At brænde broer.. Broer man ikke behøver at gå over!

At ville have det man ikke kan få.. Det er pisse svært at have det sådan, det ved jeg selv!
Jeg har efterhånden datet nogle stykker, og jeg har, for dem alle, gjort det klart at jeg med en date ikke lover dem noget som helst.. I virkeligheden burde det være en selvfølge for enhver, at fordi man møder hinanden, hverken skal giftes eller nødvendigvis være kærester.
Det er der så to der slet ikke forstår.. Og hvad sker der så? Så får jeg dårlig samvittighed, og hvad fanden sker der for det?? Jeg undskylder og undskylder at jeg ikke gider se dem, kommer med dumme søforklaringer om hvorfor jeg ikke KAN se dem osv. osv..
Jeg skulle jo bare sige til dem at det ikke bliver mere end den date, og jeg burde måske også sige til dem at de nok liiiige skal tænke sig om inden de begynder at komme med de vilde kærlighedserklæringer!!
Jeg bliver altså også lidt skræmt når den ene går helt i selvsving og tigger og beder om at se mig, bare én sidste gang!.. Så vil jeg da slet ikke!! Jeg har mødt dem 1 eneste gang! Så slap dog af!!
Den anden blev død trist, han følte sig brugt.. Ja faktisk kunne jeg kun bruge ham indtil jeg fandt noget bedre? Seriøst så hold dog kæft!! Jeg har mødt dig 1 gang!!
Og jeg har ikke lovet nogen noget, hvorfor skulle jeg det? Hvorfor er det at jeg SKAL giftes med den første den bedste der kommer rendende?? Det gjorde jeg for 11 år siden, jeg gør det ikke igen!!

Det er at brænde broer, men det er de broer man ikke behøver at gå over.. Der er intet på den anden side!

Så er der det der sker den anden vej.. Når man har mødt nogen man i virkeligheden godt gider.. Men man kan mærke at det ikke er gældende den anden vej.. Og her får jeg ondt af de to.. Jeg forstår godt hvordan de har det.. Følelser burde gå begge veje altid, broerne burde faktisk altid passe med det på den anden side. Men sådan er det ikke. Og det er noget nyt jeg skal til at lære. At selvom der er noget man godt kunne tænke sig, er det ikke altid, at det man godt gad, gider én selv. Men så er det det.. Jeg lover mig selv gang på gang, ikke at have nogle forventninger, for uden forventninger bliver man ikke skuffet. Hvorfor bliver jeg så skuffet alligevel?

Forskellen på mig og de to er at jeg lader være med at kæmpe! Jeg vil ikke kæmpe for noget der er umuligt, jeg gider ikke spilde min tid på nogen der ikke gider have den! Og hvad siger I så? At det er deres tab? Næh det er det ikke, det er ikke et tab når det er noget man ikke vil ha!
Man kan fortryde.. Men så er det for sent..