En del af historien..

Julen er overstået, lige inden nåede jeg også at blive 1 år ældre, og lige straks er det 2014.
Denne jul har været helt anderledes end den plejer.. I virkeligheden har den været helt den samme som den plejer, men der har manglet noget.
Min mormor døde jo i oktober, og det her er første jul uden hende. Det er underligt, for hun var heller ikke med sidste jul, det var der hun blev syg. Men i år, der var hun der slet ikke, som i at hun, ja, altså er væk..
Det er underligt, det er virkeligt underligt. Og det er ikke fordi tingene er anderledes fordi hun er væk. Det hele er som det plejer at være, og maden smager af det samme, træet ligner det der var sidste år, og det er samme følelse man sidder med når det hele er overstået.
Det er egentligt det jeg synes er lidt uhyggeligt. Livet går bare videre, selv uden dem man elsker, alting fortsætter, nye fødselsdage, nye fester, flere juleaftener, nye år, flere dage og måneder.. Tiden den går bare. Og det er jo ikke fordi vi ikke savner, men livet SKAL gå videre, vi kan ikke engang lige få lov at stoppe den, altså tiden, for lige at tage en slapper og huske på det der var.
Men skal man det? Skal man gå og huske og mindes og savne? Er det meningen at vi bare skal sætte punktum og så var det det?
Vi går alle sammen og savner nogen vi har mistet, men vi går også alle sammen og aner ikke hvem vi andre savner, så selvom den jeg savner betød alt for mig, kan hende der går ved siden af være helt ligeglad, men følelsen, den kender hun sikkert. Den kender vi alle sammen. I virkeligheden er der SÅ mange glemte mennesker, og når engang jeg ikke er mere, og dem der savner min mormor nu heller ikke er mere, så er der ingen der savner min mormor, så er hun væk, i virkeligheden er der sikkert ingen der ville ane hvem hun var, og hvem hun har været..
Savnet bliver selvfølgeligt mindre som tiden går.. Heldigvis bliver minderne ikke færre. Men en eller anden dag er man helt glemt.
Så hvad er meningen egentligt med at være her, at man SKAL blive noget stort, SKAL skrives ind i historien for at andre vil mindes en.. Nææh.. Det er kun historie, det er ikke savn, og til sidst er det noget der skal læses ellers ses, for at det overhovedet vides.
Jeg er stolt af min mormor. Jeg ved hvad hun har gjort, hvad hun har fået ud af sit liv. Jeg ved hvad hun har gjort for andre, og ikke mindst mig selv. Jeg ved at hun ikke ville have brug for at skulle huskes flere 100 år frem i tiden. Så længe man har gjort skabt sin egen historie, så længe man bare bliver mindet og savnet, også selvom det kun er af ens nærmeste, så ved man at man i det mindste er en del af deres historie også..
Og jeg savner.. Jeg savner det der var..