Der er sået tvivl ved mig som mor, og jeg er pisse ked af det. Jeg er pisse sur og jeg er mega skuffet. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at nogen kan være så ussel og komme med så grove anklager som jeg har fået, helt alvorligt, jeg har sq fået af vide at man ikke mener jeg gør det bedste jeg kan. At grunden til tvivlen er så jeg kan få et skub i den rigtige retning.
Men helt alvorligt, så har tingene aldrig gået bedre end de gør nu, og jeg står helt uforstående overfor alt det her. Mine unger trives, de er glade og de er dejlige!
Nej jeg er ikke rig, og jeg har sq ikke råd til at gå ud og købe mærketøj og alt muligt dyrt alting. Men jeg er fuld af kærlighed til dem, og der er INGEN der skal tro noget andet. Og de mangler ingenting! Jeg har ikke råd til at tage på dyre ferier og ophold i Lalandia og alt sådan noget med mindre jeg sparer op i lang tid, men jeg har tid og overskud til at være sammen med mine børn, jeg har tid og overskud til at tale med dem, og lytte til dem! Oveni det her har jeg verdens bedste familie og verdens sødeste kæreste, de er der alle sammen for mine unger også, og jeg er ikke i tvivl om at var der noget at sætte en finger på, så var der nok nogen der skulle påpege det.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage det her, dem anklagen kommer fra, ved lige præcis hvad der er sket og hvad vi har været igennem, derfor står jeg helt uforstående overfor hvordan de kan vende på den måde.. Jeg ved som sagt ikke helt hvordan jeg skal tage det her. Jeg er død ked af at der endnu engang er sået tvivl ved mig som mor, at der er tvivl om hvorvidt mine børn trives, og at ordet omsorgssvigt er inde i det her, det er forfærdeligt.. Jeg er rasende over det her, men jeg har intet at skjule, jeg ville lukke hele verden ind i mit hjem og i vores liv for at vise at mine børn er glade og har det godt. Og det ender det jo nok så med at jeg skal gøre.
Jeg kan blive så sur over at folk gider bruge tid på mig, når der sidder børn ude i landet der virkeligt har det skidt, og som bare bliver ladt til dem selv, at der sidder forældre derude i verden der ikke kan finde ud af at give deres børn kærlighed, som vitterlig svigter deres børn.. At der så skal bruges tid på.. Endnu engang, at lukke en sag uden hold i.. Hvor der i virkeligheden kunne være reddet andre børn.. Det gør mig gal..
Men jeg kan intet gøre, for jeg vil ikke skjule noget, og det kan jeg heller ikke.
Jeg ved sq godt jeg har haft det svært, og jeg ved sq godt jeg har haft det hårdt, men jeg følte og føler at tingene vender nu. Men som altid, what comes up must go down, sådan er det altid. Jeg skal aldrig helt op over vandet, for så kommer der en str. 47 og sparker mit hoved ned under overfladen én gang til..
Men den her gang kan jeg se lyset deroppe, og der er ikke langt.. Sådan har det aldrig været før, jeg rammer ikke bunden mere som jeg plejer, jeg ryger kun lige ned.. Gad vide om man ender med at blive en kork prop af det her.. At man lærer at svømme, at flyde ovenpå så man aldrig mere rammer bunden?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar