En hård opgave..

Idag var jeg ved børnepsykolog med min ældste søn, og det giver mig bare rigtigt meget.. Jeg har været bekymret fordi han bare har et hidsigt temperament, samtidig savner han sin far helt vildt, og ofte.. Min søn er med, og han skal som sådan ikke sige noget med mindre han har lyst, så han kan bare lege og så kan han lytte til det vi nu snakker om, hvis han vil.
Det fede ved det her er at jeg kan komme ud med alle mine tanker omkring mine unger, og i virkeligheden er det nok mig selv der giver, mig selv, de fleste svar. At komme ud med sine tanker omkring alting, får mig til at tænke endnu mere over det der kommer ud, og i virkeligheden giver det ofte de svar jeg kom efter.
Jeg vil bare så gerne at mine børn vokser op og bliver glade. Jeg har ingen forventninger til dem overhovedet, jeg er fuldstændigt ligeglad med om de bliver genier i skolen, og jeg er ligeglad med om de får en høj og lang uddannelse, det rager mig om de bliver rige. Det eneste jeg ønsker mig er at de bliver glade, at de får et godt liv, og så håber jeg at de engang vil synes at jeg gjorde det okay som mor!
Jeg vil så gerne give dem hvad min mor har givet mig, at de ved de altid kan komme til mig, at jeg vil lytte til dem, trøste dem og give dem råd! At de kan stole på mig.. Uanset hvordan de ender ud.. Jeg synes det er super svært med den ældste, for det første fordi han er en dreng, jeg ved jo godt at det forhold jeg har, og har haft til min mor, ikke bliver det samme han får til mig, fordi han netop er en dreng. Og så fordi, ja fordi han er den ældste, der er så store forventninger til ham.. Selvom jeg lige har sagt jeg ingen forventninger har til ham som sådan, så er der alligevel de små, dem der med selv at tage tøj på, at hjælpe med at rydde op, at smide tøjet til vask osv. Med ham her er der bare lidt større forventninger, fordi jeg ved han kan det.
Den mindste kan ikke så meget, den mellemste kan det meste og den ældste kan alting. Og han kan jo ikke alting, men han kan mere end de andre, derfor er lunten hos mig nok lidt kortere med ham, jeg ved han kan og derfor skal han gøre det. Den mindste ved jeg ikke kan, så jeg forventer ikke han gør det. Ved den mellemste bliver jeg glad når hun gør ting jeg ikke troede hun kunne, det gør jeg også med den ældste, men med mange ting er forventningerne større..
Jeg ved ikke om det overhovedet giver mening det her. Men jeg er bange for at min ældste vil synes jeg er en forfærdelig mor senere.. Det er jo ikke ham der har valgt at være mit første barn.
Men det er også derfor vi tager til denne her børnepsykolog, hun forstår hvad jeg mener, og hun kan sætte sig helt ind i hvordan min søn har det.. Min søn siger ikke så meget derinde, han leger og tegner, men jeg kan se at han er opmærksom, han lytter til det vi snakker om, og jeg håber virkeligt han vil kunne huske nogle af de ting jeg siger, sådan så han kan høre at jeg tænker på ham og virkeligt kun vil ham det aller bedste i hele verden!
Det er så svært, jeg vil så gerne vise mine unger hvor højt jeg elsker dem, at jeg vil gøre alt for dem, jeg kan sige det til dem, men det giver ingen mening, de skal mærke det og tro på det, og jeg aner ikke hvordan man gør. Jeg har 3 børn, men lige præcis med min ældste er jeg stadig 1. gangs mor. Jeg har aldrig haft en 5 årig, han er stadig mit første barn, og han er stadig den der skal lære mig at være mor, og for alt i verden skal han ikke føle sig som en prøveklud i forhold til de andre..
Uanset, det er noget af det klogeste jeg har læst, en kvinde jeg kender, hun har 4 børn, hendes ældste søn spurgte hende om noget med at elske, hun svarede ham at hun elskede alle sine børn, men at han var den hun elskede først. Det er så smukt og rigtigt, og det er det jeg vil fortælle min søn hvis han nogensinde spørger..