En anden virkelighed!

Kender I ikke de der mennesker man bare aldrig når ind til? Man forsøger og forsøger og forsøger og det sker bare aldrig, man mister aldrig helt troen på at det kan lade sig gøre. Det MÅ sq da kunne lade sig gøre!
Man har faktisk lidt ondt af personerne, for virkeligheden for dem er en helt anden end den vi andre lever i. Jeg forstår ikke man ikke kan lave en aftale, og så bliver den holdt eller også melder man ud at man ikke vil alligevel, så er den ikke længere! I stedet skaber man problemer som i virkeligheden slet ikke findes. Men det er den virkelighed, den findes for dem, og det er sq lidt skræmmende.
Jeg kan sidde og komme i tvivl om min egen virkelighed, fordi de personer virkeligt aldrig giver op, og når de siger de giver op giver de ikke op alligevel, så kommer der bare en ny ting, og en ny og en ny og en ny.
At sætte restriktioner overfor andre mennesker, du må, du må ikke og gør du sådan så sker der sådan. Regler! Men den går kun den ene vej, der er ingen regler for dem! Prøver man alligevel at sætte grænser, så kommer der nogle nye ting, og nye regler for mig.
Jeg gider det ikke mere!
Det handler om en bekymring, en bekymring om noget der ikke findes. Når nogen er bekymrede tager jeg det alvorligt og prøver at gøre noget ved problemet. Det har jeg gjort i denne sag også, og det viser sig at der ikke er nogen bekymring. Der er ikke nogen der kan se at der er et problem. Kun 1 enkelt person.
Og JA, det er pisse hårdt at ha en søn på 1½ år der måske ikke er den bedste i verden til at sove, men lad os blive enige om, der er 2 forældre, og det er lige hårdt for begge! For øvrigt synes jeg også det er hårdt at have 3 børn, men sådan er virkeligheden, og så må man få det bedste ud af det!
Det er næsten det værste i det her system. Jeg ved hvor mange fædre der kæmper for at få lov at se deres børn. Det er næsten en umulig kamp fordi mødrene nægter det, de der fædre de vil gøre hvad som helst.
Så er der den anden vej, de mødre der kæmper for at børnene skal have en far. Hvis jeg presser på, så er det åbenbart mig der skal hjælpes fordi jeg ikke magter mine børn, og det er lige præcis det der er problemet! Jeg skal ikke hjælpes, jeg har det ikke hårdere end så mange andre. Jeg vil bare gerne gøre mine børn glade ved at give dem lov til at være sammen med den far de er så glade for! Og jeg ved godt jeg er blevet en idiot, jeg ved godt jeg er sikkert er blevet led i forhold til hvordan jeg gerne vil ha tingene. I hvert fald i en andens virkelighed. Men jeg vil bare gerne slå fast at jeg ikke gider flere løse aftaler, ting på prøve. Jeg gider ikke mere! Jeg vil bare gerne at tingene skal fungere, men det gør de bare aldrig, vi kan lave aftaler og aftaler og aftaler, der vil altid være et eller andet!
Og jeg er sikkert en kælling når jeg sætter grænser, og siger at nu vil jeg ikke mere. Og jeg skal sikkert fortælles mange gange at jeg er en ond mor fordi jeg nægter mere ballade. Men nu mener jeg at der skal kæmpes fra den anden side, hvis du vil det så må du kæmpe, og vil du ikke, jamen så er de nok bedre tjent uden!
Og der er nok nogen der vil se det her som en sviner, det er det overhovedet ikke. Mine børn har en god far. Men jeg kan ikke mere, og jeg vil ikke mere. Det er KUN børnene det handler om nu.