En bygning med ar..

Fuuck jeg er træt.. Jeg tror ikke jeg har været så træt siden.. Ja det ved jeg slet ikke.. Jeg har ikke sovet hele natten, og hvorfor, det ved jeg ikke, jeg har bare ikke kunnet falde i søvn.. Så op kl. 6.45 imorges, afsted med unger i børnehaven, hjem for at hente mine forældre. Afsted igen hjem for at hente maling, og så op for at male. Og jeg HADER at male, som i HADER! Men hele lejligheden er nu hvid, og det er bare super flot! Imorgen begynder jeg ryk ind..
Mine unger har været oppe og se lejligheden idag, og I skulle ha set min datter da hun så sit værelse, mage til stolt 3 årig skal man lede længe efter, hun så simpelthen så glad ud!
Det bliver godt det her!
Der var alle de her huller i væggene, de blev spartlet ud og blev fine, malet over og nu ser alting godt ud. Men jeg kom til at tænke over noget. Byggeriet er fra 60'erne, tænk alle de mennesker der har boret huller i de vægge siden dengang, og alle dem der har lappet hullerne sammen igen. Under overfladen er al den beton jo fuldstændigt ødelagt.. Hvor længe kan bygningen blive ved med at tåle flere huller?
Det det samme med mennesker, vi oplever så mange ting i løbet af et liv, vi får mærker i sjælen, de fleste bliver bare dækket til og glemt, men mange af dem bliver ar, og det er ikke sikkert der skal meget til før der igen går hul på noget. Hvor længe kan man blive ved med at holde til nye slag og mærker? På et eller andet tidspunkt får vi vel nok og bryder sammen?
På den anden side er vi ikke bygninger, når de ikke kan holde til mere, så er der ikke mere at gøre.. Jeg tror ikke på man kan lappe sådan en bygning helt sammen så den står perfekt igen.
Derimod tror jeg at mennesker skal ramme bunden mindst én gang i livet, og hver gang det sker vil vi rejse os og være stærkere bagefter! Bunden kan være så hård at man ikke kan holde til det, og der er så bare nogen der ikke KAN kæmpe videre.. Det forstår jeg godt..
Så er der mig.. Jeg tror i virkeligheden jeg er en ret stærk bygning.. Og jeg er ved at rejse mig igen! Stærkere end før! Stærkere end nogensinde.. Men indenunder, der er jeg stadigvæk fyldt med ar og huller, på overfladen ser alting ud som om det er lappet sammen, og der er aldrig nogen der kommer helt ind under overfladen.. Måske skal der ikke ret meget til for at få hul igen, men hver gang vil jeg rejse mig og være stærkere end før..