Mit hoved er fyldt med tanker - igen. Det går ellers godt, jeg er glad, og jeg har egentligt ikke følt mig så meget ovenpå de sidste mange mange år, som jeg har de sidste måneder. Jeg er mere eller mindre stresset, men jeg kan se en ende på det, og det har ikke slået mig ud, som det ellers normalt ville have gjort.
Og når det går godt, så bliver jeg i tvivl om mine diagnoser. Når det går godt så kigger jeg på mennesker, og så sammenligner jeg dem. Tolker og analyserer. Det har jeg vist altid gjort.
Så jeg sammenligner mig selv med andre der har bipolar, og i virkeligheden er jeg meget i tvivl om vi egentligt alle sammen har den lidelse.
Fællesnævneren for os er i det aller fleste tilfælde at vi har været ude for noget mere eller mindre traumatiserende på et eller andet tidspunkt i livet.
Jeg har en eller anden teori om at det egentligt ikke behøver være store ting, små bitte ting der måske gemmer sig og kommer til udtryk senere. Måske noget der er sket i barndommen, noget vi slet ikke er opmærksomme på, men når der så sker en eller anden stor ting når vi bliver lidt ældre, noget der måske kan minde om det svigt, det svigt der måske har ligget i dvale, så tricker det et eller andet i hjernen, og så går vi ned på den ene eller anden måde.
Og det er ikke fordi jeg er læge, jeg er godt klar over at min teori sikkert vil blive banket i gulvet af dem, men jeg tror heller ikke de ret tit overhovedet, sætter sig ind i de mennesker de diagnosticerer. De har en tendens til at kigge på andre tilfælde, og så stille en diagnose ud fra det, fordi det ligner noget andet. Og det er her det går galt for mig.
Jeg sad og læste en artikel forleden, den var skrevet af en mand der var med til et såkaldt "omvendt vælgermøde" jeg deltog i for noget tid siden. Her skulle vi være 4 i et panel af psykisk sårbare, og vi skulle hver især fortælle om vores oplevelser i det psykiatriske system, for en håndfuld politikere. Han havde hørt godt efter, det kunne jeg læse mig til, og det er virkeligt positivt for mig, fordi jeg i virkeligheden ikke har nogen som helst forhåbning om at blive hørt.
Men altså. Han skrev om diverse diagnoser, og nævner kort at en form for ADHD nu har fået fjernet H'et og, og nu bare er kaldet ADD. ADHD uden hyperaktivitet, så det er altså bare ADHD i hovedet. Det er ikke fordi det ikke er slemt nok. De siger jeg har det, men jeg er i tvivl.
Det er det med lægerne igen. Når folk kommer med deres tanker, deres MANGE tanker, ligesom jeg har mange tanker. Så er det åbenbart vigtigt for dem at finde en diagnose, for når man har en diagnose kan man få medicin, og når man får medicin, så holder man op med at tænke.
Når så diagnosen, eksempelvis ADHD ikke passer, fordi man mangler H'et, så virker det for mig som om at de bare finder en underkategori til en diagnose der i forvejen findes, fordi det er nemmere end at kigge dybere i mennesker.
Bipolar, der findes to typer med denne lidelse, bipolar type 1 og bipolar type 2, type 1 er den "rigtige" bipolar, altså det der i gamle dage hed Manio Depressiv. Denne type har to poler, den depressive og den maniske, der er ikke noget midt imellem, og det er her jeg tænker at medicin kan være en løsning, for at man kan holde sig på midten. På et tidspunkt er type 2 så kommet til, og hvad jeg kan finde ud af om denne type, som er den type jeg selv skulle være, er en person der oftest er depressiv, denne ryger ikke i rigtigt mani, men noget der kaldes hypomani, en tilstand jeg i virkeligheden bare ville kalde glad. Og så er der en blandingstilstand, som er noget hvor man skifter mellem hypomani og let depression hurtigt efter hinanden. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal tænke om det. Ikke andet end det samme som ADHD'en uden H'et, at lægerne mødte en patient som ikke passede i nogen kasse, og så måtte de opfinde en underkategori.
Nu har de så puttet mig i to af de kasser med underkategorier, og jeg er faktisk i tvivl om jeg nogensinde kan få slettet de stempler igen. Så har jeg en sidste diagnose, PTSD, og her tror jeg i virkeligheden de har ramt helt rigtigt, for så er vi tilbage til traumer. Et menneske kan kun stå imod til en vis grænse, på et eller andet tidspunkt vil det reagere på disse traumer eller svigt. Og jeg er ret sikker på det er det der er sket for mig.
Når man som menneske får stress, angst og depression, er jeg ret sikker på der er en grund til dette, og vi er ikke alle ens, vi vil reagere på forskellige ting, for det ene menneske kan det virke som små ting der har ramt et andet menneske, men som dette har reageret på, men vi er SÅ forskellige, heldigvis, og nogen er bare stærkere end andre.
Så jeg bad om hjælp, jeg føler ikke jeg fik nogen, men til gengæld så jeg indad, og jeg indså at for at ændre noget der er negativt måtte jeg gøre noget positivt for mig og ikke mindst mine børn. Så det har jeg gjort, og jeg har nok aldrig haft det bedre.
Men nu står jeg tilbage med to diagnoser som jeg i virkeligheden slet ikke tror er diagnoser, i virkeligheden virker de for mig som undskyldninger, undskyldninger for at blive i det man er vant til, undskyldninger for at få lov at være i noget der ikke er positivt for en selv, undskyldninger for at blive i dårlige vaner, i virkeligheden nok de dårlige vaner der har gjort en syg.
Jeg kunne ha lagt mig ned, jeg kunne ha taget imod medicin og være blevet et menneske der ikke længere føler noget, der ikke længere tænker. Og det havde jeg nok i virkeligheden også gjort hvis ikke det var fordi jeg ikke har tiltro til systemerne, og så kan vi kalde det PTSD, men lige på det punkt omkring tillid, der tror jeg i virkeligheden det har været godt for mig.
Jeg lagde mig ikke ned, jeg kæmpede videre, jeg kæmper fortsat og det er hårdt at være i mit hoved til tider, men jeg er IKKE mine diagnoser, jeg er et menneske, et menneske der har været igennem nogle ting, ting der kun, kan jeg se nu, har gjort mig stærkere...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar