Ungdommen nu til dags!

Okay, jeg er ved at blive gammel! Jeg er blevet sådan en der går rundt og siger "hvad sker der for ungdommen nu til dags!". Jeg mangler sådan set bare min stok så jeg kan banke dem alle sammen oveni hovederne!
Men jeg forstår det ikke.. Det handler om ekspedienter, og det er ekspedienter ALLE steder hvor jeg handler. I virkeligheden handler det nok mere om dem der ansætter dem, altså hvor var de overhovedet henne, da de tænkte det var en god ide? Eller er alle dem der ansætter folk ligeså gamle, som dem der bliver ansat?
Anyways, hvor er det der drive de der butiksansatte burde have? Det der service gen som burde være en selvfølge sådan et sted, hvor tabte de unge det henne?
Jeg VED godt at de fleste der arbejder sådanne steder, kun er der i en overgang, fordi de derefter skal videre, måske uddannelse eller noget. MEN hvor er det engagement der i det mindste så kunne være der for en kort periode?
Og så kommer den, HER, svadaen, da JEG var ung, og da JEG stod i butik, og det er i virkeligheden ikke sådan særligt længe siden, men der var det hele anderledes. Der ER sq da ikke ikke noget bedre end når man bliver husket bare for et lille smil, når man redder nogens dag, bare fordi man kan gøre en lille forskel.
Fx. engang, jeg arbejdede i en lille shop, vi solgte mobiltelefoner, et stort firma, men det gider jeg ikke tale om, fordi firmaet var ung med de unge, desværre. Men en kvinde kom ind, hun havde ugen forinden købt en telefon, som hun nu havde tabt i en vandpyt og den var helt smadret, hele hendes kalender, alle hendes kontakter, alting var i den telefon, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. På en eller anden måde fik jeg det fixet, lavet en backup på min PC, så lå det hele der, det tog tid, kvinden var meget tålmodig dog. Det endte med at hun betalte fuld pris for en ny telefon mage til den hun lige havde købt, det var ikke det der betød noget, det der betød noget var at da hun havde fået flyttet alle sine ting, fra min PC og over i telefonen igen, der var hun så lykkelig at hun fældede en tåre. Den dag, der reddede jeg hendes dag, og min blev meget bedre, det var slet ikke noget jeg var ansat til, men det var sådan noget jeg selv ville have sat pris på.
14 dage senere, kom der et postkort til butikken, det var til mig, fra kvinden, hun beskrev sin taknemmelighed, og der måtte jeg sq lige selv fælde en tåre.
Hvor er den service henne idag? Under armen på den ansatte!!
Det ikke fordi jeg regner med at de ansatte i Harald Nyborg, skal redde min dag, men i det mindste kunne de smile lidt, virke lidt engagerede, i stedet for at stå og sumpe og sikkert drømme om hvornår de igen har fri.
Jeg mener, i virkeligheden kunne de lade som om de har styr på hvad de laver, måske undskylde at de er så pisse langsomme, komme med en kvik bemærkning, GØRE ET ELLER ANDET, men det er ligemeget, for dem er det ligemeget, det er kun et job, og mennesker kommer i forretningen alligevel. Og vi kommer tilbage, hvor skal vi ellers gå hen?
Det er det samme med kassedamer/mænd, det er nærmest alle steder, de sidder som zombier, bip, bip, bip, og scanner varer ind, de kigger ikke engang op. Og der er eddermame langt imellem den der glade medarbejder, ham eller hende der smiler og lige bruger et millisekund på at hilse pænt og smile, måske netop komme med en kvik bemærkning, sådan så man går derfra med en god oplevelse.
De findes nærmest ikke mere.
Det er unge mennesker der skal videre, og de er pisse ligeglade.
Men så igen, jeg er nok bare ved at blive gammel. Tænk engang at JEG skulle få sympati for de ældre mennesker der engang har sagt de samme ting om min generation. De var bare gamle nisser der ikke viste hvad der foregik, nu er jeg sådan en gammel nisse! Hvor fanden er min stok!!??