Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..

Jeg var på jobcentret i mandags, jeg skulle møde en ny sagsbehandler, sådan en ny én som man får når man er fyldt 30. Hun var rigtigt sød, og virkede virkeligt forstående, det var helt vildt rart, for jeg følte faktisk jeg blev hørt.
Hun lyttede til hvad jeg havde at sige, og jeg forklarede at min største udfordring i det her system er at jeg ikke stoler på det. Jeg stoler ikke på nogen. Hun gjorde et stort nummer ud af at det skal vi have lavet om på, hun vil i hvert fald rigtigt gerne at jeg lærer at stole på hende. Jeg forklarede hende at ting tager tid, og at jeg nok skal lære det, hvis velogmærke hun holder ord. Jeg gik derfra med en god følelse, det var dejligt for en gangs skyld,

Tirsdag var jeg på psyk igen. Jeg var blevet lovet en lægesamtale med henblik på en henvisning til psykolog. Det var i hvert fald hvad jeg havde fået af vide. Jeg kommer ind og møder min sædvanlige sygeplejerske, hun spørger hvordan det er gået med medicinen og jeg indrømmer at jeg ikke har taget den. Jeg fortæller jeg har været inde i en god periode. Jeg blev opmærksom på noget der kunne være endt i noget mani agtigt ugen forinden mødet, og jeg søgte oplysninger omkring sygdommen, endnu engang. Jeg kom til den konklusion at det nok var bedst at køle lidt ned, hvilket jeg gjorde, og det virkede faktisk. Siden da har jeg været hvad jeg vil kalde stabil.
Sygeplejersken lyttede, og så kom lægen. Jeg har mødt hende før.
Sygeplejersken fortæller lægen hvad jeg lige selv har fortalt, og lægen stiller sig straks på bagben overfor mig. Jeg kan godt høre hun ikke er venligt stemt for hvad jeg nu fortæller hende, og det frustrerer mig.
Jeg forklarer at jeg virkeligt ikke har lyst til at tage medicin, fortæller at jeg mener at medicin er sidste udvej, og uanset ikke kan stå alene. Jeg fortsætter og synes selv det er et vigtigt argument når det handler om min situation, at de selv på hospitalet har stillet diagnosen PTSD også, og at det egentligt er det jeg tror tynger mig mest. Jeg føler virkeligt ikke selv jeg kan komme ret meget videre uden bearbejdning af alt det jeg har været igennem. Jeg understreger at jeg ikke har ondt at mig selv, og at jeg altså forsøger og har forsøgt alt for at komme videre, og ud af de gamle dårlige vaner.

Lægen er slet ikke forstående. Hun sidder med øjnene fæstnet til sin pc skærm og ser mig overhovedet ikke i øjnene.
Hun forklarer mig at min primære diagnose er bipolar, og jeg siger at jeg godt ved det, men at jeg synes jeg kan tackle det, det jeg ikke kan tackle er mit lave selvværd og min mistro mod alle mennesker og systemet. Jeg fortæller at sygeplejersken der indlagde mig dengang, var overbevist om at jeg ville have bedre af samtale terapi end af medicin, og det er det jeg hele tiden har ment selv. Lægen siger bare til mig at det ikke er skrevet ned nogen steder, så det kan hun ikke bruge til noget, der står ikke engang i journalen hvem der indlagde mig.

Jeg bliver helt vildt ked af det og frustreret. Alt jeg har bedt om er bare at få hjælp, og ærligt talt ville jeg ikke vide hvor jeg ellers skulle søge hjælp, hvis ikke det skulle være på  Psykiatrisk Hospital!

Lægen er nu så irriteret på mig, at hun fortæller mig at der ikke er nogen hjælp at hente hos dem, hvis ikke jeg vil tage den medicin de gerne vil give mig. Hvis jeg skal have psykolog hjælp kan det først bliver når jeg er stabil på medicin. Der er simpelthen ingen psykologer der vil tage imod mig hvis ikke jeg spiser deres piller.
Jeg siger at det simpelthen ikke kan passe. At det da ikke kan passe at medicin skal være den første løsning, det burde virkeligt være den sidste. Det er det ikke, og der er ikke andre løsninger, jeg kan tage deres medicin, og når jeg er stabil skal jeg ikke engang regne med at få psykolog hjælp, så kan de tilbyde mig "psyko education", der er et forløb med andre bipolære, hvor vi skal lære om sygdommen. Og vil jeg ikke tage imod medicin, så kan jeg ligeså godt regne med at de så vil afslutte mig derude.
Jeg er fuldstændigt færdig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og lægen rejser sig og går.
Sygeplejersken sidder stille og kigger, så nærmest hvisker hun at hun er ked af det her, at hun godt forstår mig, men at hun ikke ved hvad hun skal stille op, hun vil gerne tale min sag, men systemet er skruet sådan sammen at de derude skal udskrive medicin, der er simpelthen ikke tid til det andet. Det andet er den egentlige hjælp, selvindsigt, bearbejdning af de ting der kan have tricket det de nu kalder den primære diagnose.
Jeg slutter grådkvalt af med "Hvor våger i at kalde jer et Psykiatrisk Hospital!?".

Dagen efter ringer min sagsbehandler, jeg havde lovet hun ville få en update omkring hvad der skulle ske videre på psyk. Hun havde selv talt for at jeg burde få psykolog hjælp, blot to dage forinden.
Jeg forklarer hvordan og hvorledes, jeg er blevet stillet et ultimatum der hedder, tag medicin eller bliv afsluttet.
Så ændrer hun sig, fra en der ville vinde min tillid, til en der er nødt til at være en ny del af systemet i en ny del af mit liv. Vi taler frem og tilbage, og hun presser på ift. medicin, hun synes jeg skal tage imod, for bliver jeg erklæret færdigbehandlet, kan jeg risikere at blive erklæret aktivitets parat fra kommunens side. Hun fortæller godt nok at HUN vil tage hensyn til mig, men at hun jo har regler hun skal følge.

Så nu står jeg her. Jeg har 14 dage til at beslutte mig om jeg skal tage medicin eller lade være. Jeg kender hverken konsekvenserne for det ene eller det andet.

Uanset hvad jeg vælger, får jeg ikke den hjælp jeg blev lovet, og samtidig kan jeg nu igen få lov at bekræfte mig selv i, at min mistro til alt og alle, nok bare, igen, slet ikke er så dum.

Lykkepiller - eller hvad?

Jeg føler mig som en idiot i det her system. Hvis ikke jeg makker ret, så kan jeg ikke få noget hjælp, og får jeg ikke noget hjælp, frygter jeg at sidde fast og aldrig komme videre. Kommer jeg ikke videre, så bliver der ført hetz mod mig. Ikke mod mig personligt, med mod mig og alle de andre syge på kontanthjælp.
Den dag jeg blev indlagt på psyk, der talte jeg med en sød læge, det var hende der tog beslutningen om at jeg skulle indlægges. Hun var forstående, og hun mente ikke medicin var vejen frem for mig, hun mente jeg havde et kæmpe behov for at få bearbejdet, ja stort set hele mit liv. Hun lovede mig at jeg ville få psykolog samtaler. Hun mente jeg var veltalende og god til at sætte ord på mine følelser, for selvom jeg havde givet op, græd jeg, og det viste åbenbart at jeg havde følelser tilbage.
Selvfølgelig havde jeg det.

Jeg blev indlagt, jeg fik medicin, to slags stemnings stabiliserende for mit bipolar, tre slags antipsykotisk, for at slukke lidt for de mange tanker. Og så skulle jeg have sovemedicin, dette prøvede jeg tre forskellige slags af, men det havde ikke den ønskede effekt.
Men jeg fik ingen samtaler. Jeg talte med sygeplejerskerne, dem der nu havde vagt. Jeg havde også en social og sundheds assistent elev der kom og talte med mig de fleste dage. Men ingen psykolog.
Jeg talte med en psykiater to gange, fordi jeg var utilfreds med min medicinering, det var alt for meget på én gang, og jeg var fuldstændigt pacificeret. Jeg var sløv, jeg havde ingen kræfter, men selvom det antipsykotiske medicin skulle sætte en dæmper på mine tanker, så skete dette ikke. Forestil jer ar være i en krop der er halv død, og så have et hoved der både tænker på meningen med livet, meningen med døden, alle mulige meninger om alting og så kører der lige musik som baggrundsstøj for det hele. Tankerne stoppede aldrig, og jeg ville bare gerne have en pause. Jeg ville bare gerne ud med det.
Når jeg har noget jeg vil ud med, så skriver jeg det ned, men min krop var drænet, så overskud til at skrive havde jeg heller ikke.
Så går jeg ud fra medicinen hjalp, fra at være depressiv, gik jeg over i hvad lægerne kaldte hypomani, det fik tankerne til at køre endnu mere på højtryk. Når jeg er depressiv er alt negativt i mit hoved. Når jeg er hypoman så er det ikke negative tanker, men der er mange tanker, tanker om alting, og jeg har svært ved at huske hvad jeg lige har tænkt, jeg skal ud med det. Det giver talepres, og jeg ævler, jeg kan ikke holde en samtale ved et emne, men springer rundt i hvad der nu lige falder mig ind. Jeg HADER når folk ikke kan holde sig til samtalen, så jeg tænker at jeg er en kæmpe belastning i de her perioder. I det mindste var jeg ikke depressiv.

Men altså.
Jeg blev udskrevet efter en måned, blev lovet ambulant behandling, desværre er der ventetid på det, hvilket virker helt langt ude, men jeg skulle altså vente i en måned på at komme til samtale.
Jeg kom til samtale, og jeg fortalte at jeg ikke længere tog min medicin fordi jeg ikke kunne holde ud at være helt blæst i hovedet hele tiden.
Det er så nu min udfordring. Jeg kan ikke holde ud at tage deres medicin. Jeg bliver mærkelig, mere mærkelig end ellers, jeg kan ikke sove, og mine tanker er helt ustyrlige.
Jeg havde en mani, måske en psykose, i hvert fald en helt sindsyg periode sidste sommer. Jeg var helt sikker på jeg havde fundet meningen med livet, alt det her omhandlede også konspirationsteorier, illuminati, de game egyptere, religioner, astrologi osv osv.
Jeg har altså været helt derude hvor jeg var sikker på at alle blev holdt øje med, medicinalindustrien var kun til for at skrabe penge ind til staten, og igen for at pacificere folk, specielt os, altså mig, der lige tænkte lidt mere og lidt længere end andre folk. Og JA, det lyder ligeså langt ude som jeg var, for det var helt ristet, jeg følte ikke jeg var en del af den her verden, jeg var et helt andet sted, jeg kunne blot betragte folk, se hvordan verden kørte i ring.
Det var her jeg stoppede med at se TV og film, mest for nyhedernes skyld, men også fordi jeg var bange for at tolke. For jeg tolker alting, og selvom jeg godt nu, kan se at det var langt ude, så sidder der en snert tilbage i mig, en tvivl, hvad nu hvis jeg havde ret? Hvad nu hvis VI havde ret. Der var mange der tænkte på samme måde som jeg.

Så i virkeligheden er jeg nok bange for at tage medicin, hvad nu hvis jeg bare bliver gjort til en zombie, endnu en zombie, en der bare gør og tænker som alle andre.
Det er skørt og jeg ved godt det er det, men jeg har virkeligt brug for at få talt ud om de her ting, der er ingen der har kunnet overbevise mig endnu. Når man skal tage en pille der virker for noget, så ender man som regel med at skulle tage en anden fordi den første har en bivirkning den anden så hjælper mod. Og så kører vi derud ad med en masse præparater der alle sammen skal hjælpe mod bivirkninger.

I onsdags var jeg så på psyk igen, en samtale med min sygeplejerske, for jeg har endnu ikke fået andre at tale med. Det er nu et halvt år siden jeg blev indlagt. Hun endte med at sige til mig at hun mente jeg burde tage noget medicin, jeg sagde at jeg ikke ville, men hun mente det var bedst sådan, "Jeg har ikke kompetencer til at hjælpe dig med de ting, og jeg ved godt jeg nok ikke får dig til det, men jeg tror det er bedst i en periode..", det var hvad hun kunne sige. Virkeligt flot. Så jeg fik udskrevet nogle piller, noget antipsykotisk noget de bruger til skizofrene og bipolare. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at slå dem op, finde bivirkningerne, og bum! "Mest almindelige bivirkning: Parkinsonisme." Stop nu!

Jeg gør det altså ikke, så hellere vente. Vente på at jeg får det bedre, vente på at jeg kan klare mig selv, få nok penge til selv at betale for en psykolog. Men tænk engang, jeg har kæmpet og ventet så længe, det eneste jeg ønsker er bare at kunne forsørge mig selv. Få styr på mit hoved. Men det er sgu da paradoksalt at det system der burde kunne hjælpe mig videre, ikke har kompetencerne til at gøre det med mindre jeg vil æde piller jeg risikerer at få spasmer af!