Udskrevet, jeg har lært..

Jeg er blevet udskrevet. Jeg tror den periode jeg lige har været igennem, har været en af de mest lærerige i mit liv. Jeg har kedet mig, og jeg tror det er en sund ting at lære at kede sig, at lære at være alene, at nyde at være alene. At få tiden til at gå.
Samtidig med kedsomhed har jeg kunnet vælge en helt masse mennesker fra, mennesker jeg har haft i mit liv men som ikke har haft en positiv indvirkning på det, overhovedet.
Til at starte på så jeg det som en kamp, noget der skulle overståes, og 4 uger har føltes som 4 år. Men nu hvor jeg er ude, så var det nok slet ikke så slemt som det var mens jeg var i det.
Jeg har lært at stille spørgsmål, endnu flere end før, og den sidste lægesamtale var da også bare en diskussion fra min side, en diskussion om hvorvidt det er godt at læse folk ud fra en journal på en computer, eller om læger i virkeligheden burde sætte sig ind i de enkelte menneskers situationer.
Som jeg ser det, så læser lægerne de enkelte mennesker symptomer og finder det medicinske præperat der passer til symptomerne og så er det det. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor de ikke er tvunget til at se på det enkelte menneskes livsstil og ydre påvirkninger:
Som jeg har sagt hele tiden er jeg slet ikke i tvivl om at det er ydre påvirkninger der har skabt min dårlige situation, og jeg giver ikke nogen skylden, ikke andre end jeg selv og min dårlige dømmekraft og evne til at sige fra. Men jeg ved at det er det der er hovedproblemet for mig. Dernæst ligner jeg ikke en der mangler noget, set om i at jeg sagtens kan klare at tabe flere kilo, og grunden til jeg ser ud som jeg gør er nok dårlig kost og for lidt motion. Det kan jeg simpelthen ikke forstå at lægerne ikke fortæller mig i stedet for at sætte mig på alt muligt medicin, det skubber bare problemerne i stedet for at hjælpe mig med at løse dem.
Men som sagt har jeg lært at mit ophold, lægerne og psykologen har hørt min holdning til systemet, og det sidste omkring livsstil har jeg også fået fortalt, så jeg føler jeg har fået lidt ud, og jeg er slet ikke færdig derude.
Jeg er begyndt med mig selv, er stoppet på lidt af medicinen, trapper stille ud, og fortsætter den gode stil med de gode mennesker, god, eller i det mindste bedre kost. Tager en dag af gangen, og har nyt mod på livet. Jeg ved hvad jeg kan give, og jeg ved hvad kærlighed er, dem der ikke vil være en del af det, er mennesker jeg ikke kan bruge, og nu kan jeg sige fra, det kunne jeg ikke før, nu er det mig, der er kun mig, jeg er mor, og mine børn er det vigtigste, alle andre KAN være eller blive en del af mit liv, vores liv, men jeg vælger selv til og fra.