tirsdag den 15. september 2015

Kære Karen!

Så.. Fattigdomsgrænsen er blevet slettet, Karen Ellemand mener tilsyneladende ikke der findes fattige mennesker i Danmark. Det er jeg rørende uenig i, men når så det er sagt så tænker jeg hun skulle kigge lidt på sig selv og sit parti, i virkeligheden synes jeg de må være temmelig fattige med det syn på mennesker. I hvert fald mener jeg de er fattige på medmenneskelighed, kærlighed og empati!

Så jeg tænkte, når nu alligevel vi skal den vej, for det skal vi, det lovede de allerede i valgkampen. Så vil jeg godt stille et forslag, det vil gøre det meget nemmere for dem, vi kan ligeså godt starte nu i stedet for at trække tingene i langdrag.

Jeg synes vi skal indføre arbejdslejre, vi skal ikke kalde dem KZ-lejre, det skal lyde pænere, forslag til navn har jeg ikke endnu, men det er nok det mindste problem. Lejrene skal ligge i udkants Danmark, det vil skabe en del arbejdspladser derude, og det mangler vi!
Arbejdslejrene er der hvor vi placerer de syge, både fysisk og psykiske syge, dem der ikke kan yde 100% på normale arbejdspladser. I lejrene arbejdes der gratis, i princippet har vi de samme koncepter i forvejen, men det foregår mest i private virksomheder, og jeg tænker ikke at de efterhånden gider have flere i sengepraktik.
Alle der ikke kan yde en 100% indsats på almindelige arbejdspladser vil få tilbuddet om at komme i en sådan lejr, man kan ikke sige nej med mindre man ellers er villig til at tage et fuldtidsjob, og kan man ikke finde et sådant job så ryger man også afsted.
Så har vi en win-win situation til ALLE virksomheder, her kan vi nemlig presse lønningerne så langt ned at der er arbejde til alle dem der ikke vil i arbejdslejre, dette vil afskaffe de offentlige ydelser det endnu er muligt at få, fordi der så er arbejde til alle dem der ikke er dovne, for det er jo det vi er.
Der vil være rig mulighed for billig børnepasning, så fripladsordningen bliver også afskaffet i og med lønningerne i det offentlige også vil falde drastisk, og pædagoger eller i det mindste medhjælpere vil der være masser af, mange af dem sikkert på frivillig basis, alt for at undgå arbejdslejre. Vi kan altid få de ansatte i kommunernes jobcentre til at tage disse jobs, disse mennesker vil blive overflødige på sigt.
Men tilbage til lejrene. Dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp afskaffes, Arbeit Macht Frei, med den bonus at vi kan få lov at bo i lejrene, og vi skal også nok få lidt mad. Tøj skal vi også nok få, vi kan altid få arbejderne til selv at sy de fine dragter vi fra nu af skal gå rundt i.
Hospitalerne bliver nedlagt, undtagen de private, bliver du syg skal du alligevel i arbejdslejr, med mindre du selv har råd til at betale for behandling, og i lejrene vil der være tilknyttet bødler.
Her kommer aktiv dødshjælp ind i billedet.
Giver du op, så står det dig frit for at blive aflivet, jaaaah, det skal kunne betale sig at arbejde, lønnen vil være en fin afslutning på livet, ikke gaskamre, bare rolig, det er ikke særligt humant, medicinalindustrien tjener nu så styrtene med penge at de gerne donerer mere gift. Så en sprøjte vil være løsningen på alle de lidelser du mener du har. Det manglede da bare.
Fagforeningerne og A-kasserne bliver nedlagt, der er alligevel ingen der har råd til at benytte sig af dem, og dagpenge er lig med arbejdslejr, så alle mennesker vil altså have en eller anden form for arbejde. På denne måde bliver der også lidt mindre kontrol af virksomhederne, du kommer aldrig til at brokke dig over dårlig arbejdsmiljø. Men på den anden side findes det heller ikke længere, arbejde er arbejde, og konsekvensen af brok, den giver lidt sig selv.
Levealderen vil falde drastisk, men vi har i virkeligheden også kun brug for unge mennesker, de yder mest. Så plejehjemmene vil også blive afskaffet, er du gammel er du syg, i arbejdslejr med dig, det står dig frit for om du vil aflives derinde.

Så hvad vil du? Bilde folk ind at du er syg? ALLE kan yde, alle SKAL yde. Lad os få gang i mit projekt! Hvad siger du Karen?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar