Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..

Jeg var på jobcentret i mandags, jeg skulle møde en ny sagsbehandler, sådan en ny én som man får når man er fyldt 30. Hun var rigtigt sød, og virkede virkeligt forstående, det var helt vildt rart, for jeg følte faktisk jeg blev hørt.
Hun lyttede til hvad jeg havde at sige, og jeg forklarede at min største udfordring i det her system er at jeg ikke stoler på det. Jeg stoler ikke på nogen. Hun gjorde et stort nummer ud af at det skal vi have lavet om på, hun vil i hvert fald rigtigt gerne at jeg lærer at stole på hende. Jeg forklarede hende at ting tager tid, og at jeg nok skal lære det, hvis velogmærke hun holder ord. Jeg gik derfra med en god følelse, det var dejligt for en gangs skyld,

Tirsdag var jeg på psyk igen. Jeg var blevet lovet en lægesamtale med henblik på en henvisning til psykolog. Det var i hvert fald hvad jeg havde fået af vide. Jeg kommer ind og møder min sædvanlige sygeplejerske, hun spørger hvordan det er gået med medicinen og jeg indrømmer at jeg ikke har taget den. Jeg fortæller jeg har været inde i en god periode. Jeg blev opmærksom på noget der kunne være endt i noget mani agtigt ugen forinden mødet, og jeg søgte oplysninger omkring sygdommen, endnu engang. Jeg kom til den konklusion at det nok var bedst at køle lidt ned, hvilket jeg gjorde, og det virkede faktisk. Siden da har jeg været hvad jeg vil kalde stabil.
Sygeplejersken lyttede, og så kom lægen. Jeg har mødt hende før.
Sygeplejersken fortæller lægen hvad jeg lige selv har fortalt, og lægen stiller sig straks på bagben overfor mig. Jeg kan godt høre hun ikke er venligt stemt for hvad jeg nu fortæller hende, og det frustrerer mig.
Jeg forklarer at jeg virkeligt ikke har lyst til at tage medicin, fortæller at jeg mener at medicin er sidste udvej, og uanset ikke kan stå alene. Jeg fortsætter og synes selv det er et vigtigt argument når det handler om min situation, at de selv på hospitalet har stillet diagnosen PTSD også, og at det egentligt er det jeg tror tynger mig mest. Jeg føler virkeligt ikke selv jeg kan komme ret meget videre uden bearbejdning af alt det jeg har været igennem. Jeg understreger at jeg ikke har ondt at mig selv, og at jeg altså forsøger og har forsøgt alt for at komme videre, og ud af de gamle dårlige vaner.

Lægen er slet ikke forstående. Hun sidder med øjnene fæstnet til sin pc skærm og ser mig overhovedet ikke i øjnene.
Hun forklarer mig at min primære diagnose er bipolar, og jeg siger at jeg godt ved det, men at jeg synes jeg kan tackle det, det jeg ikke kan tackle er mit lave selvværd og min mistro mod alle mennesker og systemet. Jeg fortæller at sygeplejersken der indlagde mig dengang, var overbevist om at jeg ville have bedre af samtale terapi end af medicin, og det er det jeg hele tiden har ment selv. Lægen siger bare til mig at det ikke er skrevet ned nogen steder, så det kan hun ikke bruge til noget, der står ikke engang i journalen hvem der indlagde mig.

Jeg bliver helt vildt ked af det og frustreret. Alt jeg har bedt om er bare at få hjælp, og ærligt talt ville jeg ikke vide hvor jeg ellers skulle søge hjælp, hvis ikke det skulle være på  Psykiatrisk Hospital!

Lægen er nu så irriteret på mig, at hun fortæller mig at der ikke er nogen hjælp at hente hos dem, hvis ikke jeg vil tage den medicin de gerne vil give mig. Hvis jeg skal have psykolog hjælp kan det først bliver når jeg er stabil på medicin. Der er simpelthen ingen psykologer der vil tage imod mig hvis ikke jeg spiser deres piller.
Jeg siger at det simpelthen ikke kan passe. At det da ikke kan passe at medicin skal være den første løsning, det burde virkeligt være den sidste. Det er det ikke, og der er ikke andre løsninger, jeg kan tage deres medicin, og når jeg er stabil skal jeg ikke engang regne med at få psykolog hjælp, så kan de tilbyde mig "psyko education", der er et forløb med andre bipolære, hvor vi skal lære om sygdommen. Og vil jeg ikke tage imod medicin, så kan jeg ligeså godt regne med at de så vil afslutte mig derude.
Jeg er fuldstændigt færdig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og lægen rejser sig og går.
Sygeplejersken sidder stille og kigger, så nærmest hvisker hun at hun er ked af det her, at hun godt forstår mig, men at hun ikke ved hvad hun skal stille op, hun vil gerne tale min sag, men systemet er skruet sådan sammen at de derude skal udskrive medicin, der er simpelthen ikke tid til det andet. Det andet er den egentlige hjælp, selvindsigt, bearbejdning af de ting der kan have tricket det de nu kalder den primære diagnose.
Jeg slutter grådkvalt af med "Hvor våger i at kalde jer et Psykiatrisk Hospital!?".

Dagen efter ringer min sagsbehandler, jeg havde lovet hun ville få en update omkring hvad der skulle ske videre på psyk. Hun havde selv talt for at jeg burde få psykolog hjælp, blot to dage forinden.
Jeg forklarer hvordan og hvorledes, jeg er blevet stillet et ultimatum der hedder, tag medicin eller bliv afsluttet.
Så ændrer hun sig, fra en der ville vinde min tillid, til en der er nødt til at være en ny del af systemet i en ny del af mit liv. Vi taler frem og tilbage, og hun presser på ift. medicin, hun synes jeg skal tage imod, for bliver jeg erklæret færdigbehandlet, kan jeg risikere at blive erklæret aktivitets parat fra kommunens side. Hun fortæller godt nok at HUN vil tage hensyn til mig, men at hun jo har regler hun skal følge.

Så nu står jeg her. Jeg har 14 dage til at beslutte mig om jeg skal tage medicin eller lade være. Jeg kender hverken konsekvenserne for det ene eller det andet.

Uanset hvad jeg vælger, får jeg ikke den hjælp jeg blev lovet, og samtidig kan jeg nu igen få lov at bekræfte mig selv i, at min mistro til alt og alle, nok bare, igen, slet ikke er så dum.