Minus feminin

Jeg har spekuleret hele dagen på hvorfor jeg ikke kan finde ud af at finde mig tilpas i den der feminine kvindeverden. Jeg ender altid med at finde en hobby eller en interesse hvor der ikke er ret mange kvinder.
Jeg har heller aldrig haft ret mange veninder, ikke ret tætte veninder, da jeg var teenager havde jeg ikke kærester som alle de andre, jeg endte altid med at blive en af drengene og venner med alle gutterne i stedet.
Jeg har aldrig helt forstået kvinder og da jeg var teenager forstod jeg ikke pigerne, jeg ville virkeligt gerne, og jeg prøvede virkeligt også. Jeg ville sindsygt gerne forstå hvorfor de mente at alle i Backstreet Boys var MEGA lækre, jeg forstod det ikke helt. De havde intet at sige, de vidste godt de var lækre og hele mit liv har jeg haft en eller anden ide om at hvis folk godt ved de er lækre så er det det de kan, så er der bare ikke noget der er særligt spændende ved dem længere.

Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om noget af det de fleste andre gjorde, det var svært da jeg var yngre for jeg ville virkeligt bare gerne passe ind og være ligesom de andre.
Da jeg blev skilt for 4 år siden gjorde jeg alt det jeg altid har drømt om, ændrede udseende, gjorde hvad jeg ville og det var vidunderligt. Men jeg passer ikke ind.
Min feminine side ønsker virkeligt at forstå hvad der er feminint, jeg forstår det bare ikke, jeg ved godt hvad jeg selv synes men jeg ved også godt at jeg nok ikke helt er så feminin som det måske forventes af mange. Jeg er kvinde, jeg er nok bare ikke helt kvinde nok til at forstå hønsegården.

Jeg er havnet i en verden af metal, musik, en genre jeg egentligt har elsket altid men ikke har turde føle mig hjemme i. Det er en mandsdomineret verden og jeg gider ikke være en af gutterne men jeg føler samtidig at jeg er nødt til at forsvare min passion, jeg har en mening om det meste men jeg føler også jeg hele tiden skal forsvare mig. Jeg gider ikke forsvare mit valg af musik men jeg forklarer alligevel altid hvorfor jeg har det som jeg har det. Jeg ved hvad der rammer og hvad der ikke gør, og min tilgang til det er nok ikke helt den samme som det er for så mange andre.

Så er der dampen, jeg stoppede med at ryge og begyndte at dampe i stedet, det er endnu en hobby hvor der er flest mænd. Jeg gider helt vildt godt vide alting men jeg hader at spørge. Jeg er kvinde nok til at vide at jeg ikke gider være en mand, jeg er stædig nok til at ville vide alting og finde ud af alting selv, men når ikke jeg kan så må jeg spørge og jeg hader det.

Jeg hader for det første at skulle spørge om hjælp, når jeg så skal spørge mænd om hjælp så er det endnu værre, mænd skal ikke tro de ved mere end mig. Det gør de tit men kun fordi jeg har valgt en hobby hvor der er flest mænd.

Jeg har en mening, jeg kan det jeg kan, men hold op hvor ville de ha været nemmere hvis jeg kunne være kvinde med stort K og jeg for eksempel vidste alt om stiletter og prinsesser. Så vidste jeg noget mænd ikke vidste. Så behøvede jeg ikke spørge mænd til råds. Så behøvede jeg ikke forsvare noget som helst for så var det alligevel noget de ikke forstod.

Gad vide om det hjælper at få større bryster?

En Treo!

Så skete det! Deftones kom til Danmark og ikke bare Danmark, de kom til Århus! Det bare det, de skulle spille på NorthSide, og er der en festival jeg IKKE gider på, eller, HELLER ikke gider på, så er det NorthSide. Ej okay, havde jeg været rig så havde jeg betalt hvad det koster, kun for at se Deftones. Jeg er ikke rig, og i virkeligheden er jeg nærig, men det er noget helt andet.

MEN, jeg har den her kæreste her, han er lidt lissom mig, hvis han ikke ved det så skal han nok finde ud af det, og det gjorde han så. Han fandt det perfekte spot hvor vi, helt gratis og uden selskab af hipstere med tofu-bacon i mundvigene, kunne høre hele koncerten. Og vi hørte det! Thomas Treo anmeldte koncerten, fordi han var der, det vil jeg også gøre, fordi jeg ikke var der!!

Hvordan gør man så det?

Well, faktisk så synes jeg det var nervepirrende, jeg var på en mere eller mindre bevokset grussti ved siden af en skov og et område fyldt med siv. Jeg er panisk angst for edderkopper og oveni var jeg meget meget bekymret for om de ville spille mit yndlingsnummer og jeg dermed ville gå glip af det. Altså ikke gå glip af det som i at jeg ikke hørte det, men som i at jeg ikke var der rigtigt.
At være på et øde sted og lytte til yndlingsmusik, når man samtidig mest har lyst til at grave sig ned og glemme alt om det der sker nogle 100 meter fra én, det er eddermame mærkeligt. At nyde musikken og blive begejstret hver gang et nyt nummer starter, og på samme tid have mest lyst til at koncerten skal slutte bare så jeg er helt sikker på jeg ikke går glip af det nummer, jeg i flere måneder har sat mig i hovedet bliver spillet, og som jeg er helt sikker på, hvis det bliver spillet, at jeg vil dø en langsom og pinefuld død hen over weekenden hvis jeg går glip af det, i hvert fald går glip af at se det.
Jeg havde selskab af verdens dejligste mand, det alene var en stor trøst, i det mindste har jeg ham, det er der sgu ingen hipstere der kan prale af!
Jeg kunne høre det hele, det blæste godt nok en del, og træer og siv og sådan i vinden, det larmer en smule, men altså, jeg hørte det jeg ville høre, når ikke lige et tog besluttede at køre igennem hele det ellers ret idylliske setup, det gjorde det to gange.
Vi havde også besøg af en satans hidsig stork, hvor mange hipstere kan i virkeligheden prale af at have haft besøg af sådan en imens de så Deftones? Deftones er ret hidsige selv, så i virkeligheden kunne det være et ret godt forslag til et lille pift til deres næste album?
Da vi nåede til ekstranumrene blev jeg godt nok nervøs. Puscifer gæstede også NorthSide, og forsangeren herfra har lavet et nummer sammen med Deftones, verdens bedste nummer, og jeg har haft forestillinger og mareridt omkring det her nummer i mange mange måneder, jeg var SIKKER på at de ville råbe at de nu ville byde Maynard Keenan velkommen og spille Passenger, og at storken ville kvæle mig fordi jeg ikke var der, fordi jeg gik glip af det, fordi jeg er fattig.
Første ekstranummer, ih guder! Det var ikke passenger, det var Bored, og jeg hylede kun en lille smule, det var den sygeste følelse, jeg gik glip af det men jeg gik ikke glip af det, og helt ærligt, hvem i hele verden har hørt Bored med fuglekvidder i baggrunden og en satans hidsig stork som kor?? Ingen andre end mig!!! Jo altså, kæresten!
Sidste ekstranummer var 7 words og jeg vil våge og påstå at heller ingen i hele verden har hørt ordet "fuck" råbt SÅ mange gange et øde sted, omgivet af kvælerplanter, edderkopper, en død muldvarp, lyserøde træer, blærehekse og spøgelsesdamp!
Men det har JEG!

Jeg giver koncerten 5 ud af 6 stjerner, den sidste stjerne får de ikke fordi jeg ikke var lige foran scenen.

Heldagsskole fordi forældrekaffe!

Min datter skal starte i skole efter sommerferien, det er kæmpe stort, men for at være helt ærlig så er jeg allerede skoletræt, og jeg er endda kun forælder.

Jeg har netop været til det andet møde i hendes klasse, JA nummer 2 møde, og tøsen starter som sagt først efter sommerferien!
Jeg gider helt vildt godt at være sådan en overskudsmor der engagerer sig, jeg gider helt vildt godt være sådan en mor der deltager i de ting der er vigtige i forhold til mine børn. Jeg prøver virkeligt men jeg må ærligt indrømme at jeg overhovedet ikke kan følge med.
Helt ærligt så tror jeg det er mere krævene for forældre idag at deres børn går i skole, end for børnene at gå i skole.
Valg af forældreråd, well, jeg meldte mig ikke, jeg er i forvejen i forældrerådet i min søns klasse, og at sidde i et mere tror jeg ville slå mig ud.
Drøftelse omkring køb af køleskab til klassen, så de kan få deres (3!!!) madpakker på køl i skoletiden. Sig mig lige engang, men hvornår pokker blev der sparet så meget på folkeskolerne at vores unger ikke kunne få lov at få deres mad på køl med mindre forældrene samler sammen og køber køleskabe til klasserne?! For det ikke skal være løgn sætter skolen krav omkring energimærkning af køleskabet, men de kan ikke betale..
Trivselsgrupper. Jo ser I, det er vigtigt at forældrene deltager i arrangementer der bliver lavet for børnene, disse arrangementer skal forældrene selv arrangere, det gør vi i såkaldte trivselsgrupper, så bliver posen rystet og forældrene blandet i 4 grupper og så skal hver gruppe stå for 1 klassearrangement i løbet af året. Jeg er i gruppe nr. 2, hvilket betyder at vi skal arrangere noget jule halløj når den tid kommer. Vi skal så deltage i de 3 andre gruppers arrangementer i løbet af året også.
Fødselsdage. Selvfølgelig har ungerne fødselsdage, de skal fejres men som en lille mer'ting kunne det være fint at når børnene skal hentes kan forældrene bruge den sidste halve time på "forældrekaffe", det er SÅ fint hvis forældrene lærer hinanden at kende.
Sidst men ikke mindst er en forældrefest en rigtig god "ryste sammen" ide.

Jeg vil egentligt ikke misforstås her, men hold nu op hvor kan jeg ikke forstå at jeg skal engagere mig SÅ meget i mine børns klassekammeraters forældre. Det er ikke fordi jeg ikke synes de er nogle søde mennesker, men jeg kan simpelthen ikke forstå hvor jeg skal finde tiden henne? Hvornår ender vi med at putte vores børn i heldagsskoler med all inclusive, kun for at vi forældre kan nå at være så meget sammen som muligt fordi det styrker vores børn socialt???

Det her skolesystem er i hvert fald ikke lavet for enlige mødre, jeg har INGEN ide om hvor jeg skal finde tiden til at bonde med forældrene til hele to klassers børn. Hvis ikke jeg havde mine forældre der gad komme og passe mine unger når jeg skal rende til forældremøder, forældresamtaler, førskolemøder, forældrerådsmøder, samtaler i børnehaven osv osv. så ved jeg da virkeligt ikke hvad jeg skulle ha gjort, så ville jeg blive den der nederen forælder der aldrig dukkede op til nogen ting, og som ikke gad engagere sig i sit barns skolegang.
Men lad os lige blive ved det sidste..

Kan vi ikke godt blive enige om at forældrekaffe og ikke mindst forældrefester, som jeg beklageligvis aldrig har været med til, ikke gør noget videre for vores børns skolegang? Kan vi ikke godt blive enige om at tvangs "legeaftaler" forældre imellem, ender med at tage tiden fra vores børn?
Jeg gider virkeligt godt engagere mig i mine børns skolegang, men hvis jeg skal engagere mig mere i forældrene end ungerne, så ved jeg simpelthen ikke om jeg kan nå det hele.
Jeg har ikke engang et arbejde så jeg må indrømme at jeg slet ikke forstår hvor de andre forældre finder tiden henne. Jo, de fleste er 2, så kan de skiftes til at drikke kaffe med de andre forældre og passe børnene. Det er ret fint i virkeligheden. De kan også skiftes til at tage til fritidsaktiviteter med børnene (for det skal vi også, minimum 8 gange om ugen, pr barn), og til at lave mad.
Det er prisværdigt at engagere sig, og jeg vil virkeligt gerne, men jeg må bare sige at jeg bliver nødt til at prioritere min tid og jeg gør det virkeligt så godt jeg kan.

Er det nu jeg skal sige at min yngste skal starte i skole om 2 år og jeg allerede er blevet træt ved tanken om mere?

Jeg lever!

Idag, midt i projekt 7 madpakker, stod jeg og hylede. Når jeg har det sådan her så bliver det mærkeligt, somme tider ville jeg virkeligt ønske at min sagsbehandler, behandler, mentor, læge og alle mulige andre mennesker der i virkeligheden forsøger at hjælpe mig, men som jeg ikke er helt sikker på virkeligt forstår hvordan det er, prøvede at føle præcis det jeg føler når jeg har det sådan her.
Den fornemmelse af at det hele kramper sammen og jeg overhovedet ikke magter noget som helst.
Der er flere mennesker jeg godt gad have skulle prøve en dag i mit hoved, men nok mest en dag i mit hoved en dag som idag, en dag som de dage den tid jeg går i møde kommer til at være.
Der er ikke noget medicin der kan få den krampeagtige følelse til at forsvinde, tro mig jeg har prøvet. Det jeg får nu kan tage toppen og sørge for at jeg ikke giver op. Jeg er færdig med at give op, jeg giver aldrig mere op, men mon ikke det er det der hedder at tage sig sammen?
Jeg tager mig sammen.

Faktisk er jeg nået så langt at jeg tror at hjælpen er velment, i virkeligheden passer folk jo bare deres arbejde, og de der kommer med råd som i virkeligheden ikke har mig som en del af deres arbejde, er i virkeligheden bare folk der forsøger at hjælpe alligevel. Så langt er jeg nået, jeg tror faktisk på at folk mener det godt, jeg tror faktisk de vil mig det godt, jeg tror faktisk i virkeligheden de prøver at hjælpe mig, det er i hvert fald hensigten, faktisk tror jeg de prøver at forstå. Og jeg er glad for råd, jeg er glad for deres hjælp. Mon ikke det er det der hedder taknemmelig?
Jeg er taknemmelig.

Jeg er nået dertil at jeg efterhånden ved at dårlige perioder kommer, de går over igen og jeg skal bare have det overstået. Jeg ved nu at jeg nærmest kan klare hvad som helst, tiden går alligevel og jeg klarer hvad der kommer. Følelserne der følger med er forfærdelige men når dagen er gået og jeg kan sove, ved jeg at i morgen tidlig går det altid lidt bedre, i hvert fald til jeg bliver træt igen. Jeg ved de gode tider kommer igen, jeg får overstået de dårlige. Det må være at overleve.
Jeg overlever.

Det kan godt være der findes diagnoser, kasser til folk som mig. Jeg har i virkeligheden manualer til folk jeg gerne vil have skal forstå hvorfor jeg er som jeg er, jeg kan give dem nogle bogstaver og så kan jeg i virkeligheden slås op som et andet ord i en ordbog, betydning og forståelse, det kan du faktisk Google dig frem til hvis du får navnene på mine diagnoser. Det du ikke kan Google dig frem til er rodet i mit hoved, følelserne i min mave, mig i det hele taget. Og sådan er de kasser, de er gode til at finde en form for forståelse, men den vil aldrig kunne føles, du vil aldrig kunne mærke hvordan det er.
Næste gang du ser mig smile vil du alligevel ikke mærke hvordan jeg i virkeligheden har det. Næste gang jeg græder vil du prøve at forstå at jeg gør det fordi jeg har en grund, men du vil aldrig føle hvordan jeg i virkeligheden har det. Næste gang jeg fortæller at jeg gør som jeg gør fordi jeg føler det er det rigtige, vil du alligevel aldrig føle hvordan jeg har det når jeg gør som jeg gør. Næste gang jeg virker som om jeg har styr på noget, vil du aldrig mærke hvor meget jeg føler jeg ikke har styr på noget som helst.
Næste gang jeg virker sikker, vil du aldrig føle hvor usikker jeg i virkeligheden er altid.

Faktisk vil jeg ikke ønske for nogen at de skal føle det jeg føler når jeg har det sådan her.

Når det hele er overstået vil jeg til gengæld ønske at alle kan føle det jeg ved kommer igen, min glæde, min kærlighed og min lykke. Den kommer tilbage. Det må være at leve.
Jeg lever!

Fokus på nødvendigheder

I sidste uge blev jeg ringet op af en journalist fra DR, hun ville godt høre hvordan jeg ville blive ramt af kontanthjælpsloftet, hvordan det ville påvirke mine børn. Hver gang jeg læser om det her loft, hver gang der bliver udstillet eksempler på de ting vi kommer til at mangle pga. det her loft, så er det helt åndsvage ting som fredagsslik og smøger, og den her journalist begyndte så at stille spørgsmål om om det ville gøre at mine børn fx ikke kan komme i biografen, men biografen? Helt ærligt?! Jeg forstår simpelthen slet ikke at det er vigtigt om mine børn kommer i biografen eller får slik fredag aften, helt alvorligt så kommer det her til at betyde noget så grimt som at folk ikke får mad på bordet!

For godt 2 år siden stoppede jeg med at se TV, jeg magtede ikke at tage stilling til noget som helst der ikke havde med mig at gøre, ikke mindst kunne jeg ikke overskue reklamer. Det med reklamer kom sig af at jeg op til jul helt tilfældigt så en reklame for en eller anden sovseske der var elektrisk, man kunne simpelthen sætte den fast på gryden og så rørte skeen i sovsen helt af sig selv. Reklamen blev afsluttet med et slogan "Ideer du ikke kan leve uden". SERIØST!
Jeg blev simpelthen så forarget, sig mig lige engang, skal den reklame fortælle mig at jeg ikke længere selv kan røre i en gryde? Er der alvorligt folk der får et behov for ting de overhovedet ikke vidste fandtes før et firma fortæller dem at de ikke kan leve uden?? Det er der..
I sommers kom min søn hjem med en brochure fra Arla, det var om skolemælk, jeg læser lidt og undrer mig i første omgang over priserne, jeg kan købe 1 hel liter mælk for 1 krone ekstra end hvad min søn kan få 1 kvart liter for når vi taler skolemælk. Så sidder jeg og læser den her brochure og aller nederst står der sørme "En del af et godt fællesskab!!" Jeg blev skide sur, hvad pokker bilder de sig overhovedet ind at give min søn noget med hjem der fortæller ham at han ikke er en del af et godt fællesskab hvis ikke han drikker en kvart liter mælk hver dag i skolen?!

Ikke at se reklamer har faktisk givet mig problemer, mine børn ser heller ikke reklamer, og når det er jul eller de har fødselsdage er det svært at finde ud af hvad man ønsker sig når ikke man er opmærksom på alle de vidunderligt smarte, fantastiske og ikke mindst helt ligegyldige ting man som barn kan ønske sig. Men hør mig lige, det har givet mig problemer! Hvordan kan det nogensinde blive et problem at mine børn ikke mangler noget fordi de ikke ved hvad der rører sig?

Og nu vil jeg godt lige undskylde på forhånd, for nu nævner jeg en ting jeg efterhånden snart bliver kendt for, i hvert fald en ting folk snart bliver trætte af at høre på.
På et tidspunkt kom den her vase her, JA Kahler kom med den her jubilæums guldstribede rædsel. Folk gik amok, de ville gøre hvad som helst for den her vase, og fred være med det, det styrer folk helt selv, jeg ville virkeligt bare ønske at jeg aldrig nogensinde var blevet bevidst om det her mærke, nu ser jeg det ALLE steder, og jeg forstår det ikke.

Hvad ville der ske hvis folk nu ikke fik fat i den her vase? Hvad ville der være sket min søn hvis ikke han havde fået skolemælk? Hvad ville der egentligt ske folk (med arme) hvis ikke de fik deres elektriske sovserører?

Ingenting.

Har Kahler og Arla ret når de mener du har et behov du ikke selv vidste du havde? Det tror jeg ikke.

Jeg ville virkeligt ønske vi kunne få fokus på de her ting, lade være med at tale om at vi ikke har råd til underbukser og sko til 2000 kr, det er overhovedet ikke vigtigt. For mig er det vigtigt at mine børn har et sted hvor de er trygge, mad på bordet og en mor der ikke skal frygte hvad de tager fra os næste gang.

Jeg fortæller ikke folk der har råd til de her fine ting at de ikke skal købe dem, jeg fortæller ikke folk at de ikke må føle der er status og anerkendelse i store fine biler, flotte vaser og emhætter i kobber til 30.000 kr, overhovedet ikke, nærmere vil jeg sige at jeg synes det er fantastisk at de har formået at knokle for at tjene de her penge og rent faktisk have råd til de her goder. Jeg vil bare så gerne fortælle at når man når ned hvor man ikke har råd til at købe andet end genbrug, og aller helst når genbrugsforretningerne holder udsalg, så ville det bare være skønt hvis vi kunne fokusere på lidt mere basale behov en på hvor ofte mine børn kan få lov at komme i biografen.

Journalisten lyttede og jeg håber virkeligt hun får det ud af det hun ønskede, i hvert fald håber jeg hun husker at holde fokus der hvor det er vigtigt..

Line

Ny problemstilling ift. kontanthjælpsloft.

Mød Line, 41 år, enlig mor til en teenagedreng.
Line blev i 2010 færdiguddannet jordemoder, samme år bliver Lines kæreste syg efter et overfald, og det ender ud i at de går hver til sit.
Da Line flytter for sig selv kan hun ikke få boligstøtte fordi boligstøttekontoret i Århus holder lukket i 3 måneder, både Skejby og A-kassen ”glemmer” at udbetale det hun er berettiget til, og hun stod nu til at miste lejligheden. Lines søster bliver alvorligt syg, men som systemet er brygget sammen i Danmark er de pårørende i første omgang den støtte der nu engang forventes man bruger. Line er tætteste pårørende og fordi hun er den ansvarsfulde kvinde hun nu engang er, forsøger hun så godt hun kan, at hjælpe sin søster til at få den hjælp hun har brug for. Line går ned med stress.
Pga følgerne af stress kan hun ikke længere varetage nattearbejde, dermed er mulighederne for et job som jordemoder ikke eksisterende. Line bliver sygemeldt men under hele forløbet er hun i arbejdsprøvning, som hun siger ”Det er ikke arbejde der stresser mig, det er hele presset omkring syge familiemedlemmer der ikke får den hjælp de skal have, og så er der tanken om økonomisk ruin”. Line er pligtopfyldende og som jeg ser hende har hun det største hjerte et menneske kan have, hun tænker altid på andre før sig selv.
Line bliver ansat i løntilskudsjob hos Kirkens Korshær i 9 måneder, alene i den tid har der været 10 personer ansat i løntilskudsjob alene i hendes afdeling, Line blev allernådigst ansat i et 4 måneder vikariat efterfølgende.
Line bliver fyret fra Kirkens Korshær, der bliver stillet spørgsmål omkring hele organisationen og dette falder ikke i god jord. Line havner atter på arbejdsmarkedsydelse som er en ydelse svarende til dagpengesats. Hun søger de jobs der nu engang er, samtidig gør hun et enormt stykke arbejde for at give syge, som hendes søster, muligheden for at tale deres sag. Blandt andet er hun med til at arrangere omvendte vælgermøder med politikere, hvor alvorligt syge borgere får lov at berette deres historier for politikere der så efterfølgende kan tage stilling til eller i det mindste overveje hvad der kan gøres. Alt imens hun kæmper for at tale andres sag ruller lavinen i hendes egen.
Der er lavet en fejl i hendes sag hos jobcentret, der står at hun stadig har dagpengeret, det passer ikke og i virkeligheden udløber hendes ret til arbejdsmarkedsydelse medio marts 2016. Hun er derfor ikke indkaldt til et lovpligtigt møde på jobcentret og har derfor heller ikke fået tilknyttet en jobkonsulent.
Nu står og falder Lines fremtid på en fejl i systemet. Samtidig er regeringen i gang med at forhandle det nye ”moderne kontanthjælpsloft”. Fordi Lines ret til den nuværende ydelse udløber vil hun overgå til kontanthjælp, det alene betyder at hun vil gå omkring 3000 kr ned i ydelse (efter skat) hver måned, når loftet så træder i kraft betyder det at enlige mødre på denne ydelse i gennemsnit vil miste 2900 kr om måneden.
Line står altså til at miste godt 5900 kr (stadig efter skat) om måneden, fordi jobcentret har lavet en fejl og ikke har sørget for at indkalde til de lovpligtige samtaler og altså derfor ikke har kunnet yde de tilbud Line har ret til.
Line giver imidlertid ikke op, hun sørger selv for at få de samtalerne i hus, men nu er der pres på, hun SKAL altså have et arbejde. Fordi hun er uddannet jordemoder og derfor har rigtigt gode kompetencer og kvalifikationer vil hverken vikarbureauer eller helt almindelige arbejdsgivere tage hende ind. ”Du er overkvalificeret, og inden vi får set os om finder du sikkert bare noget bedre”, det er det Line hører hver gang hun får afslag.
Line får et tilbud første gang hun endeligt kommer til møde på jobcentret. Hun kan få betalt kørekort til bus, så kan hun blive buschauffør, efter en sådan ”uddannelse” skulle der gerne være jobmuligheder. Line tør ikke rigtigt andet end at takke ja, det skal IKKE hedde sig at hun ikke vil gøre hvad som helst for at undgå førnævnte situation.
Line bliver kastet rundt til diverse møder, der er kuk i hendes sag og der er tilsyneladende ingen der har nogen ide om hvem der siger hvad, hvad der skal ske, hvorfor og hvornår.
Line starter på sit buskørekort. Hun gør opmærksom på at hun stadig er interesseret i andre jobs hvis vel og mærke der er nogen af jobformidlerne der kan finde et.
I januar ringer en ny sagsbehandler og fortæller at hun har et ”job” hos en øjenlæge til Line, jobbet består i at man kl. 7 morgen skal køre øjenlægen fra Højbjerg til Skive og så køre ham tilbage om eftermiddagen, lad og kalde det et job som ”privatchauffør”, Line føler sig presset til at sige ja og indvilger i at sagsbehandleren sender Lines CV til øjenlægen.
En lørdag midt i en 70 års fødselsdag ringer øjenlægen for at aftale tidspunkt for en ansættelsessamtale, dette skal foregå dagen efter, søndag på Baresso. Line synes det lyder mærkeligt men aftaler et tidspunkt og dagen efter mødes hun med øjenlægen.
Line øjner chancen og fortæller om sin erfaring i en almen praksis og har kompetencer til at arbejde i lægepraksis. Øjenlægen virker uinteresseret og fortæller i stedet med store armbevægelser at han har gang i noget istandsættelse af nogle ejendomme han ejer i Risskov.
Det viser sig at han har overtrådt færdselsloven i en grad så han har fået frakendt sit kørekort i et halvt år og efterfølgende skal op til ny teori og køreprøve og at han nu mangler en chauffør. I første omgang snakker vi en 2 ugers praktik, med start mandag morgen (dagen efter), efterfølgende ansættelse med løntilskud i 2 måneder, bagefter 4 ugers praktik igen og måske så til sidst ordinært job i 2-3 måneder.
Alle alarmklokker ringer hos Line, hun sidder altså nu med en småkriminel øjenlæge der har forstået hvordan man udnytter systemets tilbud om gratis arbejdskraft, og føler sig presset til at tage et ”job” af frygt for at miste retten til en ydelse overhovedet, desuden er alternativet et job som buschauffør.
Det her ”job” er anvist af kommunen, i loven står der faktisk at man ikke må takke nej til et job de anviser med mindre man selvfølgelig ikke er i stand til at varetage jobbet.
Da Line kommer hjem ringer hun i ren desperation, en søndag eftermiddag til sagsbehandleren som heldigvis, imod alle odds, svarer. Line forklarer at hun har været til samtale, fortæller at hun mener jobbet er udsigtsløst, det er ret åbenlyst at når diverse praktikker og løntilskud er overstået så har øjenlægen sikkert fået sit kørekort tilbage, og så er der altså ikke nogen ordinær stilling bagefter.
Mandag ringer en anden sagsbehandler, en sagsbehandler der tidligere i forløbet har prøvet at berolige Line med at hvis man bare dyrker yoga og mediterer, så skal det hele nok gå. Han kan berolige hende endnu mere med at fortælle at så længe man er ansat i praktik må man slet ikke køre som chauffør fordi der ikke er nogen forsikring der dækker.

Line fortsætter med at tage buskørekort, hun bliver imidlertid sygemeldt fordi hun skal opereres. Den tid bruger hun på at få iværksat en handlingsplan på jobcentret for at få styr på situationen, jobcentret er ikke til megen gavn, Line hører ikke til nogen steder fordi der ikke er nogen der ved hvilken afdeling hun skal være i når nu der er fejl i sagsbehandlingen. Hun er ikke tilknyttet en sagsbehandler, når hun ikke har det kan hun ikke få tilknyttet en mentor som ellers kunne hjælpe hende med at redde trådene ud.
Hun bliver bedt om at kontakte ydelsescentret, de kan ikke hjælpe. Hun har altså heller ikke engang en ydelsessagsbehandler.

Med alt det sagt har vi altså med en kvinde at gøre der blot har forsøgt at gøre det rette i alle situationer, nu står hun endeligt og skal ”reddes” selv, men hvor er det net der var ment til at gribe folk som Line??

Line har nu besluttet at tage en ny uddannelse, hun vil starte på social og sundhedsskolen, det eneste hun egentligt bare gerne ville var at forsørge sig selv og sin søn, den mulighed er der bare ikke fordi hun enten er overkvalificeret eller udelukkende kan tilbydes midlertidige praktikker eller job med løntilskud.
Med de to sidstnævnte ting skal vi huske at man altså IKKE optjener dagpengeret på den måde, og her mener jeg virkeligt at systemet fejler. Kan det virkeligt passe at privatpersoner, i dette tilfælde en øjenlæge der ikke engang kan finde ud af at overholde gældende færdselslov, kan få lov at udnytte gratis arbejdskraft, kan det virkeligt passe at det eneste et ”job”center kan tilbyde er praktikker for i det mindste at få folk igennem systemet, men hvor folk alligevel ender samme sted hvor de startede? Kan det virkeligt passe at vi skal presse arbejdsløse til at tage hvad som helst, uanset om de får løn eller ej, fordi de kan skræmmes og trues med at miste hele deres i forvejen minimale ydelse bare fordi de trods alt skal være taknemmelige for at få boligsikring, boligsikring der alligevel ryger den dag retten til andre ydelser end kontanthjælp udløber, og hvad så der? Til den tid er der alligevel ikke jobs at få.

Mit forslag må være at i stedet for at udnytte folk der i forvejen ligger ned, til at arbejde gratis, så må man stille krav til virksomhederne, enten eller! Har du en stilling der kan varetages af nogen så må du altså betale det det koster at have nogen ansat!

Det kan godt være at 2900 kr om måneden kun er en sjat penge der sagtens kan undværes for folk med god løn, lad os bare sige politikerne, men for folk som Line er det lige præcis det beløb der betyder at hun kan få lov at blive boende, fortsat give sin søn den tryghed han behøver, og ikke mindst en chance for at få lov at fungere i et system der IKKE gør!

Joachim B Olsens mor og mig!

Mine intentioner omkring hele det her mor noget, de har virkeligt været gode helt fra start. Det er de stadig det er ikke det, men jeg synes eddermame godt nok det trækker tænder ud - altså hele det her mor noget!
Jeg kan huske min allerførste tur med min ældste dreng i barnevognen, han har nok været 3 dage gammel, jeg havde glædet mig helt åndsvagt til at skulle ud med den her barnevogn, og vi skulle så ned for at handle. Nede i butikken går jeg stolt rundt med min baby barnevogn, jeg tror jeg havde en eller anden tanke om at alle ville komme hen for at tjekke vidunderet ud, ja måske en eller anden ide om at alle folk kunne se på mig at jeg lige var blevet mor til det her barn som altså helt bestemt ville gøre verden til et bedre sted.
Der var ingen der sagde noget til mig, der var ikke engang nogen der så mig, der var ikke engang nogen der blev blændet af den her vidunderlige sorte, splinternye, fantastiske og smukke barnevogn. Indtil der kom en anden mor, hendes barn skreg i vilden sky og moren her vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun skældte ud på en meget pæn måde, men hendes unge her var helt umulig. HUN så mig, og jeg smilede, fordi, altså nu var jeg jeg jo sådan én, en mor, jeg havde det her vidunderlige barn, der sov og ikke var umulig. Moren gloede på mig, hun smilede overhovedet ikke tilbage, i stedet hviskede hun mere eller mindre arrigt "Ja ja bare vent..". Men hun havde jo ikke set mit vidunder, så jeg gik videre og tænkte "Ja ja bare vent, jeg kan det her..".

Der gik et par dage så fik mit vidunder kolik, det var cirka der jeg begyndte at tvivle på mine gode intentioner.

Jeg har overhovedet ikke den ringeste idé om hvordan man gør det her mor noget, mavefornemmelse er sgu godt nok, men hvor fanden er den der Lola Jensen fornemmelse henne når man skal bruge den?
Jeg har 3 unger, jeg er endda alene med dem det meste af tiden, de ser deres far hver 14. dag, og med det sagt så er det mig alene der står for størstedelen af opdragelsen. Det er ikke fordi jeg ikke ved hvordan jeg gerne vil have de skal ende ud, men alle de her gode intentioner, jeg ved ikke engang om de er skide gode i længden. Hvorfor pokker følger der en moderkage med når man føder et barn? Hvorfor kommer ungerne ikke med en brugsanvisning, i det mindste én der fortæller hvordan man ikke skal gøre!
Prøv lige tænk hvis alle mødre har gode intentioner og gør det de tror er rigtigt, prøv tænk over at Joachim B Olsens mor i princippet kan ha ment hendes måde at opdrage på ligeså godt som den jeg forsøger mig med. Tror i virkeligt hun sidder og er stolt nu?

Og så går jeg i panik! Der er kun mig til det her! Mine unger er rablende åndsvage, på den fede måde, de er skøre, de er dejlige og de er søde, men tænk hvis alle de virkeligt hjernedøde voksne mennesker har været ligesådan!
Somme tider gad jeg godt kunne glo ind i fremtiden, finde ud af om det vil gå dem godt, finde ud af om jeg er på rette vej, finde ud af om jeg får børn der i fremtiden siger som jeg selv "Hvis jeg bare kan blive den mor min mor har været for mig", ja okay, det er så nok mest min datter der vil sige sådan, men altså, hvis så bare alle 3 vil udtrykke at de mener jeg har gjort det godt nok, så tror jeg virkeligt jeg ville være mere rolig.
Jeg bliver aldrig rolig, jeg spekulerer altid.

Så jeg vil altså godt undskylde på forhånd, jeg gør virkeligt hvad jeg kan, og jeg er altså kun mig, og følelsen jeg havde da jeg første gang var ude og lufte barnevogn, den der følelse af at mit vidunder, altså, er et vidunder, den følelse har jeg med alle mine 3 vidundere, så mine intentioner er altså gode, jeg LOVER jeg gør mit bedste, og ender det med at jeg må korse mig, som Joachim B Olsens mor bestemt må gøre, så beklager jeg, jeg prøvede, jeg gjorde det bedste jeg kunne!

Opmærksomhed på uopmærksomhed

Jeg har nu fået medicin i omkring 5 måneder, og det er eddermame noget af en øjenåbner. At gå fra at tænke "jeg er som jeg er" til "jeg er som jeg er fordi jeg er som jeg er, men jeg kan gøre det anderledes", det er en skør følelse.
Jeg har altid holdt mig fra ting jeg ikke kender, også mennesker jeg ikke kender, jeg har altid følt at jeg ikke passer ind nogen steder, og jeg har altid tænkt at andre mennesker tænker om mig, at jeg ikke hører til.
Nu er jeg begyndt at spekulere helt vildt meget i hvordan jeg virker på andre mennesker, fordi jeg tænker over hvordan andre mennesker virker på mig, og den der med at folk ikke har kunnet lide mig, fordi det er det jeg har følt, er blevet vendt til at jeg måske har virket som om jeg ikke kunne lide dem, og så har jeg følt de ikke har kunnet lide mig, fordi jeg i virkeligheden udstråler at jeg ikke kunne lide dem, hvorfor skulle de så nærme sig mig?
Jeg er begyndt at spekulere i hvordan jeg taler, jeg har altid været helt åndsvagt direkte, en spade er en spade, og hvis en spade er en spade så fortæller jeg det, uden omsvøb. Hvorfor siger man ikke bare tingene som de er? Og det gør jeg.
Det gør man ikke. Somme tider kan man godt bare tie stille og holde sin mening for sig selv, det filter har jeg ikke.
Opmærksomhedsforstyrrelse. Og så får man medicin, og bliver opmærksom. Opmærksom på alle de ting man har været uopmærksom over for. Forvirringen er total. Verden er helt ny, og jeg er opmærksom på alle de ting jeg aldrig nogensinde har tænkt over, alle de ting jeg siger og gør, alle de ting andre mennesker siger og gør.
Jeg er stadig uopmærksom, jeg er stadig mig, og jeg er stadig en spade, der er en spade. Jeg er vist bare nået til at jeg er blevet opmærksom på at det er okay at være uopmærksom, uopmærksomt opmærksom på hvordan jeg er.
Hvordan jeg virker på andre må være andres udfordring. Jeg er som jeg er, jeg har egentligt ikke lyst til at lave det om for at være som andre ser alt det der ser fint ud udadtil. Jeg er opmærksom på hvad jeg vil, jeg er helt vildt uopmærksom fordi det ikke er det der forventes.
Netop forventningen til normen har gjort mennesker bange, bange for at stikke ud, der er ikke plads til den slags. Der er ikke plads til at sige hvad man virkeligt mener, sæt nu man ikke mener det samme som dem man egentligt gerne vil mene det samme som. Sæt man ikke ser ud som dem man gerne vil se ud som.

Sæt man slet ikke tør se ud fordi man ikke ser ud som dem man ikke har lyst til at se ud som.

Men det er som det er. Jeg er som jeg er. Jeg er mere opmærksom end nogensinde. Mest på mig selv.

De mennesker der ved hvad jeg indeholder er de mennesker der vender tilbage. Jeg er ikke for god til noget som helst, og jeg er slet ikke for god til at stikke folk en undskyldning når jeg fortæller og mener at en spade er en spade. Jeg pakker ikke tingene ind, og jeg beklager sgu når jeg støder nogen, det er ikke min mening. Men ligesom jeg ikke pakker tingene ind, behøver folk altså heller ikke gøre det overfor mig.

Vi skal jo for pokker finde ud af hvad vi kan være fælles om, det nytter ikke vi kun kan blive enige om at være uenige, så lad os da finde ud af hvad vi kan være enige i og om. Kan vi ikke være enige så finder vi nogle andre at være det med, men lur mig om ikke vi alligevel kan være enige om et eller andet? Måske er det alligevel en egenskab at kunne erkende at enighed om uenighed er en fordel somme tider? Så giver vi hinanden hånden, går hver til sit og finder nogle andre vi er enige med.