kærester!

Jeg har gået og været trist det sidste stykke tid. Det handler alt sammen om det der med forventninger! Jeg tænkte at der måtte være noget galt med mig, jeg måtte være en mærkelig kæreste, eller også havde jeg sådan en.
Så jeg besluttede mig for at tage en snak med ham, for lissom at høre om det var mig der var helt gak. Jeg ved sq egentligt slet ikke hvad mine forventninger er, men jeg kommer fra noget hvor tingene var helt anderledes, og her forventede vi nærmest at vi hang sammen. Vi gjorde ikke noget uden at fortælle den anden det først, vi gjorde nærmest ikke noget i det hele taget uden hinanden. Det var kvælende, og vi havde stort set ingen venner ud over hinanden, fordi vi følte vi skulle stå til regnskab for den anden hele tiden.
Det er svært at komme ud af de her "vaner", også selvom der er gået så lang tid. Jeg skal virkeligt vænne mig til at de ting jeg gør og vil og kan, er helt okay, at der ikke står nogen når jeg kommer hjem og udspørger mig om alt muligt. At jeg bare kan sige, "nå nu smutter jeg", og så er det helt i orden, omvendt kan han sige at nu smutter han, og så er det også helt i orden. Jeg kan sige at jeg skal i byen på lørdag sammen med tøserne, og så er det helt i orden. Omvendt kan han sige det samme.
Selvfølgeligt er der grænser, men de grænser er nogle der alligevel forventes i et forhold, det vil sige der er tillid.. Sådan en tillid har jeg ikke oplevet før, og jeg skal selv lige lære at have den helt til ham også!
Det er faktisk helt vildt rart at jeg har taget snakken med ham nu, for der behøver slet ikke være de store planer og forventninger, vi kan hygge os og have det rart sammen, og det er egentligt bare det vi skal, vi behøver ikke forvente en helt masse af hinanden, for hvad skulle det være?
Det er dejligt at være nået hertil hvor jeg føler jeg kan slappe af. Tage en dag af gangen.