Janteloven

Det går op og ned her, jeg tager en dag af gangen og det vil jeg gøre resten af mit liv. At leve idag og lade være med at spekulere på imorgen, det er en af de ting jeg skal lære. En anden ting er at spekulere i hvad andre mennesker tænker om mig, i virkeligheden er jeg ligeglad, men så ikke helt. I forhold til mit indlæg igår, er tanken om at tabe mig også et råb om accept. Det er fuldstændigt åndsvagt at sidde og skrive om at man kun er sig selv og skal være ligeglad med hvad andre tænker, når jeg ikke engang kan tænke godt om mig selv. Hvorfor kan jeg ikke være glad for mig selv som jeg er, hvorfor skal jeg tabe mig? For mig handler det både om accept, om at udstråle at jeg er sund, og også om at kunne passe det tøj jeg godt vil have.
Det sidste giver ingen mening, for det er kun materielt, og hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds med det jeg har?
Jeg ved det ikke. Det er en blanding for mig. I virkeligheden giver det slet ingen mening. Jeg VIL virkeligt lære at være ligeglad, men hold kæft hvor er det ikke nemt.
Hvordan kan jeg få piercinger og se ud som jeg ønsker, være glad for det nye tøj jeg har købt, og have det godt med det, når jeg inderst inde slet ikke hviler i mig selv.
Jeg ved det ikke. Jeg har en kæmpe udfordring, jeg vil hvile i mig selv, og jeg øver mig i at være ligeglad med andres tanker. Jeg føler mig aldrig på lige fod med andre, aldrig helt accepteret. Og jeg burde virkeligt være død ligeglad, tag mig som jeg er, for jeg ved hvad jeg kan give.
Det er nok i virkeligheden et råb om bekræftelse. En bekræftelse jeg aldrig får hvis ikke jeg lærer at elske mig selv.
Og det er dumt, for uanset hvem man er bliver man aldrig accepteret alle steder og af alle mennesker.
Jeg bruger meget tid på at tænke over om hvor mange mennesker der føler sådan, om der er nogle mennesker som bare altid er på toppen og hviler helt i dem selv, eller om alle har en eller anden lille djævel på skulderen der sidder og fortæller en at man ikke er god nok.
Jeg ved at mine forældre altid har fortalt mig jeg er god nok, jeg er den bedste osv. Hvorfor er det ikke godt nok?
Accept af samfundet, normen. Det er det det handler om. I Danmark har vi janteloven og den bliver efterlevet 120%. DU SKAL IKKE TRO DU ER NOGET!
Jeg tror ikke jeg er bedre end andre, men jeg vil have lov at tro jeg er lige så god. Ligeså meget værd. Jeg er, i de der har magten i Danmarks øjne, en taber, jeg er også fattig, jeg er fraskilt, alenemor, kontanthjælpsmodtager, sygemeldt, psykisk syg, tyk. En social taber, lad os bare kalde det det.
Hvis man som barn, ofte nok, får af vide man er for tyk, så printer det sig fast et eller andet sted i hjernen, og så ER man tyk. Får man af vide nok steder fra at man er en taber, så ER man en taber.
Det er det samme med religion og tro i det hele taget, får man af vide nok gange at man kommer i helvede hvis ikke man opfører sig ordenligt, så begynder man at tro på det.
Et barns vaner bliver ikke sat fast før de er 7 år, der er de låst fast, de kan godt lære nye ting, men de vaner de lærte før de blev 7 sidder fast.
ALLE kan lære nye vaner og alle kan fralægge sig dårlige vaner.
Det jeg siger er, det er død vigtigt at præge børn, lære dem gode vaner, også efter de er 7, lær dem kærlighed for pokker, lær dem ikke at være fordomsfulde. Lad være med at lade dem se nyheder hvor de høre ordene der er så nedladende, der gør så ondt, der printer sig fast i hjernen og bliver siddende indtil vi lærer nye gode vaner og fralægger os de gamle dårlige.
JEG ER IKKE EN TABER! Jeg er psykisk syg, små tyk, på kontanthjælp, ikke særligt rig MEN JEG HAR ALDRIG MANGLET NOGET!!
Positivitet. Og først når jeg elsker mig selv, og lærer at være tilfreds med det jeg har, kan jeg overbevise andre om det. Også mine børn, og jeg har travlt, min ældste er 6 år!!