Jeg var ved at få nedtur igen, jeg har prøvet det så mange gange før, man ved det kommer. For der har lige været optur, og når det går godt skal man passe på med at nyde det, for man VED det vender.
Og jeg tror det er dér, på toppen, det er der man starter med at blive forsigtig, og når man passer på med at nyde livet, begynder tankerne om hvorfor man skal passe på, så kommer mistilliden tilbage, for det er det eneste det bunder i, det er mistro og mistillid.
Og det var der, i en nedtur, jeg holdt op med at stole på folk.
Så kom opturen igen, en tillid til to bliver opbygget, men på toppen stopper man op, og så kommer man i tanker om nedturen, hvorfor var det man ikke stolede på nogen, hvorfor var det man ikke måtte stole på nogen? Når man har nogle mennesker man bare VED man kan stole på, men den gamle nedtur sidder et sted i hovedet og fortæller en at man skal huske man aldrig kan gøre det. Så kommer den nye nedtur, for man skal nok finde på noget der gør en usikker. Og det går ligeså stille ned ad bakke når tankerne vender tilbage, når man ser ALT, eller tror man gør det. Når man bliver mistroisk, kun for at prøve at give den gamle nedtur ret.
Og de her tanker bliver man skør af, de er der hele tiden, og når man spekulerer hele tiden, når man bekymrer sig om ting der ikke er der, så kan man ikke sove, når man ikke kan sove bliver man endnu mere skør, og når man bliver skør kan man ikke fungere. Så fokuserer man på alt der er negativt, fordi alt det negative fylder mere end det positive, uanset om man så oplever noget positivt, hvis der er noget i det der kan vendes til noget negativt, så gør man det.
Tænker man negativt fremtræder man negativ, her vil omgivelserne begynde at komme i dårlig stemning omkring dig, det giver mere negativitet, og alle omgivelserne vil blive kvalt i din dårlige stemning.
Og så kommer der svigt, det vil der gøre.
Her kommer tilliden på prøve, den tillid der nu er så tynd og til enhver tid kan knække. Knækker den, fik den gamle nedtur ret. Man er selv skyld i det, men tilliden er væk. Man ved ikke man selv har skylden, for man ved ikke hvorfor man handler som man gør. Jeg vil tro det er en overlevelses mekanisme, en måde at sortere på. Uanset hvad det er så sårer det alle omkring en, og det er kun spørgsmål om tid før den nedtur der kommer, måske først om mange mange flere nedture, hvor dem der klarede den tidligere "prøve", taber den næste.
Til aller sidst er man alene, bitter og uden tillid til verden overhovedet.
Men sådan ender det ikke her, for jeg har opdaget hvad jeg har gang i!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar