Tro, håb og kærlighed!

Efter indlægget igår kom der nogle reaktioner, der omhandlede den smule tillid man burde have til eksempelvis naboen om at denne ikke pludseligt kommer og slår dig ihjel, eller at kassedamen ikke stjæler dine penge. Men det er ikke tillid, det er en forventning om at disse ikke gør det. Eller måske er det håb? Jeg håber da ikke at naboen slår mig ihjel, men jeg ved det ikke. Så er der tro, jeg tror ikke naboen gør det, men jeg ved det ikke. Til sidst forventning, jeg forventer ikke han gør det, men jeg kan da ikke stole på at han ikke gør. Men det må være anderledes. Det er ikke mennesker jeg skal omgås med.
Jeg tænker på mennesker jeg omgås med, mennesker jeg kan have større forventninger til. Ting jeg behøver tage mig af. For at gå i evig spekulation i, om naboen slår mig ihjel eller ikke gør, om folk vil mig ondt eller ikke vil. Det kan jeg da ikke. Så ville jeg aldrig turde gå udenfor en dør. Men det er ikke fordi jeg stoler på at verden bare bør være god mod mig. Det er fordi jeg ingen forventninger har til den. Altså heller ingen forventninger til naboen om at denne enten slår mig ihjel eller lader være. Jeg gider simpelthen slet ikke bekymre mig om det.
Så der er de mennesker der er tæt på mig. Dem jeg kan have forventninger til. Det er dem jeg mener. De er i virkeligheden også de eneste jeg kan tillade mig at have forventninger til. For jeg forventer heller ikke at andre, altså folk jeg ikke har noget med at gøre, forventer noget som helst af mig!
Der er de store forventninger til samfundet, der er forventninger om at politikerne gør som de bør og lover. Måske er det egentligt en forventning om at de ikke gør det? Tillid er det i hvert fald IKKE!
Så er der forventningen om at folk skal opføre sig ordenligt, de må ikke stjæle, ikke lyve, ikke slå gamle damer ned. Men at stole på at folk ikke gør det, det kan man jo ikke. Heller ikke selvom det er naboen. Så tillid bliver det ALDRIG!
Forventningen bliver til håb.. Vi mennesker har brug for at håbe. Håb om at verden en dag bliver et bedre sted. Håb om at det vil gå os godt. At det vil gå vores børn godt. Alle de ting vi helt vildt gerne vil tro sker, men ikke helt ved om det gør det. Det er ikke helt forventninger.
Så er der tro. Troen på os selv. Troen på at vi er gode nok. Troen på andre. At tro på at alting nok skal gå. Men er tro så tillid? At stole på os selv? At stole på at vi også er gode nok? At stole på andre. At stole på at alting nok skal gå? Men for mig er tro noget man ikke helt ved. Noget man ikke er sikker på. Så det kan aldrig blive tillid. Så er det endnu engang forventninger, fordi man har lov at blive skuffet hvis ikke det går som man - troede eller håbede!
Så har vi haft tro og håb.
Så følger kærlighed! Eller gør det det? Er kærlighed ikke bare noget der sætter kriller i hovedet af os? Kærlighed der gør at vi tror vi kan stole på folk? Kærlighed gør blind!
Men der er alligevel en kærlighed der godt må gøre blind! En ubegrænset kærlighed. En ubeskrivelig kærlighed! Kærligheden til mine børn! De må altid have forventninger til mig, og jeg vil gøre alt i verden for ikke at skuffe dem! Tillid? Nej.. Hvordan skulle de kunne stole på mig når jeg ikke engang kan stole på mig selv?

Tanker..