En hård opgave!

De morgener hvor man står op og ungerne bare er kede af det.. Jeg hader det.. De morgener hvor ingenting bare er godt nok, morgenmaden er forkert, strømperne har pigefarver, bukserne vender forkert, og lynlåsen gider ingenting.. De morgener hvor jeg har lyst til bare at gå..
Jeg har fået en opgave, opgaven er at tage mig af mine børn.. Nu er opgaven rykket et niveau op, for nu skal jeg være alene med dem. Det var ikke et valg jeg tog da jeg valgte at skulle ha børn. Vi skulle være en lykkelig familie, altid! Mor og far og børn.. 3 børn.. Men vi var ikke lykkelige.. Jeg tror ikke på at man kan blive lykkelig. Man kan være glad og man kan mærke lykke.. I perioder. Men at være lykkelig hele tiden.. Det tror jeg ikke på!
Jeg tror ikke det er en selvfølge at elske sine børn. Så ville der ikke være så mange sørgelige tilfælde i verden. Men når jeg ser på mine børn mærker jeg kærlighed. Tænk at jeg resten af livet kan få lov at mærke kærlighed, bare ved at se på 3 andre mennesker! Så er alt andet da ligegyldigt..
Men hold op hvor er det hårdt. Jeg synes det er en hård opgave jeg har fået.. Og jeg tager det som det kommer, og jeg gør det fordi jeg skal.. Men nogle gange er jeg ved at brække mig over det..
I morges kom min ældste og satte sig på skødet af mig. Han var dybt ulykkelig fordi der er to dage til han skal have sin ven fra børnehaven med hjem. At skulle sove to nætter mere inden.. Det er uoverskueligt for en 4 årig... For mig er det uoverskueligt ikke at få lov at sove to nætter..
Men han sidder hos mig, græder, og jeg prøver at trøste og forklare. Han hulker.. Kigger på mig og siger "Mor, det jo også fordi jeg savner min far!".. Og lige dér... Der stikker det.. Det gør ondt! For jeg vil give ham alt!.. Men jeg kan ikke engang give ham hans far.. Jeg kan trøste, og jeg kan sige at jeg godt forstår ham, fortælle ham at far henter dem på fredag, fortælle ham at far og jeg elsker ham, fortælle at far også savner ham.. Og det hjælper, det ved jeg godt det gør. For ham...
På mig gør det ondt.. Jeg ville jo bare gerne give ham alt..

Og nogle gange har jeg lyst til at ringe efter deres far, bede ham hente dem, fordi det er for hårdt.. Men jeg gør det ikke. Det er MIN opgave at klare det her.. En hård opgave... En hård opgave der alligevel er den vildeste og mest fantastiske opgave jeg nogensinde har fået og vil få..