Forelskelse..

På et tidspunkt tror jeg man bliver kold. Så lukker man af for de følelser man engang troede var så vigtige.
Vigtigheden af tosomheden, den tosomhed vi alle tror er et af de mål vi bør sætte os i livet. Den tosomhed der allerede bliver talt om i barndommen, fordi normen er at man skal vokse op, få mand/kone og børn, lykken.
Vi bliver præget til at det er rigtigt. Vi mærker den første forelskelse. Noget der næsten altid er forbundet med sårede følelser. Der bliver slukket en lille gnist i os hver gang noget ikke lykkes, og i mig bliver der slukket en lidt større gnist når kærlighed ikke lykkes.
Jeg var sikker på, at hvis bare jeg kunne finde tosomheden, fordi jeg ved hvad kærlighed er, så ville alting blive bedre. Hvis nogen kan elske mig for den jeg er, 100% for den jeg er, så ville det være lykken, og livet ville blive lidt nemmere, fordi man så er to.
Jeg tror ikke længere jeg kan blive forelsket. Og jeg ser det ikke engang som noget negativt længere.
Jeg vil ikke længere sætte grænser for mig selv eller for andre. Alting bygger på ærlighed og tillid, ægte kærlighed, den skal være ubegrænset.
At stole på sig selv først, og gøre det 100%, at elske sig selv først, og gøre det 100%. Først der kan man elske en anden, ubetinget. Der findes så få mennesker der mestrer dette, og jeg er ikke en af dem, endnu.
Men jeg er nået så langt at jeg aldrig lader mig blive ramt af den psykotiske tilstand det er at blive forelsket, igen, jeg tror ikke jeg kan komme derned igen. Jeg stopper med at søge, jeg ved at ensomhed ikke er dårligt længere, jeg nyder mit eget selskab, min frihed, jeg kan alt.