Jeg ER forelsket!

Well.. Fuck it.. Jeg springer ud.. Jeg er mega crazy in love i verdens dejligste mand! Det er skørt, og det skulle ikke ske, i virkeligheden troede jeg ikke på det nogensinde kunne ske igen.. Og når jeg så siger, igen, er det helt forkert, for jeg har aldrig prøvet det før.
Jeg troede sgu ikke i en alder af 30 af man kunne se verden på en helt ny måde. Mest i forhold til følelser, nye følelser. Jeg troede jeg havde følt det jeg skulle føle, og var egentligt blevet enig med mig selv, som også tidligere skrevet, at jeg ikke længere var i stand til at blive forelsket, mest fordi den psykotiske tilstand, jeg har været i, været blind i, et par gange før, IKKE er noget jeg vil udsætte mig selv for igen. Jeg har prøvet at være noget jeg troede var forelsket, og aldrig i noget godt.

De mænd jeg har mødt, og de få jeg er blevet forelsket i, har altid haft nogle ting med sig, ting hvor jeg egentligt har tænkt at det nok ikke var så smart for mig. Jeg har hver gang valgt at se igennem fingre med de ting, og hver gang er det præcis de ting der er er endt med at blive enden på det hele. Så jeg blev enig med mig selv om at mærke efter, det kan sgu godt være mit hjerte og mit hoved falder for nogle ting, men jeg vil IKKE nøjes, så min mavefornemmelse var den vigtigste. Og så var det som om at følelserne forsvandt. Jeg blev ikke længere forelsket. Så i virkeligheden var det jeg følte nok slet ikke forelskelse. Eller for at udtrykke mig bedre, det VED jeg det ikke var.
Med de nye følelser der åbenbart kan komme væltende, eller følelser der kan vælte mig, på den måde at jeg har fået slået benene fuldstændigt væk under mig. På den fede måde! Jeg har aldrig længdes så meget som nu, på en helt ny måde. Det er glæde. Jeg glæder mig til hver gang jeg kan få lov at snige mig til at se ham. Hver dag glæder jeg mig til næste gang. Den følelse har jeg aldrig haft. Jeg ved at jeg altid har været lidt trist, hvis ikke jeg har kunnet være sammen med dem jeg gerne ville være sammen med. Den følelse er der ikke. Jeg synes det er nederen jeg ikke kan være sammen med ham hele tiden, men jeg er ikke ked af det. Ventetiden er det hele værd, selvom det prikker og stikker og giver kriller i dagene op til.
Jeg kan ikke sætte ord på mere end jeg allerede har gjort. Jeg ved ikke engang hvordan forelskelse skal føles, ligesom jeg ikke ved hvordan det føles at være lykkelig. Fordi jeg stadig mener at lykke er en følelse der kommer en gang imellem. Men jeg ved at lykkefølelsen har været på besøg her mange gange det sidste stykke tid, og blandet med savn, glæde, kærlighed og en helt masse andre følelser, er det for mig den ultimative forelskelse. En følelse, 1000 følelser, og jeg føler hele tiden!