Idag er det lørdag, en normal lørdag hvor man ingen børn har hjemme, der sover man helt vildt længe, men imorges var jeg faktisk oppe kl 7.. Jeg skulle til førstehjælpskursus, og helt alvorligt, det var ikke noget jeg har set frem til! Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan se meningen med at man bør kunne førstehjælp. Jeg ville selv være ret glad for hvis nogen gad redde mit liv hvis jeg kørte galt eller blev kørt ned. Men for pokker, at bruge 6 timer en solskins lørdag i juni på at puste liv i en dukke der alligevel ikke er Pinnochio, det bare.. Åååh!
Nå men altså jeg kom derind, og jeg reddede dukken, og jeg bestod min førstehjælp. Det har sat lidt tanker igang..
Ham instruktøren han mener at alle har fortjent at blive reddet. Vi snakkede om hvad man skulle gøre hvis der fx var en hjemløs stiknarkoman der lå og var ved at dø.. Ville du yde førstehjælp? Fx hvis nu han havde et snitsår eller sådan noget, ville du så stikke hånden ned i det for at stoppe en blødning? Jeg sad bare og kom i dilemma! Altså, hvad nu hvis han har H.I.V?? Hvad nu hvis jeg havde skåret mig, jeg kan ikke lade være med at tænke på at den narkoman selv har valgt sit liv, og måden at leve på, den måde at leve på betyder døden, ville jeg så risikere mit eget liv for at redde en der har valgt at dø?
Og jeg ved godt at chancen for at blive smittet er minimal, men den er der. I øvrigt giver jeg ikke meget for chancer i det hele taget, chancen for at blive gravid på p-piller er også minimal, men det sker igen og igen for alle mulige!
Chancen for at møde sådan en narkoman der er ved at dø, er også minimal, det ved jeg godt, og jeg tror ikke det sker for mig heller.. Men hvad nu hvis det gør? Ville man overhovedet tænke over det og så bare skride ind og forsøge at redde personen, eller ville jeg tænke først?
Jeg kom til at tænke på der i forgårs hvor jeg selv legede lidt hjemløs, ikke at jeg synes jeg ligner en narkoman eller noget, men mon nogen ville nægte at redde mig, hvis nu det fx var mig der var ved at dø den dag?
Hvornår har man fortjent at leve eller at dø? Og har man overhovedet ret til at spekulere i om man vil redde liv hvis det er muligt eller ej?
Instruktøren og flere af de andre blev temmeligt sure da jeg sagde at jeg ikke var sikker på jeg ville gøre det.
Det var ligesom engang der var en på mit gamle job der spurgte om jeg var racist, det mente jeg ikke jeg var, men så spørger han om hvis nu jeg skulle spørge om vej, der kom to imod mig på den sti hvor jeg gik, en udlænding og en dansker, hvem ville jeg så spørge, og jeg tøvede ikke engang da jeg sagde danskeren, det mente han var racistisk.. Men helt ærligt, hvornår vælger man selv? Jeg ved ikke om det er racistisk, men jeg gider sq da ikke ændre mening bare fordi jeg BØR gå til udlændingen for ikke at være det! Skal jeg så altid vælge modsat det jeg ville gøre normalt, bare for ikke at træde på andre? Og hvis fx mig og en der måske ikke har pink hår og piercinger kom gående og en ældre dame fx skulle spørge om vej, så ville jeg da også vide at hun i hvert fald ikke ville spørge mig først, selvom jeg måske, i mit hoved ikke er ret meget anderledes end den anden person.
Hvem kender vejen? Skal man lade nogen leve eller dø, og har man ret til selv at vælge hvem man spørger om vej, uden at skulle dømmes på det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar