Ærlighed..

At være ærlig.. Det kan jeg ligeså godt. Når man når bunden er der kun en vej tilbage, enten bliver man liggende, vælger den sidste udvej, den aller sidste udvej. Eller også kigger man op, ser hvad man har, rejser sig og tænker "hvad så nu?".
Jeg nåede bunden, og jeg ramte den hårdt, rigtigt hårdt.
For 5 dage siden havde jeg ikke rejst mig igen. Jeg ville ikke mere.
Forestil jer at bede om hjælp, for det har jeg gjort. Jeg bad om hjælp da alting væltede for 4½ år siden. Da så alting blev nok for et halvt år siden, bad jeg om hjælp igen.
Jeg er syg, syg i sindet, og jeg kan ikke styre det. Enten går det rigtigt godt eller også går det bare helt ad helvede til. For mig er der aldrig en middelvej, enten gør man det og så gør man det ordenligt, eller også lader man være, og så lader man helt være. Og sådan er mit humør også.
Jeg har været kastebold i det psykiatriske system. Enten fejlede jeg det ene eller også det andet, nogle gange var jeg depressiv og nogle gange var jeg ikke, men jeg blev sendt rundt i de forskellige afdelinger. Der var ingen der tog noget ansvar.
Jeg ved godt man kun er sig selv, og at man kun har sig selv at stå til ansvar for, at man styrer sit eget liv. At man selv har et ansvar for at få tingene til at gå, enten den ene eller den anden vej.
Men jeg har hørt, at vi i Danmark er så heldigt stillede, at man kan bede om hjælp, og så får man den.
Det gjorde jeg ikke.
Og jeg giver ikke nogen skylden. Jeg er stadigvæk kun mig, det er stadigvæk kun mit ansvar.
For 3 uger siden nu, stoppede jeg med at spise, hvorfor ved jeg ikke, jeg havde ondt i maven, stress. For 3 uger siden bad jeg min læge om hjælp, fordi psykiatrisk skadestue åbenbart ikke var en mulighed.
Jeg fik sovemedicin, for i Danmark hjælper det umiddelbart at sove problemerne væk, hvad der foregår når man er vågen og tankerne stadigvæk kører, det er ikke deres ansvar. I gamle dage blev man sikkert spændt fast, så kunne man ingenting.
Min læge lovede mig at hvis ikke de på psyk gav mig medicin for min ADD, så skulle hun nok sørge for det, men nu fik de en sidste chance. Jeg kom derud en uge senere, de mente igen jeg var depressiv, hvilket jo ikke var nogen hemmelighed. Jeg fortalte dem at hvis ikke de hjalp mig nu ville min læge gøre det. De sagde blot at så ville de afslutte mig derude fra. Enten eller, op eller ned.
Jeg gjorde en masse dumme ting i efterårsferien. Det er ligemeget.
I mandags var nok nok. Jeg kunne ikke mere. Så hårdt har jeg aldrig ramt bunden før. Bunden har aldrig været helt dernede før. Jeg har troet jeg har ramt bunden før, men der var længere ned end før.
Sort.
Jeg kunne ikke se nogen udvej længere. Alle mennesker fortalte mig hvor meget jeg har at leve for, og jeg forstår det godt. Jeg forstår godt jeg har 3 vidunderlige unger der har brug for mig, og jeg ved godt at de ville blive svigtet hvis ikke jeg var her mere. Jeg forstår godt det hele og jeg kan sagtens sætte mig ind i andres følelser. Men jeg ved også at er jeg her ikke mere, er det ikke længere ansvar og følelser jeg har at tage stilling til. Deres tab, deres følelser, deres savn. Det vil jeg ikke længere mærke. Jeg var ikke mere, jeg kunne ikke mere, og der var kun en udvej. Lad være med at give mig dårlig samvittighed inden jeg er væk. Det er en følelse jeg har i forvejen. Følelser og tanker er ikke noget der er når man er død. Jeg vil ikke længere føle, jeg vil ikke længere tænke. Jeg vil væk.
Lad være med at fortæl mig hvad jeg har at leve for, når jeg ikke længere vil tage stilling til de ting, så er der ikke mere.
De har alle sammen besluttet at det er mig der fejler noget, til trods for jeg ikke får den hjælp jeg har bedt om så længe. De har alle sammen bestemt at ungerne har det godt som de har det. Jeg ved de har det godt, og jeg ved jeg er verdens bedste mor. Jeg ved at det vil jeg blive husket som, til trods for det kæmpe svigt jeg udsætter dem for.
Jeg er endt på Psykiatrisk hospital.
Her tager de det alvorligt. Jeg har aldrig følt mig taget alvorligt før.
I løbet af 5 dage har de fundet ud af hvem jeg er.
I løbet af 5 dage har de lavet en plan for mit hoved. Det bliver mit liv. Jeg har igen en mulighed for at leve.
Beslutningen om ikke at leve længere VAR taget, og følelsen er stadigvæk den samme. De siger det bliver bedre, og jeg kan ikke andet end at ligge mit liv i deres hænder, og for første gang i mit liv bare stole på at de ved hvad de laver. For jeg gør ikke mere. Jeg er her. Jeg er deres ansvar. For første gang er der ikke kun mig længere. For første gang får jeg ikke lov at tage beslutninger der ikke er gode for mig. Nu er der kun dem. Kun en vej. Enten får de ret eller også er beslutningen taget.
Jeg er ikke kold, tværtimod. Hver en tanke om mine børn gør ondt. Jeg savner dem. Jeg elsker dem. Det er stadigvæk ren kærlighed. Jeg ved hvad kærlighed er, jeg består ikke af andet. Men følelsen er for stor lige nu.
Lige nu.. Der er kun lige nu. Og jeg kan kun tage en dag af gangen.
Jeg kan alligevel ikke andet. Jeg har heller ikke lyst til andet.
Lad være med at fortæl mig det nok skal gå. Lad være med at have ondt af mig. Jeg har ikke ondt af mig selv.
Tro på mig i stedet. Tro på at jeg elsker mine børn, min familie. Der er ikke mere end det. Og tro på at uanset hvad der sker, så er det stadig den eneste følelse jeg har tilbage.