Kender i det der med at tingene begynder at give mening. Hvorfor man er som man er, og gør som man gør. Tænker som man tænker og siger som man siger.
Jeg har været til udredning for ADHD, og jeg har været ret træt af det, tanken om at komme i den kasse jeg nærmest synes de putter halvdelen af befolkningen i, den ville jeg helst ikke i.
Men i det mindste er der sket noget, jeg har fået den hjælp jeg har bedt om siden jeg var 15, jeg føler jeg bliver lyttet til nu og det viste sig også at jeg slet ikke har ADHD, men en helt masse andre bogstaver.
Jeg føler mig stadigvæk ikke som en ligeværdig del af samfundet, men nu kan jeg i det mindste sige at jeg er en del af alfabetet, og lidt har også ret ik?
Så idag var det diagnose tid, og jeg må indrømme jeg har været temmeligt nervøs for hvad de ville sige, måske mest for at de ville sige at jeg er helt normal. Altså jeg mener, så burde jeg i virkeligheden bare kunne tage mig sammen, opføre mig som en normal, og prøve at fikse mine problemer.
Jeg har egentligt også været bange for at få stille en diagnose der bare kræver medicinering, for jeg har slet ikke lyst til bare at æde piller, jeg vil gerne finde en løsning, og jeg har nu spist antidepressiv i 4 år uden nogen virkning, og jeg er ærligt talt træt af bare at skulle stille mig tilfreds med det.
Og det er ikke fordi jeg siger det et samfundets problem at jeg har det skidt og er mærkelig, overhovedet ikke, men jeg tror ikke at piller er løsningen på alt.
Nå men jeg fik 3 diagnoser, i første omgang har jeg ADD, opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet, altså ADHD uden H'et. Hvad jeg lige skal bruge den diagnose til ved jeg ikke helt, men det kan måske forklare de to andre.
Jeg er åbenbart maniodepressiv, hvilket forklarer hvorfor jeg synes mit liv kører op og ned, så går det godt, men man tør alligevel ikke helt glæde sig fordi man ved det vælter igen.
Så er der PTSD, post traumatisk stress syndrom, hvilket forklarer min angst.
Så alt i alt er det vel bare tilbagevendende angst og depression, og det at det er svært at klare opgaver, specielt opgaver jeg ingen interesse har i. Omkring mani, jo det passer meget godt. Hvis endeligt jeg skal gøre noget, noget der interesserer mig, så gør jeg det 120% hellere for meget end for lidt, og hellere sætte sig helt ind i tingene end at gøre det halvt. Desværre har jeg så denne her brist, hvis man kan kalde det det, for jeg hader at vente, og hvis jeg har gang i noget og ikke kan gøre det færdsigt før imorgen, så bliver jeg helt gak i hovedet, og så kommer det der med søvnbesvær og myldertanker. Og det er ikke fordi jeg ikke kan se realistisk på tingene, jeg kan sagtens forstå at man er NØDT til at vente på nogle ting, men det er jeg eddermame dårlig til. Mit hoved er i hvert fald..
Jeg skal starte i noget behandling på et center for mani og depression. I første omgang uden medicin, og det er jeg faktisk ret glad for..
Så her er det, hvorfor jeg er mærkelig, og nu har jeg endda papir på det hehe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar