Spørgsmål

Jeg er efterhånden vant til at folk kigger, specielt børn er virkeligt nysgerrige. Somme tider glemmer jeg hvorfor folk kigger, så bliver jeg forlegen og overvejer om jeg har et eller andet siddende i mundvigen eller noget. Det er selvfølgelig mine piercinger folk kigger på. Det er helt okay, hvis man vælger at se sådan ud, så må man forvente at folk glor.
De bedste kommentarer kommer fra børn, "Hvorfor er hun fuld af øreringe i hovedet??", "Ej mor se lige hende der!!", "Hvorfor ser hun sådan ud!?"
Det jeg ikke forstår er voksne mennesker, altså ofte de her børns forældre, i forgårs fik jeg en kommentar i nakken i en kø da jeg var ude og handle, "Det er godt nok skræmmende det der!", der er bare nogle tidspunkter hvor jeg ikke orker at smile til folk, og på de her tidspunkter holder jeg bare kæft. Så er der de ældre damer der går forbi, somme tider er jeg bange for at de skal få et hjertestop når de ser mig. Den sure mand i IKEA, og tro ikke det er fordi jeg er overskudsagtig når jeg er i IKEA, jeg hader den forretning, men jeg var overskudsagtig nok til at smile til den sure mand der var lige ved at poppe øjnene ud da han så mig, faktisk stirrede han så meget at jeg på et tidspunkt blev nervøs for om han var død der i IKEA stolen.

Det er sådan jeres børn bliver hvis ikke i vænner dem til, at vi alle sammen er forskellige. Jeg ved godt at der er noget der hedder pli, der er bestemt noget der hedder opdragelse, men der er eddermame også noget der hedder børn, og ikke mindst spørgsmål stillet af børn. Jeg er godt klar over at nogle mennesker bliver forargede over spørgsmål stille af børn, eksempelvis "Hvorfor er hende der så tyk mor?". Men kan vi ikke godt prøve så at kigge på de her børn, deres alder, små børn stiller spørgsmål, og det er den eneste måde de kan lære på.
Der er SÅ stor forskel på at stille spørgsmål, og på at håne, og hvis børn oplever forældre håne andre mennesker, hvordan skal de så lære at gøre det anderledes?
Denne her er både til forældre, men bestemt også til folk uden børn, de mennesker der bliver forargede over andres børn.

Og NEJ jeg skal ikke gøre mig bedre end nogen, for det er jeg ikke, og som sagt er jeg ikke altid skide overskudsagtig, og jeg bliver også irriteret over børn der stirrer på mig, specielt når deres forældre er med og bare lader dem gøre det. Så sig sgu da et eller andet til dem, de stiller ikke spørgsmål, det tør de sikkert ikke, og hvorfor? Fordi du har lært dem at det er forkert! DET er irriterende!

Men med det, så er jeg træt i dag, rigtigt træt, men jeg var ude og handle og i den her butik var et par med deres to børn, to børn i en indkøbsvogn, da de går forbi mig udbryder det ene barn, en lille pige "EJ MOR SE LIGE HENDE DER!!". Jeg griner lidt højere end det var meningen, og moren vender sig om og kigger på mig, jeg får øjenkontakt med hende og smiler, pigen i vognen råber igen "Mor se lige hvad hun har i hovedet!", jeg kan se at moren synes det er mega akavet.
Så bliver det akavet for mig, skal jeg sige noget, eller skal jeg lade som ingenting?
Jeg kan ikke huske hvem der siger noget først, men jeg ender med at gå hen til moren med børnene. Pigen i vognen er vildt fascineret, og moren stiller nogle spørgsmål til piercingerne og spørger datteren om hun vil være med til at tælle hvor mange jeg har. I virkeligheden er det nu moren, der er mest interesseret i piercingerne, og vi taler lidt frem og tilbage, og jeg fortæller at jeg selv har børn. Pigen i vognen får travlt med at fortælle hvor gammel hun er, 5 år, som min egen datter, hun viser mig stolt sit ur, et ur med en kat på, hun er pave stolt af sit ur, og nu fuldstændigt ligeglad med mine piercinger. Moren takker mange gange fordi jeg gad tage mig tid til dem. Og jeg siger at jeg synes det er fedt med spørgsmål i stedet for sure forældre, og børn der ikke tror de må sige noget.

Og jeg siger ikke at jeg altid har tid og overskud til at snakke med folk, men det tager ofte kun 5 minutter at være flink, og det gælder begge veje, og har du alligevel ikke noget pænt at sige, så hold kæft..
Vi får det meget bedre når vi finder ud af at mennesker ikke æder hinanden. børn bliver meget gladere når de finder ud af at jeg ikke er farlig eller skræmmende, men før de finder ud af det skal vi have forældrene med.
Jeg er ikke farlig og jeg ikke skræmmende. Jeg er et menneske, og det er du også. Dit barn er det også.