dem skal jeg være taknemmelig for!!
Jeg er helt vildt bange for at miste.. Det er både mine børn, men også dem jeg holder af. Mine forældre. Mine søstre..
Måske er jeg bange for at miste mig selv..
At miste sig selv til irritation og dårlig stemning. Dårlig stemning, udelukkende skabt af mig selv. Og til hvad nytte? Ingen. Der er ingen andre end jeg selv der tager sig af det. Dem jeg er irriteret over, de er da ligeglade. De er garanteret ikke engang ude på at pisse mig af, de ved bare ikke hvordan man bør opføre sig.
Så hvad så?
Jeg duer ikke til at være glad hele tiden. Jeg ER positiv, men jeg bliver virkeligt nemt negativ. Og jeg KAN ikke lukke af for folk der skaber den dårlige stemning i mig. Om man kan lære det. Tjah det kan man nok godt. Jeg ved ikke hvordan.
Men jeg tror alligevel jeg er nået et stykke bare ved at tænke over det..

Mænd og mad!

Det er ligesom når man er på kur, man har helt vildt lyst til at æde et eller andet helt vildt lækkert, men man ved godt det er super dumt. Man bør virkeligt ikke gøre det, man ved det ikke er godt, og enten, så har man nosserne til at sige nej, og så får man det super fedt bagefter. Eller også falder man i, og så har man det faktisk nederen.
Mænd og mad. Der er i virkeligheden ikke rigtigt forskel..
Der kom et spøgelse i fredags da jeg var i byen. En jeg ikke helt har kunnet slippe.. Og denne gang meldte han ud at han savnede mig, havde fortrudt, og gerne ville have mig tilbage.
Først blev jeg irriteret og bad ham om at lade være med at tage pis på mig. Men han mente det.
Men der var ikke noget anderledes end sidst. Vi lavede en aftale, aftalen blev brudt. Vi lavede en ny, den blev også brudt.
Forskellen på nu og dengang er at jeg ikke blev skuffet. Jeg havde ingen forventninger, jo, måske forventede jeg faktisk at aftalerne ville blive brudt!
Og så sagde jeg fra.
Jeg satte mig ned og tænkte, positivt vs. negativt, og der var næsten ikke noget positivt i forhold til alt det negative..
Og så sagde jeg fra..
Jeg sagde nej tak til det lækre jeg i virkeligheden slet ikke har brug for. Det jeg har helt vildt lyst til, men som bare er dårligt for mig! En fristelse!
Og jeg er helt høj nu! Jeg er pisse sej!
Jeg er ikke engang på kur, jeg kunne bare ha gjort det, jeg kunne bare ha nydt det, men det varer jo bare ikke længe, så er posen med slik, tom, og så sidder man og er egentligt lidt nederen bagefter, så har man haft det godt nok i 2 minutter, og så er der ikke mere tilbage.. En tom pose bliver ikke fyldt med nyt, så er man nødt til at få fat i en ny. Og det duer ikke, posen vil hele tiden blive tom.
Man skal have noget bedre, noget sundere, noget man bliver mæt af! Og ikke mindst noget der gør noget godt for en!