Opmærksomhed på uopmærksomhed

Jeg har nu fået medicin i omkring 5 måneder, og det er eddermame noget af en øjenåbner. At gå fra at tænke "jeg er som jeg er" til "jeg er som jeg er fordi jeg er som jeg er, men jeg kan gøre det anderledes", det er en skør følelse.
Jeg har altid holdt mig fra ting jeg ikke kender, også mennesker jeg ikke kender, jeg har altid følt at jeg ikke passer ind nogen steder, og jeg har altid tænkt at andre mennesker tænker om mig, at jeg ikke hører til.
Nu er jeg begyndt at spekulere helt vildt meget i hvordan jeg virker på andre mennesker, fordi jeg tænker over hvordan andre mennesker virker på mig, og den der med at folk ikke har kunnet lide mig, fordi det er det jeg har følt, er blevet vendt til at jeg måske har virket som om jeg ikke kunne lide dem, og så har jeg følt de ikke har kunnet lide mig, fordi jeg i virkeligheden udstråler at jeg ikke kunne lide dem, hvorfor skulle de så nærme sig mig?
Jeg er begyndt at spekulere i hvordan jeg taler, jeg har altid været helt åndsvagt direkte, en spade er en spade, og hvis en spade er en spade så fortæller jeg det, uden omsvøb. Hvorfor siger man ikke bare tingene som de er? Og det gør jeg.
Det gør man ikke. Somme tider kan man godt bare tie stille og holde sin mening for sig selv, det filter har jeg ikke.
Opmærksomhedsforstyrrelse. Og så får man medicin, og bliver opmærksom. Opmærksom på alle de ting man har været uopmærksom over for. Forvirringen er total. Verden er helt ny, og jeg er opmærksom på alle de ting jeg aldrig nogensinde har tænkt over, alle de ting jeg siger og gør, alle de ting andre mennesker siger og gør.
Jeg er stadig uopmærksom, jeg er stadig mig, og jeg er stadig en spade, der er en spade. Jeg er vist bare nået til at jeg er blevet opmærksom på at det er okay at være uopmærksom, uopmærksomt opmærksom på hvordan jeg er.
Hvordan jeg virker på andre må være andres udfordring. Jeg er som jeg er, jeg har egentligt ikke lyst til at lave det om for at være som andre ser alt det der ser fint ud udadtil. Jeg er opmærksom på hvad jeg vil, jeg er helt vildt uopmærksom fordi det ikke er det der forventes.
Netop forventningen til normen har gjort mennesker bange, bange for at stikke ud, der er ikke plads til den slags. Der er ikke plads til at sige hvad man virkeligt mener, sæt nu man ikke mener det samme som dem man egentligt gerne vil mene det samme som. Sæt man ikke ser ud som dem man gerne vil se ud som.

Sæt man slet ikke tør se ud fordi man ikke ser ud som dem man ikke har lyst til at se ud som.

Men det er som det er. Jeg er som jeg er. Jeg er mere opmærksom end nogensinde. Mest på mig selv.

De mennesker der ved hvad jeg indeholder er de mennesker der vender tilbage. Jeg er ikke for god til noget som helst, og jeg er slet ikke for god til at stikke folk en undskyldning når jeg fortæller og mener at en spade er en spade. Jeg pakker ikke tingene ind, og jeg beklager sgu når jeg støder nogen, det er ikke min mening. Men ligesom jeg ikke pakker tingene ind, behøver folk altså heller ikke gøre det overfor mig.

Vi skal jo for pokker finde ud af hvad vi kan være fælles om, det nytter ikke vi kun kan blive enige om at være uenige, så lad os da finde ud af hvad vi kan være enige i og om. Kan vi ikke være enige så finder vi nogle andre at være det med, men lur mig om ikke vi alligevel kan være enige om et eller andet? Måske er det alligevel en egenskab at kunne erkende at enighed om uenighed er en fordel somme tider? Så giver vi hinanden hånden, går hver til sit og finder nogle andre vi er enige med.