Supervoksen!

Jeg sad forleden og talte med min mor, hun er den voksne, sammen med min far, i mit liv. Jeg er igang med at skrive en bog, og alle de afsnit jeg skriver deler jeg med min mor, en veninde og en venindegruppe på Facebook. Min mor havde læst sidste afsnit, og i den forbindelse, var hun kommet til at tænke på det at blive voksen.
Hun fortalte at hun aldrig har følt sig særligt voksen, hun hat tit kigget på andre "voksne" og ikke følt sig ligeværdig overhovedet. Fx til forældremøder hvor en eller andet sagde et fint ord, og alle de andre havde siddet og diskuteret vigtigheden af hvad det her ords betydning havde for eleverne, og min mor bare havde siddet og ladet som ingenting, fordi hun ikke gad virke dum ved at spørge hvad det overhovedet betød. Når så en anden rækker hånden i vejret og ikke aner hvad det betyder, kan man sidde inde i sig selv og være lykkelig over ikke at være den eneste "dumme" i forsamlingen.
Jeg blev simpelthen så glad da hun fortalte hvordan hun havde det. Det er sådan jeg altid har haft det, altid følt mig lidt mere lavtstående end andre, ikke økonomisk sådan, for det har sq aldrig været nogen hemmelighed. Men sådan, at jeg ikke følte jeg havde helt så stor betydning som andre. Det er ikke kun nu hvor det er meningen, i hvert fald alders mæssigt, at jeg skal være voksen, men også da jeg var barn og teenager, dengang følte jeg mig også mindre betydningsfuld end de andre.
Jeg tror aldrig jeg har haft behov for at være bedre end nogen. Jeg brød mig ikke om når folk roste mig, for jeg har altid tænkt at det var for at opnå et eller andet, jeg har altid tænkt at folk der gav komplimenter var folk der i virkeligheden gerne ville have en selv. Har måske i virkeligheden aldrig troet på at folk var oprigtige.
Måske har jeg i virkeligheden altid haft et stort behov for at være trodsig. Jeg kunne aldrig lide det de andre kunne lide, det er i musik, i tøj, i drenge/mænd, i dyr og i alt muligt andet. Jeg elsker at diskutere, for jeg har som oftest ikke de samme holdninger som så mange andre. Det er ikke fordi jeg ikke kan acceptere andre folks holdninger, fred være med dem, men jeg vil SÅ gerne have dem til at forstå hvorfor min holdning er som den er, ikke at de skal ændre mening, men de skal vide at de ikke kan lave min om.
Så sidder jeg og tænker, det er vel det samme som at føle sig bedre værd end andre, at være trodsig, at tro man kan være anderledes end mængden, ikke fordi jeg turde skille mig ud da jeg var teenager, jeg turde ikke gå i anderledes tøj end de andre, og selvom jeg syntes buffalo støvler var forfærdelige havde jeg alligevel 3 par. Men jeg blev ikke forelsket i de samme fyre som de andre veninder, jeg gik ikke op i make-up mærker og modeblade som de andre, jeg troede faktisk engang jeg måtte være lesbisk fordi jeg altid endte med at blive venner med drengene i stedet for kærester. Faktisk i virkeligheden tror jeg min mor var bange for det samme, jeg kan nemlig huske da jeg begyndte og ryge, da jeg skulle fortælle det til min mor, og jeg sagde "mor jeg skal fortælle dig noget." Og det første hun spurgte mig om var "er du lebbe?", og ikke "er du gravid?", det kom først som nr. 2. Men jeg måtte indse at jeg altså overhovedet ikke kunne forestille mig noget seksuelt noget som helst med en pige. Og det var jo ikke fordi jeg ikke kunne blive forelsket (i fyre), men det var satme sjældent jeg indrømmede det.
I stedet for at prøve at tiltrække folks opmærksomhed. på en måde så man virkede interessant, så gjorde jeg det ved at blive klassens klovn, så forventede ingen noget større af mig.
Jeg ved ikke om jeg stadigvæk virker som klassens klovn, men jeg har stadigvæk ikke noget behov for at være bedre end andre. Jeg er dog stadigvæk trodsig.
Men er det at være voksen, jeg mener, der forventes vel egentligt ikke noget af en voksen? Jo at man kan tage ansvar for nogle ting og sig selv når man flytter hjemmefra. Men vel egentligt ikke andet?
Jeg ved godt der er nogle der mener at man først bliver voksen når man tager ansvar for sig selv, og at man kun kan tage ansvar for sig selv, ved at tage en lang fin uddannelse, og få en god karriere og en stor fed løn.
Måske at blive politiker, der kan svinge om sig med ord ingen andre forstår,men som størstedelen bare nikker af fordi de i virkeligheden alle sammen ikke tør sige noget, for netop ikke at virke som klassens klovn?
Og sagde jeg ikke lige der, at jeg er bedre end alle andre? Fordi jeg påtog mig rollen som klassens klovn, så der i virkeligheden ikke blev forventet ret meget andet, end at jeg ikke forstod det der blev sagt?
Bum bum..
Næh, jeg tror aldrig jeg bliver voksen, og så kan man jo så have en holdning om, om det er godt eller skidt. Jeg bliver aldrig supermor fordi jeg ikke har nogen som helst ide om hvordan jeg skal blive det. Men tilgengæld håber jeg at jeg bliver en ligeså super mor som min mor er og var, hvis bare mine børn kommer til at se bare en lille smule af det samme i mig når de bliver "voksne",  som jeg ser i min mor,så har jeg nået det jeg ønsker højest i livet.
Og SÅ må vi se om det er en god eller skidt ting. Jeg er trods alt den jeg er, og om det er godt eller skidt må være op til min mor at bedømme!