Ny problemstilling ift. kontanthjælpsloft.
Mød Line, 41 år, enlig mor til en teenagedreng.
Line blev i 2010 færdiguddannet jordemoder, samme år bliver Lines kæreste syg efter et overfald, og det ender ud i at de går hver til sit.
Da Line flytter for sig selv kan hun ikke få boligstøtte fordi boligstøttekontoret i Århus holder lukket i 3 måneder, både Skejby og A-kassen ”glemmer” at udbetale det hun er berettiget til, og hun stod nu til at miste lejligheden. Lines søster bliver alvorligt syg, men som systemet er brygget sammen i Danmark er de pårørende i første omgang den støtte der nu engang forventes man bruger. Line er tætteste pårørende og fordi hun er den ansvarsfulde kvinde hun nu engang er, forsøger hun så godt hun kan, at hjælpe sin søster til at få den hjælp hun har brug for. Line går ned med stress.
Pga følgerne af stress kan hun ikke længere varetage nattearbejde, dermed er mulighederne for et job som jordemoder ikke eksisterende. Line bliver sygemeldt men under hele forløbet er hun i arbejdsprøvning, som hun siger ”Det er ikke arbejde der stresser mig, det er hele presset omkring syge familiemedlemmer der ikke får den hjælp de skal have, og så er der tanken om økonomisk ruin”. Line er pligtopfyldende og som jeg ser hende har hun det største hjerte et menneske kan have, hun tænker altid på andre før sig selv.
Line bliver ansat i løntilskudsjob hos Kirkens Korshær i 9 måneder, alene i den tid har der været 10 personer ansat i løntilskudsjob alene i hendes afdeling, Line blev allernådigst ansat i et 4 måneder vikariat efterfølgende.
Line bliver fyret fra Kirkens Korshær, der bliver stillet spørgsmål omkring hele organisationen og dette falder ikke i god jord. Line havner atter på arbejdsmarkedsydelse som er en ydelse svarende til dagpengesats. Hun søger de jobs der nu engang er, samtidig gør hun et enormt stykke arbejde for at give syge, som hendes søster, muligheden for at tale deres sag. Blandt andet er hun med til at arrangere omvendte vælgermøder med politikere, hvor alvorligt syge borgere får lov at berette deres historier for politikere der så efterfølgende kan tage stilling til eller i det mindste overveje hvad der kan gøres. Alt imens hun kæmper for at tale andres sag ruller lavinen i hendes egen.
Der er lavet en fejl i hendes sag hos jobcentret, der står at hun stadig har dagpengeret, det passer ikke og i virkeligheden udløber hendes ret til arbejdsmarkedsydelse medio marts 2016. Hun er derfor ikke indkaldt til et lovpligtigt møde på jobcentret og har derfor heller ikke fået tilknyttet en jobkonsulent.
Nu står og falder Lines fremtid på en fejl i systemet. Samtidig er regeringen i gang med at forhandle det nye ”moderne kontanthjælpsloft”. Fordi Lines ret til den nuværende ydelse udløber vil hun overgå til kontanthjælp, det alene betyder at hun vil gå omkring 3000 kr ned i ydelse (efter skat) hver måned, når loftet så træder i kraft betyder det at enlige mødre på denne ydelse i gennemsnit vil miste 2900 kr om måneden.
Line står altså til at miste godt 5900 kr (stadig efter skat) om måneden, fordi jobcentret har lavet en fejl og ikke har sørget for at indkalde til de lovpligtige samtaler og altså derfor ikke har kunnet yde de tilbud Line har ret til.
Line giver imidlertid ikke op, hun sørger selv for at få de samtalerne i hus, men nu er der pres på, hun SKAL altså have et arbejde. Fordi hun er uddannet jordemoder og derfor har rigtigt gode kompetencer og kvalifikationer vil hverken vikarbureauer eller helt almindelige arbejdsgivere tage hende ind. ”Du er overkvalificeret, og inden vi får set os om finder du sikkert bare noget bedre”, det er det Line hører hver gang hun får afslag.
Line får et tilbud første gang hun endeligt kommer til møde på jobcentret. Hun kan få betalt kørekort til bus, så kan hun blive buschauffør, efter en sådan ”uddannelse” skulle der gerne være jobmuligheder. Line tør ikke rigtigt andet end at takke ja, det skal IKKE hedde sig at hun ikke vil gøre hvad som helst for at undgå førnævnte situation.
Line bliver kastet rundt til diverse møder, der er kuk i hendes sag og der er tilsyneladende ingen der har nogen ide om hvem der siger hvad, hvad der skal ske, hvorfor og hvornår.
Line starter på sit buskørekort. Hun gør opmærksom på at hun stadig er interesseret i andre jobs hvis vel og mærke der er nogen af jobformidlerne der kan finde et.
I januar ringer en ny sagsbehandler og fortæller at hun har et ”job” hos en øjenlæge til Line, jobbet består i at man kl. 7 morgen skal køre øjenlægen fra Højbjerg til Skive og så køre ham tilbage om eftermiddagen, lad og kalde det et job som ”privatchauffør”, Line føler sig presset til at sige ja og indvilger i at sagsbehandleren sender Lines CV til øjenlægen.
En lørdag midt i en 70 års fødselsdag ringer øjenlægen for at aftale tidspunkt for en ansættelsessamtale, dette skal foregå dagen efter, søndag på Baresso. Line synes det lyder mærkeligt men aftaler et tidspunkt og dagen efter mødes hun med øjenlægen.
Line øjner chancen og fortæller om sin erfaring i en almen praksis og har kompetencer til at arbejde i lægepraksis. Øjenlægen virker uinteresseret og fortæller i stedet med store armbevægelser at han har gang i noget istandsættelse af nogle ejendomme han ejer i Risskov.
Det viser sig at han har overtrådt færdselsloven i en grad så han har fået frakendt sit kørekort i et halvt år og efterfølgende skal op til ny teori og køreprøve og at han nu mangler en chauffør. I første omgang snakker vi en 2 ugers praktik, med start mandag morgen (dagen efter), efterfølgende ansættelse med løntilskud i 2 måneder, bagefter 4 ugers praktik igen og måske så til sidst ordinært job i 2-3 måneder.
Alle alarmklokker ringer hos Line, hun sidder altså nu med en småkriminel øjenlæge der har forstået hvordan man udnytter systemets tilbud om gratis arbejdskraft, og føler sig presset til at tage et ”job” af frygt for at miste retten til en ydelse overhovedet, desuden er alternativet et job som buschauffør.
Det her ”job” er anvist af kommunen, i loven står der faktisk at man ikke må takke nej til et job de anviser med mindre man selvfølgelig ikke er i stand til at varetage jobbet.
Da Line kommer hjem ringer hun i ren desperation, en søndag eftermiddag til sagsbehandleren som heldigvis, imod alle odds, svarer. Line forklarer at hun har været til samtale, fortæller at hun mener jobbet er udsigtsløst, det er ret åbenlyst at når diverse praktikker og løntilskud er overstået så har øjenlægen sikkert fået sit kørekort tilbage, og så er der altså ikke nogen ordinær stilling bagefter.
Mandag ringer en anden sagsbehandler, en sagsbehandler der tidligere i forløbet har prøvet at berolige Line med at hvis man bare dyrker yoga og mediterer, så skal det hele nok gå. Han kan berolige hende endnu mere med at fortælle at så længe man er ansat i praktik må man slet ikke køre som chauffør fordi der ikke er nogen forsikring der dækker.
Line fortsætter med at tage buskørekort, hun bliver imidlertid sygemeldt fordi hun skal opereres. Den tid bruger hun på at få iværksat en handlingsplan på jobcentret for at få styr på situationen, jobcentret er ikke til megen gavn, Line hører ikke til nogen steder fordi der ikke er nogen der ved hvilken afdeling hun skal være i når nu der er fejl i sagsbehandlingen. Hun er ikke tilknyttet en sagsbehandler, når hun ikke har det kan hun ikke få tilknyttet en mentor som ellers kunne hjælpe hende med at redde trådene ud.
Hun bliver bedt om at kontakte ydelsescentret, de kan ikke hjælpe. Hun har altså heller ikke engang en ydelsessagsbehandler.
Med alt det sagt har vi altså med en kvinde at gøre der blot har forsøgt at gøre det rette i alle situationer, nu står hun endeligt og skal ”reddes” selv, men hvor er det net der var ment til at gribe folk som Line??
Line har nu besluttet at tage en ny uddannelse, hun vil starte på social og sundhedsskolen, det eneste hun egentligt bare gerne ville var at forsørge sig selv og sin søn, den mulighed er der bare ikke fordi hun enten er overkvalificeret eller udelukkende kan tilbydes midlertidige praktikker eller job med løntilskud.
Med de to sidstnævnte ting skal vi huske at man altså IKKE optjener dagpengeret på den måde, og her mener jeg virkeligt at systemet fejler. Kan det virkeligt passe at privatpersoner, i dette tilfælde en øjenlæge der ikke engang kan finde ud af at overholde gældende færdselslov, kan få lov at udnytte gratis arbejdskraft, kan det virkeligt passe at det eneste et ”job”center kan tilbyde er praktikker for i det mindste at få folk igennem systemet, men hvor folk alligevel ender samme sted hvor de startede? Kan det virkeligt passe at vi skal presse arbejdsløse til at tage hvad som helst, uanset om de får løn eller ej, fordi de kan skræmmes og trues med at miste hele deres i forvejen minimale ydelse bare fordi de trods alt skal være taknemmelige for at få boligsikring, boligsikring der alligevel ryger den dag retten til andre ydelser end kontanthjælp udløber, og hvad så der? Til den tid er der alligevel ikke jobs at få.
Mit forslag må være at i stedet for at udnytte folk der i forvejen ligger ned, til at arbejde gratis, så må man stille krav til virksomhederne, enten eller! Har du en stilling der kan varetages af nogen så må du altså betale det det koster at have nogen ansat!
Det kan godt være at 2900 kr om måneden kun er en sjat penge der sagtens kan undværes for folk med god løn, lad os bare sige politikerne, men for folk som Line er det lige præcis det beløb der betyder at hun kan få lov at blive boende, fortsat give sin søn den tryghed han behøver, og ikke mindst en chance for at få lov at fungere i et system der IKKE gør!
Mød Line, 41 år, enlig mor til en teenagedreng.
Line blev i 2010 færdiguddannet jordemoder, samme år bliver Lines kæreste syg efter et overfald, og det ender ud i at de går hver til sit.
Da Line flytter for sig selv kan hun ikke få boligstøtte fordi boligstøttekontoret i Århus holder lukket i 3 måneder, både Skejby og A-kassen ”glemmer” at udbetale det hun er berettiget til, og hun stod nu til at miste lejligheden. Lines søster bliver alvorligt syg, men som systemet er brygget sammen i Danmark er de pårørende i første omgang den støtte der nu engang forventes man bruger. Line er tætteste pårørende og fordi hun er den ansvarsfulde kvinde hun nu engang er, forsøger hun så godt hun kan, at hjælpe sin søster til at få den hjælp hun har brug for. Line går ned med stress.
Pga følgerne af stress kan hun ikke længere varetage nattearbejde, dermed er mulighederne for et job som jordemoder ikke eksisterende. Line bliver sygemeldt men under hele forløbet er hun i arbejdsprøvning, som hun siger ”Det er ikke arbejde der stresser mig, det er hele presset omkring syge familiemedlemmer der ikke får den hjælp de skal have, og så er der tanken om økonomisk ruin”. Line er pligtopfyldende og som jeg ser hende har hun det største hjerte et menneske kan have, hun tænker altid på andre før sig selv.
Line bliver ansat i løntilskudsjob hos Kirkens Korshær i 9 måneder, alene i den tid har der været 10 personer ansat i løntilskudsjob alene i hendes afdeling, Line blev allernådigst ansat i et 4 måneder vikariat efterfølgende.
Line bliver fyret fra Kirkens Korshær, der bliver stillet spørgsmål omkring hele organisationen og dette falder ikke i god jord. Line havner atter på arbejdsmarkedsydelse som er en ydelse svarende til dagpengesats. Hun søger de jobs der nu engang er, samtidig gør hun et enormt stykke arbejde for at give syge, som hendes søster, muligheden for at tale deres sag. Blandt andet er hun med til at arrangere omvendte vælgermøder med politikere, hvor alvorligt syge borgere får lov at berette deres historier for politikere der så efterfølgende kan tage stilling til eller i det mindste overveje hvad der kan gøres. Alt imens hun kæmper for at tale andres sag ruller lavinen i hendes egen.
Der er lavet en fejl i hendes sag hos jobcentret, der står at hun stadig har dagpengeret, det passer ikke og i virkeligheden udløber hendes ret til arbejdsmarkedsydelse medio marts 2016. Hun er derfor ikke indkaldt til et lovpligtigt møde på jobcentret og har derfor heller ikke fået tilknyttet en jobkonsulent.
Nu står og falder Lines fremtid på en fejl i systemet. Samtidig er regeringen i gang med at forhandle det nye ”moderne kontanthjælpsloft”. Fordi Lines ret til den nuværende ydelse udløber vil hun overgå til kontanthjælp, det alene betyder at hun vil gå omkring 3000 kr ned i ydelse (efter skat) hver måned, når loftet så træder i kraft betyder det at enlige mødre på denne ydelse i gennemsnit vil miste 2900 kr om måneden.
Line står altså til at miste godt 5900 kr (stadig efter skat) om måneden, fordi jobcentret har lavet en fejl og ikke har sørget for at indkalde til de lovpligtige samtaler og altså derfor ikke har kunnet yde de tilbud Line har ret til.
Line giver imidlertid ikke op, hun sørger selv for at få de samtalerne i hus, men nu er der pres på, hun SKAL altså have et arbejde. Fordi hun er uddannet jordemoder og derfor har rigtigt gode kompetencer og kvalifikationer vil hverken vikarbureauer eller helt almindelige arbejdsgivere tage hende ind. ”Du er overkvalificeret, og inden vi får set os om finder du sikkert bare noget bedre”, det er det Line hører hver gang hun får afslag.
Line får et tilbud første gang hun endeligt kommer til møde på jobcentret. Hun kan få betalt kørekort til bus, så kan hun blive buschauffør, efter en sådan ”uddannelse” skulle der gerne være jobmuligheder. Line tør ikke rigtigt andet end at takke ja, det skal IKKE hedde sig at hun ikke vil gøre hvad som helst for at undgå førnævnte situation.
Line bliver kastet rundt til diverse møder, der er kuk i hendes sag og der er tilsyneladende ingen der har nogen ide om hvem der siger hvad, hvad der skal ske, hvorfor og hvornår.
Line starter på sit buskørekort. Hun gør opmærksom på at hun stadig er interesseret i andre jobs hvis vel og mærke der er nogen af jobformidlerne der kan finde et.
I januar ringer en ny sagsbehandler og fortæller at hun har et ”job” hos en øjenlæge til Line, jobbet består i at man kl. 7 morgen skal køre øjenlægen fra Højbjerg til Skive og så køre ham tilbage om eftermiddagen, lad og kalde det et job som ”privatchauffør”, Line føler sig presset til at sige ja og indvilger i at sagsbehandleren sender Lines CV til øjenlægen.
En lørdag midt i en 70 års fødselsdag ringer øjenlægen for at aftale tidspunkt for en ansættelsessamtale, dette skal foregå dagen efter, søndag på Baresso. Line synes det lyder mærkeligt men aftaler et tidspunkt og dagen efter mødes hun med øjenlægen.
Line øjner chancen og fortæller om sin erfaring i en almen praksis og har kompetencer til at arbejde i lægepraksis. Øjenlægen virker uinteresseret og fortæller i stedet med store armbevægelser at han har gang i noget istandsættelse af nogle ejendomme han ejer i Risskov.
Det viser sig at han har overtrådt færdselsloven i en grad så han har fået frakendt sit kørekort i et halvt år og efterfølgende skal op til ny teori og køreprøve og at han nu mangler en chauffør. I første omgang snakker vi en 2 ugers praktik, med start mandag morgen (dagen efter), efterfølgende ansættelse med løntilskud i 2 måneder, bagefter 4 ugers praktik igen og måske så til sidst ordinært job i 2-3 måneder.
Alle alarmklokker ringer hos Line, hun sidder altså nu med en småkriminel øjenlæge der har forstået hvordan man udnytter systemets tilbud om gratis arbejdskraft, og føler sig presset til at tage et ”job” af frygt for at miste retten til en ydelse overhovedet, desuden er alternativet et job som buschauffør.
Det her ”job” er anvist af kommunen, i loven står der faktisk at man ikke må takke nej til et job de anviser med mindre man selvfølgelig ikke er i stand til at varetage jobbet.
Da Line kommer hjem ringer hun i ren desperation, en søndag eftermiddag til sagsbehandleren som heldigvis, imod alle odds, svarer. Line forklarer at hun har været til samtale, fortæller at hun mener jobbet er udsigtsløst, det er ret åbenlyst at når diverse praktikker og løntilskud er overstået så har øjenlægen sikkert fået sit kørekort tilbage, og så er der altså ikke nogen ordinær stilling bagefter.
Mandag ringer en anden sagsbehandler, en sagsbehandler der tidligere i forløbet har prøvet at berolige Line med at hvis man bare dyrker yoga og mediterer, så skal det hele nok gå. Han kan berolige hende endnu mere med at fortælle at så længe man er ansat i praktik må man slet ikke køre som chauffør fordi der ikke er nogen forsikring der dækker.
Line fortsætter med at tage buskørekort, hun bliver imidlertid sygemeldt fordi hun skal opereres. Den tid bruger hun på at få iværksat en handlingsplan på jobcentret for at få styr på situationen, jobcentret er ikke til megen gavn, Line hører ikke til nogen steder fordi der ikke er nogen der ved hvilken afdeling hun skal være i når nu der er fejl i sagsbehandlingen. Hun er ikke tilknyttet en sagsbehandler, når hun ikke har det kan hun ikke få tilknyttet en mentor som ellers kunne hjælpe hende med at redde trådene ud.
Hun bliver bedt om at kontakte ydelsescentret, de kan ikke hjælpe. Hun har altså heller ikke engang en ydelsessagsbehandler.
Med alt det sagt har vi altså med en kvinde at gøre der blot har forsøgt at gøre det rette i alle situationer, nu står hun endeligt og skal ”reddes” selv, men hvor er det net der var ment til at gribe folk som Line??
Line har nu besluttet at tage en ny uddannelse, hun vil starte på social og sundhedsskolen, det eneste hun egentligt bare gerne ville var at forsørge sig selv og sin søn, den mulighed er der bare ikke fordi hun enten er overkvalificeret eller udelukkende kan tilbydes midlertidige praktikker eller job med løntilskud.
Med de to sidstnævnte ting skal vi huske at man altså IKKE optjener dagpengeret på den måde, og her mener jeg virkeligt at systemet fejler. Kan det virkeligt passe at privatpersoner, i dette tilfælde en øjenlæge der ikke engang kan finde ud af at overholde gældende færdselslov, kan få lov at udnytte gratis arbejdskraft, kan det virkeligt passe at det eneste et ”job”center kan tilbyde er praktikker for i det mindste at få folk igennem systemet, men hvor folk alligevel ender samme sted hvor de startede? Kan det virkeligt passe at vi skal presse arbejdsløse til at tage hvad som helst, uanset om de får løn eller ej, fordi de kan skræmmes og trues med at miste hele deres i forvejen minimale ydelse bare fordi de trods alt skal være taknemmelige for at få boligsikring, boligsikring der alligevel ryger den dag retten til andre ydelser end kontanthjælp udløber, og hvad så der? Til den tid er der alligevel ikke jobs at få.
Mit forslag må være at i stedet for at udnytte folk der i forvejen ligger ned, til at arbejde gratis, så må man stille krav til virksomhederne, enten eller! Har du en stilling der kan varetages af nogen så må du altså betale det det koster at have nogen ansat!
Det kan godt være at 2900 kr om måneden kun er en sjat penge der sagtens kan undværes for folk med god løn, lad os bare sige politikerne, men for folk som Line er det lige præcis det beløb der betyder at hun kan få lov at blive boende, fortsat give sin søn den tryghed han behøver, og ikke mindst en chance for at få lov at fungere i et system der IKKE gør!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar