Jeg viste det jo godt.. Sådan er det åbenbart bare.. 1 skridt frem og 24 tilbage.. Sådan er det altid når det går godt. Jeg sagde jo jeg var lykkelig ik? Og så er der den der, man ved godt den kommer, for når det går godt, så vender det, og så holder det op med at gå godt..
Jeg er PISSE ked af det.. Det gør kraftedme ondt helt inde hvor det ikke har gjort ondt i 100 år.. Og det var endda en beslutning vi tog sammen.. Vi skal ikke være kærester mere.. Han har nok i alt det han laver, og jeg har åbenbart ikke nok i det vi havde.. I virkeligheden sidder jeg og fortryder at jeg ikke bare kan holde min kæft.. Fordi det gør så pisse ondt.. Måske er det alligevel den bedste beslutning, det var det i hvert fald i morges.. Indtil den var taget.. Nu er det bare træls, og nu er jeg bare ked af det..
Sidder og tænker at jeg sikkert bare skal møde en anden, men det kan jeg overhovedet ikke.. Jeg som havde lovet mig selv at jeg var færdig med at være ked af det over mænd.. Og så sidder jeg her og føler jeg har mistet halvdelen af mig selv..
I virkeligheden har jeg sikkert ikke mistet noget, for vi skal jo være venner.. Kan man overhovedet det? Jeg har overhovedet ikke lyst til at være venner, jeg har lyst til at have det jeg havde, og det har jeg ikke mere, så har jeg ingenting..
Det er sq nok det der er galt, man kan ikke være kærester med sin bedste ven.. For hvad så bagefter? Nu har jeg jo en anden bedste ven, ham her var min bedste kæreste-ven.. Men vi skulle være venner, og ikke være sure, og stadigvæk snakke sammen.. Det ved jeg slet ikke om jeg kan nu.. Jeg har bare lyst til at lægge mig til at sove indtil det ikke gør ondt mere.. Men det kan jeg ikke..
Føler mig som en eller anden dum teenage tøs.. For de her ting skulle være sket dengang, ikke nu hvor jeg er pisse gammel og har børn og alt muligt..
Og jeg ved jo godt det går over.. Igen.. Jeg skulle være lavet af sten!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar