Jeg er ikke bare!

Jeg er ikke bange for mennesker, jeg er bange for følelser. Jeg er ikke bange for kontakt, jeg er bange for svigt. Jeg er ikke bange for at lave noget, jeg er bange for nederlag. Jeg er ikke bange for kærlighed, jeg er bange for had. Jeg er ikke bange for lykke, jeg er bange for sorg!

Hårfine grænser som måske synes ubetydelige for mange, men som er i mine tanker hver dag og flere gange om dagen. Tanker der slider mig op, dræner mig for energi og gør mig ked af det.
Jeg kan ikke huske hvornår mine tanker startede, altså ikke mine tanker, dem går jeg ud fra altid har været der. Men de overdrevne analyser af alting. Hvorfor er mennesker som de er? Hvorfor er jeg som jeg er? Hvordan vil jeg gerne være? Hvorfor tror folk på gud? Hvorfor er verden som den er? Hvad hvis den ikke var som den var? Spørgsmål, spørgsmål og spørgsmål.
Når så noget giver mening for mig, så går jeg i dybden med det. Når noget absolut ikke giver mening for mig, så prøver jeg at tolke hvorfor det giver mening for andre. Forståelse for forståelse, forståelse af emner der i virkeligheden er ligegyldige, fordi jeg ikke kan ændre noget alligevel. Men så kommer den, stædigheden! Hvad er det folk ikke forstår? Hvorfor er der ikke flere der går i dybden? Vi har løsningen på alting, sådan næsten, eller, vi kunne i hvert fald finde en løsning på det meste hvis vi for pokker bare gad samarbejde.

Det gør vi ikke, for det gør mennesker ikke, og så kommer den, den depressive fase.
Jeg kunne ikke ændre verden i min rus af forståelse for alting. Der var ingen forståelse der hvor jeg ledte. Den forståelse der findes, den er derude, forståelse fra mennesker der sikkert er som jeg, de prøvede, og de ændrede ingenting.
BUM! Ned med dig!
Jeg møder ikke ret megen forståelse. Hvem har forståelse for hvad der sker i mit hoved? Det er kun mit hoved, og jeg kan kun selv ændre de tanker.

Og så kommer den: "Det er bare sådan noget du skal øve dig i!"
Jeg har brugt hele mit liv på at øve mig i at begå mig i den her verden, og jeg tror aldrig jeg helt kommer til at forstå den. Og det behøver jeg sikkert heller ikke. Men hvor ville jeg ønske jeg kunne lukke mine tanker omkring den ude, bare gøre som de andre, leve og lade være med at tænke og tolke, i hvert fald noget af tiden.
Løsningen er at leve i nuet, lade være med at spekulere i fremtiden, og ikke dvæle ved fortiden. Det er BARE!
Jeg savner en forståelse omkring BARE, der er ikke noget der bare er, fordi hvis bare er bare, så gjorde jeg det bare, og jeg savner en forståelse for at hvis bare var bare, så gjorde jeg det bare, så gjorde jeg bare alting, så koblede jeg bare hovedet fra, for hvis der er noget jeg bare gerne vil, så er det at koble hovedet fra, bare lidt. Så ved jeg jeg ville kunne overskue SÅ meget mere.
Mit hoveds evige kamp er hvornår der kommer forståelse fra et menneske til det næste, hvornår forståelsen for enkelte individer starter, hvornår vi stopper med at putte mennesker i kasser, og fortæller dem at alting BARE er.
Misforstå mig ikke, men hvis jeg BARE havde brækket et ben, så var forståelsen større, for så var skaden synlig. Og jeg siger ikke jeg har en skade i mit hoved, jeg siger bare at der er forskel på menneskers hoveder, og forståelsen for netop dette, den kunne jeg godt bruge noget mere af..

Mine børn forsørger os også!

Så raser kampagnen omkring kontanthjælp, og jeg bør lade være med at tage mig af det, men det gjorde jeg ikke, og nu er det kommet til at fylde alt for meget.
Først vil jeg godt fortælle hvor meget det her har fyldt i mit liv rigtigt længe. Give et indblik i hvordan det i virkeligheden er at være enlig mor til 3 på kontanthjælp.
Rent økonomisk er det som det er, jeg har ikke noget valg, og jeg har aldrig fået et. Jeg gik fra sygedagpenge, fordi de udløb, og over på kontanthjælp, det var et slag, men jeg tænker at som med alt andet, så må jeg få det til at fungere.
Hvad det gør ved mig psykisk, det er en helt anden snak.
Jeg kommer fra en familie hvor man arbejder for føden, mine forældre knoklede røven ud af bukserne for at tjene til os unger, og vi har altid haft det godt, vi har altid ønsket os mere, men hvem har ikke det?
Mine forældre holdt aldrig fri, og jeg husker specielt en vinterdag, der var nok en meter sne overalt, og vi blev tudet ørerne fulde med at vi SKULLE i skole for mine forældre SKULLE på arbejde, og vi gik, i sne, til nærmest op over begge ører, over til skolen for at finde ud af der var lukket. Hjem igen, og mine forældre tog på arbejde alligevel. Sådan gør man, man er loyal når man har et job, man passer det, det er det man får sin løn for! Og det var det jeg skulle når jeg blev stor, jeg skulle have en uddannelse, og jeg skulle arbejde!
Og jeg fik en uddannelse, og jeg har haft arbejde!
Når det så er sagt, har jeg haft en dejlig barndom, jeg har nogle fantastiske forældre, og det har de altid været. Jeg har altid sagt, at kan jeg blive den mor min mor har været for mig, for mine børn, så er mit mål i livet nået!
Jeg har altid haft en tendens til at blive depressiv. Min mor har nævnt senere hen, at jeg nok aldrig rigtigt har været et rigtigt glad barn. Hun har dog aldrig været bekymret for mig, for det var først senere jeg begyndte at blive rigtigt depressiv.

Nu kan jeg ikke skrive hele min historie, men efter min skilsmisse i 2012, har mit liv været enten været optur eller nedtur, opturen er altid fulgt af en nedtur, i større eller mindre grad.
Sidste år fik jeg efter lang tids venten, og en indlæggelse, endeligt diagnosen bipolar, tidligere hed det manio depressiv. Denne sygdom kan være arvelig, og jeg VED at min farmor var det.
Der kan forekomme ting der kan skubbe sygdommen, tricke den, og det skete så for mig.
Jeg gider ikke gemme mig bag min sygdom og fortælle alt det jeg ikke kan, for jeg kan alt, man kan hvad man vil, nogle ting kan man klare mere af end andre ting.
Jeg VIL arbejde, og hvis jeg havde muligheden så var der ikke andet i hele verden jeg ville!
Hvem pokker drømmer om at være på kontanthjælp? Hvem drømmer om at komme i kredse hvor folk har gode jobs, for så at præsentere sig selv som enlig mor på kontanthjælp, skal jeg også fortælle dem at jeg er psykisk syg??
Og jeg VIL ikke være syg, men jeg er nået dertil at jeg må erkende at jeg altså bare heller ikke er så frisk som jeg kunne være.

Jeg har ikke lyst til at brokke mig over min kontanthjælp, det kunne jeg aldrig drømme om, jeg ser det stadig som et sikkerhedsnet for ikke at ende på gaden.
Jeg mangler ikke noget, der er mange ting jeg godt kunne tænke mig, men tingene er som de er, og jeg får det til at fungere. MEN! For der er en men. Jeg kunne ikke få det til at fungere hvis ikke der var det der hed friplads, og heller ikke uden boligstøtte, hvis ikke jeg kunne modtage disse ydelser, så ville regnestykket gå i minus, og jeg ville ikke have et rådighedsbeløb overhovedet.
Disse to ydelser kan folk i arbejde også søge!

Guderne skal vide, næh politikerne VED, at jeg ikke kunne få tingene til at hænge sammen hvis ikke jeg havde mine børn, mine børn forsørger os også.
Hvis ikke jeg hver måned fik børnebidrag fra faren, skulle min kontanthjælp, altså det beløb der hedder knapt 3000 kr. efter min husleje og forsikringer er betalt, dække hele måneden, vi snakker ikke kun mad, men også gaver til diverse fødselsdage og også transport udgifter.
Hvordan tror i det er? At vide at de penge jeg får til mine børn, hovedsagligt går til almindelig husholdning? At de børnepenge der kommer hver 3. måned, som de fleste bare ser som en bonus, er penge jeg bruger alene på nye ting til mine børn, fordi det får det ellers aldrig..
Sådan som det er, indtil nu, har jeg ikke tænkt over det. For sådan er det bare, og sådan har det været siden jeg kom på kontanthjælp. Men nu hvor de taler om at vi får for meget, så håber jeg godt nok der er nogen der gider sætte sig ned, og regne en ekstra gang. Måske prøve at åbne øjnene og se hvem det her i virkeligheden går mest ud over.. Børnene!
Var det kun mig, well, så levede jeg gerne på gaden, og ellers fandt jeg nok et sted jeg kunne være. Der er ikke nogen der frivilligt vil være i det her system, eller det håber jeg i det mindste ikke! Og havde jeg ikke mine børn, så havde jeg helt valgt det fra!
Jeg har ikke noget valg!! Jeg har aldrig haft et valg! Det gør ondt at erkende at jeg er syg, det gør endnu mere ondt at erkende at jeg er nødt til at kæmpe i det her system endnu længere end jeg har lyst til.
Men hvad der gør mest ondt er at der sidder nogle mennesker, mennesker der ikke mangler andet end medfølelse for andre, og dømmer mig!! Ovenikøbet forsøger at gøre det værre for mig, for mine børn end det er i forvejen.
For det handler ikke om økonomi, jeg ved godt jeg bare kan finde et arbejde, bare skal tage mig sammen, bare skal blive rask. Og i skal vide, hele verden skal vide, at jeg ikke ønsker andet i hele verden end at blive rask, så i det mindste mine børn kan slippe for det her!!