Terror, angst og børn!

Ååååååh! Jeg kan næsten ikke ha det i mit hoved! Mere terror, og igen i London!
Jeg er netop kommet fra en samtale hvor det handler om bangehed og utryghed hos børn, lige her handler det om min ældste søn. Han virker temmeligt utryg, og taler meget om ting han slet ikke burde tale om. Nu snakker vi krig, og herunder kommer religion, i forhold til ting man må, bør og ikke må.. Han snakker for tiden meget om svinekød, om han skal spise det eller lade være. Jeg gør alt for at han skal forstå at her hvor vi bor er det okay, og helt normalt at spise det.
I sidste uge lød luftalarmen over vores by, det var "kun" pga en brand, men alligevel kom han hjem og fortalte hvor bange han var blevet, fordi en fra børnehaven havde sagt at når den lyd kom så var det fordi der var krig. Så kommer der bomber!
Jeg skal sidde som mor og huske ham på at her er trygt at være, men hvor er der overhovedet trygt? Og NEJ han får ikke lov at se død og ødelæggelse i tv, og NEJ jeg taler ikke om hvad der sker af terror når han er i nærheden. Det er bare pisse svært at gøre nogen trygge når man slet ikke er det selv!
For mig handler det om angst!
Da London blev ramt i 2005 var det så tæt på, jeg var derovre, vi ankom dagen før, og om morgenen stod alting stille, der var ingen der anede hvad der skete, første melding lød på strømsvigt i undergrunden, der gik længe før det stod klart hvad der var sket. Hele byen gik i stå, og vi tænkte "hey hvor slemt kan det være", det var ikke værre end at vi kunne gå til centrum. Det gjorde vi så..
Da vi nåede derind gik det ligeså stille op for os at der var noget helt galt. Alt lukkede ned, der var simpelthen ingen medarbejdere til nogen som helst steder der kunne komme frem. Da vi så besluttede at gå hjem, kommer vi til Vauxhall Bridge, og alt bliver spærret af, vi kunne ikke komme videre før en masse ambulancer med "blood" skrevet på siderne, var passeret. Så vågner man, så ser man at det er en syg verden! At komme hjem til nyheder over alt, for til sidst at finde ud af hvad der virkeligt var sket, det var frygteligt!
Alle bakkede hinanden op den dag og de efterfølgende måneder, at sætte sig i metroen dagen efter, det var som at træde ind i en helt anden verden, al opmærksomhed var rettet på folk med tasker.. Sådan som folk bakker hinanden op i de situationer, går på at man fortæller man står sammen, at man ikke er bange, at man ikke vil lade disse handlinger slå en ud, at vi fordømmer dem!
Hvordan folk i virkeligheden har det indeni, for mig var det en helt anden snak.. Jeg var rædselsslagen! Jeg var død bange, og det var ikke fordi jeg ikke gjorde normale ting, altså jeg tog metroen igen, og busserne, og jeg lod som om jeg stolede på at verden var sikker nok.
Jeg kom aldrig rigtigt af med de ting der skete, og det endte ud i at 1 år senere, hjemme i lille Århus, vågnede jeg en dag op i en bus, den bagerste del var fyldt med udlændinge der stod med bedekæder og mumlede. Jeg gik i panik!
Det var tidlig morgen, og tankerne fik frit løb, jeg begyndte at ryste og tårerne trillede bare, jeg flygtede op i den forreste del af bussen og overvejede om jeg skulle hoppe af inden det var for sent. Jeg "klarede" den de 5 minutter jeg havde endnu før mit stop. Da jeg kom ind på skolen hvor jeg skulle være løb jeg ud på toilettet hvor jeg brød fuldstændigt sammen i panik!
Fra den dag turde jeg ikke længere køre med bus eller tog. Al opmærksomhed var rettet, og det viser sig jo at være helt uberettiget, på udlændinge, uberettiget fordi der endnu ikke er sket noget i DK!
Det er bedre idag, og jeg tænker ikke rigtigt over det længere, indtil idag hvor jeg hører om en ny terrorhandling.. Jeg magter det ikke!
At lukke alting ude kan man ikke, men kan vi i det mindste ikke snart vågne op og stille krav til den verden vi lever i? Ytringsfrihed, skal den gå så langt som til at det bare er okay de her ting sker? Og hvad skal der til for at vi sætter grænser? Det er åbenbart ikke nok at folk dør. "Vi vil ikke tolerere terror", næh men vi vil godt tolerere at vores børn går i børnehaver hvor de hver dag skal mindes om at der er krig alle steder, at det ikke er okay at spise svinekød, hvad bliver det næste? At de skal ha afvide at der faktisk var en god grund til at bombe civile? Eller en god grund til at stikke en soldat ihjel? "I må meget undskylde at offentligheden, kvinder og børn måtte overvære det her, men sådan foregår det hver dag hjemme i vores land!" WTF!? Hvis det er hjemme så rejs hjem!! Hvis det er normalt "hjemme" hos jer, så hold det der og bland os udenfor!!
Hvad fanden har vi nogensinde gjort dem? Man har et valg, det har de også, vi har grænser og love og de gælder fandme også for dem, kan de ikke leve med det, så skal de for min skyld være mere end velkomne til at rejse tilbage og se om de får det bedre der!!
Bland mine børn udenfor!!