Joachim B Olsens mor og mig!

Mine intentioner omkring hele det her mor noget, de har virkeligt været gode helt fra start. Det er de stadig det er ikke det, men jeg synes eddermame godt nok det trækker tænder ud - altså hele det her mor noget!
Jeg kan huske min allerførste tur med min ældste dreng i barnevognen, han har nok været 3 dage gammel, jeg havde glædet mig helt åndsvagt til at skulle ud med den her barnevogn, og vi skulle så ned for at handle. Nede i butikken går jeg stolt rundt med min baby barnevogn, jeg tror jeg havde en eller anden tanke om at alle ville komme hen for at tjekke vidunderet ud, ja måske en eller anden ide om at alle folk kunne se på mig at jeg lige var blevet mor til det her barn som altså helt bestemt ville gøre verden til et bedre sted.
Der var ingen der sagde noget til mig, der var ikke engang nogen der så mig, der var ikke engang nogen der blev blændet af den her vidunderlige sorte, splinternye, fantastiske og smukke barnevogn. Indtil der kom en anden mor, hendes barn skreg i vilden sky og moren her vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun skældte ud på en meget pæn måde, men hendes unge her var helt umulig. HUN så mig, og jeg smilede, fordi, altså nu var jeg jeg jo sådan én, en mor, jeg havde det her vidunderlige barn, der sov og ikke var umulig. Moren gloede på mig, hun smilede overhovedet ikke tilbage, i stedet hviskede hun mere eller mindre arrigt "Ja ja bare vent..". Men hun havde jo ikke set mit vidunder, så jeg gik videre og tænkte "Ja ja bare vent, jeg kan det her..".

Der gik et par dage så fik mit vidunder kolik, det var cirka der jeg begyndte at tvivle på mine gode intentioner.

Jeg har overhovedet ikke den ringeste idé om hvordan man gør det her mor noget, mavefornemmelse er sgu godt nok, men hvor fanden er den der Lola Jensen fornemmelse henne når man skal bruge den?
Jeg har 3 unger, jeg er endda alene med dem det meste af tiden, de ser deres far hver 14. dag, og med det sagt så er det mig alene der står for størstedelen af opdragelsen. Det er ikke fordi jeg ikke ved hvordan jeg gerne vil have de skal ende ud, men alle de her gode intentioner, jeg ved ikke engang om de er skide gode i længden. Hvorfor pokker følger der en moderkage med når man føder et barn? Hvorfor kommer ungerne ikke med en brugsanvisning, i det mindste én der fortæller hvordan man ikke skal gøre!
Prøv lige tænk hvis alle mødre har gode intentioner og gør det de tror er rigtigt, prøv tænk over at Joachim B Olsens mor i princippet kan ha ment hendes måde at opdrage på ligeså godt som den jeg forsøger mig med. Tror i virkeligt hun sidder og er stolt nu?

Og så går jeg i panik! Der er kun mig til det her! Mine unger er rablende åndsvage, på den fede måde, de er skøre, de er dejlige og de er søde, men tænk hvis alle de virkeligt hjernedøde voksne mennesker har været ligesådan!
Somme tider gad jeg godt kunne glo ind i fremtiden, finde ud af om det vil gå dem godt, finde ud af om jeg er på rette vej, finde ud af om jeg får børn der i fremtiden siger som jeg selv "Hvis jeg bare kan blive den mor min mor har været for mig", ja okay, det er så nok mest min datter der vil sige sådan, men altså, hvis så bare alle 3 vil udtrykke at de mener jeg har gjort det godt nok, så tror jeg virkeligt jeg ville være mere rolig.
Jeg bliver aldrig rolig, jeg spekulerer altid.

Så jeg vil altså godt undskylde på forhånd, jeg gør virkeligt hvad jeg kan, og jeg er altså kun mig, og følelsen jeg havde da jeg første gang var ude og lufte barnevogn, den der følelse af at mit vidunder, altså, er et vidunder, den følelse har jeg med alle mine 3 vidundere, så mine intentioner er altså gode, jeg LOVER jeg gør mit bedste, og ender det med at jeg må korse mig, som Joachim B Olsens mor bestemt må gøre, så beklager jeg, jeg prøvede, jeg gjorde det bedste jeg kunne!

Opmærksomhed på uopmærksomhed

Jeg har nu fået medicin i omkring 5 måneder, og det er eddermame noget af en øjenåbner. At gå fra at tænke "jeg er som jeg er" til "jeg er som jeg er fordi jeg er som jeg er, men jeg kan gøre det anderledes", det er en skør følelse.
Jeg har altid holdt mig fra ting jeg ikke kender, også mennesker jeg ikke kender, jeg har altid følt at jeg ikke passer ind nogen steder, og jeg har altid tænkt at andre mennesker tænker om mig, at jeg ikke hører til.
Nu er jeg begyndt at spekulere helt vildt meget i hvordan jeg virker på andre mennesker, fordi jeg tænker over hvordan andre mennesker virker på mig, og den der med at folk ikke har kunnet lide mig, fordi det er det jeg har følt, er blevet vendt til at jeg måske har virket som om jeg ikke kunne lide dem, og så har jeg følt de ikke har kunnet lide mig, fordi jeg i virkeligheden udstråler at jeg ikke kunne lide dem, hvorfor skulle de så nærme sig mig?
Jeg er begyndt at spekulere i hvordan jeg taler, jeg har altid været helt åndsvagt direkte, en spade er en spade, og hvis en spade er en spade så fortæller jeg det, uden omsvøb. Hvorfor siger man ikke bare tingene som de er? Og det gør jeg.
Det gør man ikke. Somme tider kan man godt bare tie stille og holde sin mening for sig selv, det filter har jeg ikke.
Opmærksomhedsforstyrrelse. Og så får man medicin, og bliver opmærksom. Opmærksom på alle de ting man har været uopmærksom over for. Forvirringen er total. Verden er helt ny, og jeg er opmærksom på alle de ting jeg aldrig nogensinde har tænkt over, alle de ting jeg siger og gør, alle de ting andre mennesker siger og gør.
Jeg er stadig uopmærksom, jeg er stadig mig, og jeg er stadig en spade, der er en spade. Jeg er vist bare nået til at jeg er blevet opmærksom på at det er okay at være uopmærksom, uopmærksomt opmærksom på hvordan jeg er.
Hvordan jeg virker på andre må være andres udfordring. Jeg er som jeg er, jeg har egentligt ikke lyst til at lave det om for at være som andre ser alt det der ser fint ud udadtil. Jeg er opmærksom på hvad jeg vil, jeg er helt vildt uopmærksom fordi det ikke er det der forventes.
Netop forventningen til normen har gjort mennesker bange, bange for at stikke ud, der er ikke plads til den slags. Der er ikke plads til at sige hvad man virkeligt mener, sæt nu man ikke mener det samme som dem man egentligt gerne vil mene det samme som. Sæt man ikke ser ud som dem man gerne vil se ud som.

Sæt man slet ikke tør se ud fordi man ikke ser ud som dem man ikke har lyst til at se ud som.

Men det er som det er. Jeg er som jeg er. Jeg er mere opmærksom end nogensinde. Mest på mig selv.

De mennesker der ved hvad jeg indeholder er de mennesker der vender tilbage. Jeg er ikke for god til noget som helst, og jeg er slet ikke for god til at stikke folk en undskyldning når jeg fortæller og mener at en spade er en spade. Jeg pakker ikke tingene ind, og jeg beklager sgu når jeg støder nogen, det er ikke min mening. Men ligesom jeg ikke pakker tingene ind, behøver folk altså heller ikke gøre det overfor mig.

Vi skal jo for pokker finde ud af hvad vi kan være fælles om, det nytter ikke vi kun kan blive enige om at være uenige, så lad os da finde ud af hvad vi kan være enige i og om. Kan vi ikke være enige så finder vi nogle andre at være det med, men lur mig om ikke vi alligevel kan være enige om et eller andet? Måske er det alligevel en egenskab at kunne erkende at enighed om uenighed er en fordel somme tider? Så giver vi hinanden hånden, går hver til sit og finder nogle andre vi er enige med.