Følelser..

Jeg er et håbløst tilfælde. Jeg er blevet gjort til et håbløst tilfælde. Jeg er et produkt af det jeg har været igennem, MEN jeg er ikke et offer!
Jeg ved jeg kan føle, for jeg føler mig frem, jeg kender kærlighed, og jeg ved jeg føler den hver evigt eneste gang jeg hører eller ser mine børn. Jeg ved hvad jeg mærker når jeg føler glæde, og jeg ved at jeg er glad. Jeg kender de følelser, og jeg ved når noget føles godt. Jeg ved når der kommer et prik af lykke engang imellem, jeg føler!
Jeg ved også jeg er et fjols til at fortælle hvad jeg føler, jeg ved jeg ikke er den bedste til at forklare hvordan jeg har det. Jeg ved jeg passer på mig selv og de følelser jeg har.
Jeg er ikke længere en lille pige, det har jeg altid følt mig som. Jeg er ikke længere hende der kaster sig hovedkulds ud i dårlige ting. Ikke mindst er jeg ikke længere hende der bliver forelsket. Forelsket i hvad som helst.
Jeg gjorde det, én sidste gang, og det er ikke længe siden. Jeg har ingen kontrol haft over alle de følelser jeg besidder, for i skal aldrig nogensinde være i tvivl om at dem har jeg mange af.
Jeg er også et menneske, et menneske der ved hvad kærlighed er, et menneske der kan elske, elske så højt at det gør ondt!
Og jeg har elsket. Elsket nogen så højt som jeg elsker mine børn. Jeg har aldrig fået den kærlighed tilbage. Kun af dem.
Jeg er ikke kold, og jeg bliver aldrig kold. Min sikkerhed i mig selv, for mig selv, og også mine børn, ligger i at jeg passer på mig selv og på dem.
Jeg blev forelsket, en følelse jeg ikke kunne styre. Jeg gjorde det ikke kun 1 gang men flere. Det har gjort mig til den jeg er idag.
Jeg tror ikke man kan passe så meget på sig selv at man aldrig mere kan blive forelsket, men jeg tror at man lærer at læse signaler, måske intentioner, og kan jeg ikke føle om de er ægte, i forhold til mig, så forbliver jeg den jeg er.
Jeg skal aldrig tilbage hvor jeg endte, jeg vil aldrig forlade mine børn igen. Kald det sund fornuft, kald mig kold.
Jeg har så mange følelser, følelser jeg har lært at gemme væk. Jeg er usikker, det skal i aldrig være i tvivl om, men det bliver bedre og nemmere at skjule..

Forelskelse..

På et tidspunkt tror jeg man bliver kold. Så lukker man af for de følelser man engang troede var så vigtige.
Vigtigheden af tosomheden, den tosomhed vi alle tror er et af de mål vi bør sætte os i livet. Den tosomhed der allerede bliver talt om i barndommen, fordi normen er at man skal vokse op, få mand/kone og børn, lykken.
Vi bliver præget til at det er rigtigt. Vi mærker den første forelskelse. Noget der næsten altid er forbundet med sårede følelser. Der bliver slukket en lille gnist i os hver gang noget ikke lykkes, og i mig bliver der slukket en lidt større gnist når kærlighed ikke lykkes.
Jeg var sikker på, at hvis bare jeg kunne finde tosomheden, fordi jeg ved hvad kærlighed er, så ville alting blive bedre. Hvis nogen kan elske mig for den jeg er, 100% for den jeg er, så ville det være lykken, og livet ville blive lidt nemmere, fordi man så er to.
Jeg tror ikke længere jeg kan blive forelsket. Og jeg ser det ikke engang som noget negativt længere.
Jeg vil ikke længere sætte grænser for mig selv eller for andre. Alting bygger på ærlighed og tillid, ægte kærlighed, den skal være ubegrænset.
At stole på sig selv først, og gøre det 100%, at elske sig selv først, og gøre det 100%. Først der kan man elske en anden, ubetinget. Der findes så få mennesker der mestrer dette, og jeg er ikke en af dem, endnu.
Men jeg er nået så langt at jeg aldrig lader mig blive ramt af den psykotiske tilstand det er at blive forelsket, igen, jeg tror ikke jeg kan komme derned igen. Jeg stopper med at søge, jeg ved at ensomhed ikke er dårligt længere, jeg nyder mit eget selskab, min frihed, jeg kan alt.