Jeg føler det altid. Jeg føler altid at jeg er nødt til at gøre tingene en tak bedre end alle andre. Jeg er nødt til at bevise overfor alle at jeg kan det her. Jeg vil ikke ses ned til fordi jeg er enlig, forholdsvis ung mor, til 3 børn.
Og nu er det heller ikke okay at synes det er hårdt længere. Jeg skal smile og være glad. Jeg skal være taknemmelig!
Igen, af samme person, er jeg blevet kaldt utaknemmelig. Jeg er utaknemmelig fordi jeg synes det somme tider er hårdt at have børn. Jeg er også utaknemmelig fordi jeg ikke vil tage dennes råd altid. Vejen til lykke, det er de råd denne giver. Bullshit..
Jeg synes det er hårdt når tingene er modgang! Jeg synes det er hårdt når de alle 3 skriger. Jeg synes det er hårdt når de hellere vil deres far end jeg! Og jeg har kraftedme ret til at synes det er fucking hårdt!! Jeg har kraftedme lov til at have ondt af mig selv somme tider!!
Jeg er en taber, siger denne person. En taber fordi jeg ender med at trække mine børn ned i mit lort. Det er hvad denne siger. Jeg ender med selvmord, det sagde denne også..
Og det hjælper! Det hjælper virkeligt! Det bedste man kan gøre ved den der ligger ned er at blive ved at sparke!
At give råd kræver at man lytter, og lytter man ikke efter skal man holde sin kæft og lade være med at råde!!
Men på den anden side, denne havde lært kun at tænke på sig selv. Og det er nok i virkeligheden en god ide. Man skal kun tænke på sig selv. Og så kalde den dårlige mor en utaknemmelig so..
Anyways, jeg ved jeg ikke er en dårlig mor, og at synes det er hårdt, det er kun et tegn på at jeg kæmper!
Jeg var igår hos min terapeut, der var en psykolog med, og vi havde en god snak. Jeg skal starte i noget gruppeterapi, og jeg glæder mig! Alle de piger der skal være med har været igennem det samme som jeg!
Vi talte om, hvordan jeg godt vil være. Hvordan jeg er. Hvem er jeg!? Jeg skal finde mig. Og man kan sige at efter 7 mdr. er jeg ved at finde ud af hvad jeg kan, hvad jeg vil, og hvor jeg står, også hvordan jeg vil se ud!
Hende jeg i starten snakkede med derinde, hun så mig, og kunne overhovedet ikke kende mig. Og somme tider tænker jeg om det er for meget. Kan man forandre sig for meget på så forholdsvis kort tid? På den anden side, ikke at ville ligne og se ud som alle andre, er for mig et tegn på at være stærk. Og jeg føler mig rent faktisk stærk! Jeg kan det her! I skal vide.. Jeg KAN det her!
Og som jeg sagde til personen der er lykkelig. En dag, der vil du se mig, se at jeg klarede den. Personen sagde at denne ikke ville se, fordi denne er ligeglad med mig.
Men, I vil ikke kunne undgå at se mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar