Lev stærkt!

Jeg har mistet en kammerat.
Det er egentligt først idag jeg har forstået det, han er her ikke mere, ikke flere tossede kommentarer, ikke flere bjørnekrammere, ikke mere hjælp til at slippe væk fra menneske store edderkopper, ikke flere råd.
Jeg har været til bisættelse idag, det mest underlige ved det var at jeg måske i virkeligheden slet ikke viste noget om ham, han var der altid, men jeg tror ikke han lukkede nogen helt ind, jeg tror ikke der var nogen der rigtigt kendte ham.
Kærlig og hjælpsom, to nøgleord, han stod altid klar til at hjælpe sine venner, han ville gøre alt for dem, gad vide om han i virkeligheden var som jeg, aldrig i tvivl om altid at være i tvivl.. Aldrig nogen helt så tæt på at de ikke kan skubbes væk igen. Men stadig altid klar til at hjælpe dem man tror kunne være dem man aldrig skulle tvivle på.
Da der gik rygter om at du havde taget dit eget liv, der viste jeg med det samme at det aldrig kunne være sket, ikke dig. Uden dig ville jeg ikke selv have været her. Tænk på dine børn, det er ikke det værd, det var hvad du sagde da du hjalp mig. Og jeg ved at det var det du gjorde, det var derfor du levede, måske kun derfor. Da du for første gang mødte din nevø, lige siden da kunne man se stoltheden i dig. Jeg ved du ikke tog herfra frivilligt.
Jeg ved du sidder et sted og griner af os alle sammen, alle de store seje drenge der var i kirken, og alle os andre, du har tænkt at vi skulle holde op med at tude, nyde livet, og så glæde os til at vi ses igen.
Når vi ses igen så holder vi en fest, tager pis på hele verden, ligesom vi plejede..
Er det nu man er voksen? Når man begynder at miste venner? Er det først nu man tør leve stærkt, og måske dø ung? 35 år er bare alt for ungt.. Men du levede imens du gjorde det, og du lærte hele vejen, meget på den hårde måde, men hvad der ikke slår en ihjel gør en stærkere, og det var du..
Vi ses..