FUCK!
Så sidder man her en mandag aften. Jeg har været pisse sur de sidste mange dage. Ungernes far havde sagt han ville have dem fra onsdag i vinterferien, og jeg havde egentligt glædet mig til lidt Jeanett tid! Men han kunne så pludseligt alligevel ikke.. Og hvad er det egentligt jeg bliver sur over? Det er jo ikke noget der bør komme bag på mig! Siger til mig selv at jeg skal holde OP med at forvente noget som helst!
Men så slog det mig..
Som en hammer i hovedet.. Og så hylede jeg..
Jeg kunne miste dem! Jeg kan slet ikke holde tanken ud! Tænk hvis der skete dem noget! Tænk at jeg så har gået og været irriteret over ikke at kunne få lidt tid for mig selv!
Og jeg ved godt at det også ville være godt for dem at have lidt tid med deres far. Men når nu ikke han vil, så skal jeg da bare være glad for at jeg selv har dem!! Hver dag jeg har med dem skal jeg være taknemmelig for!!
Jeg er helt vildt bange for at miste.. Det er både mine børn, men også dem jeg holder af. Mine forældre. Mine søstre..
Måske er jeg bange for at miste mig selv..
At miste sig selv til irritation og dårlig stemning. Dårlig stemning, udelukkende skabt af mig selv. Og til hvad nytte? Ingen. Der er ingen andre end jeg selv der tager sig af det. Dem jeg er irriteret over, de er da ligeglade. De er garanteret ikke engang ude på at pisse mig af, de ved bare ikke hvordan man bør opføre sig.
Så hvad så?
Jeg duer ikke til at være glad hele tiden. Jeg ER positiv, men jeg bliver virkeligt nemt negativ. Og jeg KAN ikke lukke af for folk der skaber den dårlige stemning i mig. Om man kan lære det. Tjah det kan man nok godt. Jeg ved ikke hvordan.
Men jeg tror alligevel jeg er nået et stykke bare ved at tænke over det..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar