Palle alene i verden..

Jeg savner mine unger.. Jeg er ked af det, og jeg burde egentligt bare sove.. Jeg prøver at være sej hele tiden, og prøver at blive glad, i hvert fald at virke glad.. Virke som om jeg er ligeglad agtig.. Jeg prøver virkeligt at klare den her. Men det kan jeg ikke.. Jeg prøver ikke at virke desperat men det gør jeg alligevel.. Jeg prøver ikke at græde men det virker ikke.. Jeg prøver at hygge mig og det fungerer også kort tid af gangen.. Men så tænker jeg og så bliver jeg ked af det..
Jeg var i byen igår, og jeg kan godt se at jeg i virkeligheden bare kunne finde noget andet, men det vil jeg overhovedet ikke.. Jeg har endda i et desperat øjeblik oprettet mig på dating igen, men jeg synes bare at alle er nogle tumper. Jeg prøver at virke som om det er det fedeste i hele verden at være single, i virkeligheden er det det værste i hele verden.. Jeg ser spøgelser overalt, mit hoved kører på højtryk og det gør ondt.. Prøvede endda at flytte smerten et andet sted hen og fik lavet 3 dermals mere, denne gang i nakken.. Men det gjorde kun rigtigt ondt da de blev lavet. Nu er det hele bare tilbage der hvor det i forvejen gjorde ondt.. Jeg er så trist at jeg har kvalme.. Jeg er så ked af det at jeg ikke engang kan styre når tårerne kommer.. Det gør så ondt at jeg bare har lyst til at grave mig ned, æde et eller andet sovemiddel så jeg først vågner når det ikke gør ondt mere.. Og jeg ved godt hvad jeg bare skulle, jeg skulle bare være kold, ride den af, og lade være med at være så dum og se ham.. Men det kan jeg ikke.. Det er salt i såret, og jeg er åbenbart idiot nok til at torturere mig selv.. Tanken om bare at være cool og lade som ingenting, lade være med at tage kontakt, bare lade som om jeg er ovenpå, det ville sikkert virke.. Men jeg er ikke ovenpå og jeg kan ikke lade som om.. Man kunne spørge om det gik frem eller tilbage, og i virkeligheden går alting nok fremad, men jeg føler det overhovedet ikke. Jeg prøver at have det sjovt og har lige haft min søster på besøg, men hver gang der er 3 sekunders ro, så tænker jeg igen.. Da det blev mørkt og vi så film var der alligevel ikke nogen der kunne se at tårerne trillede..
Det værste er at jeg godt bare kan være venner, jeg kan godt sidde derovre og hygge mig alligevel.. Jeg behøver ikke noget som helst.. Hvorfor fanden er det så så pisse hårdt.. I virkeligheden har jeg mest lyst til at opgive alting.. Det kan jeg ikke fordi jeg har et ansvar for mine børn.. Og dem savner jeg mere end noget andet lige nu.. De er hos deres far, og jeg har slet ikke lyst til at de skal være der.. Jeg har lyst til at de er her, jeg har lyst til at kunne gå ind til dem og se på dem.. Se hvad jeg har, se hvem der har brug for mig.. For når jeg er alene kan jeg ikke mærke det.. Og når det gør så ondt er det lige før at alting kan være ligegyldigt..