Søndag eftermiddag.. Sidder her og spekulerer fordi jeg ikke har andet at lave.. Jeg burde løbe en tur på de skøjter der.. Der er så mange ting man burde! Jeg savner mine børn så meget at jeg kunne hyle, og jeg ser dem først imorgen eftermiddag!
Jeg har skrevet meget om det med at stole på folk, og det med at kunne stole på sig selv. Og sidder ligeså stille og når frem til at jeg bare ikke kan det. Den der lille pisse irriterende tvivl på alt, den forsvinder bare ikke.. Jeg gad virkeligt godt bare at kunne læne mig tilbage og tænke fuck det hele, jeg har det jo godt. Men det gør jeg ikke, jeg sætter mig ned og tænker, jeg har det jo godt, men jeg er ikke sikker på at alle mennesker synes det er en god ting. Og det giver overhovedet ingen mening for det fleste, for jeg kan jo bare vælge dem fra jeg ikke tror vil mig det aller bedste. Men dem jeg faktisk tror vil mig det aller bedste, dem tvivler jeg også på.. Jeg tvivler på hele verden..
Jeg er ikke, og det er det eneste jeg ikke tvivler på, 1 sekund i tvivl om hvorfor jeg har det sådan. Det kun fordi jeg har det ringe med mig selv. Havde jeg det godt nok, så valgte jeg da alt det dårlige fra.
Men det ændrer alligevel ikke på at dem der ville være tilbage, tvivlen ville stadig være der.. Tanken om altid at blive skuffet alligevel, den er der hele tiden.. Og jeg gør det ved mig selv åbenbart, gør sådan at jeg kommer til at tvivle, jeg tager den altid lige en tak længere end jeg burde. I virkeligheden tror jeg jeg gør det for at prøve folk af. Men hvor stærke er mennesker overfor fristelser? Og kan jeg overhovedet tillade mig at friste nogen, bare for at se om de vil skuffe mig? Det siger nok i virkeligheden meget mere om mig selv end om dem..
Kan jeg så tillade mig at skubbe folk væk bagefter, fordi jeg faktisk blev skuffet?
Så er vi tilbage til mindfuck, og jeg fucker mig selv op ved det her..
Jeg ved jeg aldrig selv kunne gøre det samme som er gjort, heller ikke selvom jeg fik en udfordring eller en fristelse. Men gør det mig til bedre og dem til svage, eller gør det mig til svag fordi jeg er nødt til at fucke mig selv op, for at finde ud af hvor jeg har dem?
Snakken er 2 minutter væk, og jeg burde bare springe ud i det, men jeg gør det ikke.. Sæt jeg så bliver skuffet igen?
Mind fuck af første grad, i mit eget hoved, by my self.. Kæft hvor er det åndsvagt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar